[Image][Faklen]
Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996
BIBELFORFALSKNING
Da Kirkeministeriet godkendte iværksættelsen af arbejdet med den
nye bibeloversættelse, var det under indtryk af den videnskabelige
standard, der ifølge de officielle skrivelser blev tilstræbt. Men
╗videnskabelighed½ var næppe kendetegnende for Bibelselskabets
fremgangsmåde, da en revisionskomitΘ under generalsekretær Niels
Jørgen Cappelørns ledelse forandrede Bibelens ordlyd for at dække
over tekstens uoverensstemmelser med den kirkelige tradition ...
Bibelen er, som ordets etymologi afslører, i mange henseender
bogen. Få bøger har spillet så afgørende en kultur- og
verdenshistorisk rolle; ikke mindst, naturligvis, for os, der heri
finder det jødisk-kristne grundlag, som vor egen kultur den dag i
dag bygger på.
Nok er det et grundlag, som vi i vid udstrækning har gjort op med
og forladt, i og med, at hverken de ti bud eller bjergprædikenen
længere kan siges at være særlig afgørende for det moderne
menneskes adfærd. Men Bibelens begrebsramme er stadig med os, dels
bevidst, dels ubevidst, og det ikke blot i kunst og litteratur,
men vel også sine steder i lovgivning, konvention og moral.
Samtidig må den naturligvis også på en række universitetsstudier
regnes som en af de helt uomgængelige grundbøger; hvad enten man
læser teologi, religion eller historie, ja, eller f.eks. filosofi,
filologi eller litteratur, er bibelstudier ofte aldeles
uundgåelige. Endvidere huser vort land jo som bekendt også en
trosretning, der regner Bibelen blandt sine vigtigste
grundtekster, nemlig den, der kommer til udtryk i folkekirken.
Uanset vort forhold til dens indhold: Bibelen kan vi ikke slippe
uden om at læse. Spørgsmålet er så, hvad det egentlig er, vi
læser, når vi går i gang med den bog, som hos de danske
boghandlere går under titlen Bibelen? Er det en præcis
oversættelse af kildeteksterne, baseret på saglige, videnskabelige
og uforudindtagede kriterier, som man vel må forvente, ikke mindst
af netop den bog?
En afdækning af, hvordan den danske ╗Bibel½ er blevet til, samt en
analyse af afgørende skriftsteders behandling, levner desværre
ingen tvivl om, at dette ikke er tilfældet. I stedet har
Bibelselskabet produceret en bog, der grænser til regulær
manipulation, hvis bevidste, men i offentligheden ukendte formål i
talrige tilfælde har været at tækkes kirkelig sædvane fremfor
kildetekstens ordlyd!
Historien om, hvorfor og hvordan noget sådant kan foregå, begynder
for så vidt for mere end to tusind år siden ...
Slagsmålet mellem græsk og hebraisk
De første kristne menigheder så sig som jødernes arvtagere, Guds
nye udvalgte folk, og de overtog derfor uden videre jødernes
kanoniske helligskrifter, de bøger, der er blevet til det Gamle
Testamente.
Det blev imidlertid hverken jødernes hebraiske tekster eller deres
mundtlige aramæiske overleveringer, som blev afgørende for
udformningen af det Gamle Testamente i de første kristne bibler,
men derimod græske oversættelser.
De skiftende stormagter i nærorienten, fra assyrerne og
babylonierne til perserne, grækerne og romerne havde allerede
igennem syv århundreder kostet så meget omkring med israelitterne,
at større befolkningsgrupper, dels frivilligt, dels ufrivilligt
var spredt langt ud over Palæstinas grænser û den såkaldte
diaspora. Faktisk var det kun de færreste jøder, der fortsat var
bosat i Palæstina, og behovet for en oversættelse af skrifterne
til brug i jødiske samfund, hvor hverken hebraisk eller aramæisk
var særlig præsent, må tidligt have været påtrængende.
Ifølge legenden, der er berettet i Aristeasbrevet, oversattes så i
det 3. årh. f.v.t. hele Moseloven til græsk, der ikke mindst i
kølvandet på Alexander den Store var blevet datidens
internationale korrespondencesprog. Det tog 72 dage for 72 lærde
jøder, og alle 72 oversættelser var ned til mindste detalje
nøjagtig ens. Det næste århundrede fulgte så oversættelser af de
øvrige skrifter, og omkring 130 f.v.t. forelå dermed hele det
Gamle Testamente i græsk oversættelse, og med ovennævnte legende
in mente siden kendt som Septuaginta (latin: halvfjerds; mere
mundret end 72, septuaginta et duo).
Jesus foretog næppe større udenlandsrejser, og man må formode, at
han selv og hans disciple primært talte aramæisk. Men takket være
Paulus' missionsrejser skød kristne menigheder hurtigt frem
omkring store dele af Middelhavsområdet, og som det havde været
naturligt for denne hellenistiske ex-jøde, tog også disse,
overvejende græsksprogede menigheder Septuaginta til sig som et
kristent helligskrift.
Jøderne selv lagde til gengæld efterhånden afstand til
Septuaginta, som ikke få steder afviger afgørende fra flertallet
af de hebraiske tekster, og for at forhindre det fortsatte kristne
╗misbrug½ af det, som de anså for en rent jødisk skriftsamling,
iværksatte de nye, tekstnære oversættelser fra hebraisk til græsk.
Blandt de kristne verserede i mellemtiden en række forskellige
latinske oversættelser af Septuaginta, men da kirkefaderen
Hieronymus i årene 384-405 skabte sin berømte oversættelse, siden
kaldet Vulgata (latin: den udbredte), gik også han efterhånden
over til at anvende hebraiske tekster som kildegrundlag for
oversættelsen af det Gamle Testamente.
Den dag i dag diskuteres det dog stadig væk, hvilke
gammeltestamentlige tekster, der er ╗mest oprindelige½, de græske
eller de hebraiske. Det ældste hebraiske manuskript til hele det
Gamle Testamente, det såkaldte Leningrad-manuskript er f.eks.
relativt ╗nyt½, nemlig fra 1008 e.v.t., mens de ældste græske
håndskrifter går tilbage til 4.-5. årh e.v.t.
Spørgsmålet er så, om man skal basere oversættelser af det Gamle
Testamente på de græske tekster, der strengt taget er
sekundærkilder, men ikke desto mindre er ældst og derfor måske
alligevel tættest på ╗originalen½, eller om valget skal falde på
de hebraiske, der formelt set er primærkilder, men trods alt også
er afskrifter af afskrifter af afskrifter û med mere end et helt
årtusinds rige mulighed for afskriver-fejl på bagen.
Den autoriserede danske oversættelse af det Gamle Testamente fra
1931 valgte af den grund oftest at gå ud fra Septuaginta fremfor
det hebraiske Leningrad-manuskript, mens den nye bibeloversættelse
fra 1992 derimod valgte det modsatte û og det med god grund.
Udgravninger og skriftfund ved Ras Shamra fra 1929 har f.eks.
bidraget til en bedre forståelse af den kanaanæiske kontekst, som
konstant er vævet ind i de gammeltestamentlige skrifter, og siden
har fundet af Dødehavsrullerne ved Qumran i 1947 ligefrem afsløret
fragmenter såvel som hele bøger fra den gammeltestamentlige kanon,
der er mere end tusind år ældre end Leningrad-manuskriptet, og som
overbevisende ratificerer dettes pålidelighed. Selv tusind års
afskrifter af afskrifter medfører altså ingenlunde med
nødvendighed graverende afskriverfejl.
