[Image][Faklen]
Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996
PRAGMATISME
Når professor ved klassisk arkæologi, Niels Hannestad under et
offentligt foredrag uden for talerlisten råbende sviner en
studerende til, er det ifølge lektor ved religionsvidenskab, Per
Bilde ╗private bemærkninger½, men når en studerende inden for
talerlisten beklager foredragsholderens intolerance, så er det
ifølge samme lektor ╗uakademisk opførsel½, der legitimerer trusler
om udelukkelse fra kommende arrangementer. Bag det alt sammen står
et slagsmål om virkelighedsopfattelse ...
Center for Antikstudier på ┼rhus Universitet stod i begyndelsen af
maj som arrangør af fire religionsvidenskabelige
gæsteforelæsninger af den internationalt anerkendte professor
Walter Burkert.
Den særdeles lærde og ellers sædvanligvis lige så saglige Burkert
lagde i sin første optræden en højst uventet sarkasme for dagen og
ironiserede nedladende over de religiøse teknikker, der var
genstand for hans forelæsning. Fremstillingens patroniserende tone
blev imidlertid lige så uventet fuldt ud accepteret og applauderet
af flere af de forsamlede professorer og lektorer, hvis
efterfølgende indlæg formelig excellerede i rosende superlativer.
Til gengæld udtrykte nogle studerende så deres uforbeholdne
beklagelse over de ikke mindst religionsvidenskabeligt meget
ufrugtbare implikationer af en indstilling af et sådant
kulturchauvinistisk tilsnit.
Det synes da også indlysende, at om ikke man uden hovedrystende
fnis evner at fremlægge sin forsknings genstandsområde, det være
sig nok så fremmedartet og vanskeligt rationaliserbar adfærd, som
religionshistorien udgør så righoldigt et katalog over, er det som
tilhører svært ikke at stille sig såre skeptisk an over for den
problematiske forskningsmentalitet, en sådan fremstilling
repræsenterer.
Kritikken afstedkom imidlertid højlydt hån og støn fra flere af de
århusianske ╗forskere½, der ikke tjener det akademiske miljø til
ære; men ikke desto mindre var det de studerende, som ordfører,
lektor Per Bilde efterfølgende anklagede for ╗uakademisk
opførsel½.
Derimod var det åbenbart ikke ╗uakademisk opførsel½, at lektor fra
teologi, Ole Davidsen afbrød et indlæg med ╗shut up!½; ej heller
var det ╗uakademisk opførsel½, at kolerikeren, professor Niels
Hannestad kom med insipide tilråb som ╗luk munden!½ og ╗din
stupide idiot!½. Nej, ifølge ordføreren er den slags skam bare
╗private bemærkninger½, ligesom Per Bilde tilsyneladende heller
ikke fandt det uforeneligt med akademisk etikette direkte at
censurere talerlisten. Til gengæld var det så utilgivelig
╗uakademisk opførsel½ at tillade sig at rejse tvivl ved selve det
grundlag, på hvilket forelæsningen hvilede!
God akademisk tæft er det så øjensynligt, når man ud fra sin egen
tids normer og personlige idiosynkrasier latterliggør rationaler
og konventioner, der hører en helt anden tids selvforståelse til,
hvis kulturelle parametre ellers af indlysende grunde ikke, som
det dog i det mindste turde stå enhver akademiker klart, er
umiddelbart sammenlignelige. En sådan umiskendelig tendens til
kulturchauvinistisk objektivisme, ifølge hvilken alle
begrebsrammer, der ikke er struktureret efter de samme standarder
som dem, forskeren personligt tager for givet i sin egen hverdag,
nødvendigvis er primitive, barbariske eller grinagtige, baserer
sig jo ellers i sidste ende på videnskabeligt ufunderede
antagelser.
I modsætning hertil er der mere end almindelig velovervejet grund
til i stedet at besinde sig på en pragmatisk indstilling, også til
kulturhistorien, en indstilling, der relativiserer enhver
absolutisme og i det mindste som et selvfølgeligt udgangspunkt
sætter akademikeren ud over sit eget lille selvtilfredse
kulturafsnits patroniserende sarkasme.
