[Image][Faklen]
Faklen nr. 4 ╖ Sommer 1997
EU û ETNISK UNDERTRYKKELSE
╗Nogle hævder, at Europa er dødt. Måske er det mere rigtigt at
sige, at Europa endnu venter på at blive født. Et Europa, der
tager hånd om sine forsvarsløse minoriteter. Europa må
nødvendigvis være multikulturelt, ellers kan det ikke eksistere.½
(Susan Sontag).
Over hele Europa taler man meget om den europæiske familie, det
europæiske hus og den europæiske kultur. EU-politikere har haft
travlt med at fortælle befolkningerne, at det nye Europa vil kunne
blive den ledende stormagt i verden. Set ud fra europæiske
lederes, politikeres og bureaukraters synspunkt vil dette nye
Europa være et sted, hvor frihed og demokrati vil herske,
menneskerettighederne vil blive respekteret, og den europæiske
kultur vil blomstre og blive stærkere, til eksempel for resten af
verden. Faktisk synes det, som om disse landes ledere er fast
besluttet på at skabe et Europas forenede stater û en kæmpe af et
fællesskab af hvide, kristne lande, der militært og økonomisk er
på lige fod med USA og Japan, og med tiden stærkere.
Beklageligvis gemmer der sig bag dette smukke, demokratiske og
menneskelige europæiske ansigt et andet europæisk ansigt, som er
grimt og racistisk, og som ikke overholder menneskerettighederne
over for sine etniske minoriteter. Det er i dette nye Europa, at
17 mio. ikke-europæiske borgere fra tredjeverdenslande (hvoraf
størstedelen er farvede og muslimer) lever under dårlige
boligforhold, har de mest beskidte og dårligst betalte jobs og den
højeste arbejdsløshed og dagligt må føle racismens pile. Prisen
for det nye Europa, der er på tegnebrættet, er hermetisk lukkede
grænser og stramninger af regler og love om indvandrere og
flygtninge, der i yderste konsekvens allerede har gjort de etniske
minoriteter til andenrangsborgere i Europa. EU har nu i længere
tid uofficielt arbejdet på at løse ╗indvandrerproblemet½ ud fra
netop denne tankegang.
╗Indvandring½ i kategori med organiseret kriminalitet
Retten til fri bevægelighed i Europa og den skelnen, der er
imellem europæiske borgere (som har retten til frit at bevæge sig
i medlemsstaterne og til at nyde de fulde sociale rettigheder i
værtslandet) og ikke-europæiske borgere (statsborgere fra
tredjeverdenslande, som ikke har ret til fri bevægelighed eller
sociale rettigheder), vil uundgåeligt resultere i en øget
grænsekontrol for alle farvede europæere, hvad enten de er
tredjeverdensstatsborgere eller ej.
I forbindelse med udviklingen af den europæiske økonomiske
politik, indvandrerpolitik og i mindre grad sociale
velfærdspolitik er der blevet truffet en række bilaterale aftaler,
der beskrives som uformelle aftaler mellem europæiske lande, og
der er oprettet en ad hoc-gruppe bestående af ministre og
embedsmænd. Disse aftaler og beslutningsdygtige fora ligger uden
for de demokratiske rammer i det europæiske fællesskab. Dette har
skabt bekymring for, at afgørende beslutninger, der påvirker
millioner af mennesker, bliver truffet på lukkede møder uden nogen
form for demokratisk ansvar eller mulighed for undersøgelse eller
kontrol. De grupper og aftaler, der potentielt kan skade de
etniske minoriteter mest, er:
ò Trevi-Minister Gruppen af 1976
ò Schengen-Aftalerne af 1985, fornyet i 1990
ò Ad hoc-gruppen om immigration af 1986
Trevi-Minister Gruppen er sammensat af politikere og højtstående
politifolk. Den er ikke på valg og står ikke til ansvar over for
Europarådet. Gruppen beskæftiger sig med bekæmpelse af
narkosmugling, våben-smugling, terrorisme og begrænsning af
indvandring. Bare det, at indvandring hører til i denne kategori
af kriminalitet, er tankevækkende i sig selv.
