[Image][Faklen]
Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996
KULTURRELATIVISME
Studerendes kritik af lektor Vagn Andersens
kultur-evolutionistiske evangelium får lektor Jeppe Sinding til at
erklære alle fremtidige religionsvidenskabelige ╗seniorseminarer½
forbeholdt lærere ...
Tør man som den største selvfølge gå ud fra, at forrige
århundredes kultur-evolutionisme, som ideologisk retfærdiggjorde
såvel de vestlige magters hensynsløse udnyttelse af deres kolonier
som nazisternes masseudryddelser, i dag på universiteterne er død
og begravet?
Eller har den blot skiftet skikkelse?
På et seniorseminar for religionsvidenskab afholdt på ┼rhus
Universitet den 21. juni 1996, hvis tankevækkende overskrift var
╗Kulturel evolution û ja, selvfølgelig, hvad ellers?½ afsluttede
den ene af de to foredragsholdere, lektor Vagn Andersen sit
standpunkt med en anekdote, hvis pointe var, at en kvinde, der
ikke bærer tørklæde, repræsenterer et højere såkaldt
╗irreversibelt½ kulturtrin end en kvinde, der gør. Og hvad værre
var: ingen reaktion fra lærerne indtraf, ingen dundertale til
forsvar for gamle muslimske skikke, ingen lærd problematisering,
ikke et eneste lille pip hørtes i selskabet mod dette
skabsracistiske udsagn.
Til gengæld erklærede lektor Per Bilde højstemt om sin kollegas
kultur-evolutionistiske standpunkt: ╗Jeg er jo som en troende,
hver gang du prædiker½!
Universitetet, som ifølge sin definition bør være den
pluralistiske vidensformidlings højborg, hvor forståelse og dyb
indsigt i andre kulturer med en uundgåelig respekt for disse og
relativisering af egen burde være en selvfølge, havde in casu vist
sig som det modsatte, som advokat for fordomme, der kun burde
kunne trives i de mest udannede og fascistiske kredse. Nogle
studerendes påpegelse og nuancering af denne problematik blev fra
Per Bilde imødegået med spørgsmålet, ╗om man var klar over,
hvilken institution ┼rhus Universitet er?½
På trods af at mødet var offentligt annonceret, på trods af at det
er kutyme, at ╗ældre½ studerende aktivt deltager i disse
seminarer, og på trods af at instituttets sekretær på forespørgsel
eksplicit forsikrede herom, blev disse møder ikke desto mindre
efter det pågældende seminar af lektor Jeppe Sinding for fremtiden
erklæret for strengt lukkede for studerende. Og i samme ånd
bemærkede Vagn Andersen slutteligt til en enkelt lidt for
åbenmundet kollega: ╗Du må ikke anfægte min position, mens de
studerende hører på det, for så tror de jo bare, at du er på deres
side.½
Tvivlen bredte sig uundgåeligt û hvilken institution er dette
egentlig?
Kultur-evolutionisme
Kultur-evolutionismen er som sagt ikke af ganske ny dato. Francois
Voltaire, en af den franske oplysningstids og den moderne
historieskrivnings fædre, indledte programmatisk sin voluminøse
verdenshistorie i 1756: ╗Jeg vil undersøge de skridt, hvormed
mennesket har bevæget sig fra barbari til civilisation.½ Dette
dictum var skæbnesvangert, for dermed var der ikke blot lagt et
deskriptivt, men også et normativt perspektiv over den moderne
historieopfattelse. I kølvandet fulgte så indflydelsesrige tænkere
som August Comte og Karl Marx, der bla. forstærket af en udbredt
misforståelse af Charles Darwins The Origin of Species skabte
grundlaget for den moderne kultur-evolutionisme.
Denne idΘ er imidlertid så udbredt, at de fleste ikke kender den
som idΘ, men kun som uafrystelig virkelighed. I vor
konceptualisering af fortiden såvel som nutiden ligger nemlig û
som en inkorporeret del af selve vor begrebsapparat herom û en
forestilling om en udvikling fremad û at vi i historiens forløb
har bevæget os frem, ikke blot mod større og større kompleksitet i
naturen, men også mod noget bedre, mindre barbarisk, mere
civiliseret på det kulturelle område.
At dette også blandt højt anerkendte forskere på de humanistiske
fakulteter er en fuldt legitim fortolkningsmodel af historien, kan
manifestere sig i karakteristiske vendinger û som f.eks at kalde
overgangen fra den homeriske heltetid til filosofiens fødsel ╗det
græske mirakel½, at en forandring fra polyteistisk
frugtbarhedsreligion til en eksplicit monoteisme nødvendigvis må
betegnes som en ╗udvikling½, at kristendommens verdensforsagende
moral implicerer en ╗humanisering½ af moseloven, at reformationen
gjorde den katolske kirke mere ╗folkelig½, mere ╗moderne½, at det
╗naturligvis½ tager tid selv for ╗frigjorte½ muslimske kvinder at
vænne sig til at færdes offentligt uden slør osv., osv.