Det er således nærværende artikels ærinde i store træk at opridse,
hvorfor en sådan pragmatisme ikke blot repræsenterer akademisk
soberhed, men tillige er alt andet end videnskabeligt uplausibel.
Paradigmer og paradigmeskift
En gang imellem revolutioneres selve fundamentet for de
begrebsrammer, ved hvilke hele samfund og kulturer bevidst og
ubevidst konciperer og strukturerer deres verdensbillede.
Det, der var godt og rigtigt i Θt århundrede, kan efter sådanne
forandringer for så vidt være ondt og forkert i det næste. Hvad
der f.eks. var religiøs norm og civiliseret opførsel i antikken,
betragtedes ikke sjældent som hedensk perversitet og simpelt
barbari i middelalderen; hvad der i Θn periode repræsenterer
indlysende tro og livsbekræftende dyd, kan for den næste udmærket
signalere primitiv overtro og verdensforsagende død.
Sådan har verden kendt en del store systemskift, med hvem ikke
blot den politiske verdenshistorie skiftede kurs, men med hvem
mere eller mindre al grundlæggende religion, filosofi, videnskab
og konvention forandredes i så vid udstrækning, at hele den måde,
hvorpå verden som sådan er blevet oplevet, næppe kan siges at have
været den samme derefter.
Man behøver blot betænke rækkevidden af f.eks. Buddhas, Kristi og
Muhammeds virke, eller implikationerne af de begrebsrammer, som
gennem filosofskolerne i antikken, kirkefædrene i middelalderen og
reformatorerne i oplysningstiden trængte ud og satte deres
uudslettelige præg på det meste af verden.
Efter reformationerne er der ikke indtruffet de store religiøse
paradigmeskift, og ikke mindst på vore breddegrader er religionen
nærmest stille og roligt løbet ud som et træt vækkeur, som selv
ikke Kierkegaard formåede at trække op. Intet varer da heller
evigt, og i dag er det således ikke længere den gamle teologi, men
primært den unge naturvidenskab, som står fadder til det aktuelle
verdensbillede.
I det 17. århundrede gjorde denne endnu forkætrede disciplin det
definitivt af med den del af skolastikken, som ikke renæssancen
allerede havde udryddet. Ikke mindst de tre ╗kopernikanere½
Galilei, Descartes og Newton forandrede naturvidenskab og filosofi
så fundamentalt, at der vendtes fuldstændig op og ned på såvel den
naturvidenskabelige som den filosofiske begrebsramme i
århundrederne, der fulgte.
Det paradigme, som her indvarsledes, afløste de af kirken
kanoniserede videnskabelige autoriteter, Ptolemæus og Aristoteles.
Alligevel kalder vi dette ╗nye½ materialistiske paradigme for den
klassiske naturvidenskab, for heller ikke i naturvidenskaben
regerer kongerne til evig tid.
Hvor Ptolemæus og Aristoteles takket være en stærk kirke fik et
par årtusinder på tronen û underordnet Bibelen, naturligvis û
måtte Galilei og Newton lade sig nøje med to-tre århundreder, før
ikke mindst Einstein og Bohr så iværksatte et nyt og måske i
virkeligheden endnu mere fundamentalt paradigmeskifte.
Efter relativitetsteorien og kvantemekanikkens fremkomst i
begyndelsen af det 20. århundrede, er der således atter flyttet om
på verdensbilledets hjørnestene.
Spørgsmålet er da, om det er andet og mere end verdensbilledet,
der flyttes om på? Om ikke alene forklaring og teori, men tillige
konkret erfaring og empiri er foranderlig?
Det klassiske naturvidenskabelige paradigme måtte utvetydigt svare
nej til et sådant spørgsmål. Det moderne, derimod, kan ikke
entydigt afvise et ja!
