[Image][Faklen]
Faklen nr. 2 ╖ Vinter 1996
STUDIUM GENERALE
Den svigtende almene dannelse er et problem. Mange - lige fra
erhvervsliv og politikere til forskere og studenter - er ved at få
øjnene op for de konsekvenser, det har og vil få for hele det
danske samfund. Faklen har et bud på, hvordan man kunne gøre noget
ved problemet.
Det er et råb, der lyder i tide, men heldigvis falder budskabet
sammen med tidens voksende erkendelse af behovet for historisk
bevidsthed og for revaluering af de humanistiske værdier.½
Således skrev Jyllands-Posten for nylig i en leder, ikke om
Faklen, men om et undervisningsministerielt udvalg, der bl.a.
påpeger konsekvenserne af danskernes svigtende viden om antikken.
I sidste nummer af Faklen forsøgte vi at beskrive den vitale
betydning, almen dannelse har for kulturen, hvilket mundede ud i
et tentativt omrids af et nyt universitært ╗filosofikum½, ╗studium
generale½, eller hvad man nu vil kalde det. Det naturlige
spørgsmål er nu: Hvordan skal det se ud?
Før vi går i detaljer med selve udformningen, er der dog nogle
spørgsmål omkring selve ideen, der fortjener lidt opmærksomhed.
Kvalitet versus universitet
I dag er det ordet ╗kvalitet½, der præger definitionen af et godt
universitet. Problemet er så at konkretisere, hvad dette begreb
egentlig dækker over. Merete Reuss, kontorchef i
Forskningsministeriet siger bl.a. i et interview til Information
om evalueringen af forskningen på universiteterne: ╗Høj kvalitet
er, når resultaterne kan bruges enten i forskningsmæssig
sammenhæng eller i samfundet i øvrigt.½ Er al viden ikke
potentielt brugbar, når blot den virkelig er viden og sætter os i
stand til at forstå et givet emneområde? Eller er det en snævrere,
umiddelbar brugbarhed, hun efterlyser?
Svaret ligger måske i Undervisningsministeriets tilsvarende
uddannelses-evaluering. Evalueringen af en videregående uddannelse
varetages af en styregruppe, der primært er sammensat af
uddannelsens ╗aftagere½, dvs. erhvervsliv og
undervisningsinstitutioner. Underligt må det være for en forsker
at få at vide fra sit universitet, at han skal finde noget andet
at undervise og dermed forske i for ikke at miste sine
bevillinger. Endnu mere besynderligt er det, hvis dette krav ikke
bliver fremsat, fordi der er noget i vejen med ╗kvaliteten½ af
hans indsats, men fordi den bare ikke er efterspurgt i
erhvervslivet.
Dette behøver jo ikke at være grunden, hver gang man retter kritik
mod en uddannelse, men Θn eneste gang vil også være Θn for meget.
Mere alvorligt bliver det af, at Undervisningsministeriet er ved
at sikre sig retten til sanktioner, hvis universitetet holder
hånden over sine ansatte og undlader at foretage de påkrævede
kursændringer.
Det er ideen om ╗vidensfabrikken½, der sætter sine spor. Men
fabrikken er en dårlig metafor for universitetet pga. den
ensartethed, der følger af samlebåndsarbejde, denne økonomisering
af ånden. Penge bliver færre af at blive brugt; ånd flyder desto
tykkere, jo mere der tages, som ordsproget lyder. Det er for os at
se umuligt, at den aktuelle forsknings- og undervisningspolitik
skulle kunne vende den stagnerende dannelse. Vi bryster os af som
befolkning at have et højt uddannelsesniveau, men hvis denne
lærdhed ender som ren ╗know-how½, altså udenadslære, hvorfra skal
den nødvendige opdatering og ajourføring så komme?
Stik imod Forsknings- og Undervisningsministeriets velmenende
nyttemoral kan man i Informations leder et par dage senere læse
administrerende direktør i den bioteknologiske koncern Chr. Hansen
A/S, Erik Sørensens famøse ord: ╗For min skyld kan man hente
pengene fra alle mulige erhvervsstøtteprogrammer. Der er ikke
noget, der er vigtigere end at styrke universiteternes uddannelse
og forskningsmiljø.½ Og forskningschef hos Novo Nordisk, Børge
Diderichsen siger, at industrien helst selv står for den
forskning, der ligger tættest på anvendelsen, mens det er
universiteternes uhyre vigtige opgave at ╗højne den videnskabelige
tankegang herhjemme½.
