[Image][Faklen]
Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996
ET HUMANISTISK MANIFEST
Kristendommen er død. Kirken som kulturens naturlige ledestjerne,
dens symbiose af kulturel skaberkraft og utrættelig næstekærlighed
såvel som verdensforsagende moral og intolerant mission er på godt
og ondt en saga blot. Vi har mistet et dynamisk omdrejningspunkt
og en normativ referenceramme, men samtidig har vi sagt farvel til
et absolutistisk credo og en åndelig ensretning.
Kristendommen er død, men derfor er Historien ikke forbi. Lad os
da droppe gravøllet og krokodilletårerne og se at komme videre û
ikke ╗fremad½, og ikke ╗tilbage½, men videre.
Vi hverken kan eller skal erstatte Sandhedens sorte åg med
Usandhedens farverige nihilisme, men vi både kan og skal
understrege menneskelighedens mangfoldighed og
medmenneskelighedens nødvendighed û og vi kan ikke andet end at
insistere på, at dette kun kan ske i humanismens, relativismens og
tolerancens navn.
Et af de bedste udgangspunkter herfor turde utvivlsomt være
universitetet.
Universitetet kunne og burde være samfundets hjerte. Den skare af
videbegærlige mennesker, som i en kortere eller længere årrække
frekventerer dette pluralistiske tempel for oplysning og viden,
har i det mindste på papiret forudsætningerne for at levere
forståelsen for og støtten til dΘt multietniske og multikulturelle
Danmark, som vi er på vej i retning af.
Har vi opgivet absolutismen som gudgivet grundlag for såvel
religion og konvention som ideologi og etik, har vi således også
afskaffet ethvert nationalt og regionalt patent på kulturelt
overherredømme. Der findes intet specifikt ╗dansk½, som det er
værd hverken at fremhæve eller ringeagte på bekostning af noget
lige så hypotetisk ╗udansk½.
Der er tværtimod grund til at stipulere, at uanset nationalitet er
ethvert menneske et menneske først, at hvilke lidenskaber og
præferencer dets hjerte end siden dikterer det, findes der ingen
anden moralsk vurdering heraf end den, som hun, der vurderer og
dømmer, lader sig diktere af sit hjertes lidenskaber og
præferencer.
Mener vi således noget med, at vi alle er født lige og frie, kan
vi ikke med hjemmel i nogen som helst inapellabel etik tillade
myndigheder at true eller tvinge noget menneske til hverken at
mene eller gøre noget som helst. Heller ikke, når truslen består i
at reducere eller fjerne det eneste reelle udtryk for denne
friheds og ligheds mulighed, nemlig den økonomiske uafhængighed,
som staten selvfølgelig som et minimumskrav må garantere enhver.
Enten det, eller også må man droppe den propagandistiske retorik
og redeligt indrømme idealernes utvetydige fallit.
Vi må insistere på menneskets ukrænkelige integritet uden smålig
skelen til statens û dvs. vore û finanser. At den ╗store½ mands
millionafkast på aktiehandel skulle være mere ╗realpolitisk½
forsvarligt end den ╗lille½ mands basale økonomiske uafhængighed
og ret til at fravælge arbejdsmarkedets tilbud og statsligt
organiseret tvangsarbejde, er ikke et spørgsmål om realpolitik
eller ej, men blot et simpelt valg mellem liberalisme og
humanisme.
Med liberalismen følger kun en ny form for absolutisme, der tager
over, hvor kirken slap; nu er det blot fra denne ideologis slet
skjulte socialdarwinistiske købmandsmoral, at det lige så
dogmatisk gentages: Jeg er sandheden, vejen og livet.
Universitetets flegmatiske slummer
Efter vores mening er det mest rygradsrislende i vor tid således
heller ikke den temmelig uskadelige politiske afviger i
kælderhalsen, men derimod just disse respektable politiske
meningsdannere, som eksplicit eller implicit afviser den blotte og
bare mulighed af en menneskelig uselviskhed og således
underforstår, at kun den enkelte borgers egoisme er bæredygtig.
At man tilmed tillader sig at sælge denne gladiatorfilosofi som
synonym med frihed, om end det eneste, der i sandhed er frit, er
╗markedskræfterne½, sætter i det mindste den generelle
begrebsdevaluering i et oplysende relief û denne ideologis
╗frihed½ er netop præcis lige så skævt fordelt, som den er
hjerteløs.
Modstanden må derfor komme fra en anden kant.
Universitetet kunne og burde være samfundets hjerte. Et hjerte,
der permanent pumper oplysning om menneskets naturgivne
mangfoldighed, kulturhistoriens faktuelle pluralitet og
forskningens uundslippelige relativisme rundt i selv de mest
uanselige af kulturens organer og celler. Et hjerte, der lige så
aktivt agerer modus operandi for forskelligartethedens tolerance
og individualismens selvfølgelighed, som det offensivt agerer
bolværk imod ethvert udtryk for ensartethedens intolerance og
egoismens barbari.
Virkeligheden er imidlertid en anden.