Langt de fleste slutter således i dag, at Leningrad-manuskriptet
må få indiskutabel forrang som grundtekst.
Modsætningsparret Jahwe og Jesus
Hermed har vi i det mindste konstateret, at en oversættelse af
kildetekster også er et spørgsmål om et valg og fravalg af
kildetekster. En oplagt og redelig løsning ville det naturligvis
være at udgive særskilte oversættelser af Septuaginta og
Leningrad-manuskriptet, men som vi skal se, er det historisk set
ikke just redelighed, der præger bibeloversættelserne.
En ting er nemlig at vurdere og prioritere et omfattende og
varierende kildemateriale, men når dΘt er gjort, står selvfølgelig
selve oversættelsen og alle de dertil hørende traditionelle
vanskeligheder tilbage. Og alt, hvad vi så kan kræve af de danske
oversættere, er, at de med den største ekspertise og mest
uforudindtagede soberhed anstrenger sig til deres yderste for at
levere en så tekstnær oversættelse som overhovedet muligt û inden
for rammerne af det danske sprogs begrænsninger, naturligvis.
Det kan lyde selvindlysende. Men når vi undersøger, hvordan den
slags rent faktisk er foregået, må vi konstatere, at det er det
ikke!
Den danske bibeltradition hviler af naturlige årsager ikke så lidt
på Luther. Reformatoren tilsluttede sig humanisternes ad fontes,
til kilderne, lægmand skulle have adgang til helligskriftet, så
han selv kunne udlægge dem uden indblanding fra det korrumperede
(katolske) gejstlige magtapparats hidtidige patent på
fortolkningen.
Luther oversatte således mere eller mindre egenhændigt hele
Bibelen til tysk, og i modsætning til tidligere oversættelser
lagde han ikke den latinske, men den græske og hebraiske
kildetekst til grund for sit arbejde. Bibelordet, ikke
gejstligheden skulle nu være kristendommens autoritet, sola
scriptura (skriften alene) skulle råde, og enhver û quisque û
skulle kunne danne sig sin egen dom. Men heller ikke Luther mente,
at lægmand var i stand til at læse Bibelen forudsætningsløst,
hvorfor den trods alt måtte forsynes med vejledende fortaler og
kommentarer ...
Luthers Nye Testamente udkom i 1522, det Gamle Testamente i 1534,
og de nye vinde blæste snart til Danmark, hvor både Christian IIIs
Bibel fra 1550, Frederik IIs fra 1589 og Christian IVs fra 1633
byggede på Luther û i Danmark havde Lutherordet tilsyneladende
forrang for kilderne.
I 1607 havde Resen dog endelig oversat Bibelen fra grundsprogene i
stedet for fra tysk, men selv om biskop Svane reviderede den i
1647, blev de såkaldte hus- og rejsebibler, der var beregnet til
lægfolket, til stadighed baseret på 1633-versionen og udkom helt
indtil 1802.
I 1814 stiftedes så det Danske Bibelselskab, der reviderede og
autoriserede det Nye og det Gamle Testamente i den
Resen-Svaningske udgave i henholdsvis 1819 og 1871.
Fik folket så adgang til Bibelordet, fik de selv lov til at
fortolke teksten ud fra så redelige og tekstnære oversættelser som
muligt? Nej.
Og dermed er vi nået frem til det virkelige hovedproblem, som en
kristen bibel pr. definition må forholde sig til, og som
kristendommen i almindelighed og bibeloversættelserne i
særdeleshed er uløseligt forbundet med: Er der overhovedet belæg
for kirkens kobling af de jødiske helligskrifter og de kristne
nytestamentlige kildetekster?
Det traditionelle kristne svar har naturligvis altid været et
rungende og indiskutabelt ja. Ja, det Gamle og det Nye Testamente
udgør en sammenvævet enhed; ja, det Gamle Testamente handler om
Gud, og det Nye Testamente om Guds søn; ja, det Gamle Testamente
forudsiger Jesu Kristi komme, og det Nye Testamente opfylder den
profeti; der skulle med andre ord ikke være nogen afgørende
modsætning de to testamenter imellem. Bibelen er en kristen enhed,
og det Gamle Testamente bliver følgelig både tolket og oversat
kristologisk.
De gamle jøder var, som vi allerede har set, af en ganske anden
mening, og i dag er det ovenud vanskeligt ikke at hælde til
jødernes standpunkt û der er ikke Θt sagligt spor af Jesus Kristus
i det Gamle Testamente, og der er så godt som intet konsistent
fællestræk den gammeltestamentlige Jahwe og den nytestamentlige
Gud Fader û og hans Søn û imellem.
Luthers Bibel-manipulation danner skole
Nogle af de værste eksempler på fordrejende og manipulerende
omgang med kildeteksterne finder vi givetvis hos Luther og dermed
naturligvis også i alle de danske bibler, der bygger på hans
oversættelse.
Ikke blot er oversættelserne højst kritisable (Luthers hebraisk
var mildest talt ikke forbilledligt), men bibeludgavernes
fortaler, illustrationer, henvisninger, overskrifter, summarier og
bemærkninger presser eksplicit den forståelse ned over de
gammeltestamentlige tekster, at de ofte simpelt hen handler om
Kristus.
Konstant bliver den læser, der tror sig sin egen bibelfortolker,
konfronteret med Luther og andre oversætteres autoriserede
kommentarer og udlægninger, der utrætteligt gør opmærksom på, hvor
Moses, profeterne og salmerne udtaler sig om Jesus û et halvt til
et helt årtusind før han overhovedet blev født.
De på Resen og Svane baserede bibeludgaver overtager på trods af
en mere pålidelig omgang med kildeteksterne uden videre denne
tradition, der først i 1871-versionen viser tegn på en begyndende
tilbageholdenhed.
I bogen Skriftsynet igennem den danske bibels historie (DBH)
konkluderer Bodil Ejrnæs om det kristologiske aspekt, som det
kommer til udtryk gennem de autoriserede oversættelsers ordlyd
såvel som i bibelfortalerne, -noterne og -kommentarerne: ╗... både
i de danske Lutherbibler og i den resen-svaningske tradition
afspejles det syn, at Det gamle og Det nye Testamente udgør en
enhed, hvis centrum er Kristus. Det kommer eksplicit til udtryk i
Lutherbiblernes og den resen-svaningske bibels fortaler, og
hvordan de enkelte gammeltestamentlige tekster indholder
Kristusvidnesbyrd, anskueliggøres gennem summarier, noter og
skrifthenvisninger.½ (s. 211).
Det er altså ikke slagordet ad fontes, som hævdet af Luther, der
har spillet den fremtrædende rolle for oversættelserne, men
derimod en fra teologisk og statslig side klar manipulation. Målet
helliger midlet, og det Gamle Testamente skal for enhver pris
legitimere kirkelig dogmatik, om så midlerne er fordrejede og
manipulerede oversættelser såvel som groft postulerende
kommentarer og noter.
