[Image][Faklen]
Faklen nr. 4 ╖ Sommer 1997
KAMPEN MOD FASCISMEN
I Dagbladet Arbejderen anklages Faklen af formanden for
Folkebevægelsen mod Nazisme for at stå bag nazister og bringe
racistiske opfordringer ... Hvorfor og hvorledes så grove løgne
bringes til torvs, forsøger vi her at afdække û udgangspunktet er
en diskussion om, hvad der er farligst, nazisten eller nazismen,
fascisten eller fascismen?
Den 8. februar bragte Dagbladet Arbejderen et indlæg af Ole Ree, i
hvilket han bl.a. gjorde sig til talsmand for følgende taktik over
for nazisterne: ╗Forbyd dem at holde møder. Forbyd dem at danne
parti. Forbyd dem adgang til nogen form for medie/pressedækning.½
Ree mener endvidere, at de, der går ind for en uindskrænket
ytringsfrihed, også for nazisterne, ╗er lige så meget nazister som
fortidens ditto uhyrer var½.
Faklens ideologiske ståsted er humanismen, og som humanister kan
vi ikke gå ind for særlove og undtagelser fra almindelige,
grundlovssikrede rettigheder. Ytringsfrihed er selvfølgelig kun
ytringsfrihed, hvis den gælder alle. Hvis ytringsfriheden f.eks.
ikke også gælder jøder og kommunister, er der indlysende nok ikke
tale om ytringsfrihed, og ganske tilsvarende er der selvfølgelig
heller ikke tale om ytringsfrihed, hvis ikke også nazisterne er
omfattet af denne.
Derfor sendte undertegnede et indlæg til Dagbladet Arbejderen, der
blev bragt den 6. marts under den af avisen valgte overskrift:
╗Hvad man skal gøre ved nazisterne.½ Her udtrykkes Faklens kamp
mod totalitære forbud af enhver art, også når de rammer vore
fjender: ╗I modsætning hertil, og bl.a. i et forsøg på at advare
imod at højrefløjens metoder og sindelag på præcis denne måde
skulle snige sig ind på venstrefløjen, har Faklen understreget
nødvendigheden af at tolerere også intolerancen. Nynazisterne må
have ret til at mene og sige, hvad der passer dem û ligesom alle
andre. Dermed ikke være sagt, at vi skal retirere til passiv
pacifisme; vi må bekæmpe dem ord for ord. Og hvis de er bevæbnede,
må vi slå igen med samme mønt û som vi ville gøre det mod enhver
bevæbnet overfaldsmand.½
Faklens nazister?
Den 15. marts bragte Dagbladet Arbejderen indlægget ╗Nødhjælp fra
Faklen til danske nazister½ af Frede Klitgård, formand for
Folkebevægelsen mod Nazisme, hvori han på baggrund af ovennævnte
indlæg rettede ualmindelig grove anklager imod undertegnede og
Faklen, der uden videre blev gjort til talerør for nazisterne!
Blandt de mange voldsomme beskyldninger var følgende:
1) ╗... antinazister må mene, at Faklen har holdninger, der synes
parallelle med organiserede nazi-gruppers og optræder som talerør
for disse.½
2) ╗Han [Rune Engelbreth Larsen] har det blot som andre
ureflekterede supportere, at de bærer skyklapper, og at de alt
efter evne objektivt støtter og hjælper nazisterne med at udbrede
deres menneskefjendske budskaber og syge ideer. Det er muligt, at
de ikke (endnu?) går med hagekorsarmbind og i lange støvler, men i
deres sorte (sataniske) sjæl er de af samme karat som nazisterne.