Når en avis således vil ╗vide mere½ og driver klapjagt på den
arbejdsløse og hendes frihed til at sige nej tak til at rense
lokummer og hugge brænde, hvor er da historieprofessorens
sammenlignende paralleller til andre epokers legitimering af
slaveri? Når en præst forkynder, at den medfødte menneskenatur pr.
definition er ╗ond½, hvor er da biologiprofessoren, der anstændigt
refuterer, at noget organ hos det nyfødte barn skulle kunne have
ondskab som formål? Når en politiker om en muslimsk pige, der
bærer tørklæde, patroniserer hendes ╗tilbagestående kultur½ og
╗undertrykte natur½, hvor er da religionsprofessorens oplysende
contra i samme medie dagen efter?
Den, der tier, samtykker, og universitetet er unægtelig blevet
hjemsted for denne apati: Den type studerende, der kun har pensum
prentet på indersiden af øjenlågene, og hvis største bekymring er,
om det og det nu også er noget, ╗vi skal kunne½;
undervisningsassistenten, der har lige så travlt med at hævde
præcis det samme som den nuværende professor, som han har med at
hævde det stik modsatte af den forhenværende; og professoren selv,
der knap gider forelæse over andet end alle de forskningshistorisk
altafgørende symposier, seminarer og foredrag, som han selv
ustandselig render til.
Og i mellemtiden får de lov. I mellemtiden kan en kulturminister,
der aldrig har læst så meget som en linje af Ewald, Oehlenschlåger
eller Brandes, uanfægtet identificere ╗dansk kultur½ med
håndbajeren og den røde pølse; i mellemtiden kan en kommentator,
som hverken har læst Koranen eller Bibelen, tillade sig at nedgøre
muslimsk ╗mentalitet½ uden at mødes med en storm af lærde
protester; og i mellemtiden kan en formiddagsavis uimodsagt hænge
hele minoritetsgrupper ud som nassere, afvigere og notorisk
kriminelle psykopater, ╗så sker der noget½.
Det er denne stiltiende accept af en infantil ╗danskhed½, som i
sidste ende tillader racisten og kulturchauvinisten at skjule sig
bag pænhedens præsentable pressefolder og afvæbnende erklære sin
dybfølte ╗folkelighed½. For store dele af universitetets samlede
lærerkræfter, der ellers måtte formodes at besidde den afgørende
ekspertise, og som med en håndbevægelse kunne afsløre denne
deintellektualiserende skabsfascisme og dens letgennemskuelige
fernis af pesudo-dannelse, holder pænt deres kæft.
Spørgsmålet er så, hvor længe vi andre vil gøre det samme.
Den længe udøvede repressive tolerance over for fremmede
kulturtraditioner er allerede ovre i sin næste fase, den arrogante
euro-centrisme. Atter tegnes udviklingen af forrige århundredes
selvglorificerende kultur-evolutionisme, der bag sine nok så
folkelige kulisser skjuler en selvtilfreds despekt for alt andet
end erhvervstoppens korridordiktat og EUs oligarki.
Og det er heller ikke første gang i dette århundrede, at
korrumperet centralisme hånd i hånd med kulturchauvinisme udvikler
sig til en aggressiv kampagne mod fremmedartede minoritetsgrupper;
og selv om ofrene i dag ikke er af Davidsstjernens, men af
Måneseglets religion, er det stadig væk den samme indbildske
forestilling om vesteuropæisk kulturs overlegenhed, som ligger til
grund for denne regulære syndebukke-politik.
Det eneste håb er, at de, der bliver bevidste om denne koalitions
potentielle rædsler, næppe længere vil betvivle, at den hastigt
omsiggribende hetz mod flygtninge og indvandrere heller ikke denne
gang har til hensigt at standse af sig selv!
Politisk opium for folket
Endvidere må det stå fuldstændig klart, at de ╗fremmede½ ikke blot
er de letteste ofre û fordi de alt for længe passivt har affundet
sig med rollen som mistænkeliggjort underklasse û de er tillige
kun de første ofre.
Siden kommer så turen til alle de andre udgiftskrævende og
afvigende grupper. Alle de øvrige ╗fejlfarver½, hvis utilgivelige
skavank åbenbart består i, at deres naturlige kulør afviger
kendeligt fra dansk bacon; alle de arbejdsløse, der ╗lever som
grever½ og ╗ikke gider bestille noget½; alle de ╗perverse½, hvis
lidenskab nu engang ikke kan dækkes af missionærstillingen eller
heteroseksualiteten û og endelig, hvad med alle de ╗overflødige½
studerende, som ╗spilder det offentliges tid og penge½, fordi
formålet med deres studier og studieaktivitet ikke alene kan
reduceres til en skrivebordskarriere inden for erhvervslivet?
Tænk, om denne skov af undermennesker rejste sig og faktisk
insisterede på lige netop den frihed, lighed og retfærdighed, som
pænhedens overmennesker holder så mange rørende bordtaler om.
Men når dΘt sker, og mennesker på den ene eller anden måde tager
skæbnen i egen hånd og faktisk vil slås for det og dem, som de
føler for og tror på, hvad enten de så er hætteklædte rebeller
eller andre desperate borgere, der tiltror deres egen
retfærdighedssans større upartiskhed end offentlighedens, så er
det de selv samme politiske bordtalere, der forarget og
fordømmende hyler op om ╗terrorisme½ og ╗selvtægt½.
