[Image][Faklen]
Faklen nr. 2 ╖ Vinter 1996
SATANISTER OG PYROMANER
En syndflod af teologisk hysteri og småborgerlig forargelse
regnede ned over Faklen nr. 1 i ugerne efter udgivelsen. Her
svarer vi kritikerne og følger historien om, hvad der skete, fra
professor Johannes Aagaards ╗tredje øje½ over biskop Kjeld Holms
heksejagt og professor Niels Hannestads råbende ╗teaterhvisken½
til professor Helmuth Nyborgs ╗gode data½ ...
Faklen nr. 1 udkom fredag den 27. september i 20.000 eksemplarer
på alle landets universiteter, biblioteker og en række andre
udvalgte steder. Reaktionen var tøvende et par dage, men så
rullede lavinen, og Faklens redaktion og medarbejdere beskyldtes
af professorer, lektorer og studerende for at være både
satandyrkere, pyromaner, neopaganister, nazister og homoseksuelle.
Få bemærkede, at tordenskyllen mod Faklen interessant nok havde en
fælles afsenderadresse: Johannes Aagaard, professor ved Teologisk
Fakultet i ┼rhus, Peter Widmann, professor ved Teologisk Fakultet
i ┼rhus, Armin Geertz, professor ved Teologisk Fakultet i ┼rhus,
samt en lille håndfuld fornærmede studerende û ved Teologisk
Fakultet i ┼rhus. Men siden skulle flere komme til.
De høje herrer og en kerne af deres elever fabrikerede med held en
række horrible historier om Faklen og Fanden, der længe fik lov
til at lægge et behændigt røgslør bl.a. over Faklens dokumentation
af, at en række estimerede kolleger ved selv samme fakultet var
involveret i en grov manipulation af de kildetekster, man havde
lagt til grund for bibeloversættelsen i 1992.
Skandalen blev dysset ned, og i ly af fakultetets panikagtige
offensiv fik Bibelselskabet og oversætterne god tid til at
producere og koordinere deres strategiske defensiv ...
Lektor i teologi:
╗Ned med den dΘr mikrofon!½
Det hele startede ellers ved en hyggelig årsfest for Teologisk
Fakultet i ┼rhus, fredag eftermiddag. Traditionen tro serverede
dekanen, Peter Widmann og prodekanen, Armin Geertz gratis pølser
og fadøl for i hundredvis af studerende og undervisere fra
fakultetet.
Hele formiddagen havde Faklen ligget i stabler i kantiner og på
institutter overalt på universitetet, men grundet festdagen havde
Teologisk Fakultet suspenderet al undervisning, og vi besluttede
derfor at gøre opmærksom på bladet ved personligt at dele det ud
ved denne lejlighed.
Næppe var vi imidlertid kommet inden for dørene, før en ophidset
lektor fra teologi forsøgte at forhindre os i vort forehavende.
Journalist Mikkel Tastum fra Danmarks Radio, der var mødt op for
at få et interview, spurgte teologen, hvorfor han reagerede så
afvisende, men teologen viste i stedet journalisten bort med en
meget bestemt håndbevægelse. Da Tastum forgæves spurgte om hans
navn, var den eneste kommentar fra den rasende teolog: ╗Ned med
den dΘr mikrofon!½
╪stjyllands Radio måtte fortrække, og mens teologen således var
travlt optaget af at smide Tastum på porten, kunne vi andre
heldigvis dele bladet ud i fred og fordragelighed. Vi mødte ingen
andre sure miner, kun smilende imødekommenhed eller afvisende
høflighed.
Det skulle imidlertid snart ændre sig.
Senere om eftermiddagen blev et halvt hundrede af vore plakater og
flere hundrede eksemplarer af Faklen systematisk fjernet, hvoraf
flere i itureven stand blev proppet ind i dueslag hos
redaktionsmedlemmer. Professorer og studerende diskuterede højlydt
på gangene og på fakultetets bibliotek, om og hvordan folk med
tilknytning til Faklen kunne ╗udelukkes fra kommende foredrag og
arrangementer.½
Denne overgearede børnehavementalitet er for så vidt uinteressant,
var det ikke, fordi den endnu kun var i sin vorden. Professor
Johannes Aagaard overtrumfede nemlig dem alle, da han dagen efter
spillede sit es ud i ╪stjyllands Radio og karakteriserede kredsen
omkring Faklen som ╗en gruppe pyromaner, der kan sætte ild til
tørt græs (...) velbegavede okkultister med udprægede satanistiske
tendenser½!
Professoren er leder af det såkaldte Dialogcenter, hvor ╗pervers
religion og nyreligiøsitet½ registreres û her er f.eks.
Scientology under samme teologiske lup som deltagere i
yoga-undervisning. Om professoren selv står optegnet i arkivet,
får imidlertid stå hen i det uvisse, men efter Berlingske Tidende
(27.7.) at dømme turde han nu ellers nok være ganske overordentlig
velkvalificeret: Under en rejse i Indien skulle professoren
angiveligt have fået åbnet sit ╗tredje øje½(?) under en
╗hu-meditation½ af den kvindelige guru, Gurumaya.
Med hvilket øje, professoren så pyromaner og satanister i sin
krystalkugle, har han imidlertid ikke oplyst til pressen, men en
professor er nu engang også professor, og Ritzau var øjensynligt
taknemmelige for den synske mands vision.
På baggrund af ╪stjyllands Radios indslag producerede
nyhedsbureauet således straks en fiks lille historie til alle
landets aviser, der stort set kun citerede Aagaards paranoia.
Radioindslaget indeholdt imidlertid også en udførlig reportage om
Faklen, men den fandt man åbenbart ikke af nyhedsmæssig interesse
û heller ikke at en journalist var blevet smidt på porten af en af
professorens ærværdige kolleger.