Måske endda en tak værre, fordi de som bagmænd ofte søger at
skjule sig selv og deres skumle gerninger.½
3) ╗Et gennemgående tema i tidsskriftet [Faklen] er f.eks. en
artikel med titlen 'Kernefamilien û Familiens Grundpille' med
relationer til nazismens ideologi og med kvinden helt nøjagtigt
placeret: Kirche, Kinder, Kⁿche (kirke, børn, køkken).½
4) ╗Alliancen med nazisterne afspejles i Faklen ved, at der
bringes indlæg fra ledende nazister.½
5) ╗De fleste [af de i punkt 4 nævnte artikler er] præget af
racistiske opfattelser og opfordringer til at smide 'alle
fremmede' ud.½
6) ╗Tidsskriftet har naturligvis også plads til hadefulde
udladninger fra en gruppe som 'Stop indvandringen'.½
7) ╗Til de flittige skribenter i Faklen hører en vis Peter Larsen
[ifølge Klitgård, initiativtager til et nazi-'parti'], søn af nu
afdøde Albert Larsen.½
Mange af disse påstande er groft bagvaskende eller injurierende,
og hver eneste af dem er selvfølgelig indiskutabelt løgnagtige!
Dagbladet Arbejderens ╗taktløse fejl½
Alligevel valgte Dagbladet Arbejderen at give Klitgårds indlæg en
usædvanlig positiv særbehandling, så man vanskeligt kunne
konkludere andet, end at Klitgård nærmest talte på avisens vegne.
Som en gestus over for Klitgård blev de dele af hans indlæg, der
angiveligt skulle referere Faklens standpunkter, sat med
almindelig brødskrift, mens Klitgårds kommentarer var særligt
fremhævet û som det hed i den redaktionelle indledning: ╗For
overskuelighedens og korthedens skyld har han [Klitgård] ridset
problematikken op i punkter. Med almindelig brødskrift refereres
påstande/synspunkter, mens Frede Klitgårds kommentar er sat med
halvfed skrift og markeret med en 'stjerne'.½
Endvidere hed det i avisens redaktionelle indledning om Faklen:
╗Det er et tidsskrift, som bl.a. koketterer med satanismen, og som
udsendes af religiøse 'oprørere' ved ┼rhus Universitet.½ (sic!).
Og endelig beklagede redaktionen, at man som illustration til
undertegnedes indlæg havde bragt et knust hagekors, eftersom det
er logo for Folkebevægelsen mod Nazisme: ╗Redaktionen beklager
over for Folkebevægelsen mod Nazisme, at det er sket. Det er en
taktløs fejl.½
Der er åbenbart en verden til forskel på, hvordan læserindlæg
bringes i Dagbladet Arbejderen; et indlæg, der forsvarer
ytringsfriheden, bliver bragt på ganske almindelig vis, mens et
indlæg, der åbenbart er tættere på avisens politiske linje, derved
at det modsætter sig nazisternes del i denne grundlovssikrede
rettighed, får overordentlig positiv særbehandling.
Det får så være, hvad det være vil; men når oven i købet Klitgård
retter de absolut grovest tænkelige beskyldninger mod Faklen, er
det i særdeleshed besynderligt, at redaktionen ikke undersøger
validiteten af disse. Man kunne næsten foranlediges til at tro, at
Klitgårds anklager var velkomne, eftersom Dagbladet Arbejderen
ikke har ulejliget sig med de to minutters arbejde, det ville tage
at afkræfte i det mindste de punkter (3, 6 og 7), der refererer
til skribenter og artikler, som man blot behøver kigge kolofon og
indholdsfortegnelse igennem for at konstatere fraværet af.
Så let afgøres det, at Faklen aldrig har bragt indlæg fra ╗Stop
indvandringen½, aldrig har bragt artikler af Peter Larsen og
aldrig har bragt artiklen ╗Kernefamilien û familiens grundpille½,
og når dΘt er konstateret, er tilstrækkelig mange af Klitgårds
påstande allerede så entydigt afvist, at man selvfølgelig ikke kan
fæste lid til de øvrige heller.
Og selv hvis Dagbladet Arbejderen ikke kunne opdrive Θt eneste
eksemplar af Faklen, er der, beskyldningernes usædvanlige grovhed
taget i betragtning, selvfølgelig ingen undskyldning for, at
avisen ikke i det mindste foretog den ene telefonopringning, der
såre let kunne have be- eller afkræftet disse û nemlig til Faklen.
I god tro?
