pragmatisme.txt

                              [Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996

    PRAGMATISME

    Når professor ved klassisk arkæologi, Niels Hannestad under et
    offentligt foredrag uden for talerlisten råbende sviner en
    studerende til, er det ifølge lektor ved religionsvidenskab, Per
    Bilde ╗private bemærkninger½, men når en studerende inden for
    talerlisten beklager foredragsholderens intolerance, så er det
    ifølge samme lektor ╗uakademisk opførsel½, der legitimerer trusler
    om udelukkelse fra kommende arrangementer. Bag det alt sammen står
    et slagsmål om virkelighedsopfattelse ...

    Center for Antikstudier på ┼rhus Universitet stod i begyndelsen af
    maj som arrangør af fire religionsvidenskabelige
    gæsteforelæsninger af den internationalt anerkendte professor
    Walter Burkert.

    Den særdeles lærde og ellers sædvanligvis lige så saglige Burkert
    lagde i sin første optræden en højst uventet sarkasme for dagen og
    ironiserede nedladende over de religiøse teknikker, der var
    genstand for hans forelæsning. Fremstillingens patroniserende tone
    blev imidlertid lige så uventet fuldt ud accepteret og applauderet
    af flere af de forsamlede professorer og lektorer, hvis
    efterfølgende indlæg formelig excellerede i rosende superlativer.

    Til gengæld udtrykte nogle studerende så deres uforbeholdne
    beklagelse over de ikke mindst religionsvidenskabeligt meget
    ufrugtbare implikationer af en indstilling af et sådant
    kulturchauvinistisk tilsnit.

    Det synes da også indlysende, at om ikke man uden hovedrystende
    fnis evner at fremlægge sin forsknings genstandsområde, det være
    sig nok så fremmedartet og vanskeligt rationaliserbar adfærd, som
    religionshistorien udgør så righoldigt et katalog over, er det som
    tilhører svært ikke at stille sig såre skeptisk an over for den
    problematiske forskningsmentalitet, en sådan fremstilling
    repræsenterer.

    Kritikken afstedkom imidlertid højlydt hån og støn fra flere af de
    århusianske ╗forskere½, der ikke tjener det akademiske miljø til
    ære; men ikke desto mindre var det de studerende, som ordfører,
    lektor Per Bilde efterfølgende anklagede for ╗uakademisk
    opførsel½.

    Derimod var det åbenbart ikke ╗uakademisk opførsel½, at lektor fra
    teologi, Ole Davidsen afbrød et indlæg med ╗shut up!½; ej heller
    var det ╗uakademisk opførsel½, at kolerikeren, professor Niels
    Hannestad kom med insipide tilråb som ╗luk munden!½ og ╗din
    stupide idiot!½. Nej, ifølge ordføreren er den slags skam bare
    ╗private bemærkninger½, ligesom Per Bilde tilsyneladende heller
    ikke fandt det uforeneligt med akademisk etikette direkte at
    censurere talerlisten. Til gengæld var det så utilgivelig
    ╗uakademisk opførsel½ at tillade sig at rejse tvivl ved selve det
    grundlag, på hvilket forelæsningen hvilede!

    God akademisk tæft er det så øjensynligt, når man ud fra sin egen
    tids normer og personlige idiosynkrasier latterliggør rationaler
    og konventioner, der hører en helt anden tids selvforståelse til,
    hvis kulturelle parametre ellers af indlysende grunde ikke, som
    det dog i det mindste turde stå enhver akademiker klart, er
    umiddelbart sammenlignelige. En sådan umiskendelig tendens til
    kulturchauvinistisk objektivisme, ifølge hvilken alle
    begrebsrammer, der ikke er struktureret efter de samme standarder
    som dem, forskeren personligt tager for givet i sin egen hverdag,
    nødvendigvis er primitive, barbariske eller grinagtige, baserer
    sig jo ellers i sidste ende på videnskabeligt ufunderede
    antagelser.

    I modsætning hertil er der mere end almindelig velovervejet grund
    til i stedet at besinde sig på en pragmatisk indstilling, også til
    kulturhistorien, en indstilling, der relativiserer enhver
    absolutisme og i det mindste som et selvfølgeligt udgangspunkt
    sætter akademikeren ud over sit eget lille selvtilfredse
    kulturafsnits patroniserende sarkasme.

