[Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 1 ╖ Efterår 1996

    TOLERANCE

    Den middelalderlige kobling, som teologer den dag i dag foretager
    to lige metafysiske postulater imellem, en universel guddom og en
    absolut moral, og som implicerer dogmet om den medfødte
    menneskelige ondskab såvel som den kristnes moralske overlegenhed,
    grunder sig på uholdbare slutninger.

    Ingen vil vel lade sig titulere intolerant uden sværdslag.
    Alligevel vil vi kun nødig affinde os med en uforbeholden
    tolerance som princip. Noget indgroet i os kræver, at der må være
    en grænse for, hvad vi skal tolerere. Visse handlinger føler vi os
    moralsk forpligtede til at fordømme.

    Dette på trods af, at det er blevet vist af adskillige tænkere, at
    man kun vanskeligt kan tale om moral i dag, fordi vi ikke har et
    kulturelt religiøst fundament, ingen guddommelig eller anden form
    for superautoritativ instans at referere til.

    Alligevel har vi, som betragter os selv som arvtagere af den
    kristne kultur, en vis consensus û hvor kontingent den end måtte
    være û angående hvilke handlinger, der grundlæggende bør
    forkastes, og hvilke belønnes. Derfor vil vi trods alt tale om en
    moderne moral.

    At denne dog er fundamentalt anderledes end de fleste andre
    moralcodices, vi støder på i kulturhistorien, kan ikke diskuteres.
    Vi kan ikke, som f.eks. den israelitiske tillige med de fleste af
    de samtidige nærorientalske kulturer, betragte moralen som et
    pragmatisk redskab til opretholdelse af et lokalt ╗kosmos½. Dermed
    bliver moral nemlig et relativt begreb. Hvad Marduk bød sit folk,
    vedkom israelitterne lige så lidt, som Jahwes lov vedkom
    babylonerne (selvfølgelig kunne sådanne moralcodices overlappe
    hinanden, men de var principielt inkommensurable).

    Derimod føler vi ofte, at vi må afkræve vore moralske definitioner
    gyldighed for alle til alle tider. Uden en sådan objektiv
    validitet kan de, synes vi, ikke være ╗sande½, idet sandhed og
    objektivitet for os er uadskillelige begreber.

    Når vi f.eks vil mene, at det er umoralsk at lade sine tjenere
    dræbe og begrave sammen med sig, når man dør, mener vi ikke, at
    det ikke er god skik her i landet, men at det principielt og til
    alle tider er en moralsk forkastelig handling. På samme vis kan
    teologisk lektor og folkekirkepræst, Tine Lindhart insistere på,
    at Abrahams handlinger i 1. Mos. 22, realistisk betragtet, må
    forkastes som umoralske, og at Abraham selv må betragtes som syg
    og behandlingskrævende.

    Man forelæser gerne om fortællingens symbolske værdier. Men
    blottet for alle ordinære betragtninger om dogmatisk, eksistentiel
    eller anden teologisk relevans, betragtet som et stykke
    virkelighed bliver historien til forargelse.

    Den kristne universalisme versus den regionale moral

    Men hvorledes er vi historisk set kommet på den tanke, at der
    skulle eksistere en absolut sand moral? Er det ikke, når man
    betragter ordets etymologi, en veritabel contradictio in adjecto?

    Historiens vigtigste brud med den eksklusivt intrakulturelle etik
    er ideen om Θn Sandhed, Θn Vej og Θt Liv, som vi kender fra Kristi
    forkyndelse. Selv om Kristus refererer til den almindelige
    kultur-jura, der kommer til udtryk i f.eks. de ti bud, har den
    oprindelige kristne moral meget lidt med den jødiske kasuistik
    såvel som med vore dages sociale normer og leveregler at skaffe.
    Når vi i dag alligevel vil tale om ╗kristen moral½, kan det bla.
    skyldes den hybridation af oprindelig kristen universalisme og
    klassisk kulturel etik, som fandt sted ved vor kulturs fødsel.
    Hvorledes nu dette?

    Det bliver hurtigt klart i f.eks. bjergprædikenen, at sigtet med
    Kristi forkyndelse transcenderer den kulturelle tanke om
    samfundets liv og beståen. Det er her ikke kun mordet, men vreden
    i sig selv, ikke kun utugtshandlingen, men begæret i sig selv,
    ikke kun hævnen, men selvopretholdelsesdriften i sig selv, der
    forbandes. Målet er ikke civiliseret opførsel, men fuldkommenhed,
    ikke selvbegrænsning, men selvudslettelse, ikke opretholdelsen af
    kosmos, men overvindelsen af døden.