Dagbladet Arbejderen var naturligvis allerede i forvejen
besiddelse af undertegnedes indlæg, som i sig selv burde have
forvisset dem om Faklens eksplicitte antinazistiske standpunkter,
således at de kunne have varskoet Klitgård, eller i det mindste
undladt den redaktionelle særbehandling. En særbehandling, som
selvfølgelig forlener hans indlægs ╗pålidelighed½ med så meget
desto mere vægt, når der er tale om beskyldninger af så ekstrem
karakter.
Men ikke nok med det; faktisk har vi tilsendt Dagbladet Arbejderen
samtlige numre af Faklen, og faktisk har nr. 1 oven i købet været
anmeldt af Anders Kock på en hel side i selvsamme avis den
21.11.96. Kock citerer her lederen, hvori det såre utvetydigt
hedder: Faklen er ╗en offensiv imod alt, hvad fascismen skjuler
sig under½. Og hvis man virkelig skulle mistænke nazister for at
skrive noget sådant, så er konklusionen fra Dagbladet Arbejderens
egen anmelder dog på dette punkt lige så sigende: ╗Udgiverne af
Faklen kæder tidens klassekampsspørgsmål sammen med, hvad der
aktuelt udspiller sig i den kulturelle overbygning, og specielt
hvad der sker i auditorier og kollokvierum på deres eget ┼rhus
Universitet. I den retning er det næsten, som om vi er tilbage i
universitets-marxismens tidsalder i 1970erne ...½
Bliver Klitgårds påstande om, at Faklen skulle optræde som
╗talerør½ for ╗organiserede nazi-grupper½ dermed mere eller mindre
plausible for Dagbladet Arbejderen?
Facit er i hvert fald, at ikke alene undlod man at tage
undertegnedes eksplicit antinazistiske indlæg for pålydende; ikke
alene undlod man at afsætte to minutter til at bladre tre numre
igennem; ikke alene undlod man at afsætte to minutter til at
foretage en telefonopringning for at få Klitgårds beskyldninger
be- eller afkræftet û man har ganske enkelt været udmærket klar
over, at Faklen er et venstreorienteret, antifascistisk
tidsskrift, og alligevel lancerede avisen Klitgårds horrible
påstande med en ualmindelig positiv særbehandling!
Motivet hertil forstår vi selvsagt ikke; men den skade, Faklens
omdømme har lidt, kan vanskeligt overdrives. Vi er blevet kaldt
satanister, pyromaner og homoseksuelle, og vi er blevet mødt med
en massiv skræmmekampagne fra ikke mindst Politikens, Kristeligt
Dagblads og Weekendavisens side, men når så vi i det eneste
erklærede venstrefløjsdagblad bliver sværtet til med løgnagtige
beskyldninger af værste karakter, så står hele Faklens eksistens
selvfølgelig på spil.
Vi finder os ikke i mere løgn og sladder, dertil er bladets
overlevelse os i al ubeskedenhed alt for vigtig, men når vi på
groveste vis bliver beskyldt for alt det, som vi bekæmper, så må
vi Θn gang for alle sige fra. Vi har simpelt hen ikke også råd til
at blive dolket i ryggen.
Derfor rejste vi den 24. marts over for Frede Klitgård krav om en
erstatning på 100.000 kr. samt et offentliggjort dementi i
Dagbladet Arbejderen, der utvetydigt trækker løgnene tilbage og
erkender, at Faklen intet som helst med nazistisk ideologi har at
gøre, men tværtimod er et venstreorienteret, humanistisk
tidsskrift, der bekæmper enhver form for racisme, nazisme og
fascisme. Dette bebudede vi tillige i en pressemeddelelse allerede
den 22. marts.
Klitgårds ╗berigtigelse½
Dagbladet Arbejderen bragte imidlertid løbende en række reaktioner
mod undertegnedes indlæg fra den 6. marts, også af mere saglig
karakter, men ikke Θt eneste af de indlæg, som vi ved, er blevet
indsendt fra læsere, der støttede Faklen og afviste Klitgårds
løgne, var blevet bragt ved redaktionens slutning (den 7. april).
Til gengæld fremlagde avisen i sin leder den 26. marts sagen på
den veltilrettelagte og forvrængede måde, at Faklen i sammenhængen
kommer til at stå i opposition til grupper, der vil fratage
nazisterne ╗'retten' til deres kriminelle ytringer og handlinger½!