Schengen-Aftalerne, som blev indgået mellem Frankrig, Tyskland og
de tre Benelux-lande, blev i de første par år holdt hemmelige for
offentligheden og var dermed fri for offentlig indsigt og kritik.
Schengen-Aftalerne omfatter visumtvang for 115 tredjeverdenslande,
afvisning af asylansøgere, overvågning af uønskede ╗mistænkelige½
indvandrere og flygtninge og etablering af et
Schengen-informationssystem som databank. Tilsammen udgør
Schengen-Aftalerne grundvolden til et nyt og hermetisk lukket
Europa. Ifølge det engelske ugeblad The Economist gælder
Schengen-Aftalerne, der blev indført i 1995, men har været et år
om at blive fuldt gennemført, nu for Benelux-landene, Tyskland,
Frankrig, Spanien og Portugal. De fleste andre EU-lande kommer
med, så hurtigt papirarbejdet tillader det.
Schengen forlanger, at europæiske lande uden for EU, som f.eks.
Norge og Island, skal udføre deres del af den ydre grænsekontrol
på EUs vegne. En generel konsekvens er øget politikontrol af
etniske minoriteter. Politiet foretager flere stikprøvekontroller
af rejsende på vej væk fra grænserne. Det betyder samtidig, at
rejsende inden for EUs grænser, der har et etnisk udseende, bliver
kontrolleret uden yderligere anledning. Denne type kontrol bliver
gjort enklere af, at Schengen-landene kræver, at man altid har
ID-kort på sig.
Ud over den indre og ydre grænsekontrol og kontrol med de etniske
minoriteter har EU, i overensstemmelse med Ad hoc-gruppens
anbefalinger, udvidet sin kontrol med indvandring ved at
udstationere politifolk og embedsmænd i forskellige
tredjeverdenslande. Danmark har f.eks. siden november 1995 haft 4
╗flyvende attacheer½ udstationeret i Pakistan, Tyrkiet, Syrien og
Kenya.
Da Rådet for Etniske Minoriteter blev orienteret om
udstationeringen, spurgte jeg Claes Nilas, direktør for
Udlændingestyrelsen og daværende formand for Rådet for Etniske
Minoriteter, hvad formålet med udstationeringen var. Han svarede,
at attacheerne skulle aflaste ambassaderne i deres behandling af
visaansøgninger. Senere fik jeg, gennem en rapport fra attacheen i
Pakistan, der blev trykt i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev om
udlændinge i Danmark, april 1996, nærmere information om, hvad han
helt konkret foretog sig.
Attacheen indsamler og videregiver informationer om ╗uønskede½
visaansøgere til de nordiske og andre EU-landes ambassader.
Endvidere stod attacheen i Islamabad Lufthavn og kontrollerede
flyafgange til København. Der har været flere eksempler på, at
pakistanske rejsende med visa er blevet nægtet adgang til flyet
uden gyldig grund.
Jeg har rettet en forespørgsel til den pakistanske
udenrigsminister angående disse forhold og fik at vide, at han
ikke var blevet orienteret om den danske procedure. I sin rapport
beskriver attacheen dette som en vigtig arbejdsopgave.
Hemmeligholdelsen af dokumenter om Schengen-Aftalerne har
afstedkommet et politisk krav om, at justitsministeren udleverer
papirerne, der beskriver Schengen-Aftalens lovgivningsmæssige
konsekvenser for Danmark.
Ifølge Politiken d. 30.8.96. har justitsministeren imidlertid
hidtil nægtet at udlevere papirerne.
Muren mod tredjeverdenslande û kontrollens ti bud
Ad hoc-gruppen, som består af forskellige embedsmænd fra
EU-administrationen, har videregivet forskellige immigrations- og
asylpolitiske anbefalinger til EU-ministerrådet med henblik på, at
de skulle være en del af Maastricht-aftalen. Disse anbefalinger
blev vedtaget i december 1991 under et hemmeligt møde i Bruxelles.
Det følgende er en liste over de specifikke forslag, udfærdiget af
disse EU-bureaukrater, som mange EU-lande inklusive Danmark
faktisk har indført i deres udlændingelovgivning:
1. Visumpligt for 71 tredjeverdenslande (i dag 115 lande).
2. Asylafvisning i et EU-land vil automatisk også gælde for resten
af EU-landene. Det samme gør sig gældende for ansøgninger om
turist- eller studievisum.