Man kan altså ikke engang legitimere ╗effektiviseringen½ af
universitetet ud fra entydige krav fra arbejdsmarkedet.
I den anden ende af samlebåndet slår uddannelsespolitisk ordfører
for SF, Aage Frandsen til lyd for at nedlægge oldtidskundskab i
gymnasiet: ╗Det kan f.eks. kun være tradition, der kan begrunde,
at faget oldtidskundskab er obligatorisk i gymnasiet. Hvorfor
kunne der ikke udvikles et nyt fag, der bl.a. rummede elementer af
oldtidskundskab, filosofi, idΘhistorie, religion m.v.?½
Tænk, at det er blevet så svært at få øje på det humanistiske
rationale bag denne ╗tradition½. Følgerne af en indførelse af
dette nye fag ville først og fremmest blive en desorientering hos
de studerende svarende til mængden af tankegods, der skulle
presses ind i de få undervisningstimer (i modsætning til, hvis man
gav det mere tid, som vi senere skal se). Men hvad værre er, ville
den tilegnede viden lide samme skæbne som undervisningen i
gymnasiefaget ╗naturfag½, som Frandsen selv kritiserer for ikke at
give den nødvendige kompetence.
Han forklarer i øvrigt selv rationalet bag den faglige discount i
disse ╗tværfag½: ╗Det er også rigtigt, at studenter med matematik
på højt niveau kan mindre matematik end tidligere à Men de kan
altså noget helt andet.½ Det forekommer os en anelse svært at
forstå, hvordan man kan have mere gavn af at lære mindre matematik
i matematik-undervisningen eller mindre græsk poesi i
oldtidskundskab til fordel for at blive ╗bedre til at arbejde
sammen i projekter½, som Aage Frandsen hævder, de unge er blevet.
Fra såvel et humanistisk som et videnskabeligt synspunkt må det
forholde sig lige omvendt, netop sådan at jo mere viden, man får
skrabet til sig, des bedre rustet er man til at udfolde sig.
Socialiseringen bliver let til den tvangssocialisering, der er
påkrævet for at passe ind i hylden på arbejdsmarkedet.
Universitetets rolle som kulturel dynamo
Baggrunden for overhovedet at indføre en sådan almen undervisning
på tværs af alle faggrænser bunder i en forestilling om, hvad man
kan forvente af et universitet - og ikke mindst af en akademiker.
Mange vil umiddelbart indvende, at de ikke har ╗brug for½ eller
╗tid til½ at skaffe sig et bredt fundament, men spørgsmålet til
dem må være, om de da ikke har tid til at blive akademikere?
Det er jo sagen i en nøddeskal. Skal vi efterkomme ønsket om at
kunne tage en uddannelse, der giver en økonomisk velbjærget
tilværelse, eller ønsket om at kunne ophobe størst mulig viden?
Disse to ønsker er principielt uforenelige, eftersom det ene må
underordnes det andet. Det humanistiske, kulturelle bud må
naturligvis være det sidstnævnte.
Meningen med at have et universitet overhovedet er vel, lidt
poetisk udtrykt, at have et samlingssted for dem, der ønsker at
deltage i dette store, møjsommelige arbejde med at opbevare og
udvide kulturens intellektuelle skatkammer. Ikke forstået på den
måde, at kultur kun udspringer fra universitetet, men at denne
institution hele tiden må følge udviklingen og yde støtte, hvor
det er tiltrængt, samt modtage impulser, hvor de gives.
Kultur skal forstås i det videst mulige perspektiv. Universitetet
skal uddanne mennesker, der ud fra en knusende solid faglig viden
og generel akademisk kompetence kan indgå som primi motores i alle
dele af det danske samfund, lige fra forskning og produktion til
kunst og uddannelse - og ikke mindst som en del af en kritisk
befolkning, der måske i sidste ende er den bedste garanti for, at
et demokrati ikke via populisme ender i fascisme.
Man vil måske med skepsis se på ╗blødheden½ i dette
universitetsideal og tale om den store arbejdsløshed, der venter
disse kulturelt velfunderede akademikere. Vi har jo før set
eksempler på, hvordan nogle mode-fag uddanner folk til et liv i
arbejdsløshed eller omskoling.
Hertil er der kun at sige, at det, der giver arbejdsløshed, er at
producere titler på samlebånd, ikke at uddanne lærde kvinder og
mænd. Ville de kunne gå med hænderne i skødet dagen lang? Næppe. I
sidste ende kunne dette måske endda føre til en form for kulturelt
opsving, et opsving, der er langt mere tiltrængt end noget andet i
Danmark.