    Det er således nærværende artikels ærinde i store træk at opridse,
    hvorfor en sådan pragmatisme ikke blot repræsenterer akademisk
    soberhed, men tillige er alt andet end videnskabeligt uplausibel.

    Paradigmer og paradigmeskift

    En gang imellem revolutioneres selve fundamentet for de
    begrebsrammer, ved hvilke hele samfund og kulturer bevidst og
    ubevidst konciperer og strukturerer deres verdensbillede.

    Det, der var godt og rigtigt i Θt århundrede, kan efter sådanne
    forandringer for så vidt være ondt og forkert i det næste. Hvad
    der f.eks. var religiøs norm og civiliseret opførsel i antikken,
    betragtedes ikke sjældent som hedensk perversitet og simpelt
    barbari i middelalderen; hvad der i Θn periode repræsenterer
    indlysende tro og livsbekræftende dyd, kan for den næste udmærket
    signalere primitiv overtro og verdensforsagende død.

    Sådan har verden kendt en del store systemskift, med hvem ikke
    blot den politiske verdenshistorie skiftede kurs, men med hvem
    mere eller mindre al grundlæggende religion, filosofi, videnskab
    og konvention forandredes i så vid udstrækning, at hele den måde,
    hvorpå verden som sådan er blevet oplevet, næppe kan siges at have
    været den samme derefter.

    Man behøver blot betænke rækkevidden af f.eks. Buddhas, Kristi og
    Muhammeds virke, eller implikationerne af de begrebsrammer, som
    gennem filosofskolerne i antikken, kirkefædrene i middelalderen og
    reformatorerne i oplysningstiden trængte ud og satte deres
    uudslettelige præg på det meste af verden.

    Efter reformationerne er der ikke indtruffet de store religiøse
    paradigmeskift, og ikke mindst på vore breddegrader er religionen
    nærmest stille og roligt løbet ud som et træt vækkeur, som selv
    ikke Kierkegaard formåede at trække op. Intet varer da heller
    evigt, og i dag er det således ikke længere den gamle teologi, men
    primært den unge naturvidenskab, som står fadder til det aktuelle
    verdensbillede.

    I det 17. århundrede gjorde denne endnu forkætrede disciplin det
    definitivt af med den del af skolastikken, som ikke renæssancen
    allerede havde udryddet. Ikke mindst de tre ╗kopernikanere½
    Galilei, Descartes og Newton forandrede naturvidenskab og filosofi
    så fundamentalt, at der vendtes fuldstændig op og ned på såvel den
    naturvidenskabelige som den filosofiske begrebsramme i
    århundrederne, der fulgte.

    Det paradigme, som her indvarsledes, afløste de af kirken
    kanoniserede videnskabelige autoriteter, Ptolemæus og Aristoteles.
    Alligevel kalder vi dette ╗nye½ materialistiske paradigme for den
    klassiske naturvidenskab, for heller ikke i naturvidenskaben
    regerer kongerne til evig tid.

    Hvor Ptolemæus og Aristoteles takket være en stærk kirke fik et
    par årtusinder på tronen û underordnet Bibelen, naturligvis û
    måtte Galilei og Newton lade sig nøje med to-tre århundreder, før
    ikke mindst Einstein og Bohr så iværksatte et nyt og måske i
    virkeligheden endnu mere fundamentalt paradigmeskifte.

    Efter relativitetsteorien og kvantemekanikkens fremkomst i
    begyndelsen af det 20. århundrede, er der således atter flyttet om
    på verdensbilledets hjørnestene.

    Spørgsmålet er da, om det er andet og mere end verdensbilledet,
    der flyttes om på? Om ikke alene forklaring og teori, men tillige
    konkret erfaring og empiri er foranderlig?

    Det klassiske naturvidenskabelige paradigme måtte utvetydigt svare
    nej til et sådant spørgsmål. Det moderne, derimod, kan ikke
    entydigt afvise et ja!