Den ╗rigtige½ og legitime måde at bevare sin selvstændighed og
personlige integritet på er nemlig den økonomiske spekulation, som
de velbjærgede, hvis fornemste raison d'Ωtre ene og alene er at
blive endnu mere velbjærgede, benytter sig af. Disse åbenlyse
egoister opmuntres oven i købet fra officiel side med flatterende
epiteter som ╗igangsættere½ og ╗velgørere½, og sågar û fra lidt
mindre officiel side û som ╗frihedskæmpere½, om de med et skævt
smil og en ╗kreativ½ håndbevægelse skulle have lettet statskassen
for X antal millioner.
I alt for lang tid har initiativet været overladt alliancen mellem
denne, fra akademisk side negligerede kulturchauvinistiske
intolerance og den fra politisk side legitimerede genuine
kapitalegoisme û til syvende og sidst to sider af samme sag.
Vi vil i stedet sætte en humanisme; en humanisme, der er baseret
på tolerance, en tolerance, der er baseret på kulturrelativisme,
og en kulturrelativisme, der er û og kun kan være û baseret på
dannelse.
Vi er slet ikke interesserede i de politiske marionetter og
partipolitiske etiketter, men i humanister, og for humanisten må
humanismen begynde dΘr, hvor hun aktuelt befinder sig û og vi
befinder os på universitetet.
Vi må altså tage udgangspunkt i denne institution, og derfor må vi
levere den dΘt fundamentale, men i dag håbløst oversete element af
almen dannelse, på hvilket enhver humanisme må hvile.
Vi må således insistere på at få indført et omfattende kultur- og
idΘhistorisk ╗filosofikum½ som obligatorisk indgangsår på samtlige
universitetsuddannelser. Ikke blot, fordi vi til enhver tid vil
hævde relevansen af kundskab for kundskabens egen skyld, men
tillige, fordi det er imperativt at kende de meget spredte
historiske rødder for vor egen multikulturelle samtid, om vi skal
dæmme op for den standende intolerance, som mørke kræfter ser det
som deres fornemste opgave at eskalere.
Grundlaget for en levedygtig tolerance er og kan kun være
erfaringen af, at enhver (kulturel, religiøs og etisk) absolutisme
og objektivisme ikke blot står i modstrid med kulturhistoriske
kendsgerninger, men endvidere må anses for særdeles problematisk
sammenholdt med naturvidenskabens udvikling i retning af en
fundamentalt iagttagelsesafhængig virkelighed.
Om vi kun tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så?
Vi vil en verden uden skurke. Ikke ved at gå ud og skyde på dem,
vi bilder os ind, er det, men ved at se ind i det kammer i deres
hjerte, hvor de er mennesker.
Der eksisterer simpelt hen ikke Θt eneste individ, som ikke i sit
inderste ønsker at gøre, hvad hun selv anser for ╗godt½, uanset
hvor ╗ondt½ det måtte tage sig ud i andres øjne.
At vi naturligvis alle har oplevet at hade et andet menneske, er
så noget andet; men lad os bare aldrig glemme, at vore egne
╗skurke½ og ╗helte½ ikke er skurke og helte ud fra nogen natur-
eller gudgiven facitliste, men netop kun er û vore egne. At den
enes befrier ofte er den andens undertrykker, er en kendsgerning,
som det heller ikke i dag er uaktuelt at rekapitulere.
En sådan relativisme fører ingenlunde kaos og nihilisme, men
derimod blot anstændig besindelse og redelig forståelse med sig.
Den forhindrer ikke nødvendigvis konflikter, men den er en
forudsætning for at forstå konflikter og derved også optimere
muligheden for at løse dem.
Vi må tolerere, ja, respektere, at vor næstes ideologi, etik og
seksualitet udmærket kan forekomme os selv en vederstyggelighed,
men at hendes præferencer dermed ikke nødvendigvis er mindre
menneskelige eller mindre normale end vore egne.
Ja, vi må tolerere selv intolerancen û for om vi kun tolererer
den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så? Gør ikke også den
intolerante det samme?
Dermed naturligvis ikke være sagt, at vi skal afstå fra at
forsvare os selv og andre mod overgreb. Den tid, der tavst kunne
vende den anden kind til, er definitivt forbi û vi må møde
intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag.
Andet ╗program½ har vi ikke, og andet og mere behøver vi heller
ikke enes om. Men også den enighed forpligter.
Lad os da kæmpe for et engageret dannelses-universitet i stedet
for en desinteresseret karriere-fabrik. Og lad os ikke længere
tillade nogen kulturchauvinistisk deintellektualisering at stå
uimodsagt, men åbent insistere på kundskab, tolerance og
relativisme û såvel inden for som uden for auditoriet.
Kun sådan kan en moderne humanisme være andet og mere end endnu en
humanisme af navn û kun offensivt kan den også være en humanisme
af gavn.
Rune Engelbreth Larsen
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97