3. Visa- og paskontrol i afrejse- eller hjemlande û gælder kun for
tredjeverdenslande.
4. Store bøder til luftfartsselskaber eller skibsselskaber, der
transporterer flygtninge uden pas eller visum ind i EU-lande.
5. Effektive og hurtige procedurer med henblik på at udvise
mistænkelige eller uønskede personer fra den Europæiske Union.
6. En sammenkædning af indvandrerens eller flygtningens
familiesammenføringsmulighed med vedkommendes evne til at forsørge
sin familie û husly og underhold; eller med andre ord, at
vedkommende har et job og kan tilbyde familien et sted at bo.
7. Registrering af fingeraftryk og fotografier af ikke-EU-borgere
hos politiet.
8. Oprettelsen af et datacenter med henblik på at udveksle
information om flygtninge og indvandrere EU-landene imellem.
9. ╪get gadekontrol af ikke-europæere i EU-landene.
10. Politisamarbejde EU-landene imellem. Også kaldet ╗Europol½.
På baggrund af vores tidligere erfaringer i Europa ved vi, at
disse anbefalinger ikke just vil gøre livet lettere for de
personer fra tredjeverdenslande, statsborgere eller
ikke-statsborgere, der nu bor i EU. Fuld implementering af disse
anbefalinger vil gøre folk fra tredjeverdenslande til
andenklassesborgere og fratage dem deres rettigheder, værdighed og
respekt.
Etniske minoriteter taler for døve øren
På trods af egne og andres uophørlige anstrengelser for at
informere den almindelige befolkning og beslutningstagerne om den
udemokratiske retning, som harmoniseringen af asyl- og
indvandrerpolitikken har taget, er der meget få, der tager
problemet alvorligt eller overhovedet lytter til os. Faktisk har
forskellige politikere og organisationer afvist de informationer,
vi har søgt at formidle. Selv i Danmark tænkte
unionsmodstandsbevægelsen ikke engang på at kontakte eller
konsultere de etniske minoriteter i forbindelse med
folkeafstemningerne i 1992 og 1993.
Da det 138 medlemmer store Råd for Europæisk Politik blev nedsat
under regeringen for 3 år siden, sad jeg som den eneste
repræsentant for de etniske minoriteter.
Jeg gjorde fra begyndelsen opmærksom på, at de etniske
minoriteters forhold i EU er under al kritik, og jeg bad om, at
Rådet skulle tage dette emne op. Efter tre år venter jeg stadig på
svar. Minoriteternes problemer er simpelt hen ikke på dagsordenen.
Til gengæld verificerede oplysninger, der var sevet ud til
pressen, og som blev offentliggjort i The Guardian (26. maj 1993),
hvad de etniske minoriteter hele tiden har sagt for at få
omverdenens opmærksomhed. Her skrev John Carvel bl.a.: ╗I løbet af
de sidste tre eller fire år har de EU-embedsmænd, som opererer
inden for den sluttede verden af komiteer, der er på tværs af
regeringerne og dermed langt uden for kommissionens rækkevidde
eller anden form for demokratisk kontrol, tilskyndet hinanden til
enighed omkring en hel række af initiativer, der går på at stramme
indvandrings- og asyllovgivningen. I 1990 gav man os
Dublin-konventionen, som søger at forhindre flygtninge i at søge
muligheder rundt om i det europæiske fællesskab ved at insistere
på, at de kun kan søge asyl i første ankomstland inden for
fællesskabet; en særdeles tiltalende idΘ for England og Irland,
som ikke har landegrænser direkte op til andre lande, og som kan
iværksætte andre foranstaltninger med henblik på at gøre det
sværere for flygtninge at nå lufthavnene. Det næste skridt kom i
1991, da 'indvandrer-ministrene' næsten enedes om et dokument
kaldet The External Frontiers Convention, som søgte at rejse en
mur rundt om det Europæiske Fællesskab; høj nok til at tillade
fjernelsen af de interne grænser. Endelig enighed er endnu ikke
opnået, men denne konvention vil på et tidspunkt føre til
oprettelsen af sådanne 'herligheder' som en datastyret fælles
EU-liste over uønskede fremmede, en fælles EU-visapolitik og andre
barrierer for udlændinge, specielt sorte udlændinge.½
Ovennævnte politiske forslag, der er en klar systematisk
kriminalisering af alle etniske minoriteter i Europa, blev
yderligere diskuteret på et møde afholdt af EU-ministrene i
København (1. juni 1993) med henblik på at stramme og harmonisere
de forskellige EU-landes nationale politik. Vores endnu uopfyldte
håb var, at disse bestemmelser, når de blev kendt i den offentlige
debat, kunne åbne alle anstændige europæeres øjne for de etniske
minoriteters forhold i Europa, og at folk ville nægte at
acceptere, at man skulle kunne indføre to slags love for to slags
borgere i Europa og stadig kalde sig et demokrati.
