[Image][Faklen]
Faklen nr. 3 ╖ Forår 1997
BIKERNE, ROCKERNE OG POLITIET
Den 15. oktober 1996 vedtog Folketinget den såkaldte rockerlov.
Men hvem er disse ╗rockere½, hvordan er det kommet så vidt, og
hvilken rolle spiller egentlig politiet? Vi har samlet nogle af
brikkerne og forsøger at lægge en del af puslespillet ...
Konflikten mellem Bandidos og Hells Angels var i løbet af 1996
tilspidset i en sådan grad, at ikke blot skydevåben, men også
bomber og raketter var taget i anvendelse, og politikerne mente,
at naboerne til de såkaldte ╗rockerborge½ måtte beskyttes vha.
særloven ╗Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme½.
Ifølge det billede, som igennem en årrække er kommet frem i
pressen, er der tale om en intern magtkamp, der handler om
kontrollen med narkohandlen og den organiserede kriminalitet. Men
hvor stammer denne opfattelse egentlig fra, og er den så
indiskutabel, som det tages for givet?
Der er jo altid to sider af en sag, og i denne er der måske
ligefrem tre, myndighedernes, Hells Angels' og Bandidos'.
Myndighedernes kender vi kun alt for godt: her er hele miljøet et
samfundsonde, en regulær mafia, og hvem kan andet end glæde sig,
når der tyndes ud i rækkerne internt?
Påvirket af i hundredvis af stærkt fordømmende overskrifter i
medierne, der lige så bevidst harcelerer over volden i de interne
opgør, som de profiterer af at sætte grupperne op imod hinanden,
og så godt som ubekendt med forholdene set fra de involverede
parters side, er mange nuancer og enhver skepsis over for
myndighedernes version af sagen gået fløjten i den offentlige
debat.
I det følgende skal vi derfor forsøge at skitsere udviklingen i de
danske motorcykelklub-miljøer med henblik på et mindre unuanceret
billede af den kriminalitet og de konflikter, der på overfladen
kendetegner subkulturen, såvel som af den strategi, som politiet,
pressen og politikerne har taget i anvendelse imod den.
Afslutningsvis bringer vi et interview med Jørn Jønke Nielsen,
mangeårigt medlem af Hells Angels og forfatter til flere bøger,
bl.a. om livet i rocker- og bikermiljøet i 70erne og 80erne. For
første gang udtaler Jønke sig her offentligt om ╗rockerloven½ og
dens effekt på motorcykelklubberne i almindelighed og Hells Angels
i særdeleshed.
Vi ville også gerne have bragt et interview med et medlem af
Bandidos, men det lykkedes os ikke at få en aftale inden deadline
û vi arbejder på det til næste nummer.
Krigsveteraner og helvedes engle
Rødderne til den subkultur, som motorcykelklubberne har udviklet i
de senere år, skal måske søges blandt amerikanske piloter i de
oversøiske eskadriller, der bekæmpede japanernes fremmarch i
Manchuriet under 2. verdenskrig. En af disse hed Hells Angels, et
navn, som også eskadriller i Europa senere tog til sig.
Hjemvendte krigsveteraner, der på den ene eller anden måde var
utilpassede i efterkrigstidens amerikanske samfund og vel nærmest
savnede krigen for sammenholdet soldaterne imellem såvel som for
den farefulde spænding, dannede i 1948 motorcykelklubben Hells
Angels.
I 50erne kommer der flere amerikanske afdelinger, og med
indlemmelsen af en klub i New Zealand i 1961 og den første
europæiske afdeling i London i 1969 bliver Hells Angels en
international organisation. I dag er der over 100 afdelinger i
hele verden, hvoraf omkring en tredjedel befinder sig i Europa.
Få benægter, at medlemmerne af Hells Angels den første snes år
alene var en slags rebels without a cause, der så det som deres
fornemste pligt at provokere for provokationens egen skyld. Alt
skulle helst være så farligt og ulovligt som overhovedet muligt,
og en lang række motorcykeltræf blev terroriseret og ødelagt af
Hells Angels og andre klubber med samme indstilling.
De etablerede motorcykel-organisationers understregning af, at ╗99
% af alle motorcyklister opfører sig ordentligt½, blev blot mødt
med ╗1%½-emblemet, som bedyrer, at den, der bærer det,
identificerer sig med den utilpassede restgruppe.
I slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne ændrede Hells
Angels imidlertid stil og karakter; man betragtede sig i stigende
grad som et selvstændigt broderskab med egen moral, og den
konfrontationssøgende dirty-stil blev lagt på hylden.
Titler som ╗President½ og ╗Vice president½ dækker tilsyneladende
først og fremmest administrative poster. Der er ikke nogen
overordnet ledelse, og styreformen betegnes undertiden som
ualmindelig ╗rodet½ og til tider baseret på hidsige diskussioner.
Men man betragter det selv som et velfungerende og demokratisk
sammenhold af individualister, hvor hver mand har Θn stemme.
I løbet af årene har også andre motorcykelklubber vokset sig
store, ikke mindst i USA. Ud over Hells Angels drejer det sig især
om Bandidos, Outlaws og Pagans.
Medlemstilgangen er for alle klubbers vedkommende tilsyneladende
stigende.
Læderjakker contra Vilde Engle, rockere contra bikere
Det danske motorcykelmiljø påvirkedes hurtigt af rygterne fra USA,
og i midten af 50erne opstod de såkaldte Læderjakker. Filmen The
Wild One blev forbudt i Danmark, men påvirkningen tiltog
alligevel, og i begyndelsen af 60erne dannedes de Vilde Engle, der
sloges med Læderjakkerne om at dominere en lille subkultur, der så
småt var i gang med at selvstændiggøre sig.
I det næste tiår var det så de Vilde Engles ledende position, der
blev truet af de første rockere, som man inden for miljøet selv
betegner den tids klubber. Rockerne tog langt skrappere midler i
brug end de Vilde Engle; knive og pistoler blev en fastere del af
inventaret i de indbyrdes konfrontationer, og i løbet af 70erne
var de ╗gamle½ Vilde Engle på retur. De unges uforsonlige
brutalitet blev dem en lige så uoverkommelig modstander, som de i
sin tid selv havde været det for Læderjakkerne.
Rockerne i 70ernes Danmark mindede i stil og levevis om Hells
Angels i 50ernes USA. Det gjaldt om at virke så anstødelig som
overhovedet muligt; racistiske symboler, hagekors og andre
nazi-mærker var i høj kurs, når ╗borgerdyrene½ og ╗flipperne½
skulle provokeres og chikaneres. Idolerne var engelske og
amerikanske klubber, men man havde ingen direkte kontakt til dem
og anede ikke, at flere af disse samtidig foretog et stilskift.
