[Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996

    SYGDOMMEN TIL D╪DEN

    Jeg gjorde ikke noget konkret for at ændre tilstanden på teologi,
    og det er jeg ikke stolt over den dag i dag. Jeg stoppede som
    studerende ved det teologiske fakultet uden at have sagt, hvad der
    knugede mit hjerte. Jeg forblev tavs i auditorierne og i
    instituttets medier, som så mange af jer, der stadig færdes på
    stedet ...

    I september '93 startede jeg som stud. teol. ved ┼rhus
    Universitet. I juni '95 trak jeg mig atter tilbage fra de gule
    bygninger, og jeg er ikke siden vendt tilbage.

    ┼rsagerne hertil er mange. De fleste er ordinære og knuger ikke
    mit hjerte, og dem vil jeg ikke beskæftige mig med her. Men
    enkelte forårsager stadig knuder i maven, når jeg nærmer mig
    universitetet, om det så er på min cykel eller i mine tanker.

    Når jeg af og til med forskelligt ærinde atter går ind ad
    hoveddøren til det teologiske fakultet, mærker jeg straks et
    fysisk ubehag. Jeg møder velkendte ansigter og mindes de utallige
    situationer, hvor disse personer istemte majoriteten af
    tilhørernes irritable nikken og selvtilfredse fnisen, når dagens
    professor med et nedladende ╗det kan vi virkelig ikke bruge tid på
    her½ afviste en anderledes tænkende elev, der standhaftigt
    forlangte debat om det, professoren lige havde rystet ud af ærmet.

    Teologistudiet er proppet med sådanne medløbere, der forarges, når
    en kritisk elev intimiderer underviserens dogmatiske forelæsning,
    og som straks tager del i de fjollede æslers skrydekor, der kun
    har til formål at vinde professorens og de andre æslers gunst.
    Forlader det sorte får, efter endt latterliggørelse og forelæsning
    alligevel lokalet med rank ryg, ses en grønlig farve stige alle
    disse grinebidere til hovedet. I håb om hjælp ser de op mod
    katederet, men professoren er væk û han skulle lige til et vigtigt
    møde.

    Det er unægtelig et beklageligt minde, jeg har om mine tidligere
    medstuderende. Jeg havde i forbindelse med min studiestart
    forberedt mig på at blive væltet omkuld af engagement og
    entusiasme i en fælles søgen efter viden og indsigt, men jeg
    behøvede ikke at tilbringe megen tid på stedet, før jeg måtte
    erkende, at dette havde lange udsigter. Jo, mange var engagerede,
    men det var i festudvalg og strikkeklubslignende læsegrupper, der
    hverken havde selvstændig tænkeevne eller videbegærlig
    nysgerrighed som adgangskrav.

    Så var der professorerne. Her længtes jeg forgæves efter at se
    blot en enkelt forelæse med brændende lidenskab og at se blot Θn
    interessere sig sådan for sit fag, at han også kunne imødekomme
    for ham umulige, men velargumenterede tanker.

    Der må vel have været undtagelser fra reglen, men sagen er bare,
    at de i så fald ikke var toneangivende i det store foretagende.

    Det kunne simpelt hen ikke undgå at skrige mig i øjnene, at
    teologistudiet var en dødssejler, som besætningen for at redde
    deres eget skind søgte at holde oppe alene ved at se vigtige ud.
    Det er eventyret om kejserens nye klæder om igen, og små, næsvist
    fingerpegende studerende er ikke velkomne her û eller hvad?

    For der må da være nogle lærde folk bag de mange døre og sidde
    nogle engagerede studerende i auditoriet, som længes efter rene
    linier. Der må da være nogen, som ryster på hovedet over deres
    medansatte eller medstuderende, når de slår sig løs. Så er
    spørgsmålet selvfølgelig, om hovedrysten hjælper her û jeg rystede
    på hovedet i to år, og dΘt gjorde ingen forskel.

    Jeg turde ikke sige noget, når professoren med tankeløst bifald
    fra de medløbende sneg sig uden om en kritisk elevs kommentar. Jeg
    fik ikke sagt, hvor stor en sorg jeg faktisk følte ved
    situationen, hvor ondt fnisene og professorens ╗hvor var vi nu?½
    gjorde. Jeg forblev tavs i auditorierne og i instituttets medier
    som så mange af jer, der stadig færdes på stedet.

    Men jer, I tavse bangebukse, jer vil jeg inderligt bede råbe op.
    Sig alt det, I har tænkt om og følt ved jeres studiers tilstand.
    Sig det Θn gang for alle.

    Det er helt sikkert, at fnisene, sladderen og de klappende hænder
    stadig vil kunne høres, når de irriterende spørgere i auditoriet
    skal hænges ud, eller û hvis man finder det mere taktisk û
    forsøges ignoreret.

    Men lad det være lige så sikkert, at det denne gang og fremover
    skal mødes med jeres protest. Gør det for min, for jeres egen og
    ikke mindst for professoren og de andre dovne æslers skyld.

                                               Heidi Holmgaard Knudsen
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97