Manglen på lovgivning på dette område i Europa betyder, at de
etniske minoriteter ikke har nogen juridiske forholdsregler til
rådighed over for racistiske og diskriminerende handlinger.
Kombineret med de vidt forskellige former for indvandrerpolitik,
som man fører i de forskellige medlemslande, kan det betyde, at de
etniske minoriteter i Europa vil møde diskrimination på
uddannelsesområdet, på boligområdet, på arbejdsmarkedet,
økonomisk, i social- og sundhedssektoren og hos alle andre
offentlige myndigheder.
Spørgsmålene om immigration, asyl og flygtninge står i øjeblikket
øverst på listen i det Europæiske Fællesskab.
Ingen retssikkerhed for de etniske minoriteter
Trevi-gruppen arbejder ligesom Schengen-gruppen med en liste af
tredjeverdenslande, hvis statsborgere skal have visa for at få
adgang til medlemslandene, og andre, der er udpeget som
╗uønskede½. Disse er som regel også tredjeverdenslandes borgere.
Problemet for et Europa uden interne grænser er, hvordan man
lukker grænserne for indvandrere og flygtninge fra den tredje
verden.
Immigration bliver betragtet som et spørgsmål om ╗lov og orden½,
nu hvor indvandrere og flygtninge fra tredjeverdenslande er sat i
samme kategori som kriminelle og terrorister û hvilket så igen
forstærkes af de vestlige mediers ensidige og diskriminerende
fjendebilleder og identifikation af islam med terrorisme. Som en
engelsk generalmajor, Clutterbuck udtrykte det: ╗Med så mange
indvandrere i EF kan udenlandske terrorister gemme sig lige så
let, som hvis de var indfødte.½ Det kunne se ud til, at der er ved
at opstå en fælles europæisk racistisk kultur, der forsøger at
definere alle etniske minoriteter, enten som indvandrere,
flygtninge, terrorister eller narko-kurerer.
De etniske minoriteter i Europa har ingen fordel af
Maastricht-traktaten. Racediskriminationens svøbe forhindrer
allerede de etniske minoriteter i fuld deltagelse i samfundet. Der
er ingen redskaber i Maastricht-traktaten eller tidligere love og
dagsordener, der kan give beskyttelse imod racediskrimination i
Europa.
Den engelske kampagne mod racisme og fascisme (CARF) afholdt en
pressekonference i London i begyndelsen af februar 1995 for at
offentliggøre resultaterne af deres årsopgørelse af dødsfald på
grund af racisme i Vesteuropa i 1994. Rapporten dokumenterer 60
dødsfald, men det mest påfaldende og alarmerende tal er måske
antallet af indvandrere og asylansøgere, som er døde på grund af
politibrutalitet eller -forsømmelser. I 1993 var der 8 sager i
denne kategori, i 1994 er tallet næsten tredoblet til 21. I
rapporten påpeger man, at dette ikke er noget tilfælde, men et
tegn på, at racismen har bevæget sig fra den ekstreme højrefløj og
ind i midten af europæisk politik, hvorfra den siver ud i vitale
myndigheder som politiet og udlændingeadministrationen.
Hvorfor taler vi ustandselig om integration?
Det er vigtigt at huske på, at vi taler om mennesker, som kom her
for at arbejde og for at opfylde en drøm. For at kunne leve frit,
uddanne deres børn og for at bidrage med, hvad de kunne, til de
lande, i hvilke de havde valgt at leve. Til gengæld accepterede de
at skulle arbejde hårdt til lave lønninger.