    Den kristne ╗moral½ var en formuleret teknik til at opnå
    ╗frelsen½. Central var efterfølgelsen af Kristus ved i
    selvudslettende kærlighed til den himmelske ╗fader½ at forsage det
    personlige begær, denne verden. Den var antitesen til den
    kulturelle etik, som netop sikrede samfundets såvel som verdens
    liv og beståen. Kristus forkastede kulturerne, kulturguderne og
    den kulturelle moral til fordel for den ene Guds evige Rige, og
    hans sigte måtte og kunne være universelt, fordi hans forkyndelse
    ikke var et moralkodeks, men et ╗tilbud om frelse½. Begrebet
    ╗kristen kultur½ er altså en selvmodsigelse.

    At skabe en kristen kultur blev dog just, hvad den tidligt
    etablerede kirke kom til at efterstræbe. Men hvis kirken skulle
    blive det nye kulturelle fundament i stedet for det smuldrende
    romerske imperium, måtte moralen såvel som forkyndelsen gives en
    for den hellenistiske verden lettere forståelig form. Forkyndelsen
    blev gjort filosofisk af kirkefædrene og mistede under denne
    transformation sin eskatologiske brod. Og moralen blev stedse mere
    kulturelt bestemt.

    Kristenheden blev altså på paradoksal vis nærmest antikristen,
    idet den blev til kultur. Men den beholdt sin kristne klædebon.
    Som Holmquist/Nørregaard formulerer det i deres Kirkehistorie: ╗i
    mange Henseender havde [kirken] nærmet sig til den Verden, der
    forfulgte den; (à) trods alle Brist og al Verdsliggørelse var dog
    Kristendommens ejendommelige, sædeligt-religiøse Kerne bevaret.
    Dette gav sig til Kende i opofrende Broderkærlighed,
    beundringsværdig Menighedsbevidsthed, ægte Ydmyghed, omfattende
    Kærlighedsgerningerà½.

    Kulturel sædelighed afløser kristen moral

    Hvad der efter kirkens sekularisering kendetegner kristen
    livsførelse, forstås ud fra en ╗sædeligt-religiøs kerne½. Og vel
    finder man også i den kristne kulturs historie utallige gode mænd
    og kvinder, der har levet eksemplariske og uselviske liv. Men hvad
    en sådan sædelighed indeholder af speciel kristen art, er ikke
    klart.

    For er ikke netop en sådan sædelighed, for så vidt som man hermed
    mener viljen til at handle uselvisk, kærligt, gavmildt,
    barmhjertigt, ydmygt, gæstfrit eller i det hele taget dydigt i
    alle de andre betydninger, altid i alle kulturer blevet prist som
    ærværdig, fordi den var en kilde til kulturens liv og beståen? Er
    det ikke netop sådanne dyder, som prises i ukristelige værker som
    ╞neiden, Mahabharata, den nordiske sagn- og eddadigtning etc.?

    Kristenheden bibeholdt det oprindelige universelle sigte. Man
    hævdede en monoteisme mere rigid end selv den jødiske, og Kristus
    som Sandheden, Vejen og Livet. Men samtidig afløstes den kristne
    moral umærkeligt af en kulturel etik.

    Den hybrid, der herved skabtes, har bestået som toneangivende for
    den moralske stemning. På dette punkt gjorde reformationen ingen
    forskel. Læser man Luther, må man forbavses over, hvor umådelig
    kulturelt bevidst han er. Hans ╗skomager bliv ved din læst½-visdom
    lyder ofte mere som en gammeltestamentlig salme til den kosmiske
    ordens pris end som noget, der kunne have med Kristus at gøre.

    Således hans udlægning af Fadervor i den lille Katekismus: ╗Hvad
    forstås da ved dagligt brød? Alt, hvad der behøves til livets
    ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus,
    hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn,
    fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt
    vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer
    འLigeledes om moralen: ╗Du skal ære din fader og moder. Det vil
    sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore
    forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i
    ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.½ Kontrasten til de
    nytestamentlige formaninger om at ╗se til markens liljer½, give
    alt bort, forlade familie og venner, kaste alt, hvad man har i
    hænderne og følge Kristus, er iøjnefaldende.