Samme dag kunne Kristeligt Dagblad så bringe en afgørende
afsløring, som skulle vise sig at få store konsekvenser for
mediebilledet de næste par uger. Under overskriften ╗┼ndskamp på
universitetet½ kunne man på forsiden læse, at redaktøren af Faklen
for to år siden har skrevet en bog om Erwin Neutzsky-Wulffs
forfatterskab. Av.
Ekstra Bladets neonnyheder var da heller ikke sene til at oplyse
Københavns Rådhusplads med den nu åbenlyse konklusion: ╗Satanister
infiltrerer Aarhus Universitet½.
Og så brød helvede løs.
Biskop Kjeld Holm:
╗Fornægtelse af kristendommen har altid været forbundet med
satandyrkelse½
Ingen syntes endnu at tage nogen videre notits af, hvad der
egentlig stod i bladet, men det ville TV-Avisens Sofie Rud
sandelig gøre noget ved. ╗Det er typisk, at når der langt om længe
er studerende, som viser et ægte engagement, så skal de dunkes i
hovedet,½ som hun sagde med eksplicit adresse til professor
Aagaard.
Søndag formiddag troppede hun op med sit TV-hold og forklarede med
et varmt skuespiller-smil, at hun ville spørge til Faklens indhold
og den umiddelbare reaktion på Aagaards udtalelser.
Men aldrig så snart kameraet kørte, røbede hun imidlertid en
ganske anden, men såre veltilrettelagt taktik, som vi her skal
give videre til mindre opfindsomme journalister in spe: Du
forbereder f.eks. interview-offeret på, at du vil spørge ham om,
hvad han mener om vejret. Kameraet er slukket, og du forklarer ham
smilende, at han ╗bare skal være helt rolig û det er jo ikke
Ekstra Bladet, det her, vel?½ Kameraet sættes i gang, og mens
offeret forsøger at formulere en stillingtagen til den udeblevne
hedebølge, kommer dit uventede spørgsmål med samme venlige
tonefald som før: ╗Er du terrorist?½ Svar: ╗Hedebøl ... øøh,
hva'ba'?!? terro ... næh-nej!½
Sådan! 1-0 til pressen û terroristen er afsløret.
Resultat: TV-Avisen bringer søndag den 29. september et
besynderligt 30 sekunders sammenklip, der vha. denne
journalistiske hædersmetode kun handler om, hvorvidt redaktøren er
╗okkultist½. Til samme indslag har man interviewet professor Armin
Geertz, der hævder, at kredsen omkring Faklen er ╗neopaganistiske½
og ╗fascistiske û i hvert fald i deres sociale adfærd,½ altimens
han alvorligt viser seerne et billede, hvor en munk skræmmes af en
djævel. At billedet imidlertid ikke er fra Faklen, bliver ingen
gjort opmærksomme på, det stammer rent faktisk fra den danske film
Heksen, der blev indspillet i 1922 ... Men det ser rigtignok
djævelsk ud.
Mandag den 30. september har ┼rhus Stiftstidende talt med dekanen
ved Teologisk Fakultet, Peter Widmann: ╗Dekanen har ikke læst hele
bladet endnu, men tager dets kritiske linie over for professorer
og lektorer roligt. û De rejser en fagkritik, man godt kan
diskutere. For eksempel om effektiviteten dominerer studiet for
meget. Men de fremstiller derudover et livssyn, om at
kristendommen er død, som jeg selv er meget uenig i.½
Berlingske Tidende skriver, at de studerende bag Faklen ╗anklages
for 'at obstruere undervisningen', fordi de insisterer på at
stille kritiske spørgsmål ved nogle forelæsninger.½ Hvem der står
bag denne tungtvejende anklage, melder historien ikke noget om.
Widmann fortsætter sin imødekommende linie tirsdag den 1. oktober
i ┼rhus Stiftstidende: ╗Jeg er uenig med dem, men har altid
efterlyst mere kritisk ånd hos studenterne, så de er velkomne.½
Imidlertid har en anden teolog meldt sig under religionskrigens
faner, Kjeld Holm, ┼rhus' berømte biskop, der i skarp modsætning
til Widmann fra første færd har afvist enhver form for dialog. I
stedet slutter biskoppen op om professor Aagaards forkyndelse og
udtaler: ╗En bevidst fornægtelse af kristendommen har altid været
forbundet med satandyrkelse½!
Nu er man altså ╗satandyrker½, hvis ikke man kan tilslutte sig
kirkens kristendom! Gad vide, hvad alverdens muslimer, jøder og
hinduister ville mene om den bandbulle fra den århusianske biskop?
Om ikke andet demonstrerer det dog tydeligt, at man åbenbart ikke
skal ret langt ind bag kirkens forgyldte facade af fornuft, pænhed
og samfundssind, før de sorte tendenser fra heksejagtens vanvid
atter afslører sig i en småborgerlig, men glødende intolerance.
Der tegner sig et klart, men uhyggeligt omrids af den kirkelige
højrefløjs stormtropper, fra professor Aagaard og biskop Holms
inkvisitoriske agitation over Indre Missions bannerfører, Orla
Villekjærs vækkelsesbevægelse og til den kristne nationalismes
chefideolog, Søren Krarups korstog mod muslimerne.
Det er godt, at vi har kirken!
Bo Tao Michaδlis:
╗Muligvis har denne anmelder læst for hurtigt½
Samme dag tilsluttede Politiken sig for fuld styrke professor
Aagaard og biskop Holms kampagne mod de vantro bag Faklen.