    Den metafysiske objektivitets endeligt

    Da Einstein demonstrerede, at indføringen af ╗eines 'Lichtåters'
    wird sich insofern als ⁿberflⁿssig erweisen½, fik den klassiske
    naturvidenskab sit første afgørende skud for boven, og i løbet af
    en relativt kort periode forsvandt ikke alene æteren, men desuden
    forandredes grundlæggende størrelser som tid og rum, atom og
    univers, og fundamentale begreber som kausalitet, objektivitet og
    samtidighed fik afgørende nye betydninger.

    Endvidere afviste den specielle relativitetsteori i 1905 f.eks.
    masse, længde, position og hastighed som absolutte størrelser, der
    nu i stedet viste sig at være relative til iagttagerens
    referencesystem. I slutningen af 20erne sattes situationen så
    yderligere på spidsen af Bohr og Heisenbergs kvantemekanik, i
    kraft af hvilken disse egenskaber tillige måtte betragtes som
    relative til iagttagelsesmetoden, og hvad endnu mere spektakulært
    var, endog var betingede af, at de blev iagttaget!

    Einstein hævdede imidlertid, at dette var at gå alt for langt, og
    nægtede til det sidste at give afkald på eksistensen af en
    iagttagelsesuafhængig verden.

    I årtier var diskussionen rent teoretisk, men i 1982 anstillede
    Alain Aspect så sit historiske forsøg, der som bekendt afgjorde
    disputten indiskutabelt til Bohrs fordel û som N. D. Mermin
    bemærker, ophørte kvantemekanikkens grundlag û i modsætning til
    Einsteins kritik heraf û dermed at være metafysisk: ╗Thirty years
    after Einstein's challenge, a fact û not a metaphysical doctrine û
    was provided to refute him.½

    Interaktionen iagttageren og det iagttagne imellem har vist sig
    uundgåelig og har dermed definitivt elimineret objektiviteten, i
    den traditionelle forstand, hvor denne implicerer en fra
    iagttagelsen uafhængig virkelighed. Således karakteriserer
    Heisenberg slet og ret det klassiske paradigme, til forskel fra
    det moderne som den idealisering, ╗à bei der wir ⁿber die Welt als
    etwas von uns selbst v÷llig Unabhångiges sprechen½.

    Denne interaktion er endvidere så fundamental, at det er umuligt
    at opretholde forestillingen om, at noget som helst fænomen skulle
    kunne eksistere i en eller anden uiagttaget, upåvirket tilstand,
    eftersom interaktionen, som Bohr bemærker, udgør en ╗integrerende
    del af fænomerne½ (min kursiv).

    I dag er dette naturligvis en videnskabeligt såre veldokumenteret
    tankegang, men i 30erne var det stadig væk en særdeles uvant
    tankegang selv for den videnskabelige verden, domineret, som den
    på det tidspunkt var, af den klassiske materialisme. En
    materialisme, som for Heisenberg måske udgjorde selve kernen i
    modstanden mod kvanteteorien: ╗Es k÷nnte sein, da▀ man sich
    leichter an den quantentheoretischen Wirklichkeitsbegriff gew÷hnen
    kann, wenn man nicht durch die naive materialistische Denkweise
    hindurchgegangen ist, die noch in den ersten Jahrzehnten dieses
    Jahrhunderts in Europa vorherrschend war.½

    Og mon ikke det er resterne af denne objektivistiske
    naivmaterialisme, som her, halvfjerds år senere stadig hjemsøger
    visse ╗forskere½ på humaniora, der hverken har hørt om Heisenberg
    eller Aspect?

    Iagttagelsesafhængigheden er afgørende for et af kvantefysikkens
    ufravigelige fundamenter, Heisenbergs ubestemthedsprincip. F.eks.
    kan en partikels position og impuls ikke begge måles nøjagtigt
    samtidig; iagttagelsen af en nøjagtigt lokaliseret partikel
    medfører, at denne dermed er definitivt afskåret fra at appliceres
    en nøjagtig impuls; fastlæggelsen af en nøjagtig impuls betyder
    imidlertid tilsvarende, at partiklens position er ukonkretiserbar
    û ╗den½ er mange steder, eller som Hawking udtrykker det, den er
    ╗smeared out½.