Den metafysiske objektivitets endeligt
Da Einstein demonstrerede, at indføringen af ╗eines 'Lichtåters'
wird sich insofern als ⁿberflⁿssig erweisen½, fik den klassiske
naturvidenskab sit første afgørende skud for boven, og i løbet af
en relativt kort periode forsvandt ikke alene æteren, men desuden
forandredes grundlæggende størrelser som tid og rum, atom og
univers, og fundamentale begreber som kausalitet, objektivitet og
samtidighed fik afgørende nye betydninger.
Endvidere afviste den specielle relativitetsteori i 1905 f.eks.
masse, længde, position og hastighed som absolutte størrelser, der
nu i stedet viste sig at være relative til iagttagerens
referencesystem. I slutningen af 20erne sattes situationen så
yderligere på spidsen af Bohr og Heisenbergs kvantemekanik, i
kraft af hvilken disse egenskaber tillige måtte betragtes som
relative til iagttagelsesmetoden, og hvad endnu mere spektakulært
var, endog var betingede af, at de blev iagttaget!
Einstein hævdede imidlertid, at dette var at gå alt for langt, og
nægtede til det sidste at give afkald på eksistensen af en
iagttagelsesuafhængig verden.
I årtier var diskussionen rent teoretisk, men i 1982 anstillede
Alain Aspect så sit historiske forsøg, der som bekendt afgjorde
disputten indiskutabelt til Bohrs fordel û som N. D. Mermin
bemærker, ophørte kvantemekanikkens grundlag û i modsætning til
Einsteins kritik heraf û dermed at være metafysisk: ╗Thirty years
after Einstein's challenge, a fact û not a metaphysical doctrine û
was provided to refute him.½
Interaktionen iagttageren og det iagttagne imellem har vist sig
uundgåelig og har dermed definitivt elimineret objektiviteten, i
den traditionelle forstand, hvor denne implicerer en fra
iagttagelsen uafhængig virkelighed. Således karakteriserer
Heisenberg slet og ret det klassiske paradigme, til forskel fra
det moderne som den idealisering, ╗à bei der wir ⁿber die Welt als
etwas von uns selbst v÷llig Unabhångiges sprechen½.
Denne interaktion er endvidere så fundamental, at det er umuligt
at opretholde forestillingen om, at noget som helst fænomen skulle
kunne eksistere i en eller anden uiagttaget, upåvirket tilstand,
eftersom interaktionen, som Bohr bemærker, udgør en ╗integrerende
del af fænomerne½ (min kursiv).
I dag er dette naturligvis en videnskabeligt såre veldokumenteret
tankegang, men i 30erne var det stadig væk en særdeles uvant
tankegang selv for den videnskabelige verden, domineret, som den
på det tidspunkt var, af den klassiske materialisme. En
materialisme, som for Heisenberg måske udgjorde selve kernen i
modstanden mod kvanteteorien: ╗Es k÷nnte sein, da▀ man sich
leichter an den quantentheoretischen Wirklichkeitsbegriff gew÷hnen
kann, wenn man nicht durch die naive materialistische Denkweise
hindurchgegangen ist, die noch in den ersten Jahrzehnten dieses
Jahrhunderts in Europa vorherrschend war.½
Og mon ikke det er resterne af denne objektivistiske
naivmaterialisme, som her, halvfjerds år senere stadig hjemsøger
visse ╗forskere½ på humaniora, der hverken har hørt om Heisenberg
eller Aspect?
Iagttagelsesafhængigheden er afgørende for et af kvantefysikkens
ufravigelige fundamenter, Heisenbergs ubestemthedsprincip. F.eks.
kan en partikels position og impuls ikke begge måles nøjagtigt
samtidig; iagttagelsen af en nøjagtigt lokaliseret partikel
medfører, at denne dermed er definitivt afskåret fra at appliceres
en nøjagtig impuls; fastlæggelsen af en nøjagtig impuls betyder
imidlertid tilsvarende, at partiklens position er ukonkretiserbar
û ╗den½ er mange steder, eller som Hawking udtrykker det, den er
╗smeared out½.