Under overskriften ╗Satanistisk studenteroprør½ kunne Ole
Schierbeck bringe følgende bombe i debatten: ╗Bag bladet står en
kreds på 35 studerende fra forskellige studier, men Politiken kan
i dag afsløre, at de alle tilhører kredsen af trofaste læsere af
den kontroversielle kultforfatter Erwin Neutzsky-Wulff.½ Det
afsløres endvidere atter, at redaktøren har skrevet en bog om
Neutzsky-Wulffs forfatterskab, samt at flere personer med
tilknytning til Faklen har skrevet læserbreve, der kritiserer
Politikens anmeldelse af forfatterens seneste roman, Døden.
Der var en del af de ╗35 studerende½, som den dag med nogen undren
kunne konstatere, at de tilhørte kredsen af ╗trofaste læsere½ af
Neutzsky-Wulff, eftersom de aldrig har læst en linie af
forfatteren. Imidlertid har Schierbeck ret i, at mange har
reageret på Bo Tao Michaδlis' anmeldelse af Døden, der for enhver,
som har læst bogen, afslører, at Michaδlis ganske indlysende ikke
har læst den.
Michaδlis begår i sin anmeldelse den pinlige begynderfejl at
identificere forfatteren med en romanperson, den fascistiske
politiker Agner Hjadstrup, og det på trods af, at hele bogen er
utvetydigt antifascistisk i sit anliggende. Denne åbenlyse
kendsgerning kræver imidlertid, at man læser også den sidste
halvdel af bogens 724 sider.
Men det er mange, så det gad Michaδlis ikke.
Derfor kritiserede en række af Faklens redaktionsmedlemmer
anmelderen, eftersom vi anser Døden for at være en særdeles vigtig
bog, netop fordi dens ærinde er en analyse af lige præcis de
fascistiske samfundstendenser, som også Faklen søger at afdække og
bekæmpe.
Schierbeck undlod dog behændigt at gøre opmærksom på, at også
Borgens forlagsredaktør, Jens Christiansen i et indlæg i Politiken
den 30. september havde påtalt anmelderens indlysende
uhæderlighed. Til Michaδlis' spæde indrømmelse û ╗Muligvis er
dette et uretfærdigt referat, og muligvis har denne anmelder læst
for hurtigt½ û bemærkede forlagsredaktøren: ╗Ja, mon ikke!½
Men dΘt skulle ikke med i Politikens ╗afsløring½.
Til gengæld bragtes et lyn-interview med Mikael Rothstein,
religionsforsker på Københavns Universitet, der godt nok måtte
afkræfte Den Store Satanistiske Sammensværgelsesteori, men
alligevel bemærkede: ╗De studerende bag Faklen er måske
interesserede i det okkulte eller i det på anden måde religiøse.½
Ja, selvfølgelig. Eftersom alene religionsvidenskab, idΘhistorie,
teologi, klassisk og semitisk filologi dækker 1/3 af kredsen bag
Faklen, hvor historiske eller sproglige studier af
religionsfænomenologien er på pensum, ville det unægtelig være
mystisk andet. Vi går da sandelig også ud fra, at Mikael Rothstein
qua religionsforsker selv er ╗interesseret i det okkulte eller i
det på anden måde religiøse½?
Politiken var imidlertid endnu ikke til sinds at svigte professor
Aagaard og biskop Holm. Onsdag den 2. oktober leverede
kulturredaktør Jes Stein Pedersen i al hast et ╗portræt½ af
Neutzsky-Wulff, i hvilket Faklens redaktion betegnes som
╗Erwin-studenterne½. Flere lange passager af Steins artikel er
imidlertid direkte afskrift fra hans egen forargede anmeldelse af
romanen Verden, en anmeldelse, som han skrev til Det Fri Aktuelt
for to år siden!
Men det kan selvfølgelig blive småt for selv en kulturredaktør, og
når man så med få timers varsel skal have fyret op under sin
smædekampagne, er det jo fristende at smide en gammel diskette i
drevet, skifte et par ord ud og tilføje en aktuel indledning.
Eksempelvis har Stein således fikst erstattet ╗Verden½ med
╗bøgerne½, og så er det jo ikke længere en gammel anmeldelse, men
et nyt portræt û jo, det skulle gå stærkt på Politiken i de dage.
Ligesom Michaδlis identificerer også Stein forfatteren med
handlinger og udtalelser fra fiktive romanpersoner i ekstreme
situationer. Den slags er åbenbart helt i sin orden, i hvert fald
giver det nogle saftige pointer. På samme måde kunne man da også
f.eks. identificere Shakespeare med Richard III, Conan Doyle med
Moriarty eller Scherfig med lektor Blomme û det ville der i hvert
fald komme en ret underholdende litteraturhistorie ud af.
På samme side bringes en anmeldelse af Faklen, lige så hurtigt
produceret af ingen anden end û rigtigt gættet û selveste Bo Tao
Michaδlis. Med sin velkendte tendens til at tale over sig, kommer
denne i særdeleshed uforudindtagede anmelder til at indrømme, at
han ╗med vilje½ ikke har læst hele bladet. En yderst kompetent og
sober anmelder på en saglig avis ...
Så vidt vi er orienteret, er både Stein og Tao endnu ansat på
Politiken, men rygterne vil vide, at Se og Hør overvejer at
løskøbe stjernereporterne for en betragtelig, men hemmelig
transfer-sum.