    Einsteins objektive, iagttageruafhængige verden er ganske enkelt
    tilbagevist, hvor romantisk han end fik den til at lyde: ╗Out
    yonder there was this huge world, which exists independently of us
    human beings and which stands before us like a great, eternal
    riddle, at least partially accessible to our inspection.½

    Ingen metafysisk objektivitet out yonder there kan længere
    opretholdes, eftersom det er blevet eksperimentelt verificeret, at
    fænomenerne, som vi iagttager dem, netop ikke er disse fænomener
    uden iagttagelsen.

    Men hvad er ╗de½ så?

    Tendens til væren

    I den moderne fysik er et fænomen principielt udefinerbart, før
    det iagttages, dets ontologiske status kan højst karakteriseres
    som potentiel.

    Eksempelvis kan vi eksperimentelt konstatere, at en foton givet Θn
    iagttagelsessituation må konciperes som en bølge, givet en anden
    som en partikel. Det er slet og ret meningsløst at spørge, hvad
    fotonen egentlig er, for den er hverken-eller, før den registreres
    af en iagttager û den ikke engang ╗er½, den er ╗Tendenz zum Sein½,
    som Heisenberg udtrykker det.

    Men fotonens beskrivelse som henholdsvis bølge og partikel er
    selvsagt hinanden gensidigt udelukkende, den kan ikke være begge
    dele, og dog er den heller ikke udtømmende beskrevet som Θn af
    delene.

    Det var dette paradoks, som Bohr søgte løst ved
    ╗komplementaritetsprincippet½. Definitons- og
    iagttagelsesmulighederne må vejes imod hinanden; ╗samme½ fænomens
    partikel- og bølgenatur er i modstrid med hinanden, om vi med det
    klassiske paradigme anskuer fotonen uafhængigt af
    iagttagelsessituationen, men ikke, om vi med Bohr sluger den
    løsning, at bølge- og partikelnaturen repræsenterer komplementære,
    gensidigt supplerende beskrivelser afhængige af gensidigt
    udelukkende iagttagelsessituationer.

    Begge beskrivelser er lige nødvendige for en fuld forståelse af
    fænomenet, om end de ikke kan appliceres fænomenet samtidig:
    ╗Inden for den klassiske fysiks rækkevidde kan alle
    karakteristiske egenskaber ved et givet objekt i princippet
    bestemmes ved hjælp af en enkelt forsøgsopstilling, skønt
    forskellige opstillinger ofte i praksis er bekvemme ved studiet af
    fænomenernes forskellige sider. De således vundne oplysninger
    supplerer hinanden på simpel måde og kan sammensættes til et
    modsigelsesfrit billede af undersøgelsesobjektets opførsel. I
    kvantefysikken derimod udviser de oplysninger om atomare objekter,
    der indhentes ved hjælp af forskellige forsøgsopstillinger, et
    nyt, komplementært forhold til hinanden. Man må gøre sig klart, at
    sådanne oplysninger, som synes modsigende, hvis de forsøges
    sammensat til et enkelt billede, udtømmer al tænkelig viden om
    objektet. Langt fra at begrænse vore bestræbelser på at stille
    spørgsmål til naturen i form af eksperimenter, karakteriserer
    begrebet komplementaritet simpelthen de svar, vi kan modtage
    gennem sådanne undersøgelser, så snart vekselvirkningen mellem
    måleinstrumenterne og objekterne udgør en uadskillelig del af
    fænomenerne.½

    Iagttagelsessituationen er ontologisk uadskillelig fra det
    iagttagne fænomen, og det så fundamentalt, at f.eks. iagttagelsen
    af en foton endog determinerer fotonens fortid, dvs. definerer
    det, som vi kunne kalde dens før-iagttagede ╗tilstand½ såvel som
    dens før-iagttagede tilbagelagte ╗bane½.