Einsteins objektive, iagttageruafhængige verden er ganske enkelt
tilbagevist, hvor romantisk han end fik den til at lyde: ╗Out
yonder there was this huge world, which exists independently of us
human beings and which stands before us like a great, eternal
riddle, at least partially accessible to our inspection.½
Ingen metafysisk objektivitet out yonder there kan længere
opretholdes, eftersom det er blevet eksperimentelt verificeret, at
fænomenerne, som vi iagttager dem, netop ikke er disse fænomener
uden iagttagelsen.
Men hvad er ╗de½ så?
Tendens til væren
I den moderne fysik er et fænomen principielt udefinerbart, før
det iagttages, dets ontologiske status kan højst karakteriseres
som potentiel.
Eksempelvis kan vi eksperimentelt konstatere, at en foton givet Θn
iagttagelsessituation må konciperes som en bølge, givet en anden
som en partikel. Det er slet og ret meningsløst at spørge, hvad
fotonen egentlig er, for den er hverken-eller, før den registreres
af en iagttager û den ikke engang ╗er½, den er ╗Tendenz zum Sein½,
som Heisenberg udtrykker det.
Men fotonens beskrivelse som henholdsvis bølge og partikel er
selvsagt hinanden gensidigt udelukkende, den kan ikke være begge
dele, og dog er den heller ikke udtømmende beskrevet som Θn af
delene.
Det var dette paradoks, som Bohr søgte løst ved
╗komplementaritetsprincippet½. Definitons- og
iagttagelsesmulighederne må vejes imod hinanden; ╗samme½ fænomens
partikel- og bølgenatur er i modstrid med hinanden, om vi med det
klassiske paradigme anskuer fotonen uafhængigt af
iagttagelsessituationen, men ikke, om vi med Bohr sluger den
løsning, at bølge- og partikelnaturen repræsenterer komplementære,
gensidigt supplerende beskrivelser afhængige af gensidigt
udelukkende iagttagelsessituationer.
Begge beskrivelser er lige nødvendige for en fuld forståelse af
fænomenet, om end de ikke kan appliceres fænomenet samtidig:
╗Inden for den klassiske fysiks rækkevidde kan alle
karakteristiske egenskaber ved et givet objekt i princippet
bestemmes ved hjælp af en enkelt forsøgsopstilling, skønt
forskellige opstillinger ofte i praksis er bekvemme ved studiet af
fænomenernes forskellige sider. De således vundne oplysninger
supplerer hinanden på simpel måde og kan sammensættes til et
modsigelsesfrit billede af undersøgelsesobjektets opførsel. I
kvantefysikken derimod udviser de oplysninger om atomare objekter,
der indhentes ved hjælp af forskellige forsøgsopstillinger, et
nyt, komplementært forhold til hinanden. Man må gøre sig klart, at
sådanne oplysninger, som synes modsigende, hvis de forsøges
sammensat til et enkelt billede, udtømmer al tænkelig viden om
objektet. Langt fra at begrænse vore bestræbelser på at stille
spørgsmål til naturen i form af eksperimenter, karakteriserer
begrebet komplementaritet simpelthen de svar, vi kan modtage
gennem sådanne undersøgelser, så snart vekselvirkningen mellem
måleinstrumenterne og objekterne udgør en uadskillelig del af
fænomenerne.½
Iagttagelsessituationen er ontologisk uadskillelig fra det
iagttagne fænomen, og det så fundamentalt, at f.eks. iagttagelsen
af en foton endog determinerer fotonens fortid, dvs. definerer
det, som vi kunne kalde dens før-iagttagede ╗tilstand½ såvel som
dens før-iagttagede tilbagelagte ╗bane½.