Tiden var præget af talrige opgør klubberne imellem, både om
æresbegreber og status; voldsomme slagsmål, skudvekslinger og
raids, hvor det kunne være afgørende at erobre modstanderens
rygmærker med alle til rådighed stående midler, som var det
fjendens fane i en krig. Enhver provokation fra modstandernes side
blev gengældt. ╗╪je for øje. Tand for tand. Det var det, vi gik
ind for. Og lidt til,½ konstaterer Jønke om denne periode i
erindringsbogen Mit liv.
Indimellem gik det dog også hårdt ud over sagesløse: ╗En ganske
almindelig familiefar med en 16-årig datter kom gående hen mod
pladsen. En fra vores hold begyndte at rage på datteren. Han trak
hende om bag sig og sagde stille og roligt: 'Lad nu være med dΘt,
kammerat.' Inden nogen havde kunnet nå at blinke, kastede 5-6 mand
sig over ham. Han fik desværre uhyggeligt mange på puklen. Jeg har
ikke noget mod en boksekamp i ny og næ. Men skal folk have smæk,
så skal de fandengalemig have fortjent det. Hvis den mand hader
motorcykelklubber, så forstår jeg ham godt, for det her var
meningsløst.½ (Mit liv, s. 61).
På trods af brutaliteten var pressens interesse og politikernes
involvering minimal, om man sammenligner den med den senere
udvikling.
I 1977 dannede fire af de største rockerklubber Unionen. Omkring
100 medlemmer søgte optagelse i Hells Angels International under
den fælles parole ╗Angels Friendship½. I 1978 kom så en delegation
fra Hells Angels Hamburg for at kigge danskerne ud û forskellene
var markante.
De danske rockere var en flok brutale provokatører sammenlignet
med HA'erne, der søgte at repræsentere en sammenhængende og i
hvert fald for dΘt miljø mere harmonisk livsstil. ╗Vi havde nok
hørt, at det var forbudt at spytte på gulvet i Angels Place i
Hamburg, men det overraskede os, at de var så rolige og venlige.½
(Mit liv, s.80). Danskerne fandt dem dog nærmest arrogante, og
mødet endte da også i et stort slagsmål.
Alligevel lykkedes det Unionen at blive godkendt som hang-around
club, og halvandet år senere blev de prospects, dvs.
prøvemedlemmer. Rocker-tiden anså man så småt for at være passΘ,
og ╗rocker½ blev et skældsord, som de vordende HA'ere og en række
andre klubber ønskede at lægge bag sig i slutningen af 70erne.
Nytårsaften 1980 blev så 19 danskere optaget som fuldgyldige Hells
Angels-medlemmer ved et møde i Schweiz. Skandinaviens første
HA-afdeling var en realitet.
Bikermiljøet i 80erne
I Hells Angels i dag ser man på 70erne som et brud med fortiden,
endnu et systemskifte i en omskiftelig subkultur. Det ansås nu for
uacceptabelt at provokere, endsige tæve almindelige borgere, selv
betegnelsen ╗borgerdyr½ forsvandt efterhånden. Det blev afgørende
╗for alt i verden [at] undgå at ramme uskyldige mennesker½ (Mit
liv, s. 149). Man talte om et selvstændigt bikermiljø, hvor
sammenhold og individualisme trivedes i forening.
I starten af 80erne blussede krigen mod Bullshit imidlertid op.
Den havde rod i tidligere konflikter mellem klubber fra 70erne,
men nu blev den ikke længere anset for ╗endnu en konflikt½, men
derimod som en konfrontation imellem to stilarter, imellem bikere
og rockere. I 1983 blev Hells Angels for alvor rodet ind i
striden, som pressen, der ikke så noget afgørende skel i stil og
levevis, efterfølgende døbte ╗rockerkrigen½.
Krigen varede fem år, før Bullshit opløste sig selv i 1988. Otte
mennesker var blevet dræbt, og der blev idømt over hundrede års
fængselsstraffe i sagen. Endnu et opgør havde resulteret i et
blodigt systemskifte i et miljø, der beskriver sin fortid i en
begrebsramme, der næsten ligner den, vi kender fra
verdenshistoriens ligeledes voldsomme kulturskift. 50ernes
Læderjakker, 60ernes Vilde Engle og 70ernes rockere repræsenterede
fortidens faldne kæmper; Hells Angels dominerede nu
biker-subkulturen.
Siden blev der forholdsvis roligt, en periode, som man selv finder
karakteriseret af aftagende kriminalitet og stor åbenhed udadtil.
I en kronik giver Jønke udtryk for den opfattelse, at Hells Angels
spillede en særlig gavnlig rolle for denne udvikling: ╗Hells
Angels MC har en afdæmpende effekt og sørger for, at der er
minimum vold og uro i bikermiljøet, og at ingen rester af
rockermiljøet igen forsøger at terrorisere bikermiljøet.½ (Det Fri
Aktuelt, 23.12.91).
I slutningen af 80erne og starten af 90erne tiltog så til gengæld
for alvor konflikten med politiet, fra bikernes perspektiv
paradoksalt nok netop i kraft af de ordnede forhold, fordi det
ikke var politiets indsats, men miljøet selv, der minimaliserede
konfrontationen med omverdenen. Jønke tilføjer: ╗En sådan effekt
ønsker man ikke fra politiets side. Ingen over eller ved siden af
ordensmagten. Rockermiljøet og dets konflikter skal fastholdes,
for det betyder større bevillinger og øgede beføjelser.½
I DRs TV-udsendelse ╗De uovervindelige?½ (11.11.91) havde en
betjent afsløret, at politiet anvendte et specielt narkoregister,
hvor hele 2.000 personer var registreret med den særlige
╗R-markering½ for rocker. I Jyllands-Posten er det et par uger
senere blevet til registreringen af ╗4.600 kriminelle, der
samarbejder med rockergrupper½ (27.11.91). I dag findes der et
decideret rockerregister, men ingen kan få oplyst, hvilke konkrete
kriterier der ligger bag registreringen.
Chefen for Københavns ordenspoliti, vicepolitidirektør Henning
Thiesen føler det ikke nødvendigt at eksplicitere
rocker-definitionen: ╗Vi ved udmærket, hvem de er.½
(Weekendavisen, 4.10.96). Det er åbenbart tilstrækkeligt.
For mange bikere er der imidlertid tale om bevidst
mistænkeliggørende chikane, et fiktivt skræmmebillede af
narkokriminalitet, som dele af politiet bruger over for presse og
offentlighed, der kun kan konkludere, at ╗der må være noget om
det½ û for hvorfor skulle politiet dog ellers registrere 4.600
rockere og kriminelle i et særligt register?