    Det er sådanne paradokser, der udgør grundstenene i det moderne
    naturvidenskabelige verdensbillede; nutidige kvante-valg
    determinerer rent faktisk fortidige kvante-begivenheder
    retrospektivt, som John Wheeler bemærker i en analyse af det
    såkaldte delayed choice-eksperiment: ╗In this sense, we have a
    strange inversion of the normal order of time. We (à) have an
    unavoidable effect on what we have a right to say about the
    already past history of that photon. The dependence of what is
    observed upon the choice of experimental arrangement made Einstein
    unhappy. It conflicts with the view that the universe exists 'out
    there' independent of all acts of observation.½

    Det er altså lige så meningsløst at spørge, hvad fotonen var, som
    det er at spørge, hvad den er i sig selv, hvis vi dermed mener,
    hvad den var og er uafhængigt af iagttagelsen. Til beskrivelsen af
    denne ikke-iagttagede tilstand anvendes kun en matematisk
    konstruktion, den såkaldte bølgefunktion, der før iagttagelsen
    teoretisk inkorporerer sandsynligheden for fænomenets tilstand
    under iagttagelsen. Denne teoretiske ╗objektivitet½ karakteriserer
    Heisenberg som ╗à eine Welle in einem vieldimensionalen
    Konfigurationsraum, die man erst durch die Schr÷dingerschen
    Untersuchungen kennengelernt hatte, also um eine ziemlich
    abstrakte mathematische Gr÷▀e.½

    Denne ╗temmelig abstrakte matematiske størrelse½ har da heller
    ingen ontologisk værdi, den er naturligvis principielt
    uiagttagelig, i og med, at den kollapser lige præcis i dΘt
    øjeblik, hvor iagttagelsen foregår û den kan derved end ikke siges
    at være.

    Det er altså stadig væk utvetydigt iagttagelsen, der
    konceptualiserer fænomenet som et fænomen, eller som Wheeler
    udtrykker det: ╗until the act of detection the phenomenon-to-be is
    not yet a phenomenon.½

    Der findes intet objektivt i sig selv værende, højst en hypotetisk
    tendens til væren û kun iagttagelsen virkeliggør væren.

    Nervesystemet som virkelighedsgenerator

    Fysikken har sat mennesket qua iagttager i begivenhedernes
    centrum, og vi skal derfor se lidt nærmere på, hvordan en anden
    videnskab, neurologien, fra sin egen side belyser lige netop dette
    forhold, iagttager og det iagttagne imellem.

    I Principles of Neural Science skriver Irving Kupfermann: ╗We do
    not perceive the world precisely as it is but rather as a modified
    version that is altered on the basis of experience as well as the
    principles and limits of our perceptual analysis system.½

    Ganske uekspliciteret får vi her igen det filosofisk set
    utilfredsstillende dobbeltbogholderi: Verden, som vi perciperer
    den, og (en metafysisk) verden, som den virkelig er ( û out
    there).

    I faglitteraturen får problemet imidlertid ofte lov til at passere
    ganske ubemærket, f.eks. i Christopher C. Widnell & K. H.
    Pfenningers (ed.) Essential Cell Biology: ╗Features of the
    environment (à) is converted to an electrical signal by the
    receptor cell½, og i Arthur C. Guytons Textbook of Medical
    Physiology, der skelner mellem ╗ydre½ fænomen og nervesystemets
    ╗indre½ information (nerveimpuls): ╗The term information, as it
    applies to the nervous system, means a variety of different
    things, such as knowledge, facts, quantitative values, intensity
    of pain, intensity of light, temperature, and any other aspect of
    the body or its immediate surroundings that has meaning. (à)
    However, information cannot be transmitted in its original form
    but only in the form of action potentials, also called nerve
    impulses. Thus, a part of the body that is subjected to pain must
    first convert this information into nerve impulses; specific areas
    of the brain convert abstract thoughts also into nerve impulses
    that are then transmitted either elsewhere in the brain or into
    peripheral nerves to motor effectors throughout the body.½

    Der er simpelt hen intet tilbage af den oprindelige stimulus,
    efter nervesystemet har ╗konverteret½ og viderebragt den. Den
    ╗ydre½ stimulus (det før-iagttagede ╗fænomen½), der omdannes i
    receptorcellen til nerveimpulser og overføres i disses
    forbindelsesled til sekundære celler, og som via deres axoner
    transporteres over utallige mellemstationer, f.eks. mod sensoriske
    dele af cortex, er simpelt hen undergået så mange ratificeringer i
    subcortikale strukturer, at den oprindelige impuls er fuldstændig
    uigenkendelig, når den endelig når frem som dΘt fænomen, vi
    oplever som fænomen.

