[Image][Faklen]
Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996
D╪DENS DANMARK
Tænk, om det demokratiske Danmark virkelig blev demokratisk, og
tidsåndens folkevilje rent faktisk fik magt, som den har agt ... I
Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman, D╪DEN realiseres enhver ægte
demokrats paradisiske ønskedrøm û og et politisk mareridt
fuldbyrdes.
╗Kan vi endnu råbe politikerne op? Nej, det tror jeg ikke. De af
dem, der ikke er korrupte, er simpelt hen bange. Har vi da ikke
politiske partier nok i Danmark? Jo, af partier har vi nok. Nok af
skuespillere, der smiler sødt til vælgerne i kameraet, men hvis
foragt for folket er åbenbar. Vi har brug for en helt ny slags
politik og en helt ny slags parti, som ringeagter taburet og
karriere som andet end et middel til at opfylde vælgernes ønsker.
Hvis 'program' er Folkeviljen. Og hvis du ikke ved, hvad den er,
kan du spørge hvem som helst, blot ikke politikerne, de
intellektuelle eller de 'politisk aktive' bøller. Det er Danmark
for danskere, et Danmark for folket, for 'alle, som vil'. Hvor vi
ikke længere er gæster i vores eget land. Hvor vi har indflydelse
på vores lands skæbne i stedet for en flok halvstuderede aber. Vi
skal nok selv ansætte de 'eksperter', vi skal bruge, det er trods
alt os, der betaler for dem. Hvor der atter er et kors i vores
flag, som glimter hvidt på lang afstand, så de fremmede kan se, at
der er nogen hjemme og vogter!½
Det er svært ikke at nikke genkendende til slig højreekstremisme,
men som citatet så rigtigt antyder, er der i realiteten intet
ekstremt tilbage heri. Det er just ikke længere private
idiosynkrasier α la Glistrup og Goebbels, men netop folkeviljen
fra Gallup og Gågaden, der her møder os i skikkelse af Agner
Hjadstrup û hovedpersonen per se i Erwin Neutzsky-Wulffs seneste
roman, Døden.
Agner Hjadstrup er en ambitiøs og overordentlig klart tænkende
politiker, der nærmest inkarnerer den danske tidsånd, og i
naturlig demokratisk forlængelse heraf da også ender med at erobre
Christiansborg.
Hvad mindre begavede og karakterløse højreekstremister kun har
drømt søde drømme om, siden fremskridtspartiet stormede ind i
folketinget i 1972, gennemfører fuldblods demokraten Hjadstrup û
majoritetens vilje i Θt og alt.
Højrefløjen kan således ikke længere reduceres til en oppustet
Engell eller en arrogant Ellemann, den behøver heller ikke længere
lade sig intimidere af intrigante tanter som Pia Kjærsgaard og
Kirsten Jakobsen, for denne hønsegårds nok så ærgerrige ambitioner
invaliderer trods alt sig selv i nidkære studehandler og
strategiske rævefælder. Hjadstrup, derimod går kompromisløst efter
intet mindre end 90 mandater.
Når denne demokrat er på TV, taler han ikke med munden fuld af mos
som Nyrup og Helveg, men i klare, utvetydige standpunkter til
folket; og når han formulerer sig skriftligt, er det ej heller til
Enhedslistens arbejdsløse kammerater eller SFs moralsk indignerede
højskolelærere û det er ord uden omsvøb, direkte til tidsåndens
hjerte, den sorteste folkesjæl.
Den demokratiske diktator
Nok vil Hjadstrup virkelig, hvad folket vil û hvad så mange andre
har villet før ham û men i modsætning til sine højreorienterede
forløbere, fra Erhard og Poul til Ninn-Hansen og Behnke er han
velsignet med en lidenskabelig renhjertethed og en overlegen
intelligens, og derfor er han naturligvis langt, langt mere
farlig.
Hjadstrup præsenterer et kort syvpunkts program, der netop er
tilpas bredt og vagt defineret, til at hvert eneste punkt har et
klart flertal i befolkningen bag sig. Samtidig er det lige så
tilpas præcist defineret, så at selv om det ikke nødvendigvis er
den samme majoritet, der deler samtlige syv punkter, så er ingen
af dem dog mere uforenelige, end at den, for hvem et par stykker
allerede er umiddelbart spiselige, i løbet af demagogens
mangeårige TV-karriere gradvis sluger også de følgende:
╗1. Genoptagelse af den udvikling, vi forlod ved århundredskiftet,
videnskabeligt som politisk. 2. Nedlæggelse af kulturministeriet
samt alle uproduktive studier. 3. Genkristning af Danmark, ikke
fundamentalistisk hysteri, men Luthers og Grundtvigs kristendom
som et sundt moralsk fundament for nationen. 4. Genindførelse af
dødsstraf for grove forbrydelser og kommutering af alle
fængselsstraffe til livsvarig militærtjeneste, idet bødestraf
idømmes for mindre forseelser. 5. Udvisning af alle indvandrere,
defineret som borgere, hvis forældre begge er født uden for
Danmark, og hvor særlige forhold ikke hjemler dispensation. 6.