Stud. theol. Bente Mikkelsen:
╗Jeg har ikke selv drevet dæmoner ud, men ...½
Også korsfarerne på Kristeligt Dagblad istemte tonerne fra
storinkvisitor Aagaard og vicarius christi Holm, og under titlen
╗Faklen i øret½ skrev lederskribenten den 2. oktober periodens
absolut mest okkulte indlæg. Her forkyndes det, at Aarhus
Universitet er et ╗hus splidagtigt med sig selv, som altid når
djævelen driver sit spil.½
Dernæst følger en rørende forsvarstale for ╗de seriøse studerendes
berettigede irritation½ over Faklen, som saboterer undervisningen
med ╗afsporende spørgsmål.½ Hvordan Faklen blot hypotetisk skulle
kunne sabotere nogen som helst undervisning, eftersom vi er spredt
ud over femten forskellige institutter og aldrig dukker op i
hinandens timer, har Kristeligt Dagblad naturligvis ikke fundet
det nødvendigt at undersøge.
Til gengæld har ┼rhus Stiftstidende samme dag interviewet en række
╗seriøse studerende½, som ikke bryder sig om Faklen. Her udtaler
f.eks. stud. theol. Marianne Karlsmose, at hun har ╗stor respekt
for Johannes Aagaard½ og i øvrigt ╗har hørt, at Faklens
filosofiske rødder kan føres tilbage til satanismen½. Hvad de
øvrige ╗har hørt½, er ikke godt at vide, men Stiftstidende er så
venlige at oplyse, at selv om de færreste har læst bladet, så ╗har
de fleste dog kigget lidt hist og her½.
Endnu en kritisk og seriøs studerende er stud. theol. Bente
Mikkelsen, som af TV2-╪stjylland blev interviewet om sin holdning
til Faklen og for åben skærm udtrykte stor bekymring for ╗de mørke
kræfter½. Hun sagde også, at hun end ikke havde åbnet bladet, men
det blev klippet fra û ellers kunne det jo også være, at der var
nogen, som kunne blive bekendt med den uheldige kendsgerning, at
Bente Mikkelsen rent faktisk ikke anede, hvad hun udtalte sig om.
I B.T. fortsatte hun imidlertid sin okkulte kritik af Faklen og
betonede sin ekspertise derved, at hun skam har medvirket til
eksorcisme: ╗Jeg har ikke selv drevet dæmoner ud, men jeg har på
et kirkemøde i år oplevet, hvordan der blev bedt for en mand, der
var besat af mørke kræfter.½
Kristeligt Dagblads lederskribents sympati med disse ╗seriøse
studerende½ munder da også ud i en lige så esoterisk mystik, hvis
betydning vi må overlade det til professor Aagaards tredje øje at
skue meningen bag: ╗Men satanister repræsenterer næppe Satan, for
han kommer jo i forklædning.½?!?
Neutzsky-Wulff, der torsdag den 3. oktober fik lov til at
fremstille sin version af angrebene på sig selv og sit
forfatterskab i Politiken, forsøgte at slå til lyd for den anden
side af historien om Faklen: ╗De 'motiver', som kan have drevet
folkene bag Faklen til at spise vandgrød i tre måneder for at få
bladet på gaden, er åbenbart genstand for ivrige spekulationer.
Modstandernes motiver til at kvæle et tidsskrift, der prædiker
social retfærdighed og tolerance af minoritetsgrupper, kunne
ellers være nok så interessante at få udredet. Vel, når krudtet er
vådt, griber man som bekendt til bajonetten.½
Der var dog grænser for, hvad Politiken ville tillade at trykke
fra den forfatters hånd; det blev således udtrykkeligt indskærpet,
at Jes Stein Pedersens ╗portræt½ ikke måtte kritiseres i avisens
spalter.
╗De sataniske vers½
Fredag den 4. oktober foretog Kristeligt Dagblad og Politiken
imidlertid en ganske uventet kovending i dækningen af Faklen û i
det mindste midlertidigt.
Politiken bragte et stort interview med Max Schmeling, en ╗ægte
satanist½ og talsmand for den såkaldte Church of Satan. Her
forfægtes fremfor alt Den Stærkes Ret, og næstekærligheden
opfattes som ╗hyklerisk½, hvorfor satanisten da også bramfrit
erklærer: ╗Jeg vil ikke hjælpe de sultne i Afrika, og jeg har
ingen medfølelse med folk, der bor i lande med borgerkrig.½
Hvor fjernt denne regelrette egoisme ligger humanismen turde være
indlysende, og Schmeling vil da heller ikke hverken associeres med
Faklen eller have satanismen identificeret med Neutzsky-Wulff, om
hvem han kort konstaterer: ╗Han er ikke mere satanist, end Salman
Rushdie er det.½
På samme side har Søren Ravnsborg under overskriften ╗I krig mod
en falsk bibel½ skrevet en reportage fra Faklens besøg på
Københavns Universitet.
En hr. Poul Nielsen dukkede op og forsøgte i modsætning til
Schmeling muligvis at gøre Faklen til en satanistisk gavebod, men
journalisten gennemskuede ham: Poul Nielsen hævder, at ╗han
genkender djævlen på et af billederne. 'Det forestiller faktisk
læsedjævlen. Vi vil netop gerne fremme lysten til at læse og lære
noget,' svarer Jens-AndrΘ. Det lyder for pænt. Poul Nielsen giver
ikke op. Pludselig hiver han et halssmykke med et satan-symbol
frem. Forgæves. De unge lægger afstand til enhver sammenkobling
med satanisme.½
En oplagt mulighed for at fordreje historien i retning af sorte
vokslys, pentagrammer og satandyrkelse lader Ravnsborg her bevidst
passere.
Samme journalistiske redelighed kendetegner Anna-Lise Bjerager,
som dækkede besøget på Københavns Universitet for Kristeligt
Dagblad. Her er intet spor af Djævlens konspiration, som samme
avis' okkulte lederskribent havde advaret imod et par dage
forinden, men en venlig, om ikke altid lige korrekt gengivelse af
Faklens standpunkter.