Denne fremstilling er indlysende nok det rene vrøvl û selvfølgelig
skal nazisternes kriminelle ytringer og handlinger straffes, men
det har heller intet som helst med problematikken om
ytringsfriheden at gøre. Skulle nazister eller andre rette
racistiske eller andre kriminelle og løgnagtige beskyldninger mod
nogen som helst, så insisterer også vi selvsagt på, at de dømmes
for det!
Afslutningsvis bemærker lederen om avisens behandling af sagen:
╗Eventuelle faktuelle fejl er vi naturligvis åbne for at rette.½
Men hvorfor i alverden var det så ikke allerede sket? På daværende
tidspunkt havde avisen haft, ikke blot de nødvendige to minutter,
det tager at konstatere de konkrete, faktuelle fejl, men elleve
døgn! Alligevel kaldes Klitgårds løgne stadig væk for ╗eventuelle
faktuelle fejl½ ...
Først efter fjorten dage, den 29. marts foretager Dagbladet
Arbejderen sin kovending og bringer som ╗dokumentation½ Faklens
pressemeddelelse, hvori de syv løgne afvises. Avisen ╗beklager og
undskylder½ i sin berigtigelse at ╗have bragt de syv konkrete,
urigtige påstande omkring tidsskriftet Faklen½. Redaktør Lotte
Rørtoft-Madsen henviser til Klitgård, idet hun bemærker, at ╗disse
udtalelser [baserer] sig på en forveksling af to tidsskrifter af
samme navn½. Vi skal snart se, at dette er en særdeles tvivlsom
undskyldning.
Endvidere hedder det, at avisen før den bebudede retssag havde
tilbudt Faklen ╗at bringe dets tilbagevisning af de fejlagtige
påstande½. Dette skete telefonisk den 19. marts, efter
undertegnede havde gjort redaktøren kraftigt opmærksom på, at
avisen havde givet Klitgårds falske beskyldninger en usædvanlig
velvillig behandling. Dagbladet Arbejderen ulejligede sig
imidlertid stadig væk ikke med at konstatere beskyldningernes
urigtighed og på redelig vis gøre opmærksom på, at redaktionen ved
selvsyn var blevet bevidst om, at Klitgård tog 100% fejl û
tværtimod var den første reaktion ovennævnte leder.
Også Klitgård bragte en ╗berigtigelse½ den 29. marts, om end af
noget tyndere karakter. Her fortsætter han mistænkeliggørelsen og
skriver bl.a., at hans indlæg var en reaktion på undertegnedes,
hvori jeg skulle have ╗forsvaret nazisternes
udfoldelsesmuligheder½ ...
Herefter forsøger Klitgård dog at fatte sig og understreger: ╗På
eget initiativ og ud fra et humanistisk retfærdighedssynspunkt
offentliggør jeg denne berigtigelse, efter at jeg er blevet klar
over, at der foreligger en beklagelig forveksling af to
tidsskrifter med samme navn.½
Bortset fra at man kan diskutere, hvad der ligger i dette ╗eget
initiativ½, holder denne forklaring naturligvis ikke vand,
eftersom der simpelt hen ikke eksisterer noget nazistisk
tidsskrift i Danmark, som hedder ╗Faklen½, i hvert fald er det i
så fald ikke registreret nogen steder.
Klitgård undskylder sig da også med, at det er ╗af ældre dato½,
men forklarer ikke, hvorfor i alverden det i så fald skulle dukke
op i en aktuel debat i Dagbladet Arbejderen, lige så lidt som han
nogetsteds henviser til, hvad det er for et ╗Faklen½ af ældre
dato, han skulle have forvekslet os med, hvorfor det til stadighed
er en gåde, om der nogen sinde har eksisteret et nazistisk
╗Faklen½. I stedet væver han sig ud i flere søforklaringer: Vi
skulle således af ╗uransagelige grunde½ have valgt at døbe bladet
╗netop Faklen, skønt blade, tidsskrifter og andre tryksager med
dette eller lignende karakteristiske navne, f.eks. Braunen, altid
tidligere kunne identificeres som nazistiske.½
Braunen er ikke dansk, men tysk og betyder ╗de brune½ û ligheden
med ╗Faklen½ er naturligvis slående ...