Hvis man ikke ligefrem vil indrømme denne tankegang status af en
metafysisk teleologi i historien, der indebærer en naturnødvendig
udvikling mod vor egen nutid som målet, så vil man dog, som det
blev gjort på hint møde, tale om en historiens ╗irreversibilitet½.
Tankegangen er, at har man først vænnet sig til demokrati, kan man
ikke gå ╗tilbage½ til monarki, uden at der opponeres herimod som
tvang. Har man først oplevet verden badet i fornuftens dagklare
lys og er blevet et ╗selvreflekterende subjekt½, kan man ikke
╗regredere½ til et religiøst/mytisk verdensbillede, for det første
udelukker det andet. På samme måde ville en bevægelse fra et
moderne retssamfund til tidligere kulturers selvlovgivning kun
kunne opfattes som et barbarisk tilbageskridt.
Pointen i denne tilsyneladende besnærende irreversibilitets-teori
er, at bag vort moderne verdensbillede, vor etik, vor tro, vort
folkestyre er alle broer i en vis forstand brændte, for det ville
╗stride imod den menneskelige tanke at gå tilbage½. Et
╗irreversibelt½ bevidsthedskred er altså indtruffet.
Det ville være nærliggende at tilføje: Quod erat demonstrandum: Vi
er de klogeste, hvad enten vi vil det eller ej û det skyldes ikke
en historien underliggende teleologi, nej, som det blev udtrykt på
det omtalte seminar, gennem vore ╗fornuftsargumenters egen indre
logik og klarhed½ må dette nødvendigvis blive konklusionen.
Er kulturhistorien ╗irreversibel½?
Spørgsmålet er, om en imperialistisk kolonioberst fra forrige
århundrede kunne have formuleret en slig forestilling om egen
kulturel overlegenhed mere uigennemtænkt, mere hovmodigt? Under
dække af at ╗bedrive videnskab½, maskeret under fraser som
╗irreversibilitet½ og ╗vore fornuftsargumenters klarhed½ turde det
vel være klart for de fleste, at dette i virkeligheden
repræsenterer en moderne reformulering af forrige århundredes
kultur-evolutionisme û blot i en ny og forræderisk forklædning.
Det foragtelige i denne sammenhæng består ikke først og fremmest
i, at fascistiske tendenser således florerer blandt forskellige
lektorer og professorer. Det virkelig foragtelige og det farlige
består i, at disse ╗oplyste½ kredse, som i kraft af deres
formodede indsigt, ikke af sig selv står frem, afdækker og tager
afstand fra enhver sådan tendens, som den dagligt på indiskutabel
vis manifesterer sig blandt politikere (i snart sagt alle partier)
og medier. Hvorfor sker dette ikke?
Man må uvilkårligt spørge sig selv, hvilken institution
universitetet egentlig er, hvis ikke det ser dette som sin
fornemste sociale opgave og historiske pligt û ikke mindst i
betragtning af den multietniske og multireligiøse situation, som
moderniteten befinder sig i?
Ud fra alle gældende og eviggyldige principper om videnskabelig
hæderlighed burde det i al fald være dets pligt at slå fast û blot
for at skabe et minimum af kulturhistorisk overblik û at en
religiøs verdensmodel i en eller anden afskygning har persisteret
henimod en halv million år, hvorimod vor naivrealistiske og
sekulariserede opfattelse af virkeligheden, som dette århundredes
kvantefysik, neurologi og sprogfilosofi ikke længere kan
verificere, knap nok har tre hundrede år på bagen. At vi med andre
ord indtager et historisk set overordentlig særegent standpunkt i
kulturernes selskab. At det er os, der repræsenterer en û indtil
videre û kortvarig undtagelse fra urgamle paradigmer.
Hvorfor da denne overbevisning om egen fortræffelighed, hvor
ydmyghed måske ville være et mere tilforladeligt synspunkt? Ud fra
hvilken uproblematisk og selvindlysende definition på det gode og
sande, kan man tale om ╗udvikling½ i historien? Er det, fordi der,
som det hævdes, gemmer sig en særlig ╗irreversibilitet½ i
historien?
I bekræftende fald: Var det ╗irreversibelt½, da den ægyptiske
farao Aknaton i det 14. århundrede f.v.t. pludselig indførte
monoteisme, som imidlertid straks efter hans død demoleredes med
lidenskabeligt raseri? Var det ╗irreversibelt½, da Aristarchos'
forestilling om et heliocentrisk verdensbillede fra det 3 årh.
f.v.t. efterfulgtes af Ptolemaios' geocentriske fra 2. årh.
e.v.t.? Var det ╗irreversibelt½, da den romerske republik, næsten
500 år gammel, umiddelbart før vor tidsregning efterfulgtes af et
kejserdømme, hvis levetid skulle strække sig over en periode på
400 år, og hvis første tid samstemmende kronedes som en guldalder?
Ville man ikke med en vis ret kunne hævde, at der snarere var tale
om en nødvendig tilpasning til ændrede omstændigheder?