Den 5. oktober udtrykte Informations lederskribent oven i købet
nødvendigheden af et stridsskrift som Faklen. Desuden bragte
avisen Neutzsky-Wulffs ╗fædrelandssang½ med kommentaren:
╗Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulffs bidrag til det omstridte
tidsskrift Faklen er et bud på en ny fædrelandssang. Kritikerne
har henvist til dette bidrag for at påvise udgivernes hensigter og
deres forbindelser til forfatteren. Information finder det derfor
på sin plads at gengive digtet i uforkortet form. Neutzsky-Wulff
betegner det selv som 'en pastiche, hvor fædrelandssangens
ha-stemte og aggressive ordvalg vendes til en opfordring til
humanisme.'½ Hvorefter fulgte û som Information skrev û ╗de
sataniske vers½ ...
Om præstestyret i ┼rhus så også har udstedt en dødsdom, står ikke
helt klart.
Tre dage i træk gik Ekstra Bladets satirikere på jagt efter
satanistisk ╗underbevidst påvirkning½ i Faklen og kunne finde op
til flere skjulte okkulte budskaber, bl.a. at Faklen naturligvis
var et anagram for det afslørende navn ╗Fe-klan½. Men der var det,
der var værre.
╗I dag kan vi ikke dysse det ned længere: Politiken er også faldet
for Satan. Gu er den så. Og vi kan bevise det! Men først
indicierne: Politiken er fyldt af okkulte symboler, hvoraf flere
endda har været ansat i årevis, mens de bare sidder i kantinen
uden at skrive en linie! Og ikke nok med dΘt. Politiken udkommer
troligt hvert eneste år på Fandens Fødselsdag og bragte senest en
hel side med titlen 'TV i dag,' der som bekendt bliver til 'vag
tid', når man bytter rundt på bogstaverne, hvilket må siges at
give mere end blot et fingerpeg om avisens holdning til humanismen
generelt samt en udmærket illustration af deres sataniske
forventninger til Den Yderste Dags komme.½
Professor Johannes Aagaard:
╗Den ondskab er større end den ondskab, mennesker kan præstere½
Til tider overgår virkeligheden imidlertid satiren, som søndag den
6. oktober, hvor professor Aagaard og Politiken fortsætter den
heksejagt, som jo ellers næsten risikerede at blive indstillet.
Faklens insisteren på social retfærdighed, solidaritet med
minoritetsgrupper og kamp mod racisme og fascisme er en ondskab
direkte importeret fra Helvede, hvis man skal tro en af
frontfigurerne i det århusianske præsteskab, professor Aagaard.
Til Jyllands-Posten udtaler han: ╗Man skal være meget, meget dum,
hvis man ikke kan se, at den ondskab, der ligger bag, er større
end den ondskab, mennesker kan præstere½!
Mon man så skal være meget, meget klog for at blive teologisk
professor på Aarhus Universitet? Skal man have fået åbnet sit
tredje øje af Gurumaya for at blive så vis û eller kan man nøjes
med at bestå stopprøven?
Hvem der har åbnet Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfadens
øjne, tør vi ikke sige, men ret dybt skuede de ikke, da han i sin
søndagsklumme û ╗Satans studenteroprør½ û ledte efter ╗den røde
tråd½ i Faklen: ╗Det, man skal lægge mærke til med relativisme, er
altid, hvilke positioner relativisten skåner. Hvad er det, der
bliver tilbage, når alle værdier og systemer er skudt i sænk? I
miljøet omkring Faklen er det individets uhæmmede selvudfoldelse.
Kun den kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved,½ hævder
chefredaktøren.
Dette er indlysende nok ikke en karakteristik af Faklens
humanisme, men tværtimod af humanismens fjende per se, den
liberalisme, som understøttes af samfundsudviklingens næsten
calvinistiske kapitalisme, hvor Den Stærkes Ret reelt står
uanfægtet og netop legitimerer den ╗uhæmmede selvudfoldelse½.
Hvad der er tale om i Faklen, f.eks. i manifestet, er blot en
forholdsvis ukontroversiel understregning af, at ingen moral er
funderet på eviggyldige lovtavler eller absolutte metafysiske
imperativer, men derimod i sidste ende alene på et eller flere
menneskers følelser og skønsmæssige vurderinger. Og hvad vil dΘt
så sige? Det vil såmænd ikke sige andet og mere, end at intet
menneske behøver lade sig undertrykke af andre menneskers moral,
og at vi bør undlade at dømme andre menneskers handlinger for
umoralske, blot fordi de synes i modstrid med vore egne
handlinger. Deraf også netop tolerancen af minoritetsgrupper,
uanset om man deler deres moral eller ej.
Den røde tråd i Faklen er derfor naturligvis antitesen til enhver
egoistisk individualisme û nemlig den røde solidaritet.
Seidenfadens motiver til at hævde det modsatte overlader vi det
til læseren selv at udregne, men det er næppe Den Svages Ret, der
ligger den velbjærgede redaktør på sinde.
I modsætning til sin åbenmundede våbendrager, professor Aagaard,
valgte biskop Holm tavsheden som taktik. Nu havde han jo også
erklæret alle ikke-kristne for satandyrkere, og det var der jo
ingen grund til at gå ind i en diskussion af. Kirkemødet var
afsluttet, og paven ufejlbarlig.
┼rhus Stiftstidendes leder bragte under overskriften ╗Frihedens
fakkel½ imidlertid denne kommentar til byens biskop: ╗Kjeld Holm
vil i øvrigt ikke diskutere med 'erkendelsesterroristerne' bag
tidsskriftet Faklen, der har vakt opsigt på landets universiteter.
Det er sagt, at tale er sølv og tavshed er guld, men det passer
skidt til en biskop og er slet ikke noget godt slogan for Kjeld
Holm.½
Men biskoppen har talt og påtalt û så hvorfor diskutere, når man
kan nøjes med at diktere?