De færreste har prøvet det
En rundspørge til landets universiteter viser, at man mange steder
netop nu taler om, hvordan man kunne indføre en sådan form for
almen basisuddannelse, men ingen steder er man nået ret langt.
På Københavns Universitet er man begyndt at holde møder om emnet.
På Aarhus Universitet har rektor nedsat et udvalg, der skal
indsamle information og komme med et udspil til universitetet. På
Odense Universitet diskuterer man mulighederne. På Aalborg
Universitet og Roskilde Universitetscenter har man p.t. ingen
konkrete planer. Man har som bekendt basismoduler på Odense
Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitetscenter,
der henvender sig til lidt større fagområder, men indholdsmæssigt
kan de på ingen måde gøre det ud for et studium generale. I
Undervisningsministeriet arbejder man med tanken - specielt med
henblik på en styrkelse af de antikke fag - uden dog helt konkret
at vide, hvordan man skal gribe tingene an.
Ser vi på udlandet, har man i f.eks. Norge længe haft examen
philosophicum, men også her er undervisningen efterhånden blevet
strømlinet så meget, at det ikke kan siges at opfylde kravene til
et alment dannende basisår.
Faklen vil således gerne med sit forslag starte den reelle debat
om et sådant tværfagligt, almentdannende studieforløb.
Studium Generale
* Formålet med studium generale er at sikre sig, at de optagne
studenter har de nødvendige forudsætninger for at studere ved
universitetet med henblik på at videreføre det videnskabelige
arbejde og videregive deres erhvervede indsigt til resten af
samfundet.
* Pensum er obligatorisk for alle, der optages på
universitetet.
* Der udbydes almindelig undervisning i kulturhistorie
(herunder religions-, filosofi- og videnskabshistorie).
Herudover tilbydes supplerende undervisning i matematik og
latin. Der er ikke mødepligt til undervisningen.
* Undervisningen svarer til Θt årsværk og falder i tre blokke
på hhv. et helt og to halve semestre.
* Efter hvert semester er der eksamen i alle fag. Efter første
semester skal de på universitetet afholdte eksaminer i
kulturhistorie samt mindst det ene af redskabsfagene bestås,
før man kan fortsætte. Efter andet semester skal alle fag
bestås.
* Formen er almindelig mundtlig eller skriftlig eksamen med
karakter efter 13-skalaen. Der gives ikke pensumreduktion for
undervisningsdeltagelse.
* Der forelæses som hovedregel ikke ud fra specielle lærebøger,
men ud fra almindelig relevant litteratur til de berørte
emner.
* Studenterne optages ved ordningens start gennem den
koordinerede tilmelding på deres respektive studier.
Adgangskrav og studiestartsbetingelser fastlægges af den
enkelte uddannelse, dog er gennemførelse af studium generale
med tilhørende eksaminer et minimumskrav. Over en årrække vil
studium generale sandsynligvis medføre mere eller mindre fri
optagelse for dem, der har lysten og evnerne.
Kulturhistorie
Kulturhistorien er den mest omfattende del af studium generale.
Det er her, det akademiske, videnskabelige fundament skal lægges,
hvis det ikke allerede er lagt, og bringes til at fungere. I sin
essens er kulturhistorien en gennemgang af menneskets historie,
men den er mere end det.
Det letteste er måske at give nogle eksempler på forelæsninger,
man kunne støde på under hele forløbet.
En underviser fra Filosofi præsenterer ╗Auguste Comtes
positivisme½. En fysiker holder en introduktion til moderne fysik
under overskriften ╗Fra Newton til Einstein½. På Jura er der
mulighed for at høre om ╗Frihed i Grundloven½. Man kan få
lejlighed til at stifte bekendtskab med en af vor kulturs største
personligheder på Religionsvidenskab ved forelæsningen ╗Følg mig!
- Jesu Kristi lære½ eller tage forbi ╪konomi og høre om
╗Matematiske modeller i praksis½. Der fortælles om ╗Intelligens
hos chimpanser½ på Biologi og om ╗Shakespeares Antony & Cleopatra½
på Engelsk. Der er ╗Introduktion til pladetektonik½ på Geologi og
en forelæsning om ╗╞gypteren og de døde½ på Arkæologi. Endelig kan
man høre om ╗De gennemgående karakterer i Holbergs komedier½ på
Litteratur og om ╗Mekka½ på Historie.