    Med andre ord, vor perception fungerer ikke som et passivt
    registrerende kamera, som Kandel understreger i Principles of
    Neural Science: ╗It [the visual system] does not simply record
    images passively, like a camera. Instead, the visual system
    transforms transient light stimuli on the retina into mental
    constructs of a stable three-dimensional world.½

    Kupfermanns modified version af verden, Widnell & Pfenningers
    converted features, Guytons unoriginal form og Kandels
    transformation er blot en ny version af de ╗to½ verdener, det
    før-iagttagede out there og iagttagelsens in here.

    Filosofisk betragtet er dette før-sansede ╗potentiale½ i familie
    med Aristoteles' substans og ikke mindst Kants Ding an sich.

    Men et sådant principielt uverificerbart X, der skulle kunne
    afficere vort sanseapparat på den ene eller anden måde er af
    indlysende årsager helt igennem en redundans. Hvis den eneste
    verden, vi alligevel nogen sinde bliver i stand til at iagttage,
    netop er den verden, som nervesystemet og hjernen konstruerer
    under iagttagelsen, er antagelsen af noget andet, an sich
    unægtelig ganske overflødig û i hvert fald som ╗objektivitet½.

    Og selv om man for sin død ikke vil slippe denne metafysiske
    objektivitet, er det under alle omstændigheder stadig væk
    uundgåeligt, at den sanseverden, som mennesket oplever, først
    konceptualiseres i kraft af menneskets iagttagelse.

    ╗Hvordan kan hjernen være i hovedet, når hovedet er i hjernen?½

    Men hvis nu hjernen faktisk konstruerer virkeligheden, hvordan kan
    den så selv være en del af denne virkelighed?

    Smythies formulerer paradokset enigmatisk, men rammende i The
    Temporal Lobes and the Limbic System: ╗'Where in the world of my
    direct experience is located my physical brain?'. Most people
    would instinctively locate it in the head of the experienced body,
    that is the head of phenomenological body image. But, of course,
    this is quite wrong, as the head of the somatic sensory field is
    itself in the brain. So how can the brain be in the 'head' when
    the 'head' is in the brain?½

    For at finde en løsning herpå, skal vi vende tilbage til fysikken.

    Er fotonen bølge eller partikel? Det kommer an på
    iagttagelsessituationen; somme tider er den mest adækvate
    beskrivelse, den mest hensigtsmæssige model, at den er en bølge,
    somme tider, at den er en partikel. Vi kan ikke komme det tættere
    end den model, med hvilken vi konciperer fænomenet, og modellen
    kan ikke blive mere sand, end at den er sand, i lige præcis den
    udstrækning, som denne model er hensigtsmæssig û i den
    udstrækning, at den virker.

    ╗à a scientific theory is just a mathematical model we make to
    describe our observations: it exists only in our minds. So it is
    meaningless to ask: Which is real (à) It is simply a matter of
    which is the more useful description,½ bemærker Hawking.

    Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt fotonen virkelig er en
    bølge, dΘt spørgsmål er ganske meningsløst, eftersom fænomenet
    alligevel definerers af iagttagelsessituationen og den eller de
    modeller, vi applicerer på det.

    Det er et spørgsmål om the more useful description, ikke fordi vi
    ikke kan komme tættere på den ╗virkelige virkelighed½, men fordi
    der ikke er anden virkelighed end den, modellen in our minds
    sætter os i stand til at reagere på.