Formålet er selvfølgelig at underbygge kirkens fundamentale
mirakelfortælling om den enerådende, almægtige kristne Gud, som
fra skabelsesøjeblik til dommedag lige netop har û og kun har û
kristendommen i sinde. Og hertil behøves selvsagt det Gamle
Testamente som kirkelig dokumentation, ikke mindst fordi det Nye
Testamente i så vid udstrækning hævder denne dokumentation.
For tænk, om det tværtimod stod alle lysende klart, at den
kristologiske udlægning og oversættelse af de gammeltestamentlige
skrifter var uden noget substantielt hold i teksten? Chancerne
for, at mange måtte revidere deres opfattelse af det Nye
Testamente, af Kristus og Paulus, af kirkefædrene og
kristendommen, ja, af kirken som sådan, er vel næppe ubetydelige.
Men Θn ting er, at de teologiske og religiøse implikationer af
dette kirkehistoriske bedrag (som selv ikke historiebøgerne synes
videre bekendt med!) er betragtelige, en anden, at folk lige
præcis ikke har mulighed for at danne sig dΘt selvstændige indtryk
af Bibelens ordlyd, som reformatorer med slet skjult dobbeltmoral
slog til lyd for, fordi autoriserede kristne oversættere og
kommentatorer, længe inden teksten overhovedet ser tryksværte,
danner det for dem!
Tilløb til redelighed i 1931
Først i det tyvende århundrede tager bibeloversætterne tilløb til
en større videnskabelighed og lægger en vis afstand til
traditionens ensrettede kirkebibler. Den autoriserede oversættelse
af Det Gamle Testamente fra 1931 fraviger fuldstændig tidligere
oversættelsers manipulerende fortaler, titler og
regie-bemærkninger, men til gengæld baserer den sig som nævnt
fortrinsvis på Septuaginta og lider dermed af en implicit og
uholdbar kritik af de hebraiske kilder, som efter opdagelsen af
Dødehavsrullerne vægtes langt højere end de græske.
Men bortset fra et betragteligt forbehold over for selve
oversættelsen er der dog alligevel en smule grund til at glædes
over et par nye, ikke uvæsentlige detaljer û også i de senere
udgaver, der indeholder både det Gamle og det Nye Testamente i
autoriserede oversættelser fra henholdsvis 1931 og 1948.
Typografisk får man her det klare indtryk, at der er tale om to
forskellige antologier. Ligesom i 1871-oversættelsen omhandler den
første indholdsfortegnelse således kun det Gamle Testamente, og
hvor det Nye Testamente begynder, starter også pagineringen
forfra. Men nu er der desuden føjet adskilte ordforklaringer til
hvert testamente, i kraft af hvilke den forudindtagede kirkelige
kobling de to antologier imellem formindskes. Vi har med to
forskellige kilder at gøre, og det er op til læseren at vurdere
deres sammenhæng eller modsætning ud fra teksterne alene.
Bodil Ejrnæs bemærker: ╗... Det gamle Testamentes status som
kirkens bog er aldeles uden for synsfeltet. Mens læseren af
tidligere danske bibeludgaver på den ene eller anden måde har fået
Det gamle Testamentes sammenhæng med Det nye anskueliggjort, så
får læseren af 1931-oversættelsen û ikke mindst gennem
ordforklaringen, men også gennem noter og kapiteloverskrifter û så
at sige anvist at behandle det på dets egne præmisser.½ (DBH, s.
162).
I ordforklaringen findes tillige en artikel om det Gamle
Testamente, der ikke med Θt ord hævder nogen sammenhæng
testamenterne imellem, men blot gør rede for visse problematikker
i forbindelse med valget af kildetekster.
Endvidere gør 1931-oversættelsen implicit opmærksom på, at både
det danske ╗Herren½ og ╗Gud½ sine steder dækker over en
specifikation, der ikke er entydigt forenelig med den
nytestamentlige brug af disse ord. Det sker i 1. Mosebog 2,4,
14,18 og 15,2, derved at læseren erindres om, at ╗Herren½ er en
gengivelse af Jahwe, ╗navnet på Israels Gud½, at ╗Gud½ er en
gengivelse af det hebraiske elohim, og at ╗Herre½ er en gengivelse
af det hebraiske adonaj.
Hvor uanselige disse forhold kan synes, må det dog kraftigt
understreges, at de ikke desto mindre repræsenterer et drastisk
skridt væk fra tidligere oversættelsers fordrejende dogmatik;
skønt den generelle oversættelse stadig lider af bastante
kirkelige hensyn.
Alligevel sætter den kristologiske tolkning dog også på anden vis
sit eksplicitte præg, understreger Bodil Ejrnæs: ╗Igennem den
store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang
række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den
kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster.
1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som
igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men
tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og
indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i
detaljerne. (...) Men med den û man kunne ligefrem kalde det û
ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de
gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, sker der det, at
læseren så at sige bliver udstyret med 'nytestamentlige briller',
når de gammeltestamentlige tekster studeres.½ (Det danske
Bibelselskabs ┼rbog (DB┼) 1986).
Men 1931-versionen viste dog i det mindste forsigtige tegn på, at
den så småt var ved at træde ud af middelalderen. For første gang
i dansk bibelhistorie er f.eks. hverken Kristus, treenigheden
eller den kristne menighed nævnt i det Gamle Testamente, og dΘt
måtte naturligvis give visse forhåbninger om, at en oversættelse,
der udelukkende forholder sig til, hvad der står i de valgte
kildetekster, måske kunne være det næste skridt ...
Det blev det ikke.
Atter tilbage til dogmatikken
I 1970 begyndte man igen at snakke om en ny oversættelse af det
Gamle Testamente. 1931-oversættelsen var forældet, dels på grund
af en række nye filologiske og tekstkritiske indsigter som bl.a.
vanskeliggjorde anvendelsen af Septuaginta som grundtekst, dels
fandt man datidens danske sprog, om ikke ulæseligt så i hvert fald
aldeles utidssvarende for en moderne læser.
På Bibelselskabets repræsentantskabsmøde holdt professor Eduard
Nielsen et foredrag, der plæderer for en ny oversættelse, af
hvilken man i mere eller mindre udtalt modsætning til tidligere
oversættelser bl.a. må kunne kræve, at den er ╗tekstkritisk og
filologisk forsvarlig½, og at de ╗sidste generationers anerkendte
resultater inden for bibelforskningen kommer oversættelsen til
gode.½ (DB┼ 1975).
Efter en prøveoversættelse af udvalgte skriftsteder foretaget af
teologer fra København og ┼rhus, støttede man Eduard Nielsens
opfordring til en ny oversættelse. I april 1975 mødtes folk fra
Bibelselskabet derfor bl.a. med potentielle oversættere til et
seminar på Rungstedgård, og arbejdet med en prøveoversættelse af
det Gamle Testamente blev iværksat.
Oversættelsen blev delt mellem folk fra de teologiske fakulteter i
København og ┼rhus, henholdsvis under ledelse af professor Svend
Holm-Nielsen og lektor Hans Gottlieb. Konsulenter fra Dansk
Sprognævn blev sammen med Ebbe Kløvedal Reich hyret for at
tilstræbe en så tidssvarende dansk stil som muligt. Endvidere
nedsattes en redaktion, der i starten udelukkende bestod af de to
formænd, Svend Holm-Nielsen og Hans Gottlieb, men senere forøgedes
med Knud Jeppesen og Bodil Ejrnæs.
