kvinde.txt

                              [Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996

    KVINDE, KEND DIN SJ╞L

    Det er på tide, at kvinden bliver moden til at finde sin egen
    sandhed, som hverken er dikteret af Emma Gad,
    Rødstrømpebevægelsen, medierne eller veninderne. Feminismen må
    revurderes, og idealer må nedbrydes.

    Når vi kvinder betragter andre kvinder, spejler vi os.

    Vi gransker hinandens ydre nøje, og blikket er så skarpt, at det
    måske akkurat når om bag huden, og vi får et ganske lille glimt af
    de tanker og følelser, der gemmer sig inde i dybet.

    Indimellem må vi spærre øjnene op û det kan være på gågaden, på
    universitetet eller i Føtex û vi ser en kvinde, der stråler.
    Hendes fødder ligesom svæver et stykke over jorden, og hendes
    kvindelighed er ikke gemt væk bag make-up og klæder, hun bærer den
    uden på som et smykke.

    Hun ligner ikke en fotomodel, hendes klæder er snarere en
    forlængelse af hendes krop, og hun gør ord som type og mode til
    skamme.

    Vi betragter måbende hendes glødende øjne og stærke holdning, mens
    vi overvejer, om vi mon kan få en neglelak i samme farve.

    Hun har sat sig ud over alle normer, fordomme og idealer og fundet
    sin egen vej.

    Måske har den været hård som et veritabelt spidsrodsløb. Den store
    hob af dameblade, TVs ╗kvindeprogrammer½ og alskens reklamer står
    på spring til at håndhæve deres bud på kvindeligheden per se.

    Udenom flokkes meningsdannerne og de, der med stjålne, misundelige
    blikke på den vordende kvinde skriger med på jantelovstilråbene.

    Normernes verden forekommer os umiddelbart den mest sikre, men den
    er som et pendul, der svinger. Kvindeideal afløser kvindeideal, og
    opgøret med det forrige sender hende over i den totalt modsatte
    grøft, hvor hun forventes at opfylde nye krav. Fra at være en
    servil køkkenslave skal hun pludselig være helt uafhængig af mand
    og børn.

    Imens må vi så skifte garderobe û og måske mand û for at vedblive
    at være ╗rigtige kvinder½, for idealer tåler ikke andre buds
    tilstedeværelse. Alt andet må udelukkes som ukvindeligt.

    Men hvad opnår vi andet end blot at skifte etikette ud med
    etikette, rolle med rolle? Hvor blev den hver gang påståede
    frigørelse af?

    Hvad nu, hvis kvindens individuelle udstråling ikke kan anbringes
    bag en bestemt etikette, eller hvis etikettens påskrift blot er
    det ene ord: Kvinde? Hvad nu, hvis der slet ikke findes nogen
    ╗rigtig kvinde½, men kun kvinder?

    Hvor forskellig den ene kvinde end måtte være fra den anden, vil
    det, hun er, dog ikke automatisk være kvindeligt? Hvis hun gør,
    hvad hendes hjerte fortæller hende, hvad hun føler sig tilskyndet
    til eller draget af, hvis hun giver sig selv lov til og får
    muligheden for at opdage og være, hvad hun er, i stedet for at
    være, hvad hun bør være û hvad mere kan hun så gøre for at være
    kvinde?

    Måske er det netop udefinerbare kvinder, vi spejler os i. Måske
    muligheden for at møde flere sådanne kvinder bliver større, hvis
    vi dropper idealerne og giver plads til enhver kvindes
    tilbøjelighed û uanset om hun måtte være lesbisk eller
    sado-masochist, fabriksarbejderske eller direktør, husmoder, luder
    eller jomfru; uanset om hun vil undertrykkes, undertrykke eller
    ingen af delene, om hun går i højhælede sko eller sidder i
    rullestol, om hun er sort, hvid eller gul, følsom, rå eller noget
    helt tredje, og uanset om hun vil giftes eller ej.

    Individuelle følelser og menneskehjerter er jo ikke lettere at
    have med at gøre end normer, men de er en hel del mere persistente
    og farverige end idealets sort/hvid. Og det kunne jo vise sig, at
    vi var langt mere kreative og fantasifulde, end vi først selv
    regnede med.

    Måske, ja, måske det så en dag vil vrimle med kvinder, der er
    kvindelige på deres helt egen måde û og måske vi vil være iblandt
    dem.

                Cecilia Brynskov, Gry Herbener, Anne Kristine Jakobsen,
                                 Lene Wittrup Jensen, Uta Kreie Larsen
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97