    Det er altså umuligt at kræve nogen traditionel korrespondens,
    teori og teori-uafhængig virkelighed imellem û der gives ingen
    teori-uafhængig virkelighed, understreger Hawking: ╗A theory is a
    good theory if it is an elegant model, if it describes a wide
    class of observations, and if it predicts the results of new
    observations. Beyond that, it makes no sense to ask if it
    corresponds to reality, because we do not know what reality is
    independent of a theory.½

    Enhver model er en vekselvirkning imellem dΘt, vi kalder
    iagttageren, og dΘt, vi kalder det iagttagne û og dermed er den
    cartesiske objektivisme ifølge Heisenberg sat af: ╗Die
    Naturwissenschaft beschreibt und erklårt die Natur nicht einfach,
    so wie sie 'an sich' ist. Sie ist vielmehr ein Teil des
    Wechselspiels zwischen der Natur und uns selbst. Sie beschreibt
    die Natur, die unserer Fragestellung und unseren Methoden
    ausgesetzt ist. An diese M÷glichkeit konnte Descartes noch nicht
    denken, aber dadurch wird eine scharfe Trennung zwischen der Welt
    und dem Ich unm÷glich.½

    Situationen er med andre ord den for naturvidenskaben radikale, at
    en modeluafhængig forestilling om virkeligheden som sådan er
    umulig; hver gang vi beskriver virkeligheden, sker det på baggrund
    af eksplicitte eller implicitte modeller.

    Til tider er vi endog nødt til at benytte gensidigt modstridende
    modeller, om vi ønsker en udtømmende forklaring på et sagsforhold,
    eftersom begge modeller netop kan verificeres (om end i
    forskellige situationer) û de er komplementære.

    Der er da også allerede eksempler på sådanne legitime model-skift
    inden for neurobiologien. F.eks. konkluderer Maturana og Varela,
    at de to ekstremer i forbindelse med forklaringen af
    nervesystemets virkemåde û forestillingen om et ╗indre½
    nervesystem, der reagerer på en ╗ydre½ verden, samt hævdelsen af,
    at nervesystemet er en sluttet helhed, for hvilken noget ╗ydre½ er
    irrelevant û faktisk begge isoleret set er hensigtsmæssige, og
    selv om de kontrasterer hinanden, er de begge nødvendige for en
    fuldstændig forståelse.

    ╗As observers we can see a unity in different domains, depending
    on the distinctions we make. Thus, on the one hand, we can
    consider a system in that domain where its components operate, in
    the domain of its internal states and its structural changes. Thus
    considered, for the internal dynamics of the system, the
    environment does not exist; it is irrelevant. On the other hand,
    we can consider a unity that also interacts with its environment
    and describes its history of interactions with it. From this
    perspective in which the observer can establish relations between
    certain features of the environment and the behavior of the unity,
    the internal dynamics of that unity are irrelevant. Neither of
    these two possible descriptions is a problem per se: both are
    necessary to complete our understanding of a unity.½

    Der er intet anvendeligt alternativ til konklusionen, at det for
    visse problematikker er hensigtsmæssigt at betragte nervesystemet
    som et selvstændigt, lukket system, hvor sondringen in- og output
    imellem er meningsløs; og at det i andre situationer giver
    udmærket mening at anvende en model, der anskuer sammenhængen
    iagttager og det iagttagne imellem som et forhold, hvor
    sanse-input ╗transformeres½ af nervesystemet til de elektrokemiske
    output, som vi siden oplever som verden.

    Men er nervesystemet og hjernen så i virkeligheden en
    virkeligheds-projektor eller et virkeligheds-lærred? Er fotonen i
    virkeligheden en bølge eller en partikel? Svaret er ja og nej.
    Modellerne er komplementære.

    Og så er vi tilbage ved afsnittets kerneproblem: ╗how can the
    brain be in the 'head' when the 'head' is in the brain?½, og
    Smythies ser da heller ingen anden udvej end netop at ty til
    komplementariteten û om end modvilligt: ╗I believe that, (à) there
    is only one even remotely possible current theory of mind-brain
    relation and that is Niels Bohr's complementarity theory. In a
    famous speech in 1932 he suggested that the mind/brain relation
    might be similar to the particle/wave complementarity of the
    electron i quantum mechanics. (à) Thus one entity, the mind/brain,
    could present one set of properties when observed by a
    neurosurgeon and a different set of properties when observed by
    itself.½

    Ontologisk relativisme

    Komplementaritetsprincippet er ikke alene uomgængeligt, det har
    tillige den velkomne bi-effekt, at det skaffer os af med den
    sidste rest af metafysikken û det klippefaste an sich, den
    iagttageruafhængige objektivitet out there.