Inddragelse af al offentlig understøttelse, arbejde til alle. 7.
Gennemførelse af censur imod enhver opfordring til eller suggestiv
beskrivelse af ulovlig eller usædelig adfærd.½
Men skulle så klare fascistiske synspunkter dog nogen sinde kunne
tiltrække danskeren i en sådan grad, at de kunne ende med at komme
til magten? Om man skal dømme efter en blot rudimentær
avislæsning, kan man næppe undgå at forvisse sig om, at de fleste
af disse tilbøjeligheder allerede for længst er blevet stuerene,
ja, at de i en vis udstrækning ligefrem er blevet synonyme med
danskheden.
For hvor langt er der egentlig fra f.eks. Jyllands-Postens ledere
og læserbreve til Hjadstrups programerklæring? Hvor mange såkaldte
╗meningsdannere½ har ikke bag en nok så progressiv mine slået til
lyd for netop sådanne holdninger? Og hvor ofte taler ikke selv
vore ╗pæne½ politikere med samme tunge?
I Døden kommer Agner Hjadstrup til magten efter mange års
utrættelig og lidenskabelig agitation û hvordan? På akkurat samme
måde som sin kollega, Adolf Hitler û han bliver valgt.
Endl÷sung
Som altid opfølges intolerancens ord af fascismens gerninger û
henrettelser, deportationer og censur û og ofte er folkets respons
umiddelbart euforisk, fordi det aldrig foregår i deres egen
baggård. Alt, de konstaterer, er, at Danmarks økonomiske og
sociale problemer faktisk endelig bliver løst.
Folk chokeres jo ikke over afsides interneringslejre, for de får
dem slet ikke at se, de ser kun, at gaderne pludselig er blevet
renskurede for indvandrere, vagabonder og posedamer; de rystes jo
heller ikke over propagandaen, for det er alligevel aldrig
frihedskæmpere, men kun ╗terrorister½ og ╗fanatikere½, som den
bekæmper; ej heller løfter de uden videre næverne mod diktaturets
proskriptionslister, for det er jo ikke mennesker, men
arbejdsløshed og statsgæld, de ser forsvinde û alt sammen kun,
hvad de selv så længe har drømt om og håbet på engang skulle ske.
╗Ingen huskede længere, hvad nazisme og fascisme var. Folk troede,
det var noget med homoseksualitet og sadisme. De var i deres
hjerter overbeviste om, at pigtråden, hvis den vendte tilbage,
ville være fuldt synlig, at de ville kunne se røgen fra
krematorieovnene fra deres vinduer, og at det ville være
tidspunktet til at protestere, og ikke et sekund før. Det var alt
sammen så længe siden, men der var også en langt mere påtrængende
årsag til denne fortrængning. Hvordan kunne man indrømme den fade
dannebrogskristendom, troen på den vestlige kulturs overlegenhed,
antiintellektualismen og den almindelige borgerlighed plads i den
nazistiske ideologi? Hvem ville kunne sige sig fri? (à) Således
kunne man trygt fortsætte med at vise programmer om nazismen, blot
man omhyggeligt undgik at vise nazismens egen propaganda. Derfor
lod man heller aldrig de selvproklamerede nazister komme til orde.
Ikke fordi deres meninger var uhyrlige, men fordi de lignede vore
egne alt for meget.½
Der er et yndigt land
Det, der gør Døden så uhyggeligt aktuel, er, at den med
kuldegysende akkuratesse viser, hvor nær Hjadstrups fremtid er vor
egen samtid. Vi har jo netop for længst vænnet os til at omtale
intolerancens egoisme og propagandaens ensidighed med eufemismer
som ╗ansvarsbevidsthed½ og ╗nyheder½, og vi har for længst
affundet os med vore egne tæppebombninger og masseødelæggelser,
fordi det jo altid er de ╗ondsindede sataner½, som vore allieredes
retfærdige granater kvæster og slår ihjel.
