[Image][Faklen]
Faklen nr. 3 ╖ Forår 1997
BIBELFORFALSKNING!
Nye eksempler på Bibelselskabets dogmatiske manipulation med
oversættelsen af det Gamle Testamente ...
Efter vi i Faklen nr. 1 skarpt kritiserede bibeloversættelsen fra
1992 for at være manipuleret, rejste der sig en storm af modangreb
og søforklaringer fra Bibelselskabet, oversættere og andre
fagteologer, som hævdede, at kritikken var grebet ud af den blå
luft, eller at vi fejlagtigt skulle have påstået, at man kunne
oversætte ╗objektivt½.
Der findes selvfølgelig ingen utvetydig objektiv oversættelse, og
vi har aldrig påstået andet, men der findes utvetydige
manipulationer og fejloversættelser; ╗oversættelser½, der er helt
uforsvarlige inden for de rammer, som filologien opstiller, og det
er sådanne, og alene sådanne, vi har dokumenteret og kritiseret û
og fortsætter med at dokumentere og kritisere.
Da vi så i Faklen nr. 2 supplerede kritikken med udgangspunkt i
det Kongelige Biblioteks arkivmateriale fra
oversættelsesprocessen, der tydeliggjorde, at Bibelselskabet har
spillet med skjulte kort under adskillige henvendelser til
ministerierne om offentlig støtte, blev teologerne påfaldende
tavse.
Hovedæren herfor har dog ganske sikkert professor emeritus i
semitisk filologi, dr.phil. Frede Løkkegaard, en af landets
førende eksperter i hebraisk, der i et interview i nr. 2
tilslutter sig vores kritik af, at man har udarbejdet en kirkelig
i stedet for en videnskabelig oversættelse: ╗à jeg er enig med jer
i, at man burde levere folk en oversættelse uanset skelen til
brugen û jeres synspunkt her har jeg ikke noget at indvende imod
overhovedet.½
Vi spurgte ham endvidere: ╗I Faklen nr. 1 har vi belyst tolv
eksempler på steder, hvor man har fraveget kildeteksten af
kirkelige hensyn. Mener du, at vores kritik i disse tolv eksempler
er videnskabeligt, filologisk velbegrundet?½
Hvortil Løkkegaard svarede: ╗Ja, det mener jeg.½
Siden blev der stille. Bibelselskabet lukkede døren og
oversætterne munden; tilsyneladende er teologernes nye strategi
fortielsen û Løkkegaards utvetydige udtalelser har i hvert fald
indtil videre (1.2.97) stået fuldstændig ukommenteret.
Vi vil naturligvis fortsat kæmpe for en ny, videnskabelig
oversættelse af i det mindste det Gamle Testamente, om så
teologerne atter samler handsken op eller fortsat nøjes med at
bede til, at tavsheden får kritikken til at forstumme.
I Faklen nr. 1 og 2 analyserede vi 31 eksempler på dogmatisk
manipulation og regulær forfalskning af teologisk centrale
skriftsteder i det Gamle Testamente û vi bringer denne gang 16 nye
eksempler af samme grelle karakter à
1. MOSEBOG 2, 2
Dansk oversættelse fra 1992 (DO92): ╗Og på den syvende dag hvilede
[jishboth, af shavath] han efter alt det arbejde, han havde
udført.½
Poetisk lyder det unægtelig og helt i overensstemmelse med dansk
oversættelsestradition, men det er bare ikke det, der står i
Biblia Hebraica. Shavath, som også er velbevidnet i andre
semitiske sprog, har faktisk grundbetydningen: at ╗standse½,
╗fuldende½, ╗ophøre med½, hvilket der da også skal oversættes med
her (Ges./Buhl, s. 805; EDHL, s. 638; TW bd. 7, s. 1041f). Bent
Melchior skriver i Politiken den 24.12.96, at ╗den autoriserede
oversættelse taler om, at Gud hvilede på den syvende dag (à). Det
kunne let omgås, fordi det hebraiske ord shabbat egentlig betyder
ophører, Gud ophørte med at skabe på den syvende dag, ikke fordi
han var træt, men fordi det så blev overladt mennesket at skabe
videre.½
Den tekstnære, filologisk betingede oversættelse skal lyde: ╗Og på
den syvende dag ophørte han med hele det værk, som han havde
udført.½
1. MOSEBOG 14, 18
DO92: ╗Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var
præst for Gud den Højeste [El Eljon].½
Men at El Eljon her oversættes med ╗Gud den Højeste½ (hvorved den
tilstræbte monoteistiske entydighed opretholdes), er totalt
uforeneligt med al moderne religionshistorisk viden (Dic., s.