Politiets stress-strategi
Politiet intensiverede sin kampagne mod miljøet, i 80erne bl.a.
markeret af udtalelser af politiets ╗rocker-ekspert½, Manfred
Seitner: ╗For at ødelægge disse kriminelle motorcykelklubber skal
vi i vid udstrækning benytte os af TV og de øvrige medier.½
(citeret i Scanbike nr. 7, s. 21).
╗Det gælder om at ødelægge deres lovlige forretninger,½
indskærpede Seitner ifølge Jønke i samme periode (Det Fri Aktuelt,
23.12.91). Også de advokater, som førte retssager for Hells
Angels, ansås for at være suspekte, fremgår det af Københavns
Politis narkotikaafdelings redegørelse om rockere.
Kriminalkommisær Kaj Jensen skriver: ╗Disse advokater, der nærmest
er fuldtidsansatte, kan næsten betragtes som kriminelle
medgerningsmænd.½ (citeret i Lov & Ret, januar 1993, s. 38).
Sådanne beskyldninger er led i politiets generelle stress-strategi
over for bikermiljøet, en strategi, som man tidligere har anvendt
også over for christianitter, autonome og narkomaner. Den består
i, at politiet konstant opsøger den pågældende gruppe, gennemfører
ransagninger og anholdelser i flæng for at få så mange som muligt
til at forlade miljøet, alt sammen fulgt op af tilrettelagte
pressekampagner.
Fagbladet Dansk Politi konstaterer her, hvor effektivt et våben
netop pressen kan være: ╗Rockerproblemet er stort og alvorligt.
Det viser 20 års udvikling. Men hvis hele samfundet gør front mod
uvæsenet, vil det næppe have mange chancer. Charmeoffensiver som
'bikeshow', 'åbent-hus' og 'gæsteforelæsninger' i skoler m.v. bør
selvfølgelig afvises. Og et af de allerbedste midler imod uvæsenet
er måske mediernes omtale af rockernes levevis, kriminelle adfærd
og 'sande jeg'.½ (nr. 12, 1991).
Forsker ved Kriminalistisk Institut på Københavns Universitet,
cand.mag. Joi Bay skriver om politiets pressekampagne: ╗Første led
i stress-strategien er faktisk selve ordet 'rocker'. Når politiet
og pressen konsekvent kalder bikere for 'rockere', så er det,
fordi 'rocker' er et nedværdigende skældsord i biker-kredse, hvor
man netop definerer sig selv i opposition til den tidligere
dominerende, men nu forældede mc-subkultur, rockerne.½ (Scanbike
nr. 7, s. 20).
I overensstemmelse med den valgte strategi eskalerer politiets
brug af medierne, dvs. flere og flere oplysninger ╗lækkes½.
Således bliver ╗rockerkriminalitet½ snart et fast udtryk i
pressen, ikke mindst i Ekstra Bladet og Politiken, der i 1991
skriver en lang række artikler, som med udgangspunkt i kilder
inden for politiet retter stærke beskyldninger imod Hells Angels.
Hells Angels beskrives som et ╗forbryder-syndikat½, der ╗styrer
narkoen over hele landet½, og hvis indflydelse på ╗den kriminelle
underverden [er] ved at blive ganske markant½. Det hedder
endvidere, at man har ╗politifolk i hemmelige kartoteker½, at
forbrydelserne er centralt organiseret ╗efter bedste
mafia-mønster½, og at ╗de kriminelle [bruger] grovere og grovere
metoder mod politifolk og politiets jurister½.
Udokumenterede sigtelser fremført ╗i god tro½
Advokat Erling Andresen kritiserede som en af de få den omfattende
pressehetz, der var helt ude af proportioner med de faktiske
forhold, og som blev anvendt til at levere argumenter for
stramninger af loven, der fra hans synspunkt ville føre til en
svækkelse af retssikkerheden.
I modsætning til de oplysninger, der kom for dagen i Ekstra
Bladets og Politikens kampagne, understregede Andresen bl.a.: ╗1.
Der har i de HA-sager, jeg har kendskab til, aldrig været et
vidne, der har oplyst at være blevet truet. 2. Jeg har aldrig set
bevis for, at HA 'styrer' en landsomfattende kriminalitet. 3. Jeg
har aldrig hørt om HA i forbindelse med voldshandlinger mod
'almindelige borgere'. 4. Nogle af de oplysninger, som bringes, og
som kun kan komme fra politiet, fx offentliggørelse af
HA-medlemmers straffeattester i DR-TV den 11. november 1991 og
formentlig ordrette citater fra politiets rumaflytninger i 1984 i
Politiken den 10. ds., er ikke blot diskretionsbrud, men efter min
opfattelse overtrædelser af straffeloven og i hvert fald ikke i
overensstemmelse med god presseetik. 5. Det kan heller ikke anses
for god presseetik at navngive folk, der for år tilbage har begået
en strafbar handling, som har modtaget dommen, og som har afsonet
eller er i gang med at afsone den idømte straf.½ (Politiken
17.12.91).
Andresen understreger, hvilken markant effekt disse massive
pressekampagner har på de nævningeting, der skal behandle
verserende retssager, hvor personer fra bikermiljøet er
involveret.
Samme år beslutter Rene Frejlev og Jesper Grue fra Hells Angels at
gå rettens vej for at bringe det, som i deres øjne har udviklet
sig til en afsporet skræmmekampagne, til ophør, og de sagsøger
Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert som ansvarlig for 25
ubeføjede sigtelser, der er rejst mod Hells Angels i avisens
spalter.
To et halvt år senere, den 18. januar 1994 falder der dom i sagen,
og over halvdelen af Ekstra Bladets påstande kendes ubeføjede. Det
drejer sig bl.a. om samtlige beskyldninger om narkohandel,
organiseret kriminalitet og registrering af politifolk.
Bent Falbert kendes dog straffri, eftersom sigtelserne er ╗fremsat
i god tro½ og ╗på baggrund af oplysninger herom fra politiet½, og
idet avisen derved havde handlet ╗til berettiget varetagelse af
åbenbar almeninteresse½.
Desuden finder retten det i orden, at Ekstra Bladet kalder Hells
Angels for en ╗mafia på motorcykel½ og et ╗forbrydersyndikat½. At
avisen gerne må fremsætte disse beskyldninger, skyldes imidlertid
ikke, at dette nødvendigvis faktuelt er tilfældet, men at
medlemmer af Hells Angels ╗er straffet½ (i hvilken forbindelse der
henvises til en liste over en lang række domme for flere drab,
drabsforsøg, vold og røveri m.m.).