Alle oversættelser blev desuden gennemset af Bibelselskabets
repræsentanter, generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn
(1980-1993), provst Svend Aage Nielsen og pastor Palle Dinesen.
Som grundtekst anvendes nu ikke længere den græske Septuaginta,
men Biblia Hebraica Stuttgartensia, der er baseret på det
tidligere omtalte hebraiske Leningrad-manuskript.
Den 11. januar 1979 sender Bibelselskabet så en skrivelse til
Kirkeministeriet og anmoder om godkendelse af fremgangsmåden og
sigtet med oversættelsen. Heri hedder det bl.a.: ╗Bibelselskabet
stiler imod en ny oversættelse af en sådan sproglig og
videnskabelig standard, at den til sin tid vil kunne opnå
autorisation.½ (DBH, s. 187f). Kirkeministeriet forbeholder sig
dog sit tilsagn, indtil hele oversættelsen ╗har været underkastet
en sagkyndig bedømmelse.½ (DBH, s. 188).
Egentlige skriftlige retningslinier for arbejdet var der ikke tale
om før efter oversættelsen, nemlig så sent som i 1988, hvor den
såkaldte revisionskomitΘ, som vi siden skal vende tilbage til,
formulerer sådanne û men da er der imidlertid kommet andet og mere
end sproglige og videnskabelige hensyn på banen.
Bodil Ejrnæs, selv medlem af revisionskomiteen skriver bl.a.
herom: ╗... der tales om tre faser for det forestående arbejde, en
videnskabelig nyoversættelse, en kirkelig bearbejdning og et
afsluttende gennemsyn. Hermed er der altså i spørgsmålet om
oversættelse af Det gamle Testamente indført en sondring mellem
'videnskabelighed' og 'kirkelighed' som to begreber, der står i en
vis spænding til hinanden: den videnskabeligt forsvarlige
oversættelse er ikke uden videre kirkeligt forsvarlig.½ (vor
kursiv; DBH, s. 191).
Hermed har arbejdet med oversættelsen taget et afgørende skridt
tilbage. Det er ikke længere kun et videnskabeligt spørgsmål om,
hvad der står i kildeteksterne, men derimod også et dogmatisk
spørgsmål om, hvad der ifølge kirken bør stå!
Kirken versus videnskaben
Hvad der imidlertid ikke fremgår så tydeligt af Bodil Ejrnæs'
forsigtigt afslørende fremstilling af arbejdet med oversættelsen,
er, at det ikke først var så sent som i 1988, men reelt allerede
fra projektets start, at kirkeligheden fik forrang for
videnskabeligheden. Således f.eks. i forbindelse med den klassiske
problemstilling om, hvorvidt man endelig kunne skrive Jahwe i
stedet for det sædvanlige ╗Herren½ i den danske oversættelse.
Man gjorde det faktisk i prøveoversættelsen af Samuelsbøgerne &
Kongebøgerne i 1986, men det røg hurtigt ud igen. Allerede i
70erne var Bibelselskabet da også negativt stemt, og ideen
afvistes û af rent kirkelige hensyn.
Bibelselskabets Svend Aage Nielsen skriver således: ╗Det
videnskabelige syn må selvfølgelig være, at Jahvenavnet må med i
oversættelsen, fordi det faktisk står som navn i teksten. Derfor
var oversættergruppen også mest stemt herfor. Bibelselskabets syn
var, at vi måtte følge kirkens meningsfyldte tradition, fordi det
er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke,
vi udgiver. Oversættergrupperne forstod dette argument og gik ind
under det uden protest.½ (DB┼ 1977).
Flere år inden Bibelselskabets anmodning om Kirkeministeriets
godkendelse i 1979, som ikke Θt sted nævner kirkelige hensyn, men
kun taler om ╗sproglig og videnskabelig standard½, har man altså
allerede ladet ╗kirkens meningsfyldte tradition½ være
retningsgivende! Det er ╗kirkens bog½, der skal udgives. Alligevel
skriver samme Svend Aage Nielsen fem år efter, man har lagt sig
fast på en oversættelse determineret af kirkelige hensyn: ╗Det er
Bibelselskabets hovedopgave at slippe Bibelen løs. Bibelen som den
virkelig er.½ (vor kursiv; DB┼ 1982).
Teologer er sandelig sandhedskærlige mennesker.
Ikke blot droppede man således Jahwe, man fjernede tilmed den
tekst-note, som dog i 1931-oversættelsen udtrykkeligt
specificerer, at Jahwe er, hvad der egentlig står.
Ifølge Ove Kollerup, der som ansat ved Bibelselskabet fik adgang
til alt arkivmaterialet i forbindelse med en
universitets-afhandling i 1994, var de kirkelige hensyn endog
særdeles fremtrædende allerede på Rungstedgård i april 1975: ╗At
seminaret i det hele taget var meget opmærksomme herpå, fremgår
alene ved det faktum, at ord som 'kirke' og 'kirkelig' ifølge mine
optællinger, optræder i positive vendinger ca. 30 gange i
referatet!½ (OK, s. 39).
Siden konfirmerer også Bibelselskabets Palle Dinesen den linie, at
kirketraditionen er vigtigere end kildeteksten: ╗... Bibelen
rummer et budskab, der er rettet til mennesker, som lever i dag.
De enkelte beretninger indgår i et større hele og er fortalt for
at tolke menneskers virkelighed. Derfor må der hele tiden
oversættes ind i fremmedes sprog, og bibelske forestillinger må
føjes ind i nye forestillingskredse. Det må ske, ellers lukkes det
bibelske budskab inde i sin hebraiske og græske sprogdragt og i en
semitisk forestilllingsverden.½ (DB┼ 1980).
Bibelen skal altså ikke tale for sig selv, det er allerede under
oversættelsesprocessen besluttet, at denne bog, i hvilken flere
tekster er skrevet for op til to et halvt årtusind siden, og
enkelte endog givetvis baserer sig på traditioner, der er tre-fire
årtusinder gamle, rummer et budskab til vor tid!
Men gør den det? Ja, vil kirken naturligvis svare, men hvis det er
tilfældet, så må det jo også være indlysende i en så tekstnær
oversættelse som overhovedet muligt, og hvorfor så ændre den?
Hvorfor ikke lade læseren selv føje den ind i ╗nye
forestillingskredse½?
Teksten må ikke lukkes inde i en ╗semitisk forestillingsverden½,
bedyrer Dinesen, men hvad om den faktisk kun kan læses og forstås
i netop denne, dens egen forestillingsverden?
Tænk, om en oversætter af f.eks. Homer arbejdede ligesom Palle
Dinesen?! Kan vi da ikke læse Homer i Homers egen
forestillingskreds û og den har dog også tre årtusinder på bagen?
Kan vi ikke selv få lov til at aktualisere fortællingerne, som
teksterne nu måtte tale til os hver især? Skal Palle Dinesen
virkelig gøre det for os? Skal Bibelselskabet?
I så fald er vi hastigt på vej tilbage til Lutherbiblerne û og det
er der vel ingen, som i fuldt alvor ønsker?