567f). El Eljon er et egennavn, en guddom, dyrket ved siden af
Jahwe i Jerusalem i føreksilsk tid.
I værket Myter i Det gamle Testamente, skrevet af nogle af de mest
fremtrædende GT-forskere, står bl.a. følgende: ╗At den kanaanæiske
'højgud' El Eljon har været dyrket i Jerusalem i førisraelitisk
tid, ved vi fra 1. Mos. 14, 18-20. (à) Melkisædæq var iflg. 1.
Mos. 14, 18 navnet på en kanaanæisk konge i Jerusalem på Abrahams
tid. Han var konge i Salem (= Jerusalem) og præst for El Eljon.½
(s. 99 og s. 114; se også professor Benedikt Otzens Israeliterne i
Palæstina, s. 188). K&B bd. 1, s. 47 betegner også El Eljon i 1.
Mos. 14, 18 som en højgud, forskellig fra Jahwe, og TW bd. 6, s.
145f karakteriserer El Eljon som ╗eindeutig nichtjahwistisch½. (Se
også TW bd. 6, s. 136).
Den udogmatiske oversættelse skal da lyde: ╗à Han var præst for El
Eljon.½
1. MOSEBOG 15, 6
DO92: ╗Abraham troede [hæ'æmin] Herren, og han regnede ham det til
retfærdighed.½
Men hæ'æmin, som kommer af 'amen, skal oversættes med at ╗have
tillid½, ╗have tiltro½ eller ╗stole på½ (Ges./Buhl, s. 48; TW bd.
1, s. 320). Hans Jørgen Lundager, lektor i GT på Aarhus
Universitet indskærper: ╗'Tro' i GT er tillid til og trofasthed
over for en anden½ (undervisningsmateriale på religionsvidenskab,
lektion 5, s. 7). Og Bent Melchior skriver da også i sin
Torah-oversættelse af netop 1. Mos. 15, 6: ╗stolede på½.
Oversætterne stod imidlertid i den situation, at de var
forpligtede på at tage hensyn til det Nye Testamente i det Gamle
Testamente, og både Rom. 4, 3, Gal. 3, 6 og Jak. 2, 23 har en
enslydende formulering, som der skulle skabes konkordans med:
╗Abraham troede Gud à½
Den oversættelse, som tager hensyn til det Gamle Testamente på
dets egne præmisser, skal derimod lyde: ╗Abraham stolede på (el.
havde tillid til) Jahwe à½
2. MOSEBOG 32, 4 og 32, 8
DO92: ╗Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.½
Dette er imidlertid ikke ordlyden i Biblia Hebraica. De påpegende
pronominer står nemlig i pluralis (JP º 25a), de personlige
suffikser relaterer til ord i pluralis (JP º 52h), og den
efterstillede verbalhandling står ligeledes i pluralis (JP º
121d), så det pågældende elohim udtrykker hinsides enhver tvivl
almindelig pluralis.
En af guldkalvshistoriens pointer er jo netop, at de frafaldne
israelitter hengiver sig til polyteistisk gudsdyrkelse (i stedet
for den henoteistiske dyrkelse af Jahwe, som Loven byder dem).
Den filologisk og religionshistorisk korrekte oversættelse er da:
╗Disse er dine guder, Israel, som førte dig op fra Egyptens land.½
Også Vulgata og Septuaginta har her guder.