    De kulturelle dyder står ved magt den dag i dag. Ingen anstrenger
    sig for at holde dem i hævd, men de fleste vil nikke genkendende
    til dem, når de remses op som ovenfor. Vort begreb om den aktuelle
    moral er dog vanskeligt at udspecificere i kardinaldyder. Det
    skyldes, at der i stedet er tale om en praktisk consensus, der
    gør, at vi kan tage stilling, når vi konfronteres med et moralsk
    problem. Det og det ╗kan man½, men det og det ╗kan man bare ikke½.
    Skønt en sådan moral kan virke kontingent, fastholder vi, at i det
    mindste en del af vore moralske domme må have absolut gyldighed.

    Vi spurgte tidligere, hvorfra tanken om en universel gyldighed for
    et moralkodeks som vort eget kunne stamme, og kom ved vort
    historiske snit til det resultat, at den kan stamme fra det
    faktum, at den kultur, som opstod af den kristne kirke, fortsat
    påberåbte sig den kristne universalisme, skønt den oprindelige
    kristne moral faktisk var afløst af en kulturel, ikke-kristen
    etik. Vi vil nu vende blikket mod vor tids tanker om moralen og
    dens forhold til kristendommen.

    Teologien: den universelle morals sidste bastion

    Vor filosofiske og teologiske tradition har brugt umådelige
    ressourcer på at begrunde og systematisere det henholdsvis
    fornuftsmæssige og religiøse fundament for en absolut moral. I dag
    har filosofien opgivet tanken om diskursivt at begrunde en sådan.
    Men tanken om den objektive moral persisterer i teologien og û
    hvad vi skal se nærmere på û måske derfor også i den almindelige
    bevidsthed.

    Det apologetiske arbejde for denne tanke synes at betragtes som en
    af den moderne teologis vigtigste pligter. I de ofte meget subtile
    diskussioner vil man genkende tre grundlæggende vinkler, hvorfra
    problemet gribes an.

    Den første, som vi kan kalde den dogmatiske, er den mest
    almindelige. Man vælger sig et aksiom fra den definerede dogmatik
    og deducerer sig på skolastisk vis frem til det ønskede resultat.
    Man kan hævde, at der, da Gud jo er eneste ophav til al
    virkelighed, må eksistere en universel moral, idet Guds lov må
    være hele skabningens lov. Spørger man, med hvilke grunde man
    indfører monoteismen som aksiom, kan svaret være, at man ikke
    forpligtende kan hævde den universelle moral uden at vise tilbage
    til en alment forpligtende enhed, Gud. Det er netop pointen, at
    kan en alment gyldig moral ikke hævdes, vil det afstedkomme en
    katastrofe, da mennesket så vil ╗have lov til alt½! Heri
    forudsættes det teologiske dogme om menneskenaturens fordærvethed.

    Den anden indgangsvinkel kan vi kalde den konfessionelle. Man har
    her indset vanskelighederne i at begrunde en universel moral. Ikke
    desto mindre er det, af samme grunde som ovenfor, denne positions
    tilhængere magtpåliggende at kunne hævde en sådan. Den universelle
    moral hævdes ikke som nødvendigt faktum, men som et nødvendigt
    postulat. Da moral og samvittighed betragtes som interdependente
    fænomener, bliver det moral-løse menneske samvittighedsløst,
    hvilket atter i den teologiske bevidsthed betyder skånselsløst og
    egoistisk. ╗Det ville være uholdbart at hævde tolerance som en
    medfødt eller naturgiven størrelse,½ vil ┼rhus' teologiske dekan,
    Peter Widmann, således mene. Fundamentet for den absolutte
    fordring er en trossag, et evangelium, som bør forkyndes. Men man
    renoncerer på at begrunde, bevise eller sandsynliggøre.

    Den tredje angrebsvinkel kan vi kalde den filosofiske. Inklineret
    af uvilje mod at nøjes med den absolutte morals guddommelige
    fundament som uargumenteret postulat forsøger man ad filosofisk
    vej at vise, at der med nødvendighed må eksistere en universel,
    bagved verden stående instans, som har skabt, skaber og
    opretholder verden; et hoc omnes intelligunt Deum.

