[Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996

    UNDERVISNINGENS REHABILITERING

    Universitetets indsats i forskningen kan næppe undervurderes, men
    om ikke undervisningen kan løfte sig fra underviserens sædvanlige
    ╗sure pligt½ til et virkelig dannet og lidenskabeligt engagement,
    lider i sidste ende også forskningen derunder.

    Hvad kan vi som studerende forlange af vores undervisere? For det
    første kan vi selvfølgelig forlange, at de har en brændende
    lidenskab for deres fag.

    Der er ikke noget mere dræbende end undervisere, som har mistet
    troen på deres fag, eller som bare ikke orker at undervise i
    Platon for femogtyvende gang. Det er naturligvis ikke
    underholdning, vi efterlyser, men engagement, selv om engagement
    oftest er underholdende.

    En underviser har selvfølgelig sin egen stil, som han gør bedst i
    at bibeholde. Den stille og lidt generte underviser kan sagtens
    være fremragende, hvis man kan fornemme, at han ånder for og føler
    med sit fag. Omvendt kan den morsomme og slagfærdige underviser
    være en katastrofe, når man fornemmer, at det for ham er
    fuldstændig ligegyldigt, om han skal undervise i murerarbejdsmænds
    ølvaner eller islams fem søjler, bare han kan få lov at høre sig
    selv ex cathedra.

    Derudover må vi forlange, at underviserne besidder en suveræn
    dannelse. En sådan dannelse indebærer først og fremmest
    ekspertviden på eget fagområde. Hvis underviseren så oven i købet
    er i stand til at færdes ubesværet uden for dette fagområde, giver
    det undervisningen en soliditet, som den ellers ville have
    manglet.

    Vi kan måske ikke forlange, at underviseren indplacerer et hvilket
    som helst fænomen i både en kultur-, idΘ-, religions- og
    naturvidenskabshistorisk sammenhæng, men bare det, at man
    fornemmer, at han kunne gøre det, hvis han blev bedt om det,
    løfter i sig selv undervisningen op på et anstændigt niveau.

    Vi må endvidere forlange, at underviseren viser tolerance for
    anderledes tænkende, det være sig nulevende eller afdøde.

    Vi er med andre ord ikke interesserede i (i hvert fald ikke
    primært og slet ikke på grunduddannelsesniveau) underviserens
    holdning til en given tænker. Vi er interesserede i underviserens
    viden om denne tænker.

    Vi forlanger med andre ord, at underviseren skal være Platons
    forsvarsadvokat. Uanset hvad underviseren så måtte mene om ham i
    andre sammenhænge, så er det hans pligt som underviser at give ham
    en så anstændig behandling som muligt. At den studerende evt. selv
    senere vælger at sætte Platon på anklagebænken, er en anden sag.

    Seriøs kritik bygger på overlegen dannelse, men det er vigtigt at
    påpege, at dannelse må komme før enhver kritik. Den udannede
    studerende på grunduddannelsesniveau kan altså ikke bruge kritik
    af en given tænker fra underviserens side til noget som helst.

    Vi vil således gerne være fri for de undervisere, der starter
    eller slutter med at gøre grin med en tænker og kun overfladisk
    fremlægger dennes tanker. Det grænser i øvrigt til
    selvovervurderende vanvid, hvis en underviser mener, at hans
    holdning til noget som helst skulle være af ringeste interesse for
    de studerende.

    At undervise burde være en æressag. Tænk at have fået pålagt det
    ansvarsfulde hverv at skulle videregive andres tanker. Personligt
    kunne jeg dårligt forestille mig noget, der var mere
    frygtindgydende. Men på den anden side kan jeg heller ikke
    forestille mig ret meget, der er mere ærefuldt. Og derfor mener
    jeg selvfølgelig også, at undervisningen på universitetet er lige
    så vigtig som forskningen.

    Det er dog ikke alle, der mestrer disse to håndværk lige godt. Der
    må altså være mulighed for, at den virkelig gode forsker, men
    elendige underviser, fritages for dette vigtige hverv, både for
    hans egen skyld og for de studerendes skyld. Og skulle der i
    modsat fald være en virkelig paedagogus på universitetet, skal han
    naturligvis ikke tvinges ud i forskningens svære kunst, men have
    lov til at lade sin lidenskab og sit talent for formidling
    blomstre til de studerendes gavn.

    Med dette lille hjertesuk vil jeg gerne genåbne debatten omkring
    undervisningens kvalitet og oversete betydning på universitetet.

                                       Henrik Normann Schiødt Petersen
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97