3. MOSEBOG 13, 9
DO92: ╗Når et menneske bliver angrebet af spedalskhed [tsara'ath],
skal han føres til præsten.½
Men tsara'ath betyder ikke spedalskhed, bl.a. af den simple grund,
at det kan helbredes, men derimod blot (når det handler om
mennesker) en ╗hudsygdom½, f.eks. psoriasis û eller, når det angår
tøj eller vægge, f.eks. skimmel og mug (K&B bd. 3, s. 989; TW bd.
6, s. 1131ff). I undervisningsmateriale på Institut for
Religionsvidenskab skriver Hans Jørgen Lundager Jensen om
tsara'ath: ╗Der er à ikke tale om det, der siden middelalderen har
været kendt som 'spedalskhed'.½ (Lektion 4, s. 9). Kan
Bibelselskabet eller bibeloversætterne virkelig have været
uvidende herom?
Den korrekte oversættelse skal hedde: ╗Når et menneske bliver
angrebet af en hudsygdom, skal han føres til præsten.½
4. MOSEBOG 24, 16
DO92: ╗Således siger han, der hører Guds tale, som kender den
Højestes [Eljon] viden.½
Igen går man her, på et af de ældste gammeltestamentlige
skriftsteder, af dogmatiske, kirkelige hensyn langt uden om
anerkendt religionshistorisk viden, ifølge hvilken der netop her
er tale om højguden Eljon. Om så denne guddom (senere) i
israelitisk religionshistorie identificeres med Jahwe, er sagen
her ganske uvedkommende.
Dictionary of Deities and Demons forsøger ikke at tilsløre
mangfoldigheden i det oldisraelitiske pantheon i GT: ╗In an oracle
of Balaam, son of Beor, in Num 24: 16 [= 4. Mos. 24, 16] we find
what may be the earliest reference to Eljon in the Old Testament.½
(s. 566). Hvorfor forties dette i oversættelsen?
Den saglige, religiøst uforudindtagede oversættelse skal lyde: ╗à
som kender Eljons viden.½
5. MOSEBOG 32, 8-9
DO92: ╗Da den Højeste [Eljon] fordelte folkene, da han skilte
menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter
tallet på gudssønnerne. Herrens del blev hans folk, Jakob blev
hans arvelod.½
Af dette stykke fremgår, at Jahwe (╗Herren½) blot er Θn blandt
mange underordnede guddomme i en gudeforsamling, som af den
transnationale overgud får tildelt sit særlige landområde og folk!
Men Bibelselskabet har her forsøgt at tilsløre eller udglatte
dette dogmatisk set overordentlig problematiske sted ved at skrive
╗den Højeste½ og ╗gudssønnerne½ (efter Septuaginta og
Qumranskrifterne). Den internationale, videnskabelige forskning
slår derimod fast, at der skal stå Eljon og Els sønner, hvorved
det markeres umisforståeligt, at det er en guddom forskellig fra
Jahwe (K&B bd. 1, s. 47 og TW bd. 6, s. 136, 139f).
Selv vor hjemlige professor emeritus i GT på Københavns
Universitet, Eduard Nielsen forsøger ikke at feje noget ind under
gulvtæppet i bogen Grundrids over Israels Historie: ╗At El Eljon
var tænkt som den overordnede gud, skinner endnu igennem Dt. 32,
8f. [= 5. Mos.], der taler om El Eljon som den, der fordeler folk
til forskellige guder: således får Jahve Israels folk.½ (s. 77).
Den ikke-manipulerede oversættelse skal da lyde: ╗Da Eljon
fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte
han folkenes områder efter tallet på Els sønner à½
DOMMERBOGEN 13, 7
DO92: ╗Du skal blive [hinnak hara] med barn og føde en søn.½
Det var professor Svend Holm-Nielsen, en af de hovedansvarlige for
DO92 fra København, som henledte vor opmærksomhed på Dom. 13, 5 og
7. I Information den 19.11.96 skriver han , at ╗præcis den samme
sproglige formulering som i Es. 7, 14 forekommer her i
[Dommerbogen kap. 13] v. 5 og 7, hvor sammenhængen utvetydigt
viser futurum½.