De troede på Europas demokratiske værdier. De troede på et
multikulturelt, multietnisk og pluralistisk Europa. At de ville
være ligestillede borgere. Denne tiltro viste sig at være baseret
på falske håb og en godtroende opfattelse af den europæiske
lighedstanke.
I lang tid fik de at vide, at de skulle integreres i de lokale
samfund, blive en del af omgivelserne, lære sproget, uddanne sig
selv og blive ╗civiliserede½. De troede på integration. De var
glade for, at Europa ønskede, at de skulle integrere sig. ┼rene
gik. De gjorde, hvad man bad dem om, men sandheden er, at de i dag
er dårligere stillet, end da de kom. De har måttet sande, at lige
meget hvor megen uddannelse de har, hvor mange sprog de taler,
uanset hvor godt de opfører sig, så gør det i sidste ende ingen
forskel!
Når det kommer til stykket, ender de alligevel i de dårligste
boliger, holdes uden for arbejdsmarkedet, og børnene sidder
tilbage med indskrænkede fremtidsmuligheder. Langsomt, men sikkert
nægter Europa dem deres grundlæggende borgerrettigheder og deres
sociale rettigheder. De skubbes ud i samfundets periferi;
marginaliserede og ignorerede.
For europæerne betyder ordet ╗integration½, at minoriteterne bør
lære at tilpasse sig og adoptere de europæiske værdier,
traditioner, skikke, sprog og levevis û i en sådan grad, at man
helt gør denne levevis til deres egen. Dette er imidlertid ikke
integration, men assimilation.
Når majoritetskulturen dikterer og definerer formen og
betingelserne for integration uden at acceptere sine nye borgere
som de mennesker, de er, opnår man blot at skabe større afstand.
Intet menneske kan ændre sin kulturelle og religiøse identitet
fuldstændig, man tilpasser sig kun langsomt og gradvis en ny
kultur. Det danske samfund har ikke forstået dette, men betragter
det som manglende vilje til integration og smækker døren i.
I virkeligheden er denne såkaldte integration en ╗dis-integration½
af minoriteterne. Konsekvenserne er segregation û en stigende grad
af kriminalitet blandt unge etniske minoriteter, stigning i
alkoholforbruget, stigende antal skilsmisser, flere tilfælde af
vold i hjemmet, omfattende konflikter mellem forældre og deres
børn, en stigende fremmedgjorthed i forhold til hjemlandene og
tegn på fjendtlighed over for majoritetsbefolkningen og
magtstrukturerne.
╞gte integration skal være gensidig û med en underliggende respekt
for og accept af hinandens måde at gøre tingene på. Minoriteterne
skal lære deres respektive nye landes sprog, respektere disse
landes love, tilbyde gode naborelationer og ellers selv vælge
tempoet og graden af tilpasning til majoritetskulturen û længere
kan man ikke forlange, at minoriteterne skal gå.
De har ret til at bibeholde deres kulturelle værdier, mad,
beklædning, litteratur, modersmål og religioner. Selv om dette for
mange europæere er uacceptabelt, findes der en lang række tilfælde
som f.eks. i England, Frankrig og Holland, hvor minoriteterne bor
adskilt fra majoritetssamfundets kulturelle normer og fungerer
helt fint. De etniske minoriteter udgør, i modsætning til den
udbredte europæiske opfattelse, ikke nogen trussel mod deres
værtslands identitet, kultur og religion.
Den kulturelle trussel er en farlig myte
Hver gang europæiske politikere ønsker at stramme grænsekontrollen
mod resten af verden, bliver de ikke-europæiske minoriteters
kultur og religion fremstillet som en konfliktskabende faktor i
Europa. Den bølge af anti-islamisk propaganda, der er opstået
efter Berlinmurens fald, er et godt eksempel.