Og dog. Så sent som i 1983 kan professor E. Thestrup Pedersen om
Luthers oversættelse skrive i Bibelselskabets årbog: ╗Hvad han
muligvis savnede i grammatisk lærdom, opvejedes rigeligt af hans
intuitive forståelse af Skriftens egentlige mening.½ (DB┼ 1983).
Jo tak, lad os få noget mere intuitiv forståelse, så er vi fri for
at læse, hvad der egentlig står i teksten ...
Bibelselskabets dobbeltspil?
Bibelselskabet drejer efterhånden umærkeligt oversættelsen væk fra
dens oprindelige intention i retning af endnu en kirkebibel. Men i
anmodningen til Kirkeministeriet i 1979 indgik hverken ordene
╗kirkelig½, ╗kirkebibel½ eller ╗bibeltradition½ û som nævnt var
overhovedet grunden til at iværksætte en ny oversættelse, at
1931-oversættelsen erfaredes som sprogligt og videnskabeligt
uforsvarlig.
Bodil Ejrnæs rekapitulerer den oprindelige intention, som den
udtryktes over for Kirkeministeriet: ╗I det hele taget synes det i
denne skrivelse magtpåliggende at understrege arbejdets
videnskabelighed. Således betones kraftigt medarbejdernes
ekspertise og videnskabelige standard (...) Et vidnesbyrd om, hvor
centralt begrebet 'videnskabelighed' står i denne skrivelse, er
yderligere, at Bent Noack benævnes som 'videnskabelig konsulent',
til trods for at hans funktion internt har været defineret som at
tage vare på oversættelsens forhold til Det nye Testamente½ (DBH,
s. 194).
Måske spillede Bibelselskabet ikke med åbne kort û indadtil fik de
kirkelige hensyn en stadig mere afgørende plads, og de
videnskabelige tilsvarende en stadig mindre. Og den videnskabelige
overflade, som Kirkeministeriet var blevet præsenteret for, var
naturligvis sjældent forenelig med det kirkelige bibelsyn, som
trængte sig mere og mere på: ╗En oversættelse, der var
videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var krævet i det af
Kirkeministeriet godkendte 'kommisorium', lod sig i talrige
tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den
traditionelle kirkelige tolkning½ (DBH, s. 197).
I starten af 80erne besluttede Bibelselskabet så tillige at
søsætte en ny oversættelse af det Nye Testamente. Også her er det
den sproglige og videnskabelige standard, der er altafgørende, når
Bibelselskabet forelægger Kirkeministeriet projektet. Der
tilstræbes ╗en sådan sproglig, litterær og videnskabelig standard,
at oversættelsen til sin tid kan opnå autorisation.½ Nu bemærkes
imidlertid tillige om oversætterne, at de ikke alene skal
repræsentere teologisk og sproglig ekspertise, men også ╗kirkelig
bredde½, samt at ╗den græske tekst skal reproduceres til nutidig
dansk, idet der til stadighed tages hensyn til traditionen.½ (OK,
s. 48).
På trods af så forsigtige vendinger, der primært går på
videnskabeligheden, får de kirkelige hensyn alligevel en langt
mere afgørende plads, end det umiddelbart kan læses af skrivelsen
til Kirkeministeriet, understreger Ejrnæs: ╗Ganske vist indgår
vendingen 'videnskabelig standard' i den anmodning om projektets
godkendelse, der blev sendt til Kirkeministeriet, men i den
nytestamentlige oversættelses tilblivelseshistorie har begreberne
'kirkelighed' og 'tradition' en langt mere fremtrædende plads.½
(DBH, s. 203).
I 1986 skriver Bibelselskabets generalsekretær, Niels Jørgen
Cappelørn da også uden omsvøb: ╗... der skal ikke herske tvivl om,
at det, Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod, er en
kirkebibel.½ (DB┼ 1986). Oversætteren Mogens Mⁿller definerer
endvidere opgaven således: ╗Det er at skabe en oversættelse, der
ligger i forlængelse af den oversættelsestradition, der er den
danske. Oversættelsen sigter i første række mod at blive en
kirkebibel.½ (DB┼ 1987).
Men hvis der ikke skal herske tvivl om det, hvorfor i alverden var
det videnskabelige sigte med oversættelsen så fuldstændig
enerådende i anmodningen til Kirkeministeriet fra 1979?
Et svar kunne måske være, at Cappelørn først blev generalsekretær
i 1980.
I en skrivelse til Kirkeministeriet fra 1982 løfter Cappelørn
således sløret for de nye officielle takter; Ove Kollerup skriver:
╗Han engagerede sig snart i arbejdet ved, udover sin
mødevirksomhed med oversætterne, at nærlæse prøveoversættelserne
'med henblik på anvendelsen i gudstjenesten ...' [citat fra
Bibelselskabets skrivelse til Kirkeministeriet, d. 27.4.82].½ (OK,
s. 44f).
Men hvorfor er det kirkelige sigte da så tilbagestående, grænsende
til det fraværende også i anmodningen fra 1985?
Nye Testamenter?
I kølvandet på oversættelsen af det Nye Testamente opstår flere og
flere problemer med de nytestamentlige henvisninger til det Gamle
Testamente. Der er simpelt hen ikke belæg for dem i de hebraiske
kildetekster, eftersom de refererer til de græske.
Atter må kildetekstens ordlyd vige for kirkens sædvane; hvor et
nytestamentligt skriftsted således refererer særlig fejlagtigt
eller unøjagtigt til et gammeltestamentligt, forandres ofte den
gammeltestamentlige ordlyd. Læseren af den danske version bliver
derved afskåret fra selv at konstatere uoverensstemmelsen.
Efter det egentlige oversætterarbejde er overstået, nedsætter
Bibelselskabet i 1988 nemlig en revisionskomitΘ, der ifølge dens
kommisorium bl.a. får til opgave at ╗drøfte og træffe beslutning
om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende
teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det
gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente.½ (DB┼
1988).
Vi er altså nu nået til en fase, hvor oversættelsen skal revideres
û og det ikke ud fra videnskabelige kriterier. Revisionskomiteen
med det tunge og tvivlsomme hverv består af følgende medlemmer:
Svend Holm-Nielsen, Knud Jeppesen, Bodil Ejrnæs, Bertil Wibert,
Bent Noack, Niels Hyldahl, Søren Giversen, Oluf Paaske, Carsten
Vang, Kai Kjær-Hansen, Ruth Skovsborg, Morten ╪llgaard, Georg S.
Geil, Kirsten Nielsen, Ib Andersen, Per Nørgaard og Niels Jørgen
Cappelørn.
Der afholdes fjorten møder på tre år, hvor der ifølge Bodil Ejrnæs
tages ca. seks hundrede steder fra det Gamle og det Nye Testamente
under behandling.
Bodil Ejrnæs bemærker om revisionskomiteens arbejde: ╗... det var
i mange tilfælde vanskeligt at tilstræbe en formulering af et
gammeltestamentligt sted, der tilnærmede sig den nytestamentlige,
når den tolkning af det gammeltestamentlige sted, der lå til grund
for prøveoversættelsen, ikke var den samme som den, den
nytestamentlige forfatter havde. I de tilfælde skulle der mere end
en sproglig justering til.½ (DBH, s. 196).