    Argumentationerne er ofte elegante og overbevisende. Det synes
    således faktisk at lykkes at etablere et fundament for en
    universel moral. Man kan dog på ingen konsistent måde definere
    indholdet af en sådan. Derimod finder man det ofte nødvendigt som
    Niels Henrik Gregersen at konstatere, at ╗Gud opleves uvægerligt
    som før-moralsk i sin voldsomt givende magt (à) Kun at ville have
    en rar Gud, er det samme som at ville have Gud på sine egne
    moralske præmisser.½ (Fragmenter af et spejl).

    Det ser ud til, at vi står tilbage med to åbenbart uforenelige
    tankekomplekser. Det ene hævder en defineret moral, men må nøjes
    med at postulere dens absolutte gyldighed. Det andet hævder
    eksistensen af en sådan evig og universel instans, som kan
    verificere eller begrunde en absolut moral, men må afstå fra at
    definere dens indhold. Men på trods af deres uforenelighed består
    kravet om deres forening.

    Man hverken kan eller vil acceptere relativismen og den
    uforbeholdne tolerance, fordi man betragter den universelt
    forpligtende moral som menneskelighedens sidste bastion. Uden den
    ville verdens vold og ondskab eskalere. Den universelle morals
    postulat opretholdes for enhver pris.

    Her kommer da den almindelige folkelige bevidsthed ind. For
    problemerne med denne kobling er så subtile, at kun folk, som hver
    dag beskæftiger sig med dem, har en mulighed for at gennemskue
    dem. Men så længe disse ╗eksperter½, om de er forskere eller
    præster, giver indtryk af, at alt er vel, og at et sådant problem
    ikke eksisterer, består illusionen. For det er jo netop til disse
    ╗eksperter½, man har sat sin lid, at de vil udforske og siden
    oplyse om deres opdagelser. Men denne forpligtelse negligeres.

    Man hører således blandt teologer udtalelsen, at vel forholder det
    sig sådan og sådan, men ╗det kan vi jo ikke fortælle manden på
    gaden½. Man er udmærket klar over, at en virkelig udadvendt
    oplysning ville være umådelig risikabel og måske fatal for hele
    den almindelige, socialt religiøse selvforståelse.

    Moralen og den hvide mands byrde

    Nu sidder vel læseren tilbage med et påtrængende ╗og hvad så?½ på
    sine læber. Men det skal her være vor påstand, at den fejlagtige
    kobling af på den ene side den definerede moral og på den anden
    side tanken om en bagved stående universel autoritet, som den i
    dag forfægtes og forsvares på de teologiske fakulteter, aldeles
    ikke hverken er eller kan være uden alvorlige konsekvenser. I
    denne kobling ligger nemlig mulighedsbetingelsen for og
    berettigelsen af tanken om den hvide mands byrde, den ╗moralsk
    overlegnes½ pligt til at tale eller tvinge anderledes tænkende og
    følende til fornuft. Denne tanke lever i bedste velgående.

    Den beslægtede tanke om kulturernes evolution i retning af vor
    egen som hele historiens mål kan også finde ratifikation i
    identifikationen af vore normer med den evige guddommelige vilje.
    Således vil vi se os selv som repræsentanter for det sandt
    ╗menneskelige½, så vi uden videre fordømmer dΘt som
    ╗umenneskeligt½, som falder uden for vore normer.

    Vi nedsætter etiske råd, og vore politikere har etiske rådgivere,
    alt imens bliver vores indenrigspolitik stedse mere intolerant,
    ugæstfri og nedrig, og vores udenrigspolitik mere fordømmende,
    voldelig og udfarende. Men det falder ingen for brystet, end ikke
    de højest uddannede. Vi har sat liv og død ind på at beholde det,
    vi kalder den ene Guds godt og ondt. Skønt det er et grundløst
    postulat, betaler vi teologer for at forsøge at redde det eller
    blot at postulere det så højlydt, at ingen kan høre, hvad man selv
    måtte tænke.

    Alt dette af angst for det grænseløse menneske. Men hvad er det
    egentlig, vi frygter, når vi vægrer os ved at lade moralen afløse
    af den uforbeholdne tolerance? Kan vi virkelig tro, at det er
    ødelæggelsestrangen, egoismen og næste-hadet, der udgør essensen
    af vor menneskelige natur? Ville vi allerhelst være feje, kolde og
    ubarmhjertige, hvis blot vi ikke holdtes tilbage af et ╗du må
    ikke½? Er det virkelig ╗ondskaben½, der ligger vore hjerter
    nærmest?

                                                    Jeppe Berg Sandvej
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97