Var det ╗irreversibelt½, da den den ╗mørke½ middelalder og den
kristne tro erstattede den ╗lyse½ antik, samtidig med at den
arabiske verden nød en kulturel og videnskabelig blomstring uden
lige? Og var den middelalderlige helgendyrkelse andet end den
hedenske polyteisme i en ny udgave? û Men ╗bedre½?
Var de kristnes masseudryddelser af jøderne i middelalderen og i
nyere tid ╗irreversibel½ i forhold til muslimernes tolerance over
for samme folk? Betegnede den i vore dage højt priste reformation
et sandt fremskridt i frigørelsen af mennesket, i betragtning af
det veritable blodbad af religionskrige, som det kastede Europa ud
i? Var overgangen fra det russiske Zardømme til den kommunistiske
magtelite ╗irreversibel½? Er det moderne kapitalistiske samfunds
rekord i selvmord en ╗videreudvikling½ fra mere primitive samfund,
hvor selvmord er et ukendt begreb? Er moderne dansk kunst
╗irreversibel½ i forhold til Leonardo da Vinci og Michelangelo? Er
den teknologiske civilisation, som har frembragt to verdenskrige
og et truende økologisk kollaps, historiens ╗irreversible½
endemål? Er homo sapiens sapiens, hvis levetid man almindeligvis
sætter til 40.000 år, højere ╗udviklet½ end fluen, der har
eksisteret uforandret i millioner af år, og som ikke utænkeligt
også vil overleve mennesket?
Kulturrelativismens selvfølgelighed
Som eksemplificeret turde enhver form for kultur-evolutionisme i
bedste fald være et resultat af et fuldkommen arbitrært udvalg af
fænomener. Man ville û næsten uanset hvilken standard for det gode
og sande, man stillede op û også kunne godtgøre, at vor kultur er
den mest umenneskelige og mest barbariske, der nogen sinde har
eksisteret.
Dette er imidlertid ikke meningen. Meningen, derimod, er at
konstatere, at en kulturrelativistisk tilgang til historien og
ikke mindst til egen nutid, egen etik og eget verdensbillede, er
det eneste videnskabeligt såvel som politisk holdbare standpunkt,
man kan indtage.
At konstatere, at blot den svageste forstilling om udvikling i
historien i absolut forstand, hvad enten dens navn er
socialdarwinisme eller irreversibilitet, er empirisk
udokumenterbar, ja, meningsløs og û hvad værre er û kan
retfærdiggøre et fascistisk styre. At der ikke findes nogen
Sandhed i Θn kultur, som ikke i en anden i historien har udgjort
den største løgn. At alt, som vi opfatter som sund fornuft, for
senere generationer måske vil være den mest reaktionære overtro.
At folk med andre skikke også er tænkende og følende mennesker med
et bankende hjerte af kød og blod, som vi måske kan lære noget af
û og fremfor alt ikke forholde os bedrevidende, ╗irreversibelt½
til. At selve vor udviklings- og fremskridts-idΘ præcederes af en
langt ældre og langt mere udbredt antik forestilling om en
oprindelig forbilledlig urtid, en guldalder, som langsomt
degenererer til større og større uorden. At civilisationen kan
skabe og resultere i barbari i samme grad, som det modsatte er
tilfældet.
I erkendelse af den multikulturelle situation, som det moderne
samfund i højere og højere grad udvikler sig imod, må det være
lærernes pligt dels i undervisningen, dels i medierne, utrætteligt
at demonstrere det kulturrelativistiske synspunkts empiriske og
videnskabelige selvfølgelighed.
At afsløre û med udgangspunkt i en knusende dannelse û at alle
religioner, alle ideologier, alle sandheder er etisk såvel som
epistemologisk relative (og ingenlunde irreversible), ikke mindst
ens egen, er den end 2000 år gammel. At det ikke vil kaste
samfundet og universiteterne ud i et altfortærende kaos, som nogle
har postuleret, lige så lidt som Kopernicus' og Darwins
epokegørende revolutioner gjorde det, blev dette end profeteret.
At modsætningen hertil, enhver form for tro på Absolutter, Θn
Sandhed, Θn Gud, Θn Danskhed, ikke vil standse ved den i dag meget
udbredte kulturchauvinistiske holdning til fremmede og anderledes
tænkende, men med tiden nødvendigvis munde ud i vold og drab på
disse. At de historiske fortilfælde af netop denne udvikling er
legio. Og skulle man û som opbyggelig pointe û proklamere noget
absolut i historien, måtte det være det enkelte menneskes
lidenskabelige kamp for det gode û som naturligvis ikke kan være
absolut for andre end det selv.
Skal universitetet være en lysende fakkel i en eskalerende
racistisk tid for en humanisme, hvis fornemste adelsmærke bør være
kundskab og forståelse, venlighed og gæstfrihed og ikke fremstå
for eftertiden som en himmelknejsende skamstøtte over egen fejhed
og fæiskhed, synes den anførte vej uomgængelig.
Jens-AndrΘ Pedersen Herbener
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97