Ikke desto mindre vedtager revisionskomiteen den 11. november 1991
at indstille til Bibelselskabets bestyrelse, at ╗den nye
oversættelse af Bibelen i den nu foreliggende ordlyd med
tilhørende overskrifter og noter indstilles til kirkeministeren
til autorisation.½ (DBH, s. 206).
Den 19. februar 1992 foreligger Kirkeministeriets autorisation, og
den 8. november samme år udkommer den nye bibel under massiv
medieopmærksomhed. Udgivelsen følges op af en omfangsrig
reklamekampagne, hvor kendte politikere og medie-personligheder
fra Svend Auken og Mimi Jakobsen til Flemming Jensen og Morten
Stig Christensen smilende bekender: ╗Jeg læser den også½ ...
Mon de vidste, hvad det var, de læste?
Imens sidder offentligheden tilbage med det indtryk, at den nye
oversættelse på redelig vis har gjort grundigt op med tidligere
tiders grove kristologiske manipulationer.
I 1992-oversættelsen er der jo bestemt ingen kirkeligt
tilrettelagte afsnitoverskrifter, ingen lutherske fortaler eller
kristologiske regie-bemærkninger. Bodil Ejrnæs, der som nævnt selv
sad i revisionskomiteen, konkluderer stolt: ╗Først dette
århundredes nyoversættelser betyder også i denne henseende brud
med hidtidig tradition. Der er intet hverken i den generelle eller
i den specifikke kommentering, der entydigt formidler et sådant
skriftsyn. At Det gamle Testamente indeholder Kristusvidnesbyrd er
ikke tilkendegivet med Θt ord.½ (DBH, s. 212).
Sandheden er imidlertid den, at manipulationerne i den nye
oversættelse for så vidt er lige så slemme som i nogen tidligere,
dels fordi de er gennemført under det skin af streng
videnskabelighed, der var absolut fremherskende i anmodningerne
til Kirkeministeriet, dels fordi de er så meget desto mindre
iøjnefaldende û alle fordrejninger er nu kun implicitte i
oversættelsen eller i teksthenvisningerne.
I hvert fald næsten alle. Bibelselskabet har nemlig heller ikke
kunnet dy sig for også rent typografisk at hjælpe læseren på vej
til en læsning, der lægger sig tæt op ad kirkelige hensyn og
fjerner afstanden de to testamenter imellem.
Således har man, i modsætning til 1871- og 1931/48-oversættelsen,
som man jo ellers gerne giver indtryk af at repræsentere så stort
et fremskridt i forhold til, ladet indholdsfortegnelsen til både
det Gamle og det Nye Testamente stå sammesteds, lige efter den
første titelside, ligesom man har ladet pagineringen fortsætte fra
det Gamle til det Nye Testamente. Kirkens standpunkt skal altså
trækkes i land med alt, hvad der trække kan û testamenterne skal
for alt i verden fremstå som Θn helhed, Θn bog, Θn sammenhængende
enhed.
I begge de forrige autoriserede oversættelser fik dog ellers det
Nye Testamente både selvstændig titelside og indholdsfortegnelse,
og derfra begyndte sidetallet så forfra û men end ikke denne
beskedne antydning af, at der faktisk er tale om to adskilte
tekstsamlinger, ønskede Bibelselskabet at lade stå.
Eksempler på forvrængning af kildeteksten
De følgende eksempler på, hvordan Leningrad-manuskriptets
kildetekst er blevet forvrænget i den nye danske oversættelse for
at tilnærme det Gamle til det Nye Testamente og understøtte
kirkelige interesser, har vi måttet finde gennem de få og
sporadiske omtaler heraf i Bibelselskabets årbøger og gennem egne
stikprøver.
Der er dels tale om decideret fejloversættelser, dels om bevidste
udeladelser af alternative oversættelser û hvor der er mere end Θn
mulighed for en ordret oversættelse, har man ensidigt frasorteret
de med kirketraditionen uforenelige alternativer.
Vi har kun fokuseret på det Gamle Testamente, eftersom en
tilsvarende gennemgang af det Nye Testamente muligvis ville kræve
endnu en artikel af samme størrelse.
Om vi havde fået adgang til de eksisterende dokumenter samt
korrespondancen Bibelselskabet og oversætterne imellem û og om vi
havde den nødvendige spalteplads û ville vi for så vidt kunne
levere en komplet liste over 1992-oversættelsens værste
manipulation. Men Bibelselskabet har lukket døren.
Salme 22;17
Dansk oversættelse fra 1992 (DO92): ╗Hunde omgiver mig, en flok af
forbrydere står omkring mig; de har gennemboret [hebraisk: ka'ar]
mine hænder og fødder.½ Imidlertid betyder ka'ar ikke at
╗gennembore½, men efter al sandsynlighed at ╗binde½, men så kan
man jo ikke længere påstå, at salmen profeterer Jesu lidelser på
korset, sådan som Bibelselskabet så gerne vil det.
Oversættelsen burde altså hedde: ... de har bundet mine hænder og
fødder. (TW, bd. 4, s. 318-322).
Dette var da også teksten i prøveoversættelsen, men
revisionskomiteen ændrede den til den nuværende ordlyd. Hvorfor?
Hvilke filologiske overvejelser lå til grund herfor? Cappelørn
svarer: ╗Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue
mellem dette sted i Salmernes Bog som fx kap. 20 vers 25 i
Johannesevangeliet½ (vor kursiv; DB┼ 1990)!
Salme 29;1
DO92: ╗Vis Herren, I gudssønner [bene elim], vis Herren ære og
hæder!½ En detalje er afgørende; gudssønner ville man kunne
forsvare at oversætte fra bene elohim, ikke fra bene elim.
Oversættelsen burde hedde: Vis Jahwe, I guders sønner, vis Jahwe
ære og hæder.
Den hebraiske polyteisme transformeres umærkeligt til en for
kirken spiselig monoteisme.
Salme 51;7
DO92: ╗I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min
mor undfangede mig.½ Cappelørn forklarer om baggrunden for denne
oversættelse, at det kristne dogme om arvesynden skal presses ind:
╗Med denne ændring er det klarere bragt til udtryk, at synden og
skylden er altomfattende, at synden og skylden hører til
menneskets grundvilkår, fra det fødes til det dør.½ (DB┼ 1990).
Oversættelsen burde imidlertid hedde: I synd blev jeg født (evt.
gennemboret), i synd avlede (evt. modtog) min mor mig. (ED, s.
258; HAH, s. 297).
Den kristne arvesynd kan derfor ikke underbygges her, det er netop
ikke barnet, der er ╗syndigt½. Selv 1931-oversættelsen er klart
bedre end den nye: ╗... min moder undfangede mig i synd.½
Salme 58;12
DO92: ╗og folk skal sige: 'Ja, den retfærdige får sin løn, der er
en Gud, som dømmer [elohim shofetim] på jorden!'½ Heller ikke her
er der filologisk grundlag for denne postulerede monoteisme.
Oversættelsen burde hedde: ... der er dog guder, som dømmer på
jord.
En sådan oversættelse holder da også Buhl (1910) og
1931-oversættelsen (inklusive Hvidbergs tekstkritiske) sig til.