Det er sådanne paradokser, der udgør grundstenene i det moderne
naturvidenskabelige verdensbillede; nutidige kvante-valg
determinerer rent faktisk fortidige kvante-begivenheder
retrospektivt, som John Wheeler bemærker i en analyse af det
såkaldte delayed choice-eksperiment: ╗In this sense, we have a
strange inversion of the normal order of time. We (à) have an
unavoidable effect on what we have a right to say about the
already past history of that photon. The dependence of what is
observed upon the choice of experimental arrangement made Einstein
unhappy. It conflicts with the view that the universe exists 'out
there' independent of all acts of observation.½
Det er altså lige så meningsløst at spørge, hvad fotonen var, som
det er at spørge, hvad den er i sig selv, hvis vi dermed mener,
hvad den var og er uafhængigt af iagttagelsen. Til beskrivelsen af
denne ikke-iagttagede tilstand anvendes kun en matematisk
konstruktion, den såkaldte bølgefunktion, der før iagttagelsen
teoretisk inkorporerer sandsynligheden for fænomenets tilstand
under iagttagelsen. Denne teoretiske ╗objektivitet½ karakteriserer
Heisenberg som ╗à eine Welle in einem vieldimensionalen
Konfigurationsraum, die man erst durch die Schr÷dingerschen
Untersuchungen kennengelernt hatte, also um eine ziemlich
abstrakte mathematische Gr÷▀e.½
Denne ╗temmelig abstrakte matematiske størrelse½ har da heller
ingen ontologisk værdi, den er naturligvis principielt
uiagttagelig, i og med, at den kollapser lige præcis i dΘt
øjeblik, hvor iagttagelsen foregår û den kan derved end ikke siges
at være.
Det er altså stadig væk utvetydigt iagttagelsen, der
konceptualiserer fænomenet som et fænomen, eller som Wheeler
udtrykker det: ╗until the act of detection the phenomenon-to-be is
not yet a phenomenon.½
Der findes intet objektivt i sig selv værende, højst en hypotetisk
tendens til væren û kun iagttagelsen virkeliggør væren.
Nervesystemet som virkelighedsgenerator
Fysikken har sat mennesket qua iagttager i begivenhedernes
centrum, og vi skal derfor se lidt nærmere på, hvordan en anden
videnskab, neurologien, fra sin egen side belyser lige netop dette
forhold, iagttager og det iagttagne imellem.
I Principles of Neural Science skriver Irving Kupfermann: ╗We do
not perceive the world precisely as it is but rather as a modified
version that is altered on the basis of experience as well as the
principles and limits of our perceptual analysis system.½
Ganske uekspliciteret får vi her igen det filosofisk set
utilfredsstillende dobbeltbogholderi: Verden, som vi perciperer
den, og (en metafysisk) verden, som den virkelig er ( û out
there).
I faglitteraturen får problemet imidlertid ofte lov til at passere
ganske ubemærket, f.eks. i Christopher C. Widnell & K. H.
Pfenningers (ed.) Essential Cell Biology: ╗Features of the
environment (à) is converted to an electrical signal by the
receptor cell½, og i Arthur C. Guytons Textbook of Medical
Physiology, der skelner mellem ╗ydre½ fænomen og nervesystemets
╗indre½ information (nerveimpuls): ╗The term information, as it
applies to the nervous system, means a variety of different
things, such as knowledge, facts, quantitative values, intensity
of pain, intensity of light, temperature, and any other aspect of
the body or its immediate surroundings that has meaning. (à)
However, information cannot be transmitted in its original form
but only in the form of action potentials, also called nerve
impulses. Thus, a part of the body that is subjected to pain must
first convert this information into nerve impulses; specific areas
of the brain convert abstract thoughts also into nerve impulses
that are then transmitted either elsewhere in the brain or into
peripheral nerves to motor effectors throughout the body.½
Der er simpelt hen intet tilbage af den oprindelige stimulus,
efter nervesystemet har ╗konverteret½ og viderebragt den. Den
╗ydre½ stimulus (det før-iagttagede ╗fænomen½), der omdannes i
receptorcellen til nerveimpulser og overføres i disses
forbindelsesled til sekundære celler, og som via deres axoner
transporteres over utallige mellemstationer, f.eks. mod sensoriske
dele af cortex, er simpelt hen undergået så mange ratificeringer i
subcortikale strukturer, at den oprindelige impuls er fuldstændig
uigenkendelig, når den endelig når frem som dΘt fænomen, vi
oplever som fænomen.