At vi skulle have ╗præcis den samme sproglige formulering½ er for
det første ikke sandt. Faktisk tillader den usikre vokalisering
(lectio mixta) det pågældende sted i den hebraiske grundtekst i
Dommerbogen, at anden halvdel af sætningen lige så godt kan og nok
bør stå i en anden form end Es. 7, 14. Og hvad angår Es. 7, 14 kan
man blot konsultere Gesenius º 116n (eller f.eks. GBH º 121e), som
slår fast, at når udråbspartiklen hinneh introducerer subjektet i
en adjektivisk og participial sætning (som netop i Es. 7, 14!), er
emfasen lagt på det præsentiske!
Men den kirkelige højrefløj fik det som bekendt ved afstemning
ændret til futurum. Ove Kollerup skriver om Indre Missions (IM)
taktik: ╗Debatten fra dagspressen viser, at IM gjorde spørgsmålet
om 'jomfru'-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således udtalte
daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i
dagene op til julen 1987: 'Her står og falder hele kirken' i
f.eks. ┼rhus Stiftstidende den 21.12.87. (à) Poul Langagergaard
gør ved et interview den 28.7.94 opmærksom på, at hans stærke
udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål at redde det
profetiske udsagn 'skal blive med barn' mere end ønsket om at
redde 'jomfru'-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul
Langagergaard til at beskrive IMs taktik: I dagspressen at angribe
og 'skyde langt over målet' for at få det mest afgørende igennem.½
(Hvem bestemmer over Bibelen?, s. 59).
For at vende tilbage til Dommerbogen 13, 5 og 7, præciserer
Gesenius º 116p, at partiklen hinneh i en participial sætning, i
særdeleshed når den er sat sammen med et personligt suffix (som i
Dommerbogen), udtrykker allernærmeste fremtid, som allerede er
immanent til stede i nutiden. Og GBH, som måske er den mest
moderne og omfattende grammatik, vi har, og som blandt semitiske
filologer regnes for at være blandt det ypperste, anser den
såkaldte konsekutiv perfektum (hvorved sammenligningen til Es. 7,
14 falder fuldstændigt til jorden) i Dom. 13, 5 og 7 for det
sandsynligste og oversætter det simpelt hen med (º 89j): ╗Behold
you are pregnant and you will bear a son.½ (Vores kursivering).
Så under alle omstændigheder må vi sige, at Holm-Nielsens
╗utvetydige½ futurum i Dom. 13, 5 og 7, som skulle repræsentere
╗præcis den samme sproglige formulering som i Es. 7, 14½,
filologisk set er rent sludder.
Den ikke-manipulerede oversættelse skal lyde: ╗Se! Du er med barn
og skal snart føde en søn.½
SALME 31, 6
DO92: ╗I dine hænder [bejadka] betror jeg min ånd.½
Men det står der ikke. Pluralis hedder nemlig bejadæka (JP º 23 og
52 h)! Som 1910- og 1931-oversættelsen præcist anfører: ╗I din
hånd betror jeg min ånd.½ Når man læser Lukas 23, 46 opdager man
dog den kristologiske årsag til den filologiske inkompetence:
╗Fader! I dine hænder betror jeg min ånd.½
SALME 68, 5
DO92: ╗Jahve [Jah] er hans navn.½
Her har teologerne godt nok som et af de ganske få steder i GT set
sig presset til at skrive den israelitiske guddoms navn û muligvis
i erkendelse af, hvor letgennemskueligt forvrøvlet det ville se
ud, dersom man skrev ╗Herren er hans navn½.
Men sørgeligt nok så står der ikke Jahve i Biblia Hebraica, men en
af den jødiske guds korte (og religionshistorisk og arkæologisk
anerkendte) navne Jah û som Buhl da også skrev allerede i 1910.
Den tekstnære, videnskabelige oversættelse er: ╗Jah er hans navn.½
ESAJAS 9, 1
DO92: ╗Det folk, der vandrer i mørket, skal se [ra'u] et stort
lys.½
I beskrivelsen af det, som skal ske på hebraisk, opfattes en
handling ofte som noget, der ud fra profetens eller gudens
synsvinkel (sub specie æternitatis) allerede har fundet sted (GBH
º 112h; Ges. º 106n). Derfor står handlingen i den grammatiske
form perfektum (misforstået kaldet perfektum propheticum), som
udtrykker den afsluttede, gennemførte og fuldstændiggjorte
handling (JP º 119a).