Informations- eller propagandaafdelinger
Under retssagen gjorde Ekstra Bladet brug af den særlige
fremgangsmåde, som er helt normal i den slags sager, at
sagsøgerne, dvs. Frejlev og Grue i realiteten skulle bevise, at
Hells Angels ikke er et ╗forbrydersyndikat½, og at klubben ikke
bruger ╗terrormetoder½.
Det er med andre ord ikke de injurierende, der skal bevise skylden
û og dΘt er faktisk lige efter retsplejeloven. Dommeren valgte
således at lade det komme Ekstra Bladet til gode, at Frejlev og
Grue f.eks. ikke ville oplyse om foreningens love, medlemmernes
navne, indkomster og indbyrdes placeringer i klubben.
Medlemmer af Hells Angels har altså dermed paradoksalt nok fået
dom for, at man ikke kan beskylde klubben for narkokriminalitet og
registrering af politifolk, samtidig med at det er fuldstændig
straffrit at fremføre de selvsamme beskyldninger û dels er de
nemlig af en tilpas grov karakter, til at man kan henvise til en
potentiel almeninteresse, dels refererer man til kilder inden for
politiet, som godt nok heller ikke kan bevise noget, men trods alt
er û kilder inden for politiet.
I sin kommentar til dommen er journalist Leif Blædel ikke bleg for
at rette en voldsom kritik mod politiets fremgangsmåde i hele
sagen såvel som det betænkelige ved kendelsen.
Blædel skriver bl.a.: ╗Politiet overalt i verden har haft total
fiasko med narkobekæmpelse, også Københavns kriminalpoliti. Det
kan det ikke lide, og så udser man sig nogle syndebukke og snakker
meget højt og hurtigt. Narkopolitiet i København har endda fået,
hvad det kalder en 'information'. Det er ligesom med
erhvervsorganisationer, store virksomheder og politiske partier,
der også kalder deres propagandaafdelinger for
informationsafdelinger. Og kriminalkommisær Mogens Lundh fra
'narkoinformationen' har ført sig frem i TV og aviser med
voldsomme sigtelser mod HA, bl.a. for at beherske
amfetamin-markedet. Men det er mundsvejr, ligesom andre ledende
politifolks tilsvarende anklager. Ellers havde de selvfølgelig
slæbt de skyldige i retten og fået dem dømt. Det kan enhver sige
sig selv, endog Ekstra Bladet skulle kunne regne det ud. Alligevel
fritager retten Ekstra Bladets redaktør for straf for de løsagtige
påstande, fordi de stammer fra politifolkene. (à) Altså, efter
dansk ret går man ikke folks ære for nær med ubeviste
beskyldninger for den allergroveste narkokriminalitet?
Selvfølgelig gør man det û hvis anklagerne rettes imod pæne
borgere. Men ikke når det er mod HA-medlemmer.½ (Lov & Ret, marts
1994, s. 17).
Særafdeling B3 i Vridsløselille
Sideløbende med ovennævnte retssag hævder kilder i politi og
fængselsvæsen over for pressen, at HA'ere styrer fængslerne og
undertrykker de øvrige indsatte.
Bestyrelsen for Betjentforeningen i Vridsløselille Statsfængsel
kritiserede f.eks. afholdelsen af en ╗Kvindedag½ i fængslet i
august 1991, som Hells Angels var med til at arrangere, og som man
frygtede kun var første skridt i retning af flere
HA-arrangementer, f.eks. bike-shows.
På et møde den 6. september 1991 truer Betjentforeningen i
forlængelse heraf med at blokere samarbejdet med fængselsledelsen
om en ny struktur kaldet ╗Arbejde-Undervisning-Fritid½ (AUF):
╗Hvis alt dette er den virkelige forløber for den ny struktur
(AUF), er Betjentforeningens nuværende bestyrelse ikke til sinds
på nogen måde at lade sig repræsentere ved nogen som helst
forhandling med ledelsen, når talen drejer sig om AUF. Vi vil ikke
lade HA eller andre indsatte bestemme, hvad fremtidens fængsel
skal indeholde. Skammeligt at vide, hvordan de indsatte rettelig
'smovsede' sig i god mad på kvindedagen û mens vi andre i det
daglige dårligt nok kan få bevilget en blyant.½
Forholdet mellem Betjentforeningen og Hells Angels er meget
anspændt, og flere påstande om Hells Angels' styrende rolle i
Vridsløselille siver til pressen. Fængselsinspektør Ole Hansen
afviser dog alle disse rygter i en rapport til Direktoratet for
Kriminalforsorgen den 11. november 1991: ╗Det er påstået, at
medlemmer af HA styrer fængslet. Dette er ikke tilfældet.½
Men påstandene om HA'ernes undertrykkende rolle i fængslet
fortsætter alligevel, stadig væk baseret på kilder i politi og
fængselsvæsen, og Folketingets Retsudvalg forlanger derfor en ny
undersøgelse af sagen. Kun en måned efter Ole Hansens redegørelse
beslutter politi- og fængselsledelse, at en ╗særlig undersøger½
skal dokumentere HA'ernes afsoningsforhold. Undersøgeren bliver
imidlertid ikke en uvildig udefrakommende, men en af fængslets
egne betjente.
Tre måneder senere underkendes inspektørens redegørelse så af
betjentens rapport, på baggrund af hvilken Vridsløselille den 13.
maj 1992 opretter særafdeling B3 for at isolere medlemmer af Hells
Angels og andre ╗stærke fanger½ fra de øvrige indsatte.
KRIM og de anbragte på B3 søger aktindsigt, men fængselsledelsen
erklærer den nye rapport fortrolig. Den følgende tid protesterer
de øvrige indsatte, som ellers ifølge pressen var terroriseret af
HA, i solidaritet med fangerne i B3, for at de atter kan få
almindelige afsoningsvilkår. Talrige aktioner i form af hærværk og
totalstrejker giver til sidst genlyd, og enkelte journalister fra
Information og Dagbladet Arbejderen begynder så småt at kaste et
kritisk blik på særafdelingen.