Med andre ord, vor perception fungerer ikke som et passivt
registrerende kamera, som Kandel understreger i Principles of
Neural Science: ╗It [the visual system] does not simply record
images passively, like a camera. Instead, the visual system
transforms transient light stimuli on the retina into mental
constructs of a stable three-dimensional world.½
Kupfermanns modified version af verden, Widnell & Pfenningers
converted features, Guytons unoriginal form og Kandels
transformation er blot en ny version af de ╗to½ verdener, det
før-iagttagede out there og iagttagelsens in here.
Filosofisk betragtet er dette før-sansede ╗potentiale½ i familie
med Aristoteles' substans og ikke mindst Kants Ding an sich.
Men et sådant principielt uverificerbart X, der skulle kunne
afficere vort sanseapparat på den ene eller anden måde er af
indlysende årsager helt igennem en redundans. Hvis den eneste
verden, vi alligevel nogen sinde bliver i stand til at iagttage,
netop er den verden, som nervesystemet og hjernen konstruerer
under iagttagelsen, er antagelsen af noget andet, an sich
unægtelig ganske overflødig û i hvert fald som ╗objektivitet½.
Og selv om man for sin død ikke vil slippe denne metafysiske
objektivitet, er det under alle omstændigheder stadig væk
uundgåeligt, at den sanseverden, som mennesket oplever, først
konceptualiseres i kraft af menneskets iagttagelse.
╗Hvordan kan hjernen være i hovedet, når hovedet er i hjernen?½
Men hvis nu hjernen faktisk konstruerer virkeligheden, hvordan kan
den så selv være en del af denne virkelighed?
Smythies formulerer paradokset enigmatisk, men rammende i The
Temporal Lobes and the Limbic System: ╗'Where in the world of my
direct experience is located my physical brain?'. Most people
would instinctively locate it in the head of the experienced body,
that is the head of phenomenological body image. But, of course,
this is quite wrong, as the head of the somatic sensory field is
itself in the brain. So how can the brain be in the 'head' when
the 'head' is in the brain?½
For at finde en løsning herpå, skal vi vende tilbage til fysikken.
Er fotonen bølge eller partikel? Det kommer an på
iagttagelsessituationen; somme tider er den mest adækvate
beskrivelse, den mest hensigtsmæssige model, at den er en bølge,
somme tider, at den er en partikel. Vi kan ikke komme det tættere
end den model, med hvilken vi konciperer fænomenet, og modellen
kan ikke blive mere sand, end at den er sand, i lige præcis den
udstrækning, som denne model er hensigtsmæssig û i den
udstrækning, at den virker.
╗à a scientific theory is just a mathematical model we make to
describe our observations: it exists only in our minds. So it is
meaningless to ask: Which is real (à) It is simply a matter of
which is the more useful description,½ bemærker Hawking.
Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt fotonen virkelig er en
bølge, dΘt spørgsmål er ganske meningsløst, eftersom fænomenet
alligevel definerers af iagttagelsessituationen og den eller de
modeller, vi applicerer på det.
Det er et spørgsmål om the more useful description, ikke fordi vi
ikke kan komme tættere på den ╗virkelige virkelighed½, men fordi
der ikke er anden virkelighed end den, modellen in our minds
sætter os i stand til at reagere på.