Når verbalhandlingen står efter subjektet (elohim shofetim), skal
det rette sig i køn og tal efter dette, dvs. elohim her
nødvendigvis må opfattes som pluralis. (JP º121d; HG º132h).
Første Samuelsbog 4,8
DO92: ╗[filistrene om israelitterne:] Ve os! Hvem kan redde os fra
denne mægtige Gud? Det er den Gud, der tilføjede egypterne et
stort nederlag i ørkenen.½ Men i den hebraiske tekst står
adjektiverne, de demonstrative pronominer og den efter subjektet
stillede verbalhandling, der er tilknyttet elohim, i pluralis. Der
kan derfor heller ikke i dette tilfælde oversættes med ╗Gud½.
Oversættelsen burde hedde: Ve os! Hvem kan redde os fra disse
mægtige guder. Disse er guderne, som tilføjede egypterne et stort
slag (el. nederlag) i Egypten. (HG º132h).
Habakkuks Bog 2,4
DO92: ╗Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den
retfærdige skal leve i tro [bæ'æmunatho] ╗ Tre gange citerer
Paulus: ╗Den retfærdige skal leve i tro½ (Rom. 1,17; Gal. 3,11;
Hebr. 10,38), et af den protestantiske teologis vigtigste
fundamenter. Men ╗tro½ i kristen, protestantisk forstand gengiver
ikke, hvad der står i den hebraiske tekst.
Oversættelsen burde hedde: ... den retfærdige lever (el. skal
leve) i hans (el. sin) sikkerhed (el. sandfærdighed, trofasthed).
(HAH, s. 47).
Det hebraiske ord 'ænumah forekommer omkring 50 gange i det Gamle
Testamente, men ikke noget sted i kristen, paulinsk forstand som
╗tro½, og i hvert fald slet ikke i Hab. 2,4. Oversætteren Knud
Jeppesen argumenterer da også for at skrive ╗trofasthed½ i stedet
for ╗tro½, som man gjorde det i prøveoversættelsen: ╗Det ['ænumah]
beskriver en holdning, som Gud naturligvis værdsætter hos
mennesker, men sjældent eller aldrig menneskets holdning til Gud û
altså tro i den kristne betydning af ordet. (...) Det er at gøre
uret til begge sider at ville presse den nytestamentlige
forståelse û vel at mærke Paulus' forståelse û af Hab. 2,4b ind i
oversættelsen af den gammeltestamentlige profet. Man bør altså
beholde ╗i trofasthed½ (eller noget tilsvarende) i den
gammeltestamentlige oversættelse½ (KJ, s. 41, 44).
Men oversætteren må være blevet underkendt af revisionskomiteen,
for som citeret ovenfor, vendte man i den endelige udgave tilbage
til en kristologisk fordrejning af teksten!
Esajas' Bog 7,14
DO92: ╗Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde
skal blive med barn [hara] og føde [jolædæt] en søn, og hun skal
give ham navnet Immanuel.½ Men ╗blive med barn½ er et adjektiv på
hebraisk (hara), og ╗føde½ et aktivt participium (jolædæt), hvis
grundbetydning for begge formers vedkommende er præsens eller for
participiets vedkommende eventuelt kan være nær fremtid. Men så
kolliderer oversættelsen med den traditionelle forståelse af dette
sted, der ønsker at indlæse en profeti om Maria, der (i fremtiden
û fra Esajas' perspektiv) skal føde Jesus; en kristologisk
efterrationalisering, som der altså slet ikke er filologisk
baggrund for i den hebraiske grundtekst.
Oversættelsen burde hedde: ... Se, en ung kvinde er gravid, og hun
er ved (el. skal til) at føde en søn, og hun skal kalde hans navn
Immanuel. (GBH º119n, 121d,e).
Desuden er verset en meget udbredt og alment kendt formular,
dokumenteret i bl.a. oldægyptiske og fønikiske kildetekster,
formodentlig brugt i det royale hieros gamos-drama (ægteskabet
gud/gudinde og dronning/konge imellem). Derved er Bibelselskabets
futurum (╗... skal blive med barn½) uden både filologisk og
religionshistorisk belæg.
Esajas' Bog 40,3
DO92: ╗Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn
[jasheru] en vej [mesillah] for vor Gud i det øde land.½
Imidlertid betyder jashar ikke at ╗jævne½, men at gøre ╗ret½ eller
╗lige½ (i modsætning til ╗krum½). Desuden kommer mesillah af
salal, der betyder at lave en vej, ved at ╗kaste½ sten, jord og
grus i en bunke.
Oversættelsen burde hedde: ...byg en lige landevej gennem ørkenen
for vor gud (HAH, s. 326; AOGT, s. 233).
Bibelselskabet vil med den fikse ændring lade Esajas foregribe
referencer i det Nye Testamente, der netop taler om at ╗jævne
vejen½ (Matt. 3,3; Mark. 1,2; Luk.; Joh. 1,23).
1. Mosebog 3,5
DO92: ╗Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne
åbnet, så I bliver som Gud og kan kende [celohim jode] godt og
ondt.½ I og med, at participiet jode, der følger efter elohim står
i pluralis, og i særdeleshed når man tager konteksten i
betragtning, skal der ikke oversættes med ╗Gud½, men med ╗guder½ û
ellers giver det efterfølgende vers 22 ikke megen mening: ╗Og Gud
Jahwe sagde: Nu er mennesket blevet som en af os ...½
Oversættelsen burde derfor snarere hedde: ... så I kan blive som
guder, der kender (el. og kende) godt og ondt.
Både Septuaginta og Vulgata har da også ╗guder½ på dette sted,
ganske som de nye oversættelser La Sainte Bible traduite en
francais sous la direction de l'Ecole biblique de Jerusalem, 1956;
The New English Bible, 1970; The New American Bible, 1970 samt en
ny jødisk oversættelse: A New Translation of the Holy Scriptures
According to the Masoretic Text, 1962 (AOGT, s. 116f).
1. Mosebog 6,1-2
DO92: ╗Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik
døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke [tobh].
Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til [bahar].½
Fordrejet gengivelse; bahar betegner en omhyggelig, bevidst og
grundig udvælgelse, og anvendes som regel i alvorlige og
mestendels religiøse sammenhænge (TW, bd. 1; s. 592-608).
Oversættelsen i DO92 har ingen filologisk hjemmel overhovedet.
Oversættelsen burde hedde: ... alle de koner, som de omhyggeligt
udvalgte.
Alternativ: Da så gudssønnerne, at menneskedøtrene var gode; og
blandt dem alle tog de koner til sig, som de omhyggeligt havde
udvalgt.
DO92 antyder fejlagtigt simpelt hor med hvem som helst og
dæmoniserer derved et mytologisk indhold, som er problematisk i
kristen sammenhæng.
1. Mosebog 21,1
DO92: ╗Herren tog sig af [paqad] Sara, sådan som han havde sagt,
og det, han havde lovet, gjorde han for hende.½ I bedste fald en
eufemisme. Ifølge CW og DT udtrykker paqad først og fremmest
ægteskabeligt forhold, dvs. samleje.
Oversættelsen kunne også hedde: Og Jahwe havde samleje med Sara.