Rapporten, der blev væk
I en leder i Information skriver Erik Valeur på baggrund af
interviews med indsatte og personale: ╗Ledelsens aktuelle problem
er, at de øvrige fanger i udstrakt grad afviser at være specielt
generet af HA'ernes hang til magt og magelighed. Det mere end
antydes, at magtmisundelsen nok nærmere stammer fra betjentgruppen
i fængslet. Når de indsatte bliver lidt for selvstændige, lidt for
gode til at stable begivenheder og arrangementer på benene, så
medfører det ekstra besvær for den betjentgruppe, der oven i købet
skal bortskære 35 fuldtids-stillinger til vinter. Når der
arrangeres lystig afveksling i fængselslivet som sidste års
'kvindedag' med besøg af kendte, kvindelige kunstnere, så er Jønke
og hans raske svende særdeles gavmilde med både støttebeløb og
organisationstalent. De omtales endda som 'ordholdne' i
fængselslivet og har eksempelvis med et vink med en vognstang
neddysset de værste grønjakke-elementer, når de skabte uro med
chikane af udenlandske indsatte. Ingen tvivl om deres indflydelse.
Ingen tvivl om, at det irriterer betjentforeningen. Men û afsoning
i isolation fra det øvrige fængsel, uden lønnet arbejde, uden
normal adgang til talsmandsaktivitet, uden normalt fritidsliv,
uden udgang til fællesarrangementer, er ikke indeholdt i
straffen.½ (3.8.92).
Til Jyllands-Posten beretter betjente imidlertid om, hvorledes der
er blevet sat en stopper for HA'ernes styring af fængslet med B3,
og avisen konkluderer: ╗Mellem afskallede mure i Vridsløselille
Statsfængsel har myndighederne for første gang taget kampen op med
rockergruppernes terrorregime bygget på frygt, trusler og skjult
vold.½ (25.10.92).
To socialdemokratiske medlemmer af Folketingets Retsudvalg har i
mellemtiden meddelt, at de vil besøge afdeling B3 i
Vridsløselille. Og da får de indsatte med Θt den aktindsigt, som
de har bedt om siden maj. I hvert fald delvis û for nu må
fængselsinspektøren meddele, at den særlige undersøgelsesrapport,
på baggrund af hvilken B3 blev oprettet, ikke længere eksisterer û
den er blevet destrueret.
Ikke desto mindre har den selvsamme ikke-eksisterende rapport
altså formået at sende klare og entydige signaler til omverdenen
om HA'ernes ╗terrorregime½ û og dog nedlægges særafdelingen i al
ubemærkethed to år senere.
Man må formode, at den har tjent sit formål.
Myten om mafiaen
Ingen kan bevise, at bikermiljøet dækker over organiseret
narkokriminalitet, men det er den ╗sandhed½, som det næsten
umodificeret lykkes politiet at få igennem.
Politiken fastslår i en leder, at ╗med rockerbanderne har Danmark
(à) fået organiseret kriminalitet½ (13.11.91). Ekstra Bladet
bedyrer, at politiet mistænker Hells Angels for at styre en del af
underverdenens narkotikahandel (20. 11.92), og Jyllands-Posten
hævder, at Hells Angels ╗med vold og trusler½ holder ╗den danske
underverden i et jerngreb½ (27.11.91).
Alt, hvad bikerne foretager sig, bliver taget som udtryk for led i
kriminelle aktiviteter. Legitime værksteder, firmaer og butikker
mistænkeliggøres, hvis personer fra bikermiljøet er indehaverne;
f.eks. finder Politiken det afgørende at meddele offentligheden,
at et par HA'ere åbner en tøjbutik i København (5.12.91), og
beskriver den som en del af deres ╗forretningsimperium½.
Og i mellemtiden flyttes grænsepælene mere og mere for, hvad vi
accepterer, ja, hvad vi forlanger, at politi og myndigheder gør
for at afsløre og eliminere ╗mafiaen½.
Joi Bay fra Kriminalistisk Institut på Københavns Universitet
afliver ikke desto mindre enhver tale om en dansk mafia, ja, på
baggrund af sin forskning kritiserer han mafia-opfattelsen i det
hele taget: ╗Den populære forestilling om, at der findes et
kriminelt 'rige' û en 'underverden' û er af den kriminologiske
forskning blevet kritiseret som en myte på linie med fortidens
myter om skjulte, eksotiske eller farlige 'riger'. I et teoretisk
og empirisk opgør med den populære mafia-forståelse har
amerikanske forskere afdækket, hvorledes ideen om et
landsdækkende, hemmeligt og kriminelt netværk oprindelig opstod
under den kolde krig. Ligesom nogle politikere profilerede sig på
den udbredte frygt for et kommunistisk komplot imod det
amerikanske demokrati, var der andre politikere og
politimyndigheder, som markerede sig ved kampen imod den påståede
italienske og sicilianske kriminelle konspiration imod det
amerikanske retssamfund.½ (Lov & Ret, august 1992, s. 18).
Forskningen benægter ikke eksistensen af organiseret kriminalitet,
understreger Bay, men anfægter blot, at denne skulle være
╗opbygget som en hierarkisk styret, kapitalistisk virksomhed med
'ansatte' eller som underverdenens bananrepublik med
'lejesoldater'½; den er derimod baseret på traditionelle
familierelationer med rødder i den sicilianske livsform.
Hermed er enhver sådan form for kriminalitet allerede fuldstændig
usammenlignelig med bikermiljøet, endog fraset, om dette er
kriminelt eller ej. Den almindelige mafia-myte er et
skræmmebillede, der stammer fra amerikansk indenrigspolitik; den
er i sidste ende misvisende i USA, og den er aldeles illusorisk i
Danmark.
Nært beslægtet med den almindelige opfattelse af mafiaen er
myterne om den organiserede narkohandel, styret af enkelte,
pengestærke bagmænd, ╗de store fisk½. I Danmark indførte man for
nogle år siden en ny º 191a i straffeloven, der skulle anvendes
netop imod sådanne personer.
Bay bemærker hertil: ╗Preben Wilhjelm har undersøgt brugen af
denne paragraf og har ikke kunnet finde overbevisende eksempler
på, at bestemmelsen har været brugt imod 'egentlige
narko-bagmænd'. Han gætter, i lighed med udenlandske forskere på,
at det skyldes, at forestillingen om de store bagmænd, som styrer
narkotikamarkedet, er forkert, og at forsyningen med narkotika
forestås af mange mindre, ukoordinerede grupper (Wilhjelm: Slaget
mod bagmændene, 1991). Jeg er alvorlig bange for, at historien nu
gentager sig. Jagten på de økonomiske bagmænd har været forgæves û
nu kaster man sig i stedet over de påståede organisatoriske
bagmænd blandt de såkaldte 'rockere'. Begge forestillinger og
kampagner bygger på en fejlagtig opfattelse af, at
narkokriminalitet er modelleret efter forretningslivet.½ (Lov &
Ret, august 1992, s. 21).