For netop at præcisere den subtile pointe, at den perfekte
handling i Es. 9, 1 û på trods af, at den er ╗fremtidig½ ifølge
vore begreber û i en vis forstand er indtruffet (i himlen blandt
guderne, i overensstemmelse med antik tankegang, jvf. 1. Kongebog
22), må og skal det pågældende sted oversættes fortidigt eller
evt. nutidigt.
Dermed repræsenterer den rene fremtidige handling, som vi finder i
DO92, også en klar misforståelse û både filologisk og
religionshistorisk. På den anden side muliggør den manipulerede
oversættelse naturligvis en kristologisk tolkning af stedet, jvf.
Es. 7, 14.
Johannes Pedersen opsummerer i sit hovedværk Israel 1-4: ╗Når
Profeterne fremsætter deres Syner, udtrykker de sig i den Form vi
kalder Perfekt, den der betegner den fuldstændige og selvstændige
Handling. Det er ikke en særlig Brug af denne Form, et 'profetisk
Perfekt' som anvendes på uegentlig Maade. Det Profeten ser, er
indtraadt med hans Syn; den ydre Opfyldelse er ikke noget helt
nyt, den er kun en videre Udfoldelse af en Sammenhæng der er givet
med Synet.½ (Bd. 1-2, s. 110).
GBH leverer den videnskabeligt forsvarlige oversættelse af Es. 9,
1: ╗The people who walked in the darkness saw a great light.½ (º
153).
ESAJAS 14, 13
DO92: ╗à højt over Guds stjerner [kokeve El] rejser jeg min
trone.½
Udtrykket er dog indiskutabelt hentet fra kanaanæisk religion og
mytologi og handler ikke om ╗Gud½, men om højguden El, forskellig
fra israelitternes guddom Jahwe (K&B bd. 1, s. 47).
Det internationale standardværk Dictionary of Deities and Demons
skriver da også: ╗The population of the Palestine in the first
millenium BCE knew the deity El. Already F. C. Movers (Die
Ph÷nizier 1 [Bonn 1841] 389) held that the Israelites worshipped
El as a god distinct from Yahweh. As a result the Old Testament
contains texts where the Canaanite background of the name is still
recognizable. In these few instances El refers to a deity other
than Yahweh. (à) The view that El was worshipped among the
Israelites is supported by Isa. 14: 4b-20, a lamentation about the
downfall of a universal ruler.½ (s. 528f).
Den filologisk og religionshistorisk korrekte oversættelse lyder
da som følger: ╗à højt over Els stjerner rejser jeg min trone.½ Se
også TW bd. 6, s. 136, 138 og 148.
ESAJAS 25, 8
DO92: ╗à døden opsluges [billa'] for evigt.½
Men billa' er ikke et verbum i passiv, men derimod indiskutabelt
intensiv aktiv (JP 11*). Ifølge TW bd. 1, s. 660 og K&B bd. 1, s.
129 skal det i netop Es. 25, 8 oversættes med ╗udsletter½ eller
╗tilintetgør½.
Når man læser 1. Kor. 15, 54, som der er henvisning til, opdager
man dog årsagen til den filologisk aldeles ukorrekte
passiv-konstruktion i oversættelsen af Es. 25, 8: ╗Døden er
opslugt og besejret.½ Faktisk står der i Es. 25, 8, idet der tages
hensyn til, at billa' optræder i perfektum: ╗Han har tilintetgjort
døden for evigt.½ Men dermed er den futuriske/kristologiske
tolkning af stedet i GT naturligvis også besværliggjort
betydeligt. Selv 1931-oversættelsen er bedre.
ESAJAS 26, 13
DO92: ╗Men kun dit navn vil vi påkalde [nazkir].½
Nazkir, som kommer af zakar, betyder imidlertid ikke at ╗påkalde½,
men blot at ╗tænke på½ eller ╗huske på½ nogen, og i denne særlige
form at ╗prise½ eller ╗bekende½ (K&B bd. 1, s. 259; TW bd. 2, s.
