[Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996

    MENNESKENATUR

    Generne, menneskets inderste kortlægges, og jagten på gener for
    adfærd, personlige egenskaber, seksuelle præferencer og
    intelligens er gået ind û menneskets natur tegner sig, og
    arvesynden fortoner sig.

    Et af tidens største og mest prestigefyldte forskningsprojekter er
    det humane genomprojekt, som bla. har til formål at kortlægge
    menneskets arvemasse fuldstændigt. Mange gener er allerede blevet
    identificeret, og flere genetisk determineret sygdomme afdækket,
    men forskerne håber yderligere at kunne identificere gener for
    mere personlige og adfærdsmæssige træk såsom intelligens,
    kriminalitet, homoseksualitet, aggressivitet og alkoholisme.

    Dette har i praksis vist sig overordentlig svært, fordi det drejer
    sig om et meget stort antal gener, der har indflydelse på sådanne
    egenskaber. Den bagvedliggende idΘ er dog, at mennesket kan
    forklares fuldstændigt ud fra dets genetiske konstitution û det er
    bare et spørgsmål om tid og forskningsindsats, før vi har fået
    puslespillet lagt.

    Dette kan få flere forskellige konsekvenser. Har man f.eks. fundet
    et gen, der bestemmer, om et givet individ bliver homoseksuelt,
    kan man enten anlægge den betragtning, at siden homoseksualitet er
    genetisk bestemt, er det dermed lige så lidt udtryk for et bevidst
    valg som for en speciel opvækst eller opdragelse û hvilket kunne
    føre til større tolerance. På den anden side kunne opdagelsen af
    et sådant gen medføre, at homoseksualitet vil blive betragtet som
    en genetisk anormalitet eller sågar som en sygdom, som ønskes
    udryddet ved hjælp af selektiv abort eller genterapi.

    Allerede i dag har der været eksempler på mennesker, der er blevet
    nægtet arbejde eller forsikring, alene pga. ╗dårlige½ gener. De
    var på det pågældende tidspunkt endnu raske, men kunne forventes
    at udvikle en bestemt sygdom inden for en årrække. På denne
    baggrund er det nærliggende at slutte, at genforskningen vil kunne
    medføre en øget diskrimination af bærere af sygdomsgener eller
    gener for andre egenskaber, der måtte betragtes som værende
    unormale eller uønskværdige.

    I og med, at sygdomme allerede på fosterstadiet kan diagnosticeres
    vha. gen-tests, har man muligheden for at fravælge disse børn. Og
    hvis et forældrepar så alligevel vælger at få et sådant barn,
    ville det kunne hævdes, at det var deres egen skyld, at de fik et
    sygt barn. Således bliver sygdomme ikke længere en ulykke, der
    rammer tilfældigt, men noget ╗selvforskyldt½, som kunne resultere
    i en diskrimination af forældre, som havde nægtet at sige: ╗du'r
    ikke, væk!½

    Perspektiver af den art får ofte folk til at kræve den ╗farlige½
    videnskab bremset, f.eks. af etiske råd og lignende instanser. Det
    glemmes, at videnskaben blot er et redskab som så mange andre
    redskaber û en kniv er kun farlig, hvis nogen griber den for at
    dræbe, den er ikke farlig i sig selv. På samme måde kan heller
    ikke videnskaben som sådan være farlig û det er menneskers
    holdninger til hinanden og til videnskaben, der kan give ╗grimme½
    resultater. Kun hvor intolerancen i forvejen florerer, vil
    mennesker blive diskrimineret pga. deres gener. Vi må altså
    angribe intolerancen i stedet for forskningen.

    Bortset fra de her skitserede konsekvenser har kortlægningen af
    menneskets gener og det verdensbillede, som det forudsætter og
    medfører, da også nogle dybereliggende konsekvenser af mere
    filosofisk art.

    Mennesket er ud fra mange definitioner ikke et dyr, men måske har
    vi alligevel overset, at mennesket i hvert fald dybest set har en
    fælles natur, der faktisk ikke er så fjern fra sit dyriske ophav,
    som man sædvanligvis antager. Kun Θn procent i DNA'et adskiller
    mennesket fra menneskeaberne, og kun Θn promille adskiller to
    mennesker. I vores søgen efter menneskets egenart skræller vi
    flere og flere lag af, kun for at opdage, at vi i stedet for
    menneskets ╗sjæl½ blot finder et klogt dyrs natur, der drives af
    de instinkter og tilbøjeligheder, som er nedlagt i dets gener.
    Mennesket dræber f.eks. i truede situationer og drager omsorg for
    sit afkom, ganske som mange dyr gør det, men er samtidig også
    individuelt disponeret for en række egenskaber og evner. Sådanne
    drifter og tilbøjeligheder kan hverken hævdes at være ╗gode½ eller
    ╗onde½ û i hvert fald ikke i anden forstand end den, en tilfældig
    socialt eller ideologisk betinget moral måtte diktere û vort
    videnskabelige synspunkt må være det neutrale, at de er der bare.

    Måske vi dermed langt om længe har vundet et afgørende slægtsskab
    med klodens øvrige levende væsner. Vi er ikke ligesom dem, men det
    er fra dem, at vor natur stammer. Og eftersom man vel næppe
    meningsfyldt kan kalde dyrets medfødte tilbøjeligheder for onde
    eller syndige, er dog også enhver tale om en menneskelig
    ╗arvesynd½ û i hvert fald i nogen som helst absolut og negativ
    forstand û et dogme, vi endegyldigt må forlade.

                                                Camilla Holm Brodersen
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97