╗Man ved allerede, hvem der skal bombes, det er dem, der myrder
løs i stedet for at føre krig. Statistikker, hvor tal under en
million ikke tæller, veksler med vandrehistorier om overgreb mod
kvinder og børn, der er præcis så gamle som den første krig. Et
barn er dødt, men det blev ikke fanget i en krydsild, mens moderen
havde hovedet over plankeværket til nabokonen. Nej, en fjendtlig
soldat sigtede direkte på det og trykkede af med en dæmonisk
latter. Hvorfor? Hvad kunne han opnå andet end at vanskeliggøre
sin opgave? Hvorfor? Fordi der ikke er tale om mennesker, men
uhyrer, gale hunde, som skal skydes ned og bombes sønder og
sammen. Disse mænd har ikke kærester og hustruer og børn, de bærer
ikke som vi krøllede fotografier i deres hjertelomme. De længes
ikke efter at vende hjem til deres egen landsby. De er vilde dyr,
og alt, hvad de tænker på, er mord, tortur og voldtægt.½
Hvor langt er der fra 90ernes propagandistiske fjendebilleder til
30ernes? Hvornår begyndte vi at tro på den snedige løgn, at
Danmarks problemer hverken var racismen, nationalismen eller
selvtilstrækkeligheden, men derimod arbejdsløsheden, indvandringen
og kriminaliteten? Og hvordan lykkedes det dem at foregøgle os, at
løsningen ikke længere hedder frihed, lighed og broderskab, men
flere broer, mere tvang og større overvågning?
Vi er hastigt på vej mod realiseringen af det Hjadstrupske
paradis. Hans evangelium har længe stået at læse i både bøger og
blade, og det har allerede sendt hundredvis af tamiler og andre
flygtninge i den visse død.
Hvad bliver det næste?
Kollektivt hukommelsestab
Døden er en litterær kæmpe på henved 800 sider, intens og
urovækkende, mystisk og erotisk, med en ekstra, for forfatteren
særdeles atypisk dimension û politisk aktualitet i en rent ud
frygtindgydende grad.
Dens påstand er, at vi ikke skal spejde i horisonten efter
fascismen, den er her allerede û og har det glimrende. Men hvis
den virkelig skulle være så indlysende præsent i dag, hvorfor i
alverden har vi så ikke fået øje på den noget før?
Som det retrospektivt siges fra Dødens fremtid om vor egen nutid:
╗Bagefter er det hele så enkelt. Skurkene er umiddelbart
genkendelige og må altid have været det. Kun ond vilje kan have
forhindret os i at se dem. Men i halvfemserne var det nogle andre
ting, der var klare og indlysende. Ligesom det i 1938 var klart og
indlysende, at Hitler var Tysklands redningsmand, som hele verden
beundrede som en misundelsesværdigt dygtig politiker. Det har vi
glemt. Og i alle tilfælde fik vi øjnene op under besættelsen, hvor
vi ikke kunne få kaffe. Vi harmedes, når vi læste i avisen, at
endnu en ung frihedskæmper var blevet henrettet. Men det læste vi
ikke. Vi læste, at jagten på en terrorist var endt med, at manden
havde skudt sig. Først havde han dog haft held til at dræbe en af
sine forfølgere. En herre i sort tøj med dødningehoveder på ærmet,
utvivlsomt. Eller i det mindste en af de grønne. Men nej, det var
såmænd en brav dansk politibetjent, som således havde måttet lade
livet. Gæt, på hvis side sympatien var.½
Døden er historien om, hvordan historien altid gentager sig, men
altid gør det i nye klæder. Hjadstrups Kampf skjuler lige så lidt
sine fascistiske planer som Hitlers û og lige så få tager sig af
den, før det er alt, alt for sent. Modstanden kommer selvfølgelig
før eller siden, også i Døden, men den modstand må så stå mål med
den undertrykkelse, den har tålt û og jo længere, den har tiet,
desto højere skal den råbe.
Den resignerende professor Mildner så og genkendte Hjadstrup fra
starten af, men skønt hans tavshed var nok så vidende, var den
stadig væk tavs: ╗Og imens sad jeg og vidste det hele og holdt
tæt. Jeg kunne have forudsagt det hele, advaret. Det var jo
nazisterne, der var kommet tilbage, uden støvletramp.½
I Døden klædes samtiden af til skindet, og under nytårstalerne,
finansloven og den politiske ╗debat½ står Hjadstrup tilbage.
Romanen er et ambitiøst forsøg på at vende vinden, inden det er
for sent. Men den tydeliggør samtidig, at fremtiden allerede er
her, og at den umiskendeligt ligner en ildevarslende fortid.
Fascismen breder sig, fra højre og fra venstre, på TV og på gaden,
på arbejdspladsen û og på universitetet. Enten underminerer vi
den, eller også understøtter vi den. Der er ikke andre
alternativer.
Det næste træk er læserens.
Rune Engelbreth Larsen
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97