Professor Niels Hannestad:
╗med korslagte arme, skrævende ben og olmt åsyn½
Tirsdag den 1. oktober forsøgte Faklen at få et møde i stand med
dekanen for Teologisk Fakultet, Peter Widmann, hvor det var
hensigten at fremlægge et forslag til en offentlig debat Faklen og
de teologiske kritikere imellem. Fredag den 4. lykkedes det
undertegnede at lægge beslag på fem minutter af dekanens tid, hvor
han mundtligt fik forelagt et oplæg til et fælles møde (som
prodekanen, Armin Geertz havde fået det dagen forinden).
Vi foreslog en dagsorden på fire punkter, hvoraf to kunne vælges
af kritikere fra Teologisk Fakultet og to af Faklens redaktion. Vi
mente, at et arrangement med f.eks. tre fra Faklen og tre
opponenter (f.eks. en fra Bibelselskabet, en af oversætterne og en
af de kritiske professorer) kunne forløbe i god ro og akademisk
orden med Widmann som ordfører.
Widmann var som altid stresset og distræt, men lovede at komme med
et skriftligt oplæg. Det kom så den 9. oktober, vedlagt fire
siders statements, der angiveligt skulle være svar på Faklens
╗indvendinger mod fakultetets undervisning og forskning½.
Som indledning til denne lange uklare og ukorrekte fremstilling af
Faklens kritik- og standpunkter opstilles en række betingelser for
et offentligt møde, hvoraf de to var, at der ikke måtte være en
skjult dagsorden, og at man skulle gengive hinandens positioner
loyalt. Disse ╗betingelser½ er naturligvis selvindlysende, hvorfor
Faklen û i modsætning til fakultetet û netop havde fremlagt en
åben dagsorden.
Imidlertid stillede fakultetet også som betingelse, at Faklen
skulle trække sine beskrivelser af konkrete oplevelser på Aarhus
Universitet tilbage, hvilket selvfølgelig er et fuldstændig absurd
krav. Dermed afslørede dekanatet da også, at hele ╗invitationen½
var en skinmanøvre, eftersom man selvsagt ikke kan kræve, at
debattørerne skal starte med at trække de standpunkter tilbage,
som der efterfølgende skal debatteres. Faklen skulle jo i så fald
tilsvarende have krævet, at navngivne lærere startede med at
undskylde deres opførsel, før vi ville mødes med dem og diskutere
denne. Noget sådant ville naturligvis have været nøjagtig lige så
rimeligt û og nøjagtig lige så absurd.
En invitation til dialog må være helhjertet.
I Politiken torsdag den 10. oktober tog professor Niels Hannestad
til genmæle mod fremstillingen af hans opførsel til et
religionsvidenskabeligt foredrag af Walter Burkert. Som refereret
i Faklen nr. 1 (s. 22), afbrød professoren talerrækken med tilråb,
bl.a.: ╗Din stupide idiot!½, henvendt til en studerende, der var i
færd med at stille et spørgsmål.
Professor Hannestads version lyder således: ╗Da Θn blandt gruppen,
der konfrontalt havde anbragt sig på forreste række over for
foredragsholderen med korslagte arme, skrævende ben og olmt åsyn,
for tredje gang, og med stigende aggressivitet, fremførte det
samme budskab, stønnede jeg, som sad bag ham, med teaterhvisken:
'hvilken grænseløs stupiditet.'½
Bemærk den studerendes skræmmende, ja, nærmest sataniske positur:
Korslagte arme! Skrævende ben! Og så på forreste række! Hvor er vi
henne nu om stunder?
Interessant kunne det nu også være at få oplyst, om det er
akademisk kutyme at fremføre ╗teaterhvisken½, ved at en professor
╗konfrontalt½ rejser sig i sædet og ╗med olmt åsyn½ råber med
╗stigende aggressivitet½ ud over et helt auditorium?
Chefredaktør Peter Wivel:
╗Vi skal frygte Gud½
Den 11. oktober får Aagaard, Holm, Michaδlis og Hannestad
følgeskab af Weekendavisens chefredaktør til hest, Peter Wivel. I
en lang leder beklager chefredaktøren, at pressens ╗yngstemænd½
har været sat på dækningen af Faklen, for ╗så er man sikker på, at
ingen forstår et kuk af det hele.½
Nu kommer så endelig Den Sande Intellektuelle og sætter det hele
på plads, og med et blik så skarpt, at selv Aagaards paranormale
syn er sat af, får den arme læser endelig Faklen afsløret: ╗dette
scientology-inspirerede forsøg på at knæsætte fundamentalismen som
folkekirkens ny katekismus.½ Sic!
Herpå følger en gang lige så studentikost sludder om Jesus, Luther
og det Nye Testamente med den fantastisk interessante og relevante
konstatering: ╗Vi har faktisk hverken Pagtens Ark, Moses'
stentavler eller evangelisternes oprindelige båndoptagelser med
Jesu ord. De er gået tabt.½
Den store analyse leder frem til den lige så store finale,
lejlighedsteologens dybsindige trosbekendelse: ╗Vi skal frygte
Gud. Den religiøse sandhed er et ubærligt sted at komme i nærheden
af. I trosspørgsmål, det vil sige i vort personlige forhold til
Gud og Næsten, er vore egne sandheder ydmyge, de må vige. Ellers
kan vi ikke leve sammen. Ellers er vi ansvarsløse.½ Amen.
Og så mangler jo blot folkets deus lo volt, og Wivel kan ride lige
ind i folketinget som spidskandidat for Kristeligt Folkeparti og,
om Vorherre vil det, snarest indtage den Hellige Stad.