    Ikke fordi metafysikken ikke kan præstere udmærkede modeller, og
    ikke fordi Ding an sich ikke kan være en anvendelig model, men
    fordi den som implicit eller eksplicit udgangspunkt er en
    misvisende redundans, og fordi al neurologi og fysik i sidste ende
    baserer sig på den eksperimentelt verificerbare kendsgerning, at
    den menneskelige iagttagelse konciperer iagttagelsesverdenen.

    Dette betyder hverken, at virkelighed eller videnskab dermed
    bliver rent subjektiv, det betyder blot, at objektivitet nu må
    defineres anderledes, end det var tilfældet for den klassiske
    naturvidenskab. ╗Beskrivelsen af atomare fænomener har i disse
    henseender en fuldstændig objektiv karakter i den forstand, at den
    ikke rummer nogen eksplicit henvisning til en individuel
    iagttager½, skriver Bohr (min kursiv).

    Mennesket er ikke blevet en skaber, om vi med ╗skaber½ mener Θn,
    der frit vælger og fremstiller sin virkelighed. Men at der ikke er
    nogen virkelighed dΘr, hvor der ikke er en eller flere iagttagere
    til at koncipere en sådan, og at den virkelighed, som konciperes,
    er afhængig af iagttagelsessituationen, er ubetvivleligt.
    Menneskets iagttagelse er ikke en passivt registrerende, men
    aktivt konstruerende.

    Dermed har vi selvfølgelig ikke advokeret, at anything goes, blot
    antydet, at den begrebsramme (teorier, paradigmer, normer, sprog
    etc.), på baggrund af hvilken en iagttagelse foregår, strukturerer
    den grundlæggende oplevelse af virkeligheden.

    Vi indledte med at spørge, om det, hvor begrebsrammen forandrer
    sig, ikke alene er forklaring og teori, men tillige konkret
    erfaring og empiri, der forandrer sig? Og vi kan således
    rekapitulere svaret: Det klassiske naturvidenskabelige paradigme
    måtte entydigt svare nej til et sådant spørgsmål û det moderne,
    derimod, kan ikke entydigt afvise et ja!

    Vi kan nemlig ikke længere med hjemmel i hverken videnskab eller
    erkendelsesteori afvise, at virkeligheden ikke i detalje behøver
    være den samme for alle mennesker. At vi så kan konstatere, at vi
    uden videre besvær kan enes med vore medmennesker om overvældende
    mange fællestræk ved virkeligheden, vidner blot om, at det
    neurobiologisk funderede menneskelige perceptionsapparat i vid
    udstrækning stemmer ganske godt overens fra individ til individ.
    Men hvor denne overensstemmelse ikke er til stede, skal vi altså
    være yderst forsigtige med at dømme et andet menneskes virkelighed
    uvirkelig, ganske som vi skal være det med at dømme dets sandhed
    usand.

    Hvor kultur, sprog og konvention kun afviger overfladisk, er der
    næppe heller den store afvigelse i den måde, hvorpå den enkelte
    oplever, dvs. konceptualiserer sanseverdenen, men der er på den
    anden side heller ingen grund til at betvivle, at i samme
    udstrækning disse faktorer afviger individer imellem, vil også
    selve den virkelighed, som de hver især er omgivet af, afvige.

    Et så pragmatisk virkelighedsbegreb kan måske forekomme den, der
    bevidst eller ubevidst har abonneret på den klippefaste
    objektivitet, en kende uvant, men givet udviklingen især i
    neurobiologien og fysikken er det under ingen omstændigheder et
    uplausibelt standpunkt.

    Tilsvarende er der derfor heller ikke længere den fjerneste grund
    til at afvise en ontologisk relativisme som i det mindste
    tentativt grundlag for kulturhistoriske studier af enhver art. En
    pragmatisk imødekommende tilgang til andre kulturers begrebsramme
    og virkelighed fremfor en objektivt afvisende er slet og ret den
    videnskabeligt set eneste velovervejede tilgang.

                                                Rune Engelbreth Larsen
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97