584). Ingen steder foreslås ╗påkalde½ blot som en mulighed.
Men nu skulle det, som krydshenvisningen demonstrerer, så vidt
muligt stemme overens med 2. Tim. 2, 19: ╗Enhver, som påkalder
Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed.½ Netop det
eksorbitante antal krydshenvisninger, hvis pointe er at skabe
sammenhæng mellem det Gamle og det Nye Testamente (udstyre læseren
med ╗nytestamentlige briller½ i GT), kan vi takke specielt Indre
Mission for.
Ove Kollerup skriver: ╗Theol. dr. Kai Kjær-Hansen udførte det
omfattende forarbejde med at udfærdige flere tusinde
krydshenvisninger. At bestyrelsen havde udpeget ham til dette
arbejde, kan tolkes som en imødekommelse over for IM og 'de
elleve', for hvem krydshenvisninger i Bibelen havde og har
særdeles stor betydning.½ (Hvem bestemmer over Bibelen, s. 63f).
Den videnskabeligt forsvarlige oversættelse derimod, som ikke er
blevet til under hensyntagen til det Nye Testamente (som tidsligt
da også ligger adskillige århundreder efter proto-Esajas), skal
lyde: ╗Men kun hos dig vil vi bekende/prise dit navn.½ Igen er
1931-oversættelsen videnskabeligt set at fortrække.
ESAJAS 28, 16
DO92: ╗Den, der tror, skal ikke være urolig [jachish].½ Men
jachish i sin grundform (chush) betyder blot at ╗skynde sig½, og i
den kausative form hiphil (som her) betyder det ╗vige bort½ eller
╗flygte½ helt konkret (K&B bd. 1, s. 287f; Ges./Buhl. s. 219f).
Selve sammenhængen i verset viser, at det er Zion (tempelbjerget
eller û senere û hele Jerusalem som hellig stad), den troende ikke
skal eller behøver flygte fra, selv om det først skal undergå en
gennemgribende forandring.
Ifølge Esajas-bogens særlige Zion-ideologi var Zion Jahwes bjerg,
hans bolig, hvorved byen var uindtagelig, og det var samtidig
verdens centrum (axis mundi), hvortil folkeslagene ved verdens
ende skulle komme for at tilbede Jahwe (GDBL bd. 3, s. 763f; se
også Es. 2, 2-4). Dermed var ifølge Esajas israelitternes
forestilling om ╗frelse½ i bredeste forstand snævert og helt
konkret knyttet til Zion.
Både religionshistorisk og filologisk er det altså aldeles
illegitimt at spiritualisere udtrykket jachish.
Vendingen: ╗Den, der tror½ er egentlig også en unødvendig
spiritualisering af hamma'amin, jvf. gennemgangen af 1. Mos. 15,
6.
Den saglige oversættelse skal lyde: ╗Den tillidsfulde skal ikke
flygte bort.½
DANIEL 7, 13
DO92: ╗Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn [bar
ænash] à½
Traditionelt har dette sted været anvendt som en af de vigtigste
profetier i GT om Jesus Kristus, Menneskesønnen (f.eks. i ┼b. 1,
13 og 14, 14). Sagen er blot den, at bar ænash (aramæisk) aldrig
nogen sinde har skullet eller kunnet oversættes med menneskesøn,
men derimod med menneske (K&B bd. 5, s. 1670; Ges./Buhl s. 895;
GBH º 129j).
Bibelselskabet har da også set sig nødsaget til i en fodnote at
indrømme den kristologiske ensretning: ╗Oversættelsen menneskesøn
er foranlediget af brugen af udtrykket i Det Nye Testamente.½
Professor i GT, Benedikt Otzen fra Aarhus Universitet præciserer:
╗I virkeligheden er den prægnante danske gengivelse 'menneskesøn'
vildførende, ikke mindst i betragtning af brugen af udtrykket i
Det nye Testamente. Både på hebraisk og aramæisk (første halvdel
af Danielsbogen er på aramæisk) betyder 'menneskesøn' slet og ret
'menneske'.½ (Den antike jødedom, s. 176). Men på trods af Otzens
deltagelse i DO92 manipuleredes oversættelsen altså alligevel
under stærkt pres fra den kirkelige højrefløj (jvf. Ove Kollerup:
Hvem bestemmer over Bibelen, s. 70).