Det er altså umuligt at kræve nogen traditionel korrespondens,
teori og teori-uafhængig virkelighed imellem û der gives ingen
teori-uafhængig virkelighed, understreger Hawking: ╗A theory is a
good theory if it is an elegant model, if it describes a wide
class of observations, and if it predicts the results of new
observations. Beyond that, it makes no sense to ask if it
corresponds to reality, because we do not know what reality is
independent of a theory.½
Enhver model er en vekselvirkning imellem dΘt, vi kalder
iagttageren, og dΘt, vi kalder det iagttagne û og dermed er den
cartesiske objektivisme ifølge Heisenberg sat af: ╗Die
Naturwissenschaft beschreibt und erklårt die Natur nicht einfach,
so wie sie 'an sich' ist. Sie ist vielmehr ein Teil des
Wechselspiels zwischen der Natur und uns selbst. Sie beschreibt
die Natur, die unserer Fragestellung und unseren Methoden
ausgesetzt ist. An diese M÷glichkeit konnte Descartes noch nicht
denken, aber dadurch wird eine scharfe Trennung zwischen der Welt
und dem Ich unm÷glich.½
Situationen er med andre ord den for naturvidenskaben radikale, at
en modeluafhængig forestilling om virkeligheden som sådan er
umulig; hver gang vi beskriver virkeligheden, sker det på baggrund
af eksplicitte eller implicitte modeller.
Til tider er vi endog nødt til at benytte gensidigt modstridende
modeller, om vi ønsker en udtømmende forklaring på et sagsforhold,
eftersom begge modeller netop kan verificeres (om end i
forskellige situationer) û de er komplementære.
Der er da også allerede eksempler på sådanne legitime model-skift
inden for neurobiologien. F.eks. konkluderer Maturana og Varela,
at de to ekstremer i forbindelse med forklaringen af
nervesystemets virkemåde û forestillingen om et ╗indre½
nervesystem, der reagerer på en ╗ydre½ verden, samt hævdelsen af,
at nervesystemet er en sluttet helhed, for hvilken noget ╗ydre½ er
irrelevant û faktisk begge isoleret set er hensigtsmæssige, og
selv om de kontrasterer hinanden, er de begge nødvendige for en
fuldstændig forståelse.
╗As observers we can see a unity in different domains, depending
on the distinctions we make. Thus, on the one hand, we can
consider a system in that domain where its components operate, in
the domain of its internal states and its structural changes. Thus
considered, for the internal dynamics of the system, the
environment does not exist; it is irrelevant. On the other hand,
we can consider a unity that also interacts with its environment
and describes its history of interactions with it. From this
perspective in which the observer can establish relations between
certain features of the environment and the behavior of the unity,
the internal dynamics of that unity are irrelevant. Neither of
these two possible descriptions is a problem per se: both are
necessary to complete our understanding of a unity.½
Der er intet anvendeligt alternativ til konklusionen, at det for
visse problematikker er hensigtsmæssigt at betragte nervesystemet
som et selvstændigt, lukket system, hvor sondringen in- og output
imellem er meningsløs; og at det i andre situationer giver
udmærket mening at anvende en model, der anskuer sammenhængen
iagttager og det iagttagne imellem som et forhold, hvor
sanse-input ╗transformeres½ af nervesystemet til de elektrokemiske
output, som vi siden oplever som verden.
Men er nervesystemet og hjernen så i virkeligheden en
virkeligheds-projektor eller et virkeligheds-lærred? Er fotonen i
virkeligheden en bølge eller en partikel? Svaret er ja og nej.
Modellerne er komplementære.
Og så er vi tilbage ved afsnittets kerneproblem: ╗how can the
brain be in the 'head' when the 'head' is in the brain?½, og
Smythies ser da heller ingen anden udvej end netop at ty til
komplementariteten û om end modvilligt: ╗I believe that, (à) there
is only one even remotely possible current theory of mind-brain
relation and that is Niels Bohr's complementarity theory. In a
famous speech in 1932 he suggested that the mind/brain relation
might be similar to the particle/wave complementarity of the
electron i quantum mechanics. (à) Thus one entity, the mind/brain,
could present one set of properties when observed by a
neurosurgeon and a different set of properties when observed by
itself.½
Ontologisk relativisme
Komplementaritetsprincippet er ikke alene uomgængeligt, det har
tillige den velkomne bi-effekt, at det skaffer os af med den
sidste rest af metafysikken û det klippefaste an sich, den
iagttageruafhængige objektivitet out there.
