[Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996

    WE NOW BELIEVE ...

    Der kan ikke længere herske videnskabelig tvivl om, at et træ, der
    falder, hvor intet menneske hører det, falder fuldstændig lydløst
    û men hvad er egentlig konsekvenserne heraf betræffende vores
    generelle verdensbillede?

    De fleste af os, der beskæftiger sig med naturvidenskab på et
    plan, der ikke involverer de store filosofiske perspektiver
    (videnskabshistorikere) eller paradoksale grene af fysikken
    (kvantemekanikere), opererer med et verdensbillede, der ikke i
    væsentlig grad adskiller sig fra det, der var fremherskende i
    tiden omkring Newton. Det er selvfølgelig et upoleret postulat,
    der ikke fra skribentens side kan underbygges med andet end
    generelle fornemmelser fra diskussioner i fredagsbarer og
    tilsvarende beværtninger, hvilket på den anden side måske heller
    ikke er de værste steder at få et indblik i en dansk
    videnskabsmands default tankegang.

    MisΘren er opstået, fordi vi til daglig har at gøre med
    virkeligheden på et plan, hvor der ikke umiddelbart ser ud til at
    være synderlig overbevisende grunde til at betragte verden på
    anden måde end som et lidt uoverskueligt spil billard. Det er
    selvfølgelig også i orden, men det berettiger ikke nødvendigvis Θn
    til at hævde, at det for dagligstue-videnskabsmanden åbenbarede er
    en undtagelsesvis objektiv virkelighed, der adskiller sig fra den
    paradoksale, subjektive, der er mest praktisk i andre
    (professionelle) sammenhænge.

    Vi, der har en ikke ringe chance for at komme til at undervise på
    gymnasiet i de hårede fag, ved dog som oftest godt, hvordan man
    skal tackle poppede ╗humanisters½ forsøg på at få mere ud af
    kvantemekaniske modeller end kvantemekanik (forestillingen om en
    af observatøren uafhængig verden skal bevares, for ellers ved man
    sgu aldrig, hvad ubefæstede sjæle finder på at påstå, er
    virkelighed).

    Men egentlige argumenter for, at dagligstuen er den rigtige,
    objektive verden, har det trods alt altid været svært at stable på
    benene.

    Lad der nu være bred erkendelse af, at opfattelsen af farver er en
    perception, der er indlysende subjektiv: Farven rød tilskrives
    ganske arbitrært objekter, som reflekterer lys ved bølgelængder,
    der er længere end 600 nm. Der er selvfølgelig intet ╗rødt½ ved
    sådanne bølgelængder.

    En bevidst organisme med 16-farve-syn ville hævde, at disse
    bølgelængder var ╗æfghuir½, og dette med rette. En mere jordnær
    opponent, stammende fra en ø befolket med farveblinde, ville med
    lige så megen ret kunne sige, at det ikke er rimeligt at skelne
    mellem disse bølgelængder, og dem, der af os opfattes som
    ╗grønne½.

    Aha! siger man nu på kaffestuen i laboratoriet: Vi kan altså
    opdele sansninger i subjektive og objektive elementer. Enhver, der
    er bekendt med andre sensoriske mekanismer, vil dog også ret let
    kunne indse, at der her er tale om en egenskab ved sansning, der
    ikke begrænser sig til den modalitet, der er under debat
    (farveperception). Alle sansekvaliteter er afhængige af
    betragteren.

    Well, det er så nu, man skal indføre, at det at opfinde den nævnte
    distinktion bunder i en indbygget konservatisme i vores måde at
    tænke på, der ikke i sig selv er forkert. Man tager ikke for store
    skridt, specielt ikke, hvis det, der skridtes væk fra, ser ud til
    at fungere nogenlunde (hvilket forestillingen om en objektiv
    virkelighed gør û netop nogenlunde).

    Neurologisk set er der dog ingen som helst grund til en skelnen
    som den anførte. De processer, der er involveret i at viderebringe
    en organisme som vor egen input vedrørende et visuelt fænomens
    form, adskiller sig ikke på afgørende vis fra dem, der er i gang,
    når det drejer sig om dets farver. I begge tilfælde er der tale om
    en filtrering, som har til hensigt at bringe netop de mest
    overlevelsesrelevante ╗oplysninger½ videre til de dele af hjernen,
    som på længere sigt skal finde på en passende adfærds-respons.

    Man kan så synes, at det er fordelagtigt at operere med en sådan
    skelnen i konservatismens (baby steps) navn, idet der måske ikke
    umiddelbart ser ud til at foreligge en rimelig grund til at
    forlade den. Det er dΘr, man skal være påpasselig med ikke at begå
    den brøler, det er at tro, at en sådan distinktion er baseret på
    andet end bekvemmelighed.

    Den eneste fordel, man har ud af at lade den eneste rimelige
    konklusion på betragtningerne gælde for så snævert et område som
    muligt, er, at man slipper for at drage nogle filosofiske
    konsekvenser, der kan forstyrre letpåvirkelige studerendes
    nattesøvn. Man ser dog af og til et forsøg på at hævde, at der dog
    må være en rigtig (helt, helt rigtig) verden, som ikke undflyr
    vore rappe sanser.

    Således skriver i 1991 en neurolog i en, så vidt jeg ved, ret
    anerkendt lærebog om neurologi (Principles of Neural Science):
    ╗Colors, tones, smells and tastes are mental constructions created
    by the brain out of sensory experience. They do not exist, as
    such, outside of the brain. Thus, we can answer the traditional
    question raised by philosophers: Does a sound exist when a tree
    falls in the forest, if no one is near enough to hear it? We now
    believe that the fall causes vibration in the air but not sound.
    Sound only occurs when pressure waves from the falling tree reach
    and are perceived by a living being.½

    Man tænker sig altså nu en videnskabsmand (ikke meget forskellig
    fra forfatteren), som ser et træ falde, og i den anledning holder
    han sig grundigt for ørerne. Forinden er der dog i al hast stillet
    en mikrofon op i landskabet. Mikrofonen er forbundet til et
    oscilloscop. Spændt betragtes skærmen à et voilß: Der er udsving
    på dimsen. Der eksisterer altså svingninger i luften, når der
    falder et træ, fascinating!

    Nu kan det jo være, at man får en mistanke om, at svingningerne
    kun eksisterer, når et levende væsen perciperer udsvinget på
    skærmen af oscilloscopet, men så ender man jo på herrens mark (og
    der har vi faktisk siddet trygt under hele showet), for det er ret
    svært at observere noget som værende noget uden en observatør.

    Okay, citatet ovenfor er en grel historie, men den har
    sandsynligvis passeret en del censur, hvor man åbenbart ikke har
    stejlet over at blive inkluderet i det ╗we now believe½, der ud
    over at klinge (sandsynligvis utilsigtet) religiøst, ser ud til at
    ville fordele forfatterens idiosynkrasier på sikkert ganske
    uskyldige mennesker. Det er bare ikke rigtig overraskende, at den
    slags sker.

    Så snart vi ikke er strengt matematiske i vores formuleringer,
    sniger den Newtonske dagligstue sig ind i vores hoveder, og den
    har den smukke Illustreret Videnskabs appel: Jamen, jeg ved jo, at
    verden er, som jeg ser den û det kan jeg jo se!

                                                     Kristian Beedholm
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97