Uanset hvilket emne, der behandles, sker det ud fra den pågældende
kulturs eller persons egne udsagn, oplevelser og argumentation.
Formålet med dette er, at den studerende så ofte som muligt skal
sættes i den fremmedes sted, ikke ved romantisk forestillen, men
som følge af den mest sandsynlige rekonstruktion af de oplevelser
af en begivenhed, en person i en given kultur på et givet
tidspunkt har konceptualiseret.
Denne præsentation af stoffet skal være grundpillen i
undervisningen, simpelt hen fordi det er den videnskabeligt
forsvarlige tilgang, der skal præsenteres og tillæres.
Den dannelse, der skal tilvejebringes, placerer som udgangspunkt
ethvert menneskeligt udtryk på linje med alle andre. Sådan en
instinktiv uvilje mod at lade sig styre af fordomme, dogmer og
principper er uendelig vigtig, hvis det, vi ønsker, er en kultur
baseret på tolerance og imødekommenhed. Når vores forståelse er
baseret på TV-avis og kaffesnak, bliver resultatet meget let en
legitimering af vores eget medieskabte og normbaserede
verdensbillede; baseres den derimod på viden, har vi mulighed for
at forbedre de dele, der halter.
Det betyder ikke, at vi ikke kan hævde, at vores egen kultur er
den, der passer os bedst - det gør vel de fleste kulturer. For når
bare det sker, efter vi har besøgt de fremmede i deres hjem, er vi
forhåbentlig blevet vaccineret mod den rå fordømmelse.
Undervisningen i kulturhistorie kunne f.eks. inddeles således:
1. semester: Indtil år 0
2. semester: ┼r 0 - 1.000
3. semester: ┼r 1.000 - 2.000
Omfang: 10 timer om ugen
Opgaver: Der afleveres i løbet af semesteret to større skriftlige
opgaver i et selvvalgt emne.
Eksamen (hvert semester): Mundtlig eksamen med forberedelse samt
skriftlig eksamen (5 timer).
Redskabsfag
I forbindelse med kulturhistorie skal studenten i løbet af studium
generale bringes på det nødvendige niveau i fagene matematik og
latin. Netop disse fag overskygger alle andre (bortset dog fra
dansk sprogfærdighed), idet de udgør centrale og uomgængelige
redskaber for alle akademikere.
Niveauet for redskabsfagene tager udgangspunkt i gymnasiets
B-niveau, men tilrettelægges af universitetet. I modsætning til
kulturhistorie vil mange studenter kunne bestå et af eller begge
disse fag uden at følge undervisningen, men de skal stadig væk
eksamineres på universitetet. Har man f.eks. matematik eller latin
fra gymnasiet eller HF, går man blot op til eksamen i dette fag.
Som noget nyt kan man altså ikke brænde alle sine notater, når
studenterhuen sidder trygt på issen. Sådan må det være, fordi
universitetet i første omgang selv er nødt til at sikre sig, at
studenternes kundskaber er i orden. Man kunne vente på, at man fik
begyndt i den anden ende med at højne niveauet i folkeskolen og
gymnasiet for til sidst at mærke afsmitningen på de højere
læreanstalter. Forhåbentlig vil indførelsen af studium generale
også medføre, at det faglige niveau på gymnasiet bliver højnet.
Men hvis universitetet vil have nogen som helst reel mulighed for
at lægge niveauet for forskning og uddannelse, må det selv - med
rektor i spidsen - tage ansvaret for, at de nødvendige
forudsætninger er til stede.
Som det er nu, kræver alle studier i praksis f.eks., at studenten
kan læse fagtekster på tidens videnskabelige hovedsprog, engelsk -
mange steder også på tysk og fransk - men dette bliver ikke altid
krævet forinden og aldrig checket efter optagelsen. Det betyder,
at en del studenter ikke læser deres ting ordentligt, undgår
sværere litteratur eller helt falder fra. Vist er det muligt at
klare sig igennem et studium på denne måde, men hvem har gavn af,
at nogen blot ╗klarer sig igennem½?
Omfang: 3 timer om ugen pr. fag
Opgaver: Der afleveres løbende mindre skriftlige opgaver.
Eksamen: Mundtlig eksamen med forberedelse samt skriftlig eksamen
(5 timer).
Matematik
Et vist kendskab til matematik må forudsættes hos en akademiker.