Og som vi snart skal se, har også politiet tilsyneladende forladt
den opfattelse. Men at forestillingen om organiseret
narkokriminalitet har spillet en afgørende rolle i politikernes og
offentlighedens bevidsthed både før og i særdeleshed efter
udbruddet af den verserende krig mellem Bandidos og Hells Angels,
kan næppe betvivles.
Krigsudbrud blandt bikere og sporskifte hos politiet
I starten af 90erne forsøgte dele af pressen at kortlægge
╗rockermiljøet½ og konstaterede således, at der var klubber, som
kørte sammen med Hells Angels, og klubber som f.eks. Undertakers,
der ikke gjorde det. Jyllands-Posten påstod, at der var tale om en
╗væbnet neutralitet½ (27.11.91), og de næste par år fulgte andre
aviser efter med at forsøge at så splid mellem klubberne.
I sommeren 1993 udsender Hells Angels og de tidligere Undertakers,
som nu var blevet Bandidos, imidlertid en fælles pressemeddelelse,
der afviser enhver konflikt û ikke Θt eneste dagblad omtaler den.
Herved fastholdes ikke blot politikerne og offentligheden i
almindelighed i den opfattelse, at en krig er under opsejling, men
rygterne påvirker også de dele af bikermiljøet, som er i
periferien af begivenhederne, og som måske føler, at de skal vælge
side i et opgør, der i virkeligheden er ren fiktion.
Uroen vokser, og hvordan det hele så end konkret er begyndt, står
bikerne i det meste af Skandinavien snart midt i en krigstilstand
med flere dræbte.
Lige så fordømmende pressen er over for de midler, som tages i
anvendelse i opgøret, lige så utvetydigt bidrager den til at sætte
klubberne op imod hinanden: ╗I øjeblikket kunne det se ud som om,
at Bandidos er ved at fortrænge Hells Angels fra tronen i
rockernes dunkle rige. Hells Angels har stort set ikke svaret igen
på de mange angreb i årets løb. Men Hells Angels tåler ikke at
tabe,½ skriver Politiken (6.10.96). Man hævder endog, at det
╗ligger i luften½, at Hells Angels vil ╗svare igen med militær
præcision½. Hvad det er for et ╗luftlag½, avisen har adgang til,
bliver ikke oplyst.
Beskyldninger om, at politiet gennem tidligere udtalelser og
hypoteser om splittelsen i bikermiljøet skulle have fremmanet
opgøret, afvises af chefkriminalinspektør Per Larsen: ╗Jeg synes
ikke, det er rigtigt, når nogle påstår, at vi i vores udtalelser
til pressen puster til ilden. (à) Men til sammenligning kan man
måske sige, at vi også er blevet beskyldt for, at der ikke sker
noget i vores efterforskninger blandt de kriminelle rockere.½
(Information, 23.7.96).
Til gengæld afviser Per Larsen nu pure, hvad pressen ellers
igennem en årrække har fremført som væsentligste kritikpunkt mod
bikerne, og hvad den netop har gjort med reference til kilder i
politiet, at der skulle være tale om organiseret
narkokriminalitet: ╗à jeg mener ikke, man med nogen rimelighed og
på baggrund af flere års politiarbejde kan påstå, at der er tale
om organiseret kriminalitet. Og i øvrigt så mener jeg slet ikke,
at vi har organiserede kriminalitetsstrukturer med udspring i
Danmark. (à) Jeg tror ikke, at det handler om et opgør om
hashmarkedet eller markedet for noget andet. Jeg tror mere, det
handler om æresbegreber og en utrolig sammentømrethed, der er i
miljøet.½
En subkultur, som i en årrække, hvor der ikke har været interne
opgør overhovedet, er blevet beskyldt for at være en mafia med
kontrol over narkomarkedet i Danmark, og som af samme grund er
blevet udsat for politiets særlige stress-strategi, bliver med Θt
til en subkultur, hvis uoverensstemmelser blot har med
╗æresbegreber½ at gøre à
Hvorfor denne pludselige kovending fra politiets side? ╔n ting er
i hvert fald givet: politiet behøver ikke længere legitimere den
massive indsats mod bikermiljøet med rygter og indicier û det
klarer krigen meget mere overbevisende.
Samfundets tjenere
Det er ikke længere en ╗mafia½, som politiet efterforsker, men en
splittet ╗hær½, og den del af kampen, som ordensmagten fører
gennem medierne, går således heller ikke længere på uacceptabel og
ulovlig narkohandel û men på uacceptabel og ulovlig vold.
╗Vi kan jo fandme ikke have, at folk render rundt og slår hinanden
ihjel her i landet. Det er jo fuldstændig absurd, og derfor er
samfundet jo selvfølgelig nødt til at reagere voldsomt,½ udtaler
chefkriminalinspektør Per Larsen til Weekendavisen den 16.
november 1996.
Han afviser imidlertid, at det skulle være politiets opgave at
sætte dagsordenen for politiets opgaver: ╗Vi er jo samfundets
tjenere, og det er det omliggende samfund, som sætter dagsordenen
for, hvad vi skal beskæftige os med.½
Men det kan være svært at se, hvordan ╗samfundet½ har sat
dagsordenen i denne sag, når samfundets vurdering netop er baseret
på en årelang pressekampagne, som i hovedsagen er betinget af
oplysninger, og ikke sjældent udokumenterede oplysninger, der
stammer fra kilder inden for politiet.
Per Larsen siger endvidere: ╗For mig at se handlede det om at få
voldsdebatten ind i de mange små hjem. At prøve at få folk til at
forholde sig til, hvad fanden det er for et vanvittigt samfund, vi
lever i, hvor folk render rundt og pander hinanden ned. Hvis vi
kunne komme derhen, hvor far og mor sidder og diskuterer det med
deres unger ved middagsbordet, så mener jeg egentlig, vi var nået
langt. (à) Jeg mener, at vi skal tvinge folk til at forholde sig
til det her vanvid.½
Men hvem er egentlig ╗vi½?
Den 15. oktober 1996 vedtager Folketinget den såkaldte rockerlov.
Ifølge Poul Nyrup Rasmussen er den en konsekvens af ╗det enkle,
folkelige krav½ om beskyttelse mod rockerkrigen (Information,
4.10.96).
Ifølge loven kan politiet forbyde en person adgang til en ejendom,
hvis det medfører ╗risiko for angreb, der vil være til fare for
personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen½;
såfremt angrebet i øvrigt antages at være led i et ╗gensidigt
opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes
voldelige midler½. Forsætlig overtrædelse af forbudet kan straffes
med fængsel i helt op til to år.
