[Image][Faklen]

                                             Faklen nr. 3 ╖ Forår 1997

    LEDER

    Engang kunne den enkelte stort set slå sig ned, hvor det passede
    ham, indvinde og udbytte så stor en del af naturen, som han
    lystede og evnede, og forsvare sig selv og

    sin jord med et hvilket som helst middel, han måtte finde
    rimeligt. Ingen myndighed beskyttede ham û til gengæld var han
    naturligvis heller ikke forpligtet til at adlyde nogen myndighed.

    Næppe mange vil dog af den grund beklage, at dette ikke er
    tilfældet i dag, men det er ikke desto mindre den eneste tilstand,
    der for alvor lever op til begrebet frihed. Har vi forladt den
    tilværelse, har vi forladt friheden; og i samfundet û i et hvilket
    som helst samfund û har vi indiskutabelt forladt den.

    Men man kan selvfølgelig også vælge at anskue det som et spørgsmål
    om, hvor stor en del af friheden vi har givet afkald på, samt hvad
    den enkelte, det være sig et individ eller en familie, må kunne
    forvente eller kæmpe for at få som kompensation fra det samfund,
    der på godt og ondt har taget den û eller i hvert fald indskrænket
    den i dens oprindelige form.

    I og for sig burde der være en valgmulighed, og engang var der
    faktisk en sådan: Enten tilsluttede du dig samfundet og indordnede
    dig under dets love med alt, hvad det indebar af rettigheder og
    indflydelse, pligter og ansvar, eller også holdt du dig uden for
    samfundet, hvor du omvendt ikke behøvede at bekymre dig om nogen
    af delene.

    Denne mulighed eksisterer imidlertid ikke i dag, eftersom der
    selvfølgelig ikke længere eksisterer noget ╗uden for½ samfundet.

    Samfundet er således en forening af den helt særlige karakter, at
    du ikke kan melde dig ud, hvor meget dens ganske væsen, dens
    specifikke formålsparagraffer og utallige vedtægter så end måtte
    stride imod dit hjerte.

    Denne, i virkeligheden usædvanligt grandiose velvillighed fra
    medlemmernes side, som samfundskontrakten er baseret på, er
    naturligvis dybest set betinget af, at medlemsfordelen ungefær er
    lige så maksimal, som den uundgåelige frihedsindskrænkelse er
    minimal. Men om dΘt aktuelt er tilfældet, står og falder med den
    grundlæggende variabel frihed og lov, indflydelse og pligt
    imellem, som samfund og individ skal komme overens med.

    Og når den overenskomst skal tegnes, er det altafgørende ikke at
    glemme den basale, men efterhånden kun alt for implicitte
    kendsgerning, at samfundet naturligvis udgøres af samtlige de
    individer, det her står over for; samt at erindre, hvilken af de
    to parter der netop i kraft heraf står i gæld til den anden.

    Hvad skylder individet i sidste ende samfundet? Intet. Men hvad
    skylder samfundet pr. definition individet? Alt.

    Ingen kan derfor være en større eller mere vigtig del af samfundet
    end nogen anden, hvorfor heller ingen kan være et mere fuldgyldigt
    medlem af samfundet eller have flere rettigheder end nogen anden;
    alle er lige for loven, uanset ideologisk overbevisning, økonomisk
    situation eller etnisk herkomst û om vi ønsker at leve i et humant
    samfund.

    Derfor er det mindste, vi, der ønsker dΘt, må gøre, da også at
    råbe vagt i gevær ved enhver modsatrettet tendens!

    Når myndigheder tvinger arbejdsløse i beskæftigelse, når traktater
    kriminaliserer asylansøgere, og når særlove afstraffer kollektivt,
    eller når forargede forældre kræver indvandrerbørn ud af
    skoleklasserne, når snerpede naboer nægter bofællesskaber for
    hjemløse adgang til deres ╗pæne kvarterer½, og når populistiske
    politikere kræver mere ╗lov og orden½ på baggrund af et falsk
    mediehysteri, er der imidlertid ikke blot tale om foruroligende
    tendenser û men om ubehagelige realiteter.

    Der har gennem de senere år været tale om en ildevarslende
    mentalitetsændring i langt størstedelen af pressen, i brede dele
    af befolkningen og blandt hovedparten af politikerne, hvor
    minoritetsgrupper i stadig stigende grad lægges for had, mens det
    samfund, der også burde være deres hjem, i stedet gøres til deres
    modstander.

    Der er tale om en regulær samfundsafvikling. Der er tale om
    fascisme.

    Hvilket ord dækker bedre?

    Og hvor længe vil vi nøjes med at trække på skuldrene, folde
    hænderne og be' til demokratiet?

    Lever vi overhovedet i et demokrati, når det ikke er folket, men
    kapitalstærke organisationer, der styrer udviklingen og
    politikken? Lever vi i et demokrati, når det ikke er folket, men
    medieskabt demagogi, der dikterer politikerne? Lever vi i et
    demokrati, når det ikke er folket, men EU, der vedtager over
    halvdelen af vores love?

    Hvad venter vi på û og hvor længe tør vi vente? Hvornår, hvordan
    og hvor hårdt slår vi igen?

    Autonome blokerer Børsen og omdøber den til det Casino, den er;
    unge andengenerations-indvandrere smadrer politistationer i
    frustration over den offentlige hetz, de har været udsat for lige
    siden deres fødsel; kvinder opretter voldelige selvtægtsgrupper,
    fordi de sætter egen seksualitet og eget liv højere end
    retssystemet.

    Hvem bliver de næste?

    Tænk, om hjemløse med magt indtog de tomme ejendomme, som
    boligspekulanter forholder dem; om muslimer med magt krævede deres
    religion ligestillet med den skinkristendom, som staten står som
    garant for; om arbejdsløse med magt tog det brød, som staten
    tvinger dem i meningsløs beskæftigelse for.

    DΘt kunne meget vel blive resultatet af den aktuelle
    syndebukkepolitik mod de marginaliserede grupper, som politikere
    kappes om at udhænge, pressen om at dømme og offentligheden om at
    stene.

    Og når samfundet går op i limningen, er det første, der falder,
    som bekendt brosten.

    Hvad bliver det næste?

    Faklen er et offensivt, humanistisk kulturtidsskrift, hvis
    offensiv imidlertid ikke består af brosten, men af ord. Ord, hvis
    skarphed må stå i klar opposition til den sløvhed, der ligger som
    en sej dyne af pop, sport og propaganda over samfundet, og hvis
    grundighed tilsvarende må være ligefrem proportional med
    udviklingen af den politiske ╗debats½ forfladigelse û og i
    modsætning hertil insistere på et solidt kulturhistorisk og
    naturvidenskabeligt grundlag.

    En offensiv, som i humanismens navn taler den forkertes, den
    umoralskes og den udstødtes sag, i en utid, hvor netop det
    ╗rigtige½, det ╗moralske½ og det ╗normale½ er blevet synonym med
    passivitet, egoisme og intolerance.

    I en utid, hvor den udstødte har brug for et talerør, om
    nødvendigt en mikrofonholder.

    I en utid, hvor samfundet har brug for en advocatus diaboli.

                                                                Faklen
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97