For det første er fortrolighed med matematikken som et logisk
stringent, formelt sprog særdeles nyttig, hvis man ønsker at følge
konsekvenserne af teoretiske overvejelser generelt. Uden en sådan
er man desuden principielt afskåret fra at nå til en forståelse af
størstedelen af naturvidenskabens teorier, der baserer sig på
matematiske modeller.
Formålet med undervisningen i matematik er at gøre studenten
fortrolig med almindelige matematiske begreber som simpel regning,
geometri, mængdelære, trigonometri, differential- og
integralregning, herunder differentialligninger,
sandsynlighedsregning og statistik. Desuden introduceres studenten
til den moderne matematik, bl.a. flerdimensionel analyse,
komplekse tal og lineær algebra (matricer og vektorrum).
Undervisningen forudsætter kendskab til matematik f.eks. svarende
til gymnasiets obligatoriske niveau.
Latin
I 1841 blev Danmarks første doktorafhandling på dansk skrevet af
Søren Kierkegaard. I år 1900 blev Danmarks sidste doktorafhandling
på latin skrevet af Hans Ræder. For 25 år siden var den store
latin-prøve obligatorisk for at blive optaget på humaniora. For 19
år siden blev latin afskaffet som fag i folkeskolen. Latin er
stadig obligatorisk for sproglige studenter i gymnasiet.
Hvis en akademiker skal kunne siges at være fortrolig med sin
kultur, kommer han ikke uden om latin. Hvad enten det er medicin
eller litteratur, botanik eller filosofi, vil man uden kendskab
til latin være sat uden for det publikum, som mange værker er
henvendt til - og dermed være dårligere rustet til at forstå dem i
deres helhed. Bevæger man sig tilbage i tiden, bliver dette behov
stadig mere påtrængende.
Latin-kundskaber skal ikke være et fisefornemt adelsmærke, men et
praktisk redskab til at gøre den europæiske kulturs sproglige
aflejringer - som vi jo til stadighed lever med og i -
gennemsigtige og overskuelige.
Formålet med undervisningen i latin er at gøre studenten fortrolig
med latinsk morfologi og syntaks i et omfang, der gør det muligt
at læse lettere klassiske og middelalderlige latinske tekster.
Undervisningen forudsætter intet forudgående kendskab til latin.
Vilje til forandring
Det kan synes et uoverstigeligt projekt at indføre studium
generale på universitetet, men intet mindre kan gøre det, hvis vi
da mener noget med vores intentioner om en almen dannelse. I
virkeligheden er spørgsmålet snarere, hvad alternativet er. Hvis
vi ikke kan acceptere den tendens, vi ser såvel politisk som i
praksis på uddannelsesområdet, må vi være indstillede på at
foretage de nødvendige og faktisk temmelig enkle indgreb.
Det er først og fremmest klart, at den urimeligt, uansvarligt og
vilkårligt begrænsede studietid i samme ombæring må forlænges. Der
er intet underligt i, at niveauet falder, når man giver
studenterne kortere tid til at tilegne sig lærdom. Finansieringen
er her det mindste problem, bl.a. fordi Statens Uddannelsesstøtte
er den billigste overførselsindkomst for statskassen, og en
investering som denne ville være ubetydelig for et rigt land som
Danmark.
Tilskud til studerende skal ikke være en sovepude, som resulterer
i en overrepræsentation af dovne hunde, hvilket der bl.a. skulle
være taget højde for i ovenstående studium generale. Statens
støtte til studerende skal snarere sikre, at uddannelse ikke
bliver forbeholdt en snæver elite. Alle, der har lysten og evnerne
til at tilegne sig viden til privat og almen glæde og gavn, skal
selvfølgelig have økonomisk mulighed herfor.
Ser vi på den organisatoriske side, vil studium generale
naturligvis tage tid at få gennemført, men faktisk er det
forbavsende lidt, der skal til, hvis viljen er til stede. Det
langt største skridt er at få begyndt.
Hvis vi tør tage konsekvensen af vores sympatier i kampen mod
dogmer og fordomme og stole på vores egen iver efter viden, da
skulle det være muligt at se drastiske forandringer på
universitetet realiseret inden for en kortere årrække. Det bliver
sikkert en strid kamp, men er vi først en del, der har meldt ud og
valgt side, bliver vi ikke lette at stoppe.
Det er ikke godt at vide, hvem der i forsvar skulle kunne
argumentere for, at mindre viden er bedre end mere viden - men man
vil givetvis forsøge.
Martin Brynskov
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97