Det forlyder fra Weekendavisen, at Wivels næste leder vil være en
lige så intelligent analyse af Kennedy-mordets og Lukkelovens
behandling i Faklen nr. 2, der selvfølgelig tydeligt er inspireret
og finansieret af Hare Krishna.
Professor Helmuth Nyborg:
╗Oprørende angreb fra Faklen½
I Faklen nr. 1 bragte vi artiklen ╗Race-læren på psykologi½, hvor
professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet, Helmuth
Nyborg blev kraftigt kritiseret for sin anvendelse af den
pseudovidenskabelige The Bell Curve i undervisningen, ifølge
hvilken hvide mennesker er klart mere intelligente end sorte. I
artiklen stod bl.a., at The Bell Curve ╗kun er et
pseudovidenskabeligt dække over hans egne private holdninger om
det hvide overmenneske½.
Professor Nyborg skriver den 14. oktober i Aarhus universitetsavis
Information & debat, at det er ukorrekt, at han skulle have
betegnet bogen som ╗det bedste, der nogen sinde er lavet inden for
intelligensforskning,½ på trods af at det er blevet både hørt og
noteret af studerende ved professorens intelligens-forelæsning to
år i træk!
Endvidere bemærker Nyborg, at når han ╗i korthed½ refererer til
bogen, ╗skyldes det, at den repræsenterer en opfattelse, der i
store træk accepteres af mange førende forskere på området,
samtidigt med at den fordømmes af alle socialreduktionister, mange
humanister og den politisk korrekte del af den offentlige presse,
som ikke bekymrer sig unødigt om gode data.½
Professoren tager altså ingenlunde afstand fra The Bell Curve, som
han hævder viderebringer gode data, skønt bogen af talrige
forskere betegnes som videnskabeligt totalt ubrugelig og som ╗an
ill-concealed racist manifesto½, men han betoner dog, at tanken om
et hvidt overmenneske forekommer ham ╗åbenlys grotesk½.
Og det er jo betryggende. Ikke desto mindre giver professor Nyborg
i en artikel i Weekendavisen den 11.11.94 udtryk for, at de
╗videnskabelige bud½ (dvs. hans egne), i modsætning til de
╗politisk korrekte½ er tættere på, at ╗sorte er anderledes begavet
og bliver kriminelle. Giver man dem socialhjælp forværrer man blot
tingene, fordi der så bliver flere dårligt begavede, og det går på
langt sigt ud over samfundet som helhed.½!
I Faklen nr. 1 bragte vi et uddrag fra Allers Illustrerede
Konversationsleksikon fra 1892-99, hvori det bl.a. hedder om de
sorte slavers frigivelse: ╗Det er imidlertid langt fra gaaet, som
de humane Forkæmpere for Emancipationen havde tænkt; Negrene have
ikke, som man havde haabet, formaaet at udvikle sig i aandelig
henseende eller vist sig værdige til den overordentlige Omsorg,
som har faaet Udtryk paa saa mange Maader. (...) Det er jo muligt,
at alle disse uheldige Egenskaber ere nedarvede og følger af de
lange Tiders Underkuelse og Trældom, og at Racen derfor først
gennem mange Slægtled maa lutres og udrenses; Fremtiden vil vise
det, men selv de mest rettænkende og humane Nordamerikanere
mistvivle om, at Negrene nogen sinde kunne blive brugbare
amerikanske Borgere ...½
Med Nyborgs højst kritisable socialpolitiske konklusion draget på
baggrund af The Bell Curves analyser in mente, er det ikke alene
meget svært at betegne Nyborgs ærinde som andet end
pseudovidenskabelig polemik, det er unægtelig også uhyre
vanskeligt ikke at karakterisere det som mindst lige så åbenlyst
grotesk som forestillingen om det hvide overmenneske, der var
leksikalsk ╗videnskabelighed½ for hundrede år siden.
Så vidt korstogsfarerne mod Faklen i denne omgang û fortsættelse
følger utvivlsomt.
HUMANISTISK SOLIDARITET OG ONTOLOGISK RELATIVISME
Det har ikke alt sammen været fornærmede professorer og
intimiderede journalister, der har angrebet Faklen, langt
størstedelen af pressen har behandlet al postyret ganske sobert.
Enkelte anmeldere og kommentatorer har endvidere udtrykt en vis
desorienteret undren over for tidsskriftet. Elo Nielsen skrev
eksempelvis i sin anmeldelse i Information d. 8.10.: ╗Men skal
Faklen for alvor blive til det offensive kampskrift, som de selv
lægger op til, må man kræve, at grundlaget for kritikken, at
målsætningen lægges frem med større åbenhed.½
Også andre kritikere har efterlyst ╗målsætningen½ eller ╗det
ideologiske grundlag½ for Faklen. Skønt det turde stå temmelig
klart, at noget sådant skal findes i humanismen, er der måske
grund til atter at understrege, at det humanistiske manifest i nr.
1 på Θn gang præcist og bredt forsøger at fungere som tentativ
platform for en specifik linie, men selvfølgelig ikke som
╗vedtægt½ eller ╗bud½.
Det er da også, hvad der gøres opmærksom på i manifestets
afslutning: ╗Andet 'program' har vi ikke, og andet og mere behøver
vi heller ikke enes om. Men også den enighed forpligter. Lad os da
kæmpe for et engageret dannelsesuniversitet i stedet for en
desinteresseret karriere-fabrik. Og lad os ikke længere tillade
nogen kulturchauvinistisk deintellektualisering at stå uimodsagt,
men åbent insistere på kundskab, tolerance og relativisme û såvel
inden for som uden for auditoriet.½
Kundskab, tolerance og relativisme er for så vidt de eneste våben,
Faklen bevæbner sig med. Men disse behøver dog ingenlunde at være
uden gennemslagskraft.