Politiet, og politiet alene afgør, hvornår en person kan forbydes
adgang til en ejendom, dvs. at politiet her tillige er den
dømmende magt. Den person, som forbudet rammer, har heller ingen
mulighed for at få afprøvet kendelsen ved en domstol. Til
sammenligning har alle, som f.eks. bliver varetægtsfængslet, ret
til at få prøvet varetægtsfængslingen ved en domstol, inden der er
gået 24 timer.
Daværende justitsminister, Bjørn Westh forklarede dette med, at
domstolsprøvelsen ville være ╗meget svær at administrere½.
(Information, 10.10.96).
Lektor ved Københavns Universitet, Lars Adam Rehof bemærker hertil
i samme avis: ╗Jeg mener, det er meget dårlig argumentation i en
retsstat. Fordi der kommer mange retssager, så vil vi ikke give
dem retssikkerhedsgaranti. Det er en meget pauver argumentation.½
Lad bulldozerne tale
Med særloven er der åbnet mulighed for, at juridisk set uskyldige
personer får foretaget indgreb på deres ejendom, bliver smidt ud
af huse, lejligheder, restaurationer, biografer etc. uden
dommerkendelse.
Som svar til frygten for, at retssikkerheden hermed var ved at
blive sat over styr, udtalte statsministeren før lovens
vedtagelse: ╗Lad os nu ikke rode os ind i alle mulige juridiske
finesser og petitesser.½ (Information, 4.10.96).
Den opfattelse delte mange, og loven blev vedtaget med
overvældende flertal. Kun Enhedslisten stemte imod, fire medlemmer
af Venstre undlod at stemme û alle andre stemte for. I klubhuse
over hele landet blev beboere smidt ud med timers varsel.
Enkelte steder var det ikke nok at efterlade ejendommene tomme.
Den 13. januar 1997 tager Københavns overborgmester, Jens Kramer
Mikkelsen og indenrigsminister Birte Weiss til Polensgade, hvor en
af Hells Angels' tidligere ejendomme skal jævnes med jorden under
stort presseopbud. Bevæbnet med en hammer påbegynder
overborgmesteren personligt nedrivningen, og talrige beboere
følger hans eksempel.
╗Lad bulldozerne tale,½ sagde Kramer Mikkelsen, for hvem aktionen
var af national betydning: ╗Det her er en nedrivning, der betyder
noget for borgerne, og det har symbolsk betydning for hele landet.
(à) det viser, at vi tager problemerne alvorligt og er ligeglad
med prisen.½ (B.T., 14.1.97).
En af de oprindelige initiativtagere til beboernes krav om at få
Hells Angels flyttet fra kvarteret, Linda Lycik tog afstand fra
optrinnet: ╗Selvfølgelig er jeg glad for, at rockerne er væk, så
familie og venner ikke længere er i fare. Men jeg tager afstand
fra nedrivningen, og at beboerne står og hamrer løs på huset. Det
er synd for rockerne, der er et jaget folkefærd. Jeg kan godt se,
at det er deres egen skyld, men de er jo ikke ringere som
mennesker end andre. De har bare nogle andre synspunkter.½
En anden nabo, freelanceskribent på Ekstra Bladet, Erik Andersen
så anderledes optimistisk på det: ╗Kommunen åbnede pengekassen, så
rædselsmonumentet kan rives ned. Nedrivningen viser, at det
nytter, hvis borgerne står sammen û vi bliver hørt og får
indflydelse på udviklingen.½
Sådan endte ╗Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme½ som en
sejr, ikke bare for statsministeren, justitsministeren og
Socialdemokratiet, men for nationen og folket û soldaterne vandt,
og røverne tabte, de gode lo, og de onde græd som fortjent.
╗Lad os nu ikke rode os ind i alle mulige juridiske finesser og
petitesser,½ sagde statsministeren. Der er ikke fejet noget ind
under gulvtæppet.
Kollektiv afstraffelse af en subkultur?
Vi har forsøgt at tegne et billede af nogle af de mange brikker,
der udgør det store puslespil omkring bikermiljøet i Danmark i
almindelighed, og den del af det, hvis konfrontationer med
politiet er tiltaget voldsomt de seneste ti år, i særdeleshed.
Hensigten har været at give et bredere fundament for at kunne
vurdere den udvikling, der foreløbig er kulmineret i en særlov
specifikt vendt mod en hel subkultur.
Inden for miljøet skelner man selv mellem bikere og rockere, en
sondring, som ikke mindst Jønke har slået til lyd for i 80erne og
90erne. I Dansk Politi kommenterer Flemming Olsen og Jens Friborg
Pedersen fra Roskilde Politiforening denne skelnen: ╗Det er
muligt, at Jønke i en vis grad har ret, for det er også vores
opfattelse, at Hells Angels og deres støttegrupper de senere år
har udviklet sig, men det er vores opfattelse, at HA's
organisation minder mere om en mafialignende organisation end en
samling af motorcykelinteresserede.½ (15.11.95).
Det var, før krigen for alvor blussede op mellem Hells Angels og
Bandidos, og det var, før chefkriminalinspektør Per Larsen til
Information afviste al snak om en mafia.
Det står naturligvis fast, at mange medlemmer af både Hells
Angels, Bandidos og andre klubber er blevet dømt i et stort antal
sager om vold og drab. Men spørgsmålet er, om en klub bør dømmes
kriminel, hvis et eller flere af dens medlemmer er blevet dømt for
kriminelle handlinger. I bekræftende fald er der tale om kollektiv
afstraffelse, som for så vidt kunne falde tilbage på politiet
selv, mener Hells Angels' præsident, Christian Middelboe: ╗De
[politiet] har jo også folk, der begår kriminalitet, men det
betyder jo ikke, at hele politiet er korrupt.½ (Politiken,
4.6.93).
Sagen er den, at dele af politiet, ikke mindst den specielle
Bravo-gruppe, er ramt af i tusindvis af klagesager over deres
fremfærd mod bikere i det hele taget, og at efterforskningen ikke
altid forløber lige efter bogen, som f.eks. da det kom frem, at
PET havde tilbageholdt 300 siders afgørende materiale i
forbindelse med sagen om drabet i Kastrup Lufthavn, ikke alene
over for de tiltalte og deres forsvarere, men også over for
anklagemyndigheden og kriminalpolitiet. Heroverfor står altså
talrige medlemmer af motorcykelklubber med utallige domme om grov
kriminalitet, vold og drab bag sig û men det er selvsagt ingen
undskyldning for at indskrænke retssikkerheden for dem eller
bikermiljøet som sådan.
Alle er lige for loven, det gælder både betjenten og bikeren,
ministeren og morderen, og alle er uskyldige, indtil det modsatte
er bevist. Sådan var det i hvert fald i princippet û indtil ╗Lov
om forbud mod ophold i bestemte ejendomme½.
