[Image][Faklen]
Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996
DANNELSE
Dannelse er blevet umoderne û bare ordet giver associationer til
snobberi og ligegyldig viden. Selv om de fleste vel kan blive
enige om, at det er godt at være bredt orienteret, så er det nok
de færreste, der i dag kunne finde på ligefrem at kræve at få en
almen dannelse. Det er ikke desto mindre, hvad vi gør. Vi ikke
blot kræver, at vi får det, men at hele universitetetsuddannelsen
får en anderledes bred kulturhistorisk basis.
Det er efterhånden sjældent, at man støder på et dannet menneske.
Det er ikke, fordi de ikke findes mere, men der bliver bare
længere imellem dem. Disse mennesker har det overskud, der kommer
af om ikke at føle sig hjemme overalt, så dog heller aldrig at
være helt på udebane.
De har pløjet verdenslitteraturen tynd, har besøgt neanderthaleren
i hulen, spist med heltene på Olympen, kæmpet ved høvdingers side
og er på fornavn med profeterne. De sad med ved bordet, da
Versailles-freden blev underskrevet og flakkede om på vejene, da
slaveriet blev ophævet i USA. De konverserer guder og mennesker på
fremmede sprog. De kender historien som deres egen historie.
Grunden til, at denne dannede del af befolkningen bliver stadig
mindre, er naturligvis, at de gamle dør, og at ingen û eller meget
få û nye kommer til.
Danskerne er ikke, som vi måske inderst inde gerne vil tro, de
klogeste i verden. Vi gør gerne grin med andre, f.eks.
amerikanerne, og hænger dem ud som eksempler på, at man sagtens
kan være både moderne og dum, men måske vi skulle kigge i
statistikkerne en ekstra gang, før vi gør os alt for lystige.
╔n ting er at have på fornemmelsen, at der er noget galt, noget
andet er at se tal, der rent faktisk viser, at f.eks. 10% af
eleverne i gymnasiet har voldsomme problemer med at læse og
skrive.
Selv på universiteterne, hvor man ellers kunne forvente, eller i
det mindste håbe på en reaktion mod denne generelle tendens,
mærker man en overfladiskhed komme snigende. Det er ikke bare
legalt, men helt almindeligt at sikre sig, at det, læreren står og
fortæller om, nu også er på pensum û man skulle jo nødig spilde
tiden.
Denne udvikling er ikke bare uheldig, den er overordentlig farlig.
Uvidenhed û intolerancens fundament
At være udannet betyder naturligvis ikke automatisk, at man er
hjerteløs og intolerant. Det handler snarere om, at den
forståelse, som dannelse fører med sig, uvægerlig gør det sværere
at fordømme andre mennesker, hvorimod usikkerhed og utryghed er
den ideelle grobund for intolerance.
For vores generation er ╗den globale landsby½ blevet en realitet.
Vi færdes ikke længere i den samme verden, som vores traditioner
blev til i. Den ændrer sig daglig og optager impulser, indtryk og
ikke mindst mennesker fra fremmede kulturer i et tempo, der ville
have været umuligt for blot få år siden.
Vi påvirkes ofte lige så meget af internationale institutioner og
konflikter som af begivenheder i lokalsamfundet, tag f.eks. EU,
OECD, ozon-laget, kogalskab etc. Konsekvensen er blevet, at vi har
fået opmærksomheden rettet udad i en sådan grad, at skellet mellem
nær og fjern er ved at blive udvisket.
Denne horisontudvidelse betyder, at vi bliver konfronteret med en
mængde nye problemstillinger, der desuden er mere komplekse, fordi
de involverer grundlæggende kulturelle forskelle parterne imellem.
Modparten bor ikke længere enten til højre eller venstre for
gadekæret, hun kommer fra Månen.
Når denne udvikling blandes med den dalende forståelse og
svigtende tolerance for fremmede kulturer, bliver resultatet
uvægerlig nationalisme og fascisme û en tendens, der allerede
tydeligt har vist sig ikke blot i Danmark.
Dannelse er i bund og grund forståelse. Hvis vi forstår, hvor vi
kommer fra, bliver nutiden noget andet end en mere eller mindre
tilfældig sammensætning af normer og traditioner, der kan ændres
efter forgodtbefindende. Disse indgroede strukturer er ikke kun en
hæmsko for vores frie udvikling, de er i lige så høj grad ╗dyder½,
som det kan være betænkeligt at skille sig af med.
I USA har man netop ╗moderniseret½ bistandssystemet. Det nye
system skal sikre, at de arbejdende ikke kommer til at forsørge
dem, der ikke har arbejde. I Danmark ville en sådan lov måske
umiddelbart møde modstand, men allerede i dag kan de samme
argumenter risikofrit fremføres af en socialdemokratisk regering
under henvisning til landets ve og vel. Er forestillingen om
civiliseret barmhjertighed og omsorg da så dunkel, at vi tør lade
den fare?