De ligner måske ikke umiddelbart det gængse udgangspunkt for et
oprør mod den eskalerende højredrejning, men for os er de under
alle omstændigheder afgørende for den del af kampen, som føres i
den akademiske verden. Der findes naturligvis andre våben, ganske
som der findes andre slagmarker end universitetet, og vi støtter
selvfølgelig ethvert opgør med højredrejningen, hvad enten det er
på arbejdspladsen, i gymnasiet eller i pressen.
Selv tager vi blot udgangspunkt dΘr, hvor vi befinder os, hvilket
som nævnt ikke betyder, at vi ikke opfatter højredrejningen som et
generelt samfundsproblem, eller at vi kun tager afsæt fra
auditoriet, hvilket f.eks. artiklen ╗Daginstitutionens dressur½ da
også vidner om.
Men indtil videre er vor horisont trods alt primært det akademiske
lavland, og her er udrustningen og udsigten givet en anden end
f.eks. på den partipolitiske scene.
Terents:
╗Homo sum, humani nil a me alienum puto½
På den akademiske valplads er det os i særdeleshed magtpåliggende
at tydeliggøre sammenhængen humanistisk solidaritet og
kulturrelativistisk pluralitet imellem; et i kulturhistorisk
forstand fagligt, men i ideologisk forstand dybest set politisk
perspektiv, som sjældent er blevet fremhævet.
Forståelsen for og retten til forskellighed, hvad enten den er
kulturel, religiøs, seksuel, moralsk eller konventionel,
understøttes bedst af en humanistisk tolerance, f.eks. proverbielt
udtrykt ved Terents' berømte homo sum, humani nil a me alienum
puto û jeg er et menneske og anser intet menneskeligt for mig
fremmed û forudsætningen for forståelse, vel at mærke også af de
klemte minoritetsgrupper, hvis ideologi man ikke nødvendigvis selv
deler, der så igen er forudsætningen for solidaritet.
Det teoretiske grundlag for en sådan solidaritet og dens
sammenhæng med kulturrelativismen behøver ikke at være hverken
moralsk eller ideologisk i traditionel forstand, men bør for os at
se snarere være erkendelsesteoretisk. En erkendelsesteori, som
argumenterer for en ontologisk relativisme, for hvilken
hovedlinjerne netop skitseredes i artiklen ╗Pragmatisme½ i Faklen
nr. 1.
Mennesker med forskellig kulturel baggrund fortolker og konciperer
ikke virkeligheden på fuldstændig samme vis, hvilket grundlag for
en normativ såvel som en ontologisk relativisme så atter
understøtter den videste tolerance, ikke længere kun som et
eventuelt ╗etisk½ efterstræbelsesværdigt, men som et i det mindste
velovervejet og plausibelt filosofisk princip.
Virkeligheden er altså lige så lidt absolut, som sandheden er det,
hvilket selvfølgelig ikke med nødvendighed fører til solipsistiske
eller subjektivistiske ekstremer, som f.eks. understreget i
artiklen ╗Relativisme contra solipsisme½, men givet fører til
nødvendigheden af en pragmatisk forståelse for andre af
kulturhistoriens referencerammer såvel som til accepten af alle
facetter af samtidens multikulturelle panorama.
Der er her tillige tale om en fagkritisk understregning af, at
under enhver iagttagelse interagerer iagttageren og det iagttagne
i en udstrækning, der står i skarp modsætning til det klassiske
synspunkt i den i den humanistiske forskning efterhånden sjældnere
eksplicitte, men hyppigt implicitte naivrealistiske objektivisme.
Sådanne filosofiske problemstillinger og deres betydning for
humanismen skal naturligvis udbygges og underbygges, også langt ud
over de her anførte artikler. Men Rom blev ikke bygget på Θn dag,
så her må det foreløbig stå som endnu en brik i en nødtørftig
skitse, der selvfølgelig vil blive yderligere debatteret,
nuanceret og elaboreret i kommende numre.
Dermed skulle det måske også stå nogenlunde klart, hvorfor det har
været så svært at placere Faklen. Der er simpelt hen ikke nogen
entydig politisk, ideologisk eller filosofisk kategori, som
passer.
Og dΘt er selvfølgelig også en vigtig grund til, at vi overhovedet
har lavet bladet, ellers kunne vi jo bare have meldt os ind i en
passende forening eller et dækkende parti. Lige så indlysende, det
er, at Faklen er et venstreorienteret, humanistisk tidsskrift,
lige så indlysende er det dog også, at det kan virke
desorienterende for den, som er afhængig af meget rigide
kategorier. For selvfølgelig er der synspunkter i Faklen, som ikke
traditionelt har stået på venstrefløjens dagsorden, ligesom der
sikkert vil være erklærede ╗humanister½ og ╗relativister½, der
ikke kan identificere sig med den opfattelse af humanismen og
relativismen, som vi advokerer.
En humanisme og relativisme, der kunne opregnes utallige
inspirationskilder til, også blandt ikke-humanister og
ikke-relativister û lige fra Bakunin til Brandes, fra Heisenberg
til Heidegger, Kant til Kierkegaard, Marlowe til Marx, Platon til
Petrarca, Shakespeare til Spengler og fra Vergil til Voltaire. Og
i vor egen samtid ikke alene, men ikke mindst Neutzsky-Wulff.
At Faklen i det hele taget ikke i udpræget grad ligner noget
tidsskrift, vi har set før, kan vi kun erklære os tilfredse med,
og at humanismen på Θn gang er velkendt og ny, ser vi heller ikke
som en svaghed.
Rune Engelbreth Larsen
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97