I dagens mediedebat får man let den opfattelse, at Europas eneste
redning mod ╗horderne af indvandrere og flygtninge fra
tredjeverdenslande½ er at opgive enhver humanistisk national
immigrations- og asylpolitik og gå 100% ind i EU-samarbejdet. Der
er ikke så meget tale om rationel argumentation, som om en
skræmmekampagne. De flygtninge og indvandrere, der lever i EU,
bliver berørt af den negative stemning. Minoriteternes
tilstedeværelse bliver gjort til en trussel mod den europæiske
kultur, levemåde og velfærd. Når man ser på virkeligheden, er det
en absurd tankegang af flere grunde:
1. Etniske minoriteter er vidt forskellige og udgør ikke en enkelt
størrelse.
2. Minoriteterne udgør i et hvilket som helst europæisk land ikke
mere end 6-7% af hele befolkningen, i Danmark 4%, og det er
inklusive andre europæere. Det er et ubetydeligt antal.
3. Minoriteter har ikke nogen magt eller indflydelse û hverken
politisk, militært, økonomisk eller socialt.
4. Mange europæeres identitetsfølelse er baseret på den tankegang,
at den europæiske livsform og kultur er overlegen i forhold til
næsten alle andre kulturer. Denne idΘ er så dybt rodfæstet i den
europæiske tankegang, at tanken om, at man pludselig skulle opgive
europæisk kultur, er absurd.
5. Minoriteterne udfordrer sjældent europæerne kulturelt. Det er
ikke derfor, de er her. De opfatter ikke sig selv som kulturelle
korsfarere. For eksempel udbreder muslimer, som udgør 70% af alle
etniske minoriteter i Europa, sjældent deres religion offentligt.
Europa er, med sine teknologiske fortrin, massemedie-monopol og
økonomiske overlegenhed, stærkt nok til at modstå stort set enhver
krise eller udfordring, som det mødes med.
Det er min opfattelse, at hvis man kan tale om en ændring af en
værtsnations identitet på grund af tilstedeværelsen af etniske
minoriteter, så kan det kun være en positiv ændring. Ved at lære
om û og af û minoriteternes værdier, såsom familiebånd, respekt
for de ældre, arbejdsomhed, sociale netværk, levende religiøsitet,
stor gæstfrihed og stolthed over egen kultur, så har værtslandet
muligheden for at genopdage nogle af sine egne oprindelige
værdier, som har været på retur i et polariseret moderne samfund.
Pluralisme eller nationalisme
Efter min mening må Europa affinde sig med det faktum, at de
etniske minoriteter nu er fast etableret i Europas midte, både
kulturelt og socialt. Europa kan ikke, ud fra et humanistisk og
demokratisk synspunkt tillade sig ikke at acceptere en form for
kulturel pluralisme inden for en overskuelig fremtid. Politik
baseret på politisk og kulturel assimilation û som de franske
eller tyske ╗udelukkelsesdefinitioner½ af nationalitet û kan ikke
længere fungere som acceptabel metode til integration i
nationalstaten. Den faktiske etniske diversitet og pluralisme i de
vesteuropæiske lande kræver nye metoder og nytænkning. Den
amerikanske politiske kommentator, Scott Sullivan skrev i Newsweek
(den 27.4.92): ╗Det er på tide at sige sandheden. Europa er nu en
permanent multikulturel zone.½
Efter Sovjetunionens fald fortæller USA og Europa konstant
omverdenen om ╗Den nye Verdensordens fortjenester½. Imidlertid er
et af de mest bekymrende aspekter ved den nye verdensorden de
partiers og bevægelsers genopståen, der helliger sig udbredelse af
racehad og fascist-filosofier i Europa. Europæerne er efterhånden
vænnet til at se nye højreekstremistiske og nyfascistiske partiers
succes ved de europæiske valg; partier som Front Nationale i
Frankrig, Republikanerne i Tyskland, Frihedspartiet i ╪strig og
MSI-partiet i Italien. Frankrig, Spanien, Tyskland og Danmark har
for nylig set en flodbølge af overfald på immigranter,
ildspåsættelse af asylcentre, skinheads, der marcherer i gaderne i
alle de større europæiske byer, alt imens de hylder nazismen,
mediernes udbredelse af racistiske holdninger, uskyldige
mennesker, der myrdes, og en generel ╗belejringsmentalitet½ er ved
at brede sig i hele Europa.
Indvandrere og flygtninge er blevet syndebukkene for Europas
sociale og økonomiske problemer. Udviklingen er skræmmende.
