[Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996

    O TEMPORA, O MORES

    Hvor længe endnu tør vi se klassisk filologis historiske
    ambitioner løbe os af hænde? Skal pensumreduktion, faldende
    undervisningsniveau og resignation kendetegne faget?

    Klassisk filologi er nutidens niche for græsk og latin, to sprog,
    der kulturhistorisk set har spillet en vigtig, alment dannende
    rolle lige fra antikken op til vor tid. Men skal denne niche da
    være den sidste?

    Vort fag er på retræte. I forhold til tidligere
    filolog-generationer kommer vi langt dårligere rustede ud fra
    gymnasiet. Fundamentet er smuldret. Den forgangne blomstringstid,
    niveauet i vort fags lange tradition, er blevet et ideal, vi
    aldrig kan nå, en længst passeret guldalder.

    Studerende i dag er ikke dummere, blot uforskyldt mere uformående.
    Og med et "sådan er tiderne" nedsættes selv på universitetet
    pensum og niveauet generelt i sikker overbevisning om, at denne
    løsning virkelig er til alles bedste.

    Men det er ikke sandt: tiden er i høj grad, som vi skaber den! Den
    bjørnetjeneste, der i velment omsorg er blevet vist os, vil med
    tiden blive vort fags død. Tendensen virker selvforstærkende, og
    prisen bliver den dannelse, som ellers altid har udgjort klassisk
    filologis rygrad.

    Skal forringede krav, der kun kan resultere i snæver
    erhvervsrettethed, virkelig udhule denne, hvis vi vil det
    anderledes? Hvis prisen for en bred dannelse blot bliver i kroner
    og ører, når SU'en ikke længere slår til, er valget da så svært at
    træffe?

    Vi står som Θt af de fag, der tydeligst viser, at viden altid har
    været efterstræbelsesværdig og derfor igen kan og må blive
    "moderne". Det er et ansvar, vi ikke kan løbe fra, men som
    placerer os foran i slagrækken.

    Vi må genfinde den livsinvolverende glæde ved faget, som ikke
    begrænses af aven for SU og pensum, og den begejstring, som er at
    finde igennem hele klassisk filologis historie.

    Et eksempel er renæssancen i Italien, der byggede på den ukuelige
    kraft, der var at hente i den græsk-romerske kulturs livsnerve.
    Som uomini universali stræbte de efter en gennemgribende dannelse,
    der havde indflydelse ikke blot teoretisk, men også praktisk, og
    grundlagde hermed, afledt af "homo", humanismen, hvis arvtager
    humaniora (bemærk komparativen!), vi hører ind under i dag.

    Hvad mænd som Petrarca dengang søgte, har også skikkelser fra vor
    egen tid, f.eks. Madvig haft i hænde, og der er ingen grund til at
    tro, at det stopper her, blot fordi kampen for dannelsen kan synes
    hårdere. Så meget desto mere grund og pligt til at indlede den.

    Viden opfører sig som vand i kar: den løber fra det fyldte til det
    tomme og beriger således alle på sin vej. Kampen er ikke kun for
    vor egen skyld, berører ikke engang kun klassisk filologi og hele
    universitetet, men tillige alle dem, vi formidler vor viden til.
    Også for deres skyld: sapere audeamus.

    Hvordan skal tiden kunne løbe ad et andet spor, hvis ikke vi viser
    den hvilket? Gør vi til gengæld det, er den også lydhør. Det hele
    skal starte et sted. Lad os starte her!

                                                Anne Kristine Jakobsen
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97