Som illustration til Klitgårds ╗berigtigelse½ bringes en dårlig
tegning af en hånd, der holder en fakkel û teksten (Klitgårds
eller redaktionens?) lyder: ╗Karakteristisk illustration af fakkel
i nazistisk tryksag.½
Aha. Men hvilken? Hvorfra? Hvornår? Det får lov at henligge i
tåger.
Klitgård ╗undskylder fremkomsten af de nævnte syv formuleringer½
og beklager ╗den ikke tilsigtede forveksling, som også skyldes
delvis misinformation ...½
Delvis misinformation?
Men fra hvem, hvornår og hvorfor? Også det får lov at henligge i
tåger.
Endelig slutter Klitgård: ╗Jeg vil tillade mig at anbefale det nye
Faklen at overveje navneforandring og dermed lægge afstand til
navnebroderen, der burde overlades eneretten til det kendte
nazistiske navn.½
Men hvilken navnebroder?
At Faklen hedder ╗Faklen½ skyldes P1-journalisten Frederik Dessau,
der henledte vores opmærksomhed på Karl Kraus' tidsskrift Die
Fackel. Navnet fængede umiddelbart, og da det gik op for os, at
også et illegalt modstandsblad fra krigen bar navnet ╗Faklen½, var
betænkningstiden ovre.
Dette sidste blev i øvrigt udgivet af DKP!
Summa summarum er naturligvis, at dette i sidste ende indlysende
nok drejer sig om alt andet end en banal forvekslingssag. Hvad,
kan man indtil videre kun gisne om.
Ytringsfrihed
Der kan til gengæld være grund til her at opridse den ideologiske
forskel på Faklens bekæmpelse af racisme, nazisme og fascisme og
den, som Folkebevægelsen mod Nazisme og Dagbladet Arbejderen synes
at slå til lyd for, eftersom denne startede striden.
Folkebevægelsen mod Nazisme og Dagbladet Arbejderen ønsker
tilsyneladende at fratage nazisterne deres ytringsfrihed, måske
tillige at forbyde deres forening.
Faklen derimod, går ind for ytringsfrihed såvel som
foreningsfrihed, sådan som det er defineret i Grundloven, hvorimod
enhver, som f.eks. ønsker at fratage noget individ eller nogen
gruppe ytringsfriheden, slet og ret er imod ytringsfrihed.
Men hvad nu, hvis man kun vil hindre ytringsfriheden for de
mennesker, som vil hindre ytringsfriheden for andre ... Ja, så har
man selvfølgelig stillet sig på linje med det, man bekæmper, det
siger sig selv. Enten går man ind for ytringsfriheden, eller også
gør man ikke.
I Grundlovens º 77 hedder det: ╗Enhver er berettiget til på tryk,
i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar
for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan
ingensinde påny indføres.½ Man kan altså ikke forhindre nogen i at
mene, sige eller skrive noget som helst û men enhver kan bagefter
blive draget til ansvar og dømmes for det skrevne eller sagte,
hvis de er fulde af løgn og derved skader andres omdømme.
Sådan som samfundet er indrettet i dag, er dette afgørende, for
løgn og bagvaskelse kan være af så grov karakter, at det
invaliderer ytringsfriheden, eftersom den forurettede derved
forhindres i at kunne udtale sig på lige fod med løgneren, der i
kraft af løgnen på forhånd har sørget for, at den efterfølgende
indvending mødes med skepsis eller afvisning. Desto grovere løgn,
desto mere ╗overbevisende½ virker den, og desto større skade lider
den forurettedes mulighed for en fair vurdering af hans
affærdigelse heraf û og desto større skade lider selvfølgelig
derved ytringsfriheden.
For så længe den lige adgang til fri ytring er vanskeliggjort
eller umuliggjort, sådan som større kapital eller større
indflydelse i dag betyder større opmærksomhed og større
gennemslagskraft og derved reelt har samme effekt som manipulation
og censur over for den stemme, som ikke besidder et lignende
apparat, må enhver udnyttelse heraf til løgnagtighed og
bagvaskelse selvfølgelig forhindres af samfundet på den
forurettedes vegne. Det turde være indlysende.