Overalt vidner det om, at Europas politiske spektrum har ændret
sig i retning af det ekstreme højre. Dette mærkes også i ╪steuropa
og Rusland nu, hvor højrefløjsekstremismen er på vej frem. De
nationale grupper i SNG-landene vokser. Efter 50 års økonomisk
fremgang i Europa og efter Berlinmurens fald og demokratiets
såkaldte sejr er racismens og fascismens dæmoner igen dukket op i
den europæiske psyke.
Ifølge almindelig fornuft skulle man tro, at den velfærd,
individuelle frihed og politiske stabilitet, som europæerne har
opnået, ville virke som en vaccination, der beskytter Europa mod
fremmedhad og paranoid nationalisme. For at opretholde et
civiliseret niveau for borgerrettigheder for alle er det
nødvendigt at fokusere på de etniske minoriteters vilkår og
rettigheder i hele Europa og manglen på beskyttelse af
minoriteterne under europæisk lovgivning.
Situationens alvor er langsomt ved at gå op for nogle af vore
politikere. Indenrigsminister Birte Weiss (S) sagde i et interview
til Politiken: ╗Den fælles visumpolitik i EU er et hjørne af det,
som nogle kalder Fort Europa. Men det er også en konsekvens af det
europæiske samarbejde. Det er et resultat af, at EU-landene
reagerer ens inden for rammen af den fælles visumpolitik. Det er
diskutabelt, men det er en realitet. Den fælles visumpolitik kan
vi end ikke stille os uden for.½ à
Et nødråb fra Europas minoriteter
Kun på grundlag af reel og fornuftig information vil det være
muligt for de etniske minoriteter at kæmpe for deres ret til lige
behandling og livskvalitet i Europa. Det er nødvendigt, at de
forskellige etniske organisationer i Europa går ind i en
konstruktiv international dialog. Den mest effektive kampagne vil
være en samlet reaktion fra minoriteterne i hele Europa. Medmindre
minoriteterne selv rejser spørgsmålet, vil der ikke blive gjort
noget.
For de etniske minoriteter står skriften meget tydeligt skrevet på
væggen. Der står: ╗De af jer, der gerne vil bo her, forbered jer
på at leve som andenklassesborgere uden lige rettigheder og uden
lige muligheder. Ellers, pak jeres bagage og rejs. Og for de af
jer, der har planer om at komme hertil û forsøg det ikke, bliv,
hvor I er!½
Det var sådanne tilstande, Mahatma Gandhi tænkte på, da han sagde:
╗Hvis man vil vurdere, hvor civiliseret et samfund er, så skal man
bare se på dets behandling af sine minoriteter.½
Men ligesom Martin Luther King og Malcolm X havde en drøm om
lighed, så har de en drøm! Og for at få opfyldt denne drøm er de
nødt til at være optimister. De må tro på det gode i mennesket. De
tror oprigtigt, at der er folk, bevægelser og kræfter i Europa,
der bekymrer sig om deres smukke kontinent, dets store
menneskelige værdier, dets internationale renommΘ, dets
frihedselskende ånd og dets humanisme.
De etniske minoriteter og de progressive kræfter må forenes, og
dette samarbejde må hæves over partipolitik, politiske ideologier
og menneskelig medlidenhed. De må arbejde på at opbygge et Europa;
et Europa frit for fordomme, et Europa boblende af tolerance og
dybfølt åbenhed. I dag er jeg europæisk borger i et Europa, der
kan skabe fred og velfærd for alle dets borgere. Her vil jeg gerne
kunne føle mig sikker, når jeg går på gaden. Her vil jeg gerne
kunne bevæge mig i og uden for lufthavne uden at blive stoppet på
grund af min hudfarve.
Jeg vil kunne gå, hvorhen jeg ønsker, uden at politiet altid
checker mit ID-kort. I særdeleshed ønsker jeg at blive respekteret
som et medmenneske. Jeg vil, at min hudfarve, min religion, min
accent og min kulturelle og etniske baggrund ses som et positivt
og forstærkende bidrag til det samfund, jeg bor i, og vil ikke
opleves som en, der kun er i vejen.
Bashy Quraishy
Medlem af Rådet for Europæisk Politik,
Rådet for Etniske Minoriteter
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97