Ikke fordi metafysikken ikke kan præstere udmærkede modeller, og
ikke fordi Ding an sich ikke kan være en anvendelig model, men
fordi den som implicit eller eksplicit udgangspunkt er en
misvisende redundans, og fordi al neurologi og fysik i sidste ende
baserer sig på den eksperimentelt verificerbare kendsgerning, at
den menneskelige iagttagelse konciperer iagttagelsesverdenen.
Dette betyder hverken, at virkelighed eller videnskab dermed
bliver rent subjektiv, det betyder blot, at objektivitet nu må
defineres anderledes, end det var tilfældet for den klassiske
naturvidenskab. ╗Beskrivelsen af atomare fænomener har i disse
henseender en fuldstændig objektiv karakter i den forstand, at den
ikke rummer nogen eksplicit henvisning til en individuel
iagttager½, skriver Bohr (min kursiv).
Mennesket er ikke blevet en skaber, om vi med ╗skaber½ mener Θn,
der frit vælger og fremstiller sin virkelighed. Men at der ikke er
nogen virkelighed dΘr, hvor der ikke er en eller flere iagttagere
til at koncipere en sådan, og at den virkelighed, som konciperes,
er afhængig af iagttagelsessituationen, er ubetvivleligt.
Menneskets iagttagelse er ikke en passivt registrerende, men
aktivt konstruerende.
Dermed har vi selvfølgelig ikke advokeret, at anything goes, blot
antydet, at den begrebsramme (teorier, paradigmer, normer, sprog
etc.), på baggrund af hvilken en iagttagelse foregår, strukturerer
den grundlæggende oplevelse af virkeligheden.
Vi indledte med at spørge, om det, hvor begrebsrammen forandrer
sig, ikke alene er forklaring og teori, men tillige konkret
erfaring og empiri, der forandrer sig? Og vi kan således
rekapitulere svaret: Det klassiske naturvidenskabelige paradigme
måtte entydigt svare nej til et sådant spørgsmål û det moderne,
derimod, kan ikke entydigt afvise et ja!
Vi kan nemlig ikke længere med hjemmel i hverken videnskab eller
erkendelsesteori afvise, at virkeligheden ikke i detalje behøver
være den samme for alle mennesker. At vi så kan konstatere, at vi
uden videre besvær kan enes med vore medmennesker om overvældende
mange fællestræk ved virkeligheden, vidner blot om, at det
neurobiologisk funderede menneskelige perceptionsapparat i vid
udstrækning stemmer ganske godt overens fra individ til individ.
Men hvor denne overensstemmelse ikke er til stede, skal vi altså
være yderst forsigtige med at dømme et andet menneskes virkelighed
uvirkelig, ganske som vi skal være det med at dømme dets sandhed
usand.
Hvor kultur, sprog og konvention kun afviger overfladisk, er der
næppe heller den store afvigelse i den måde, hvorpå den enkelte
oplever, dvs. konceptualiserer sanseverdenen, men der er på den
anden side heller ingen grund til at betvivle, at i samme
udstrækning disse faktorer afviger individer imellem, vil også
selve den virkelighed, som de hver især er omgivet af, afvige.
Et så pragmatisk virkelighedsbegreb kan måske forekomme den, der
bevidst eller ubevidst har abonneret på den klippefaste
objektivitet, en kende uvant, men givet udviklingen især i
neurobiologien og fysikken er det under ingen omstændigheder et
uplausibelt standpunkt.
Tilsvarende er der derfor heller ikke længere den fjerneste grund
til at afvise en ontologisk relativisme som i det mindste
tentativt grundlag for kulturhistoriske studier af enhver art. En
pragmatisk imødekommende tilgang til andre kulturers begrebsramme
og virkelighed fremfor en objektivt afvisende er slet og ret den
videnskabeligt set eneste velovervejede tilgang.
Rune Engelbreth Larsen
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97