Noget andet er så, at staten i realiteten allerede selv er ved at
sætte ytringsfriheden ud af kraft, hvilket f.eks. interviewet med
Jussi Merklin i Faklen nr. 3 bringer rystende eksempler på (s.
23f).
Tilsvarende skriver Mikael Witte i sin kommentar til grundlovens º
77: ╗Censur og andre forebyggende foranstaltninger er reelt
genindført. Hvis en kontorchef i socialforvaltningen offentligt
siger, at kommunens ældre ikke får tilstrækkelig hjemmehjælp, så
kan han straffes for tjenesteforseelse. Selv om grundloven
forbyder censur og andre forebyggende forholdsregler, så kan
Folketinget vedtage en lov, der forbyder omtale af spørgsmål, som
Folketinget ikke bryder sig om. Domstolene erklærer ikke loven for
grundlovsstridig.½ (Grundloven, 1997, s. 166).
Så meget desto mere er der grund til at tilbageerobre
ytringsfriheden, samtidig med at vi bekæmper ethvert yderligere
angreb på denne grundlæggende rettighed. For det er altid de mest
upopulære grupper, hvis grundlovssikrede friheder først
indskrænkes, fordi det er så bestikkende ufarligt for deres mange
fjender at slå til lyd herfor. Men det er netop her, at friheden
skal stå sin prøve û det bliver nemlig uendelig meget lettere for
systemet at lancere det næste forbud, så snart det kan henvise til
bare Θt fortilfælde, der kan danne præcedens.
Hvordan bekæmpe fascismen?
Vi står ved, hvad vi har givet udtryk for i manifestet i Faklen
nr. 1: ╗... vi må tolerere selv intolerancen û for om vi kun
tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så? Gør ikke
også den intolerante det samme? Dermed naturligvis ikke være sagt,
at vi skal afstå fra at forsvare os selv og andre mod overgreb.
Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt
forbi û vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og
slag for slag.½
Mere burde der for så vidt ikke være at sige om den sag. Hvorfor
ikke? Fordi det, der ligger ud over dette i bekæmpelsen af f.eks.
nazisternes intolerance, allerede er kutyme i lovgivningen.
Betyder det, at vi altid blindt henviser til f.eks. grundlov og
straffelov, som i mangen henseende jo ellers understøtter et alt
andet end humanistisk samfundssystem?
Nej, selvfølgelig ikke; men det betyder, at vi ikke behøver at
stipulere det, når vi finder det rimeligt, at folk efter gældende
praksis straffes for lovovertrædelser. Det er altså ganske enkelt
naivt at kræve nazisters kriminelle overtrædelser af den ene eller
den anden lov forbudt û for det er de naturligvis og gudskelov
allerede.
Derfor støtter vi af indlysende grunde, at myndighederne
forhindrer nazisterne i at bryde loven, ligesom vi støtter, at
myndighederne forhindrer politiet i at bryde loven û ganske som vi
må bekæmpe det, hvor som helst og når som helst dette ikke måtte
være tilfældet.
Gives der situationer, hvor myndighederne ikke kan eller måske
ikke vil forhindre voldelige og racistiske overgreb, må vi
naturligvis tage sagen i egen hånd, det vil sige svare igen. Ord
for ord og slag for slag.
At autonome svarer nazisters stenkast igen med stenkast, er derfor
både forståeligt og ganske humanistisk i vores begrebsverden; men
ligesom vi ikke selv ville kaste den første sten, kan vi heller
ikke hverken deltage i eller sympatisere med noget forsøg på at
forhindre nogen som helst i at ytre sig på lige fod med andre.
Totalitære metoder overlader vi det til andre at gøre brug af.
Men hvordan så bekæmpe racisterne, nazisterne og fascisterne?
Hvis de taler, tal dem imod; hvis de slår, slå igen; hvis de
bryder loven, døm dem.
Så enkelt û og så hårdt û er det.