Kriminalisering eller afkriminalisering?
Langt hovedparten af den kriminalitet, som mennesker i
bikermiljøet har dom for, har at gøre med forhold, der er
specifikt relateret til subkulturens særlige normer og livsstil,
understreger Joi Bay: ╗Når bikere er involveret i kriminalitet, så
er det især kriminalitet, som er tæt forbundet med deres
subkultur. Det gælder således kriminalitet i forbindelse med deres
motorcykler (ulovlige modificeringer, forfalskninger af papirer
eller stelnumre, snyd med told og afgifter m.v.). Det gælder også
volden og drabene, som er knyttet til subkulturens æresbegreber og
symbolske territorier.½ (Lov & Ret, august 1992). Og det gælder
besiddelse og salg af hash og amfetamin, som ikke blot blandt
bikere, men i mange andre subkulturer regnes for at være på linie
med alkohol û i skarp modsætning til heroin.
Men er det en undskyldning? Juridisk set må man naturligvis svare
klart nej. Spørgsmålet er dog stadig væk, om man i hvert eneste
tilfælde virkelig løser konflikterne på den mest hensigtsmæssige
måde ved stress-strategier og særlove, eller om det ikke også sine
steder er loven, der skaber konflikten. En meget mere liberal
lovgivning i forhold til ombygninger af motorcykler havde fjernet
Θt konfliktpunkt, og en lovliggørelse af f.eks. handlen med hash
ville rask væk afkriminalisere et rusmiddel, som store dele af den
danske befolkning, om man kan lide det eller ej, helt åbenlyst har
et vist forbrug af, og som det aldrig er lykkedes at påvise,
skulle føre til trang til, endsige afhængighed af hårde stoffer
som f.eks. heroin. Og endelig ville handlen for så vidt kunne
foregå i almindelige butikker û kun vanetænkning eller
urationaliserbar moral forhindrer dette.
Om volden og drabene i miljøet må man konstatere, at der
hovedsagelig er tale om opgør, der efter alt at dømme baserer sig
på den interne status klubberne imellem. Der er ikke tale om
forfulgte ╗uskyldige motorcykelentusiaster½, men der er tale om
mennesker i stærkt sammentømrede klubber, for hvem en usædvanlig
høj grad af frihed, respekt og ære er så altafgørende, at man
tilsvarende vil forsvare disse værdier med usædvanlig stærke
midler, endog risikere livet for sig selv og andre.
Og under sådanne forhold er friheden og respekten utvivlsomt langt
større end i det omkringliggende samfund, men det samme er
afsondretheden og risikoen. Det kan være svært for udenforstående
at forstå det afgørende i, hvilke farver der sidder på ens
rygmærke, hvordan man kører på motorcykel, og om man vil støtte
sine ╗brødre½ i et og alt û også med våben û og det kan være
næsten umuligt at forstå, at nogen vil betale så høj en pris som
at risikere livet for det.
Men sådan er det. Om så vi forarges eller chokeres û det ændrer
ikke noget. Er dΘt en undskyldning? Igen, juridisk set må vi svare
klart nej. Men det er en forklaring.
Justitsministeriet stævnes for grundlovsbrud
Hells Angels, Bandidos og alle de andre klubber er her stadig væk,
og vi er nødt til at se i øjnene, at intet tyder på, at de
forsvinder. Heller ikke særloven har fjernet dem, lige så lidt som
den har stoppet den verserende krig. Men den har gjort
modsætningsforholdet mellem samfundet og klubberne større.
Før lovens vedtagelse udtalte Bandidos' præsident, Jim Tinndahn
til B.T.: ╗Sådan nogle som os, der er medlem af Bandidos og Hells
Angels vil altid eksistere. Vi er her, og vi forsvinder ikke bare,
fordi man presser os på alle mulige måder. Tværtimod. Jo mere
chikane, myndighederne retter mod den enkelte, jo tættere knytter
de os sammen, fordi vi er stærkere i flok. Det gælder alle
minoriteter i Danmark. Vi bliver alle udsat for hårdt tryk
oppefra, men personligt hader jeg ikke systemet. Endnu.½
(24.7.96).
Indtil videre har klubbernes eneste modtræk mod systemet været at
gå rettens vej. Den 14. januar 1997 stævnede medlem af Hells
Angels, Leif Adler Pehrson Justitsministeriet for overtrædelse af
Grundlovens º 72 (boligens ukrænkelighed), º 74 (erhvervsfrihed),
º 78 (foreningsfrihed) og º 79 (forsamlingsfrihed). Den sag kan
køre i årevis.
Til Faklen udtaler Jønke: ╗Vi forventer naturligvis, at vi får
medhold i vores erstatningssager og sagen mod staten om
grundlovsbrud. For hvis vi ikke gør det, så tror jeg, at det ender
galt for det her samfund.½
Måske myndighederne skulle overveje at lægge kursen om.
Men hvad kan de stille op? Ja, politiet må selvsagt efterforske
enhver form for kriminalitet, begået af hvem som helst, og de, der
bliver fundet skyldige, straffes; en gerningsmand må straffes for
vold, hvis vold er, hvad han beviseligt har begået, og intet
andet, lige så lidt som nogen kan straffes for at være ven eller
kollega med vedkommende.
Mangel på beviser i sager med nok så mange ╗rygter½ hjemler ikke,
at myndighederne slækker på retssikkerheden. Hvis et menneske ikke
kan dømmes skyldig af en domstol, så er det i det pågældende
tilfælde juridisk set uskyldigt, uanset om vedkommende er
tidligere straffet i anden sammenhæng. Længere er den ikke û men
der kan være grund til at erindre om det.
Særlove og stress-strategier er ikke alene retsligt set aldeles
uacceptable, de er er tillige konfliktskabende, og de løser under
ingen omstændigheder den verserende krig i miljøet.
Konfrontationen mellem klubberne og det øvrige samfund må omvendt
minimaliseres, f.eks. ved at afkriminalisere besiddelse og salg af
hash og liberalisere loven om ombygning af motorcykler.
Sideløbende hermed må myndigheder eller andre reelt forsøge at
mægle mellem de stridende parter og ad den vej søge at nå til en
standsning af den krig, som bikermiljøet måske trods alt ikke
bærer hele ansvaret for brød ud. Om så det er lige så umuligt som
at forlige Israels jøder og palæstinensere, så er forsøget lige så
nødvendigt.
Det er i hele bikermiljøets interesse at få bragt særlove og
stress-strategier til ophør, det er i politiets interesse at
mindske konfrontationen med bikerne, og det er i samfundets
interesse at få standset krigen.
Det er i alles interesse at leve i et retssamfund.
Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97