Med forståelsen kommer alting til at stå i et lidt andet lys; det
bliver knap så indlysende, hvad der er rigtigt og forkert.
Kun når man forstår sin tid, er man i stand til at vurdere, i
hvilken retning udviklingen går, og reagere imod den. Vores nutid
passer som den foreløbig sidste brik i historien. Det betyder
ikke, at der er en tvingende historisk kausalitet, der forhindrer,
at det kunne være gået anderledes, men at alting dog har sin
årsag. I morgen vil vi være årsagen, og hvis vi ikke tænker os om,
bliver det ikke til det bedre.
Dannelse û tolerancens forudsætning
Universitetet burde være det sted, hvor den dybeste indsigt og den
bredeste forståelse smelter sammen. Det er trods alt her, den mest
videbegærlige del af ungdommen samles for at få sin del af ånden
fra de gamle. Hvis vi ikke hΘr gør noget ved sagen, er det næppe
sandsynligt, at det vil ske andre steder.
╗Humanistisk videnskabsteori½ er navnet på et velment forsøg på at
bibringe de studerende på Humanistisk Fakultet på ┼rhus
Universitet en slags teoretisk fundament for deres videnskabelige
virke. Hvis man er heldig, består undervisningen af en hastig
gennemgang af filosofihistorien, i værste fald bliver man udsat
for en ensidig propagandering for ╗fagets metode½.
Som om niveauet ikke var lavt nok, har man gjort det umuligt for
underviseren at kræve en seriøs indsats fra studenten ved at lade
eksamen være en bestået/ikke bestået opgave i et selvvalgt emne.
Værre kan det næppe gøres. Man giver herved et fejlagtigt og
latterligt indtryk af, hvad det vil sige at være solidt funderet û
menneskeligt såvel som professionelt.
Man må ikke være bange for at kræve en seriøs indsats fra de
studerende, slet ikke når det gælder det fundament, de skal stå på
fremover. Netop her må man kræve, at de gider tage sig den tid,
det tager at sætte sig ind i fremmede stofområder. Hvis det ikke
er muligt, når grundlaget skal lægges, kan man jo have sine tvivl
om, hvorvidt det nogen sinde vil kunne lade sig gøre.
Der er kun Θn vej væk fra den lette, men aldeles naive historie om
den moderne videnskabs frigørelse fra uvidenhed og overtro: den
hårde. Vi må lægge drømmen om eget kontor og høj månedsløn på
hylden lidt endnu til fordel for bøgerne. Først må vi læse, ikke
gennemlæse eller sætte på pensum, men læse. Vi må blive ved med at
læse, til vi forstår. Eller rettere: vi må læse, til vi mener, vi
forstår, og så må vi spørge.
Til gengæld skal alle studerende uanset studium kunne regne med,
at den nysgerrighed, de er kommet for at få stillet, bliver mødt
med en tilsvarende iver efter at oplære nye forskere til at stille
verden nærgående spørgsmål.
Man kunne måske indvende, at dette altid har været meningen med
universitetet, men vi må konstatere, at det ikke er det indtryk,
man får ved at gå der.
Derfor har vi i al beskedenhed et forslag til, hvad der burde møde
studenten, når han starter på universitetet. Det består ganske
enkelt af en slags obligatorisk, alment dannende ╗filosofikum½,
der dominerer de første semestre på samtlige studier. I løbet af
denne periode vil man møde mennesket i alle dets forklædninger og
blive præsenteret for de forestillinger, det har haft om verden
til forskellige tider.
Vi skal ikke tilbagelægge historien som overståede kapitler, men
som gjorte erfaringer. Det kræver, at vi gør vores yderste for at
sætte os i den fremmedes sted, ikke ved romantiserende
ønsketænkning, men ved at kombinere al vores viden om den
pågældende situation og derudfra foretage den mest sandsynlige
rekonstruktion. Kun hvis vi forstår, hvorfor disse mennesker har
handlet, som de gjorde, kan vi kalde det forståelse.
Morgendagens universitet
Først må vi prøve at finde ud af, hvad der skete hvornår. Vi kan
ikke nøjes med en kort facitliste over historiens helte og skurke,
men må høre historien forfra, som om det var for første gang. De
enkelte kulturer skal præsenteres i hele deres mangfoldighed:
teknik, litteratur, kunst, religion, musik, politik, økonomi etc.
Det er dog ikke alle disse aspekter, der lader sig behandle lige
uproblematisk. Hvorfor har f.eks. alle kulturer û inklusiv vores
egen û deres udspring i religiøse forestillinger? Vi har svært ved
at identificere os med deres fantastiske fortællinger om guder og
mennesker, men vi støder på dem så ofte, at det er et mysterium,
der til stadighed må undre os.
Vi kan ikke forvente, at et sådant totalt fremmed verdensbillede
er uproblematisk at sætte sig ind i. Det letteste ville
naturligvis være, hvis vi kunne kategorisere det som ╗overtro½ og
nøjes med en sociologisk forklaring om naturfrygt, men kan vi det?