Den fagligt korrekte oversættelse skal lyde (som den også allerede
lød i 1910 i Buhls videnskabelige oversættelse): ╗Med himlens
skyer kom en, der så ud som et menneske.½
I januar '97 udkom professor Svend Holm-Nielsens Noter til
bibeloversættelsen af 1992. I forordet bemærkes det, at bogen
╗bygger på den nyeste videnskabelige indsigt inden for filologi og
teologi½, på hvilken baggrund der gennemgås i hundredvis af
skriftsteder. Betegnende er det imidlertid, at Holm-Nielsen kun
har forsøgt sig med en gennemgang af 5 af de i alt 47 eksempler på
manipulation, som Faklen hidtil har dokumenteret.
Men nu har Bibelselskabet selvfølgelig heller ikke den helt store
interesse i ligefrem at skilte med de røde tal i regnskabet.
Ikke desto mindre er der med udgivelsen tale om en soleklar
indrømmelse af, at man under oversættelsen af utallige
skriftsteder har fraveget Biblia Hebraica, som man ellers
officielt har hævdet at basere arbejdet på, skriftsteder, hvor man
i stedet har fulgt senere, kristent influerede oversættelser af
kilderne!
I Faklen nr. 4 gennemgår vi Holm-Nielsens bog, Bibelselskabets
seneste udspil for at rense 1992-oversættelsen û samt endnu et
udvalg af manipulationerne med den hebraiske kildetekst à
Jens-AndrΘ Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen
-------------------------------------------------------------------
Bibliografi
Antike jødedom, Den, af Benedikt Otzen, København, 1993.
Bibelen i dansk autoriseret oversættelse fra 1931/48 og 1992
(DO92).
Biblia Hebraica Stuttgartensia, 1967.
Comprehensive Etymological Dictionary of the Hebrew Language, A,
af Ernest Klein, New York, 1987.
Dictionary of Deities and Demons in the Bible (Dic.), New York,
1995.
Gads Danske Bibelleksikon, redigeret af Eduard Nielsen og Bent
Noack, København, 1981.
Gamle Testamente, Det, med tekstkritisk noteapparat ved Flemming
Friis Hvidberg, Det Danske Bibelselskab, 1942.
Gamle Testamente, Det, ved Fr. Buhl, København, 1910.
Grammar of Biblical Hebrew (GBH), bd. 1-2, Roma, 1993.
Grundrids af Israels Historie, af Eduard Nielsen, København, 1959.
Hebråische Grammatik (Ges.), af Wilhelm Gesenius, Leipzig, 1909.
Hebråisches und aramåisches Handw÷rterbuch ⁿber das alte Testament
(Ges./Buhl), Berlin, 1962.
Hebråisches und aramåisches Lexicon zum alten Testament (K&B), bd.
1-5, af L. Koehler og W. Baumgarten, Netherlands, 1967-95.
Hebræisk grammatik (JP), af Johannes Pedersen, København, 1982.
Hvem bestemmer over Bibelen?, af Ove Kollerup (╗stor emnekreds½
ved Teologisk Fakultet), ┼rhus, 1994.
Israel, bd. 1-2, af Johannes Pedersen, København 1958.
Israeliterne i Palæstina, af Benedikt Otzen, København, 1991.
Myter i Det gamle Testamente, af Otzen, Gottlieb, Jeppesen og
Jensen, Frederiksberg, 1990.
Theologisches W÷rterbuch zum alten Testament (TW), bd. 1-8,
Stuttgart, 1973-95.
Til indføring i israelitisk religionshistorie, (kopieret
undervisningsmateriale) af Hans Jørgen Lundager Jensen, ┼rhus,
1995.
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97