Guder og gudinders seksuelle omgang med mennesker var et udbredt
nærorientalsk fænomen, der selvsagt er yderst problematisk i en
kristen forestillingskreds. Man kan jo heller ikke som i
ovennævnte tilfælde trække en myte ned på et niveau fra den lokale
beværtning, og så siden hen indrømme, at også Gud (Jahwe) har
kødelige lyster û det passer ikke rigtig sammen med kirkens
billede af Kristi Fader.
1. Mosebog 31,13
DO92: ╗Jeg er Betels Gud [anoki ha-el beth-el] ...½ Blot et
rudimentært kendskab til hebraisk vil røbe, at man under ingen
omstændigheder kan oversætte således (JP º118d).
Oversættelsen burde hedde: Jeg er guden Betel ...
Problemet er, at der her introduceres en guddom ved navn Betel,
altså et tegn på polyteisme, som naturligvis er uforeneligt med
kirkens monoteistiske kristendom. Der findes ingen anden
filologisk forsvarlig oversættelse.
Det var tolv eksempler. Der findes desværre ingen offentligt
tilgængelig liste over alle de skriftsteder, som revisionskomiteen
og/eller den gammeltestamentlige og nytestamentlige
koordineringsgruppe alt i alt behandlede. Ejrnæs opregner som
nævnt ca. seks hundrede skriftsteder for revisionskomiteens
vedkommende.
Kollerup bemærker om koordineringsgruppens arbejde: ╗Det bør her
anføres, da det siger noget om rækkevidden af denne direkte
indflydelse, at der ikke ved nogen tidligere dansk
bibeloversættelse er gjort et så minutiøst og omfattende arbejde
med at koordinere de ca. 300 citater fra det Gamle Testamente i
det Nye Testamente og de ca. 5.700 allusioner i det Nye Testamente
til det Gamle Testamente som ved 1992-Bibelen.½ (OK, s. 70).
Tre hundrede citater og fem tusind og syv hundrede allusioner!
Selv om der selvfølgelig ikke er nogen grund til at antage, at alt
er af samme grelle karakter som ovennævnte eksempler, ville det
unægtelig være rart at konstatere det ved selvsyn.
Bibelselskabets kirkebibel
I 1990 slog Cappelørn endegyldigt fast med syvtommer søm, at den
nye oversættelse er og bliver en autoriseret kirkebibel.
Hvorfor autoriseret? Cappelørn svarer: ╗Ved at en
bibeloversættelse autoriseres, beskyttes lægfolket mod
oversættelsestilfældigheder, som er ødelæggende for det kirkelige
og folkelige fællesskab½ (DB┼ 1990) ...!
Og hvad er så en kirkebibel? Cappelørn svarer: ╗En dansk
kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager
hensyn til dansk salmetradition. (...) En dansk kirkebibel er en
bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til
liturgien. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af
oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at
Det Gamle og Det Nye Testamente udgør en bibelsk og
frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må
forstås i lyset af hinanden. (...) En dansk kirkebibel er en
bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling
af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster.
Eller sagt på en anden måde: Der er tale om en samling af
skrifter, som i århundreder har været og fortsat er i levende,
forpligtende brug i kirken. (...) Bibelen er kirkens og
gudstjenestens bog, og fra gudstjenesten tager vi den med hjem til
daglig brug og opbyggelse.½ (DB┼ 1990).
Sic!
Borte er fuldstændig emfasen på det oprindelige videnskabelige
sigte, og borte er enhver mulighed for en tekstnær, uforudindtaget
oversættelse.
I stedet har vi på afgørende punkter fået en gendigtning, hvor
kildeteksterne pænt må underordne sig dansk salmetradition og
folkekirkelig liturgi. Vi har fået en kirkebibel, der er oversat
ud fra det perspektiv, at det Gamle og det Nye Testamente udgør en
frelseshistorisk helhed.
Vi har altså ikke fået en oversættelse, som i optimal grad får lov
til at tale for sig selv û Bibelselskabet taler for den!
Alle de smukke erklæringer om videnskabelighed og ekspertise
klinger dermed præcis så hult som Luthers ad fontes, for også den
nye oversættelse er manipuleret og fordrejet. Humanisternes
slagord til kilderne er blevet til Cappelørns til kirkerne.
Læseren har med andre ord ikke mulighed for at danne sig sit eget
indtryk af forskelle og ligheder det Gamle og Nye Testamente
imellem på et reelt grundlag.
At spørgsmålet om kildetekst under alle omstændigheder også er en
û kilden sag, var vi inde på indledningsvis, men bevidst at
fravige kilden er trods alt û i bedste fald û aldeles
utilstedeligt.
At formålet så har været at legitimere en kirkelig tradition
teologisk, fordi den ikke længere kan legitimeres videnskabeligt,
er også temmelig indlysende, eftersom det i modsat fald
naturligvis havde været ganske overflødigt at forandre teksten! Og
det er formodentlig også i sidste ende en væsentlig grund til, at
man har gjort det û der er åbenbart så frygtelig megen prestige,
autoritet og magt, der hænger på en kristologisk Bibel.
Bibelselskabets, teologernes û og folkekirkens.
Og over for så vægtige institutioner, hvad betyder da ordet?!
Jens-AndrΘ Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen
-------------------------------------------------------------------
BIBLIOGRAFI
AOGT: Att ÷versåtte Gamla Testamentet, (Betånkende av 1971 års
bibelkommittΘ f÷r Gamla testamentet), Stockholm, 1974.
Bibelen i dansk autoriseret oversættelse fra 1871 og 1931/48.
DO92: Bibelen i dansk autoriseret oversættelse fra 1992.
Biblia Hebraica Stuttgartensia, 1967.
CW: Chaldåisches W÷rterbuch ⁿber die Targumim und einen grossen
Theil des Rabbinischen Schriftthums, bd. 1-4, von Rabbi Dr. J.
Levy, Darmstadt, 1963.
DB┼: Det danske Bibelselskabs årbog, København 1970-1992.
DT: Dictionary of the Targumim, the Talmud Babli and Yerushalmi
and the Midrashic Literature, bd. 1-2, compiled by Marcus Jastrow,
New York 1950.
DBH: Ejrnæs, Bodil: Skriftsynet igennem den danske bibels
historie, København, 1992.
ED: Etymological Dictionary of the Hebrew Language, ved Ernest
Klein, Jerusalem.
Gamle Testamente, det, med tekstkritisk noteapparat ved Flemming
Friis Hvidberg, Det Danske Bibelselskab, 1942.
Gamle Testamente, det, ved Fr. Buhl, København 1910.
GBH: Grammar of Biblical Hebrew, bd. 1-2, Roma 1991.
HG: Hebråisches Grammatik, ved Gesenius, Leipzig, 1909.
HAH: Hebråisches und aramåisches Handw÷rterbuch ⁿber das alte
Testament, Berlin 1962.
JP: Hebræisk grammatik, ved Johannes Pedersen København.
KJ: Jeppesen, Knud og John Strange (red.): Skriv synet tydeligt på
tavler! û Om problemerne ved en ny bibeloversættelse, København,
1989.
OK: Kollerup, Ove: Hvem bestemmer over Bibelen? (╗stor emnekreds½
ved teologisk fakultet), ┼rhus 1994.
TW: Theologischses W÷rterbuch zum alten Testament, bd. 1-8,
Stuttgart 1973.
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97