Er det særlig sandsynligt, at en så massiv repræsentation i
kulturhistorien kan forklares med uvidenhed? Faktisk kunne det jo
være, at det var os, der var uvidende på dette punkt.
Når der f.eks. i Det gamle Testamente gives konkrete, minutiøse
retningslinier for, hvordan en helligdom skal opbygges, er det så
ikke en lige lovlig grov påstand at kalde den bagvedliggende
teknik for primitiv? Er det ikke underligt, at mennesker skulle
bruge enorme ressourcer på at lave monumenter som Stonehenge, hvis
de ikke havde et særdeles konkret formål? Måske kan vi ikke
gennemskue de religiøse teknikker, men er det i sig selv et
argument for, at de er virkningsløse?
Vi kan altså ikke med god samvittighed sige, at vi forstår andre
kulturer, hvis vi ikke også forstår deres for os mildest talt
fremmede verdensbillede. Hvordan skal vi nogen sinde komme på
talefod med en muslim, hvis vi end ikke anerkender hendes
religiøse motiver som andet end fanatisme? Det er svært at
forestille sig noget godt komme ud af den form for diplomati.
Når vi tænker og handler, tager vi altid udgangspunkt i en mere
eller mindre implicit verdensmodel. I filosofien tvinger vi os
selv til at eksplicitere disse grundlæggende forestillinger og
prøver herudfra at opstille den mest brugbare model.
Det er ikke nødvendigt med en dyb filosofisk dannelse for at
udføre de rutiner, som andre allerede har fastlagt for os, men jo
mere nærgående man bliver i sine spørgsmål til verden, jo mere må
man anstrenge sig for at tolke de svar, man får. Når man stiller
spørgsmål om beskaffenheden af de mest grundlæggende bestanddele
såsom eksistens og viden, er man nødsaget til at være varsom med
sine konklusioner, eftersom disse uvægerlig vil få betydelige
konsekvenser for resten af vores begreber.
Hvis en forsker ikke har en ekspliciteret, konsistent forbindelse
hele vejen igennem sit hierarki af begreber û fra det mest
abstrakte til det mest konkrete û kommer hans teori til at hvile
på et usikkert grundlag af uvis oprindelse. For at imødegå en
sådan ╗undergravning½ af studentens forestilling om, hvad der er
solidt funderet, og hvad der er et luftigt postulat, skal han
sættes grundigt ind i filosofihistorien.
Han skal f.eks. ikke kunne høre et argumentum ad auctoritatem uden
straks at forlange en udredning af dette. Han skal kort sagt kende
reglerne for det videnskabelige spil.
Ud over den historiske undervisning vil vi desuden foreslå, at
studenterne erhverver sig grundlæggende færdigheder i fag som
latin og matematik. Det kan måske umiddelbart synes uklart, hvad
et moderne menneske skal med et sprog, der for længst er blevet
erstattet af engelsk på den internationale scene, men man skal
ikke ret langt tilbage, før latin blev betragtet som en naturlig
forudsætning for at kunne sætte sig ind i vores egen historie.
Langt størstedelen af den litteratur, der er skrevet før det 19.
århundrede og to årtusinder tilbage er affattet på latin.
Matematik er et abstrakt sprog, der er naturvidenskabens vigtigste
redskab. Hvis man ikke har et begreb skabt om matematik, kan man
altså pr. definition heller ikke sige noget fornuftigt om
naturvidenskaben. Vores ideal-universitetet er netop en samlende
helhed, der formår at skabe en sammenhængende forståelse af alle
aspekter af verden, og det kan kun tilvejebringes, hvis alle er
interesserede i at forstå alt. Alle kan ikke være eksperter i alt,
men der er stor forskel på at koncentrere sig om et fagområde uden
at føle behov for at kombinere det med andre og så at være på
hjemmebane i sit eget fag, men ikke at helme, før det hele giver
mening.
En ny tids lærde
Formålet med dette ╗filosofikum½ er ikke så meget, at vi skal give
eventuelle genier de bedst mulige betingelser, det skal vi
selvfølgelig også, men mere afgørende er det, at universitetet
igen kan tilføre samfundet en hær af lærde mennesker, der via
dette brede overblik kan udgøre rygraden i fronten mod
intolerancen og fascismen.
Dannelse er at opsøge andre mennesker og lære dem at kende, lære
hvad deres hjerter synger om. Historien skal ikke lære os, hvem vi
skal elske og hade, den skal vise os, at mennesket altid har
elsket og hadet. Den skal vise os, at de fremmede û ligesom vi
selv û aldrig handler uden et formål, og at dette formål altid er
såre menneskeligt.
Dannelsen skal være et skjold for vores menneskelighed, så vi kan
modstå selv de mest udspekulerede angreb. Når vi først begynder at
forstå, bliver det langsomt, men sikkert sværere og sværere at
fordømme andre uden at fordømme os selv û vi er jo trods alt
mennesker.
Martin Brynskov
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97