Og kun således forbliver kampen mod racisme, fascisme og nazisme
fri for racisme, fascisme og nazisme; og kun således rammer vi
ikke blot racisten, fascisten og nazisten, men tillige racismens,
fascismens og nazismens idΘ! Bekæmper vi nemlig fascisten med
fascistiske ideer såsom totalitære forbud, får vi kun ram på den
erklærede fascist, mens vi selv er blevet den jord, hvori
fascismen har slået rod.
Kunne det ikke ske igen?
Men vi så jo, hvordan det gik i Tyskland, og skal så grusomt et
styre måske ikke standses i opkomsten?
Jo, præcis! Spørgsmålet er derfor, fra hvilken kant den
fascistiske fare egentlig kommer.
For det første må vi nemlig være klar over, at dagens lille
håndfuld danske nazister ikke har og heller aldrig nogen sinde vil
få magten i Danmark û i hvert fald ikke så længe de fortsat kalder
sig ╗nazister½. Dertil er nazismen af gode grunde ganske enkelt
alt for forhadt.
99,99% af befolkningen betragter Hitler som en af
verdenshistoriens absolut mest grusomme herskere, hvorfor en
gruppe heilende og marcherende unge, der fanatisk forguder denne
diktator og tilmed hævder, at Holocaust aldrig fandt sted,
selvfølgelig ikke har den fjerneste mulighed for at blive taget
politisk alvorligt.
For det andet må vi se i øjnene, at det slet ikke var fanatiske og
voldelige gadebander, der var nazismens egentlige rygrad og
Holocausts redskab. I modsætning til den ellers nok så udbredte
tegneserieopfattelse, var det ikke syge og sadistiske uhyrer, som
ethvert fornuftigt menneske i dag uden videre ville genkende og
spærre inde på en psykiatrisk afdeling, der udgjorde nazismens
virkelige styrke og trussel, tværtimod var langt hovedparten af
nazisterne ganske almindelige, civiliserede og ligevægtige
mennesker, hvis største brøde ╗blot½ bestod i, at de parerede
ordrer og åd propagandaen!
Det er derfor helt ude af proportioner at tro, at den virkelige
fascistiske fare kommer fra erklærede Hitler-fans; faren kommer,
hvor det lykkes at få almindelige mennesker til at sluge
autoriteternes, det være sig politikernes eller pressens
racistiske og kulturchauvinistiske kampagner.
Men hvordan gør man almindelige mennesker til morderiske
fascister? Sociologen Zygmunt Bauman tilslutter sig Herbert C.
Kelman og forklarer Holocaust betinget af en eller flere af
følgende tre forudsætninger: ╗Volden er autoriseret (udføres efter
officiel ordre udgået fra de relevante og legale myndigheder),
handlingerne udføres rutinemæssigt (en regelstyret praksis med en
præcis rollefordeling), og voldens ofre dehumaniseres (gennem
ideologiske definitioner og indoktrinering).½ (Modernitet og
Holocaust, 1989, s. 40f).
Nazismens folkelige racisme og regulære udryddelseslejre var netop
kun gennemførlige takket være millioner af almindelige mennesker,
imellem hvilke beslutningsgangene var ekstremt formaliserede,
rationaliserede og bureaukratiserede, så alle de implicerede kunne
føle sig som ansvarsløse brikker, der blot passede deres helt
legale og efter omstændighederne ganske almindelige jobs.
Ingen behøvede i egentlig forstand at føle sig som morder, ikke
blot fordi ordren kom fra toppen af systemet, men fordi langt,
langt de fleste i det uendelige hierarki blot var bureaukrater
eller menige soldater, der videreformidlede beskeder og notitser û
afstanden fra disse dagligdagsopgaver til selve folkedrabet var
lige så uoverskuelig, som sammenhængen var umiddelbart
uigennemskuelig. Få, om nogen, har følt sig tilskyndet til at
undersøge årsagskæden fra led til led, ganske som næppe heller
mange af vor tids bureaukrater i kæden mellem ministerens
lovgivning om og ordensmagtens udvisning af asylansøgere føler
deres hænder tilsmudset med den asylansøgers blod, som bliver
torteret eller henrettet i det land, han sendes tilbage til.
Næsten alle var û og er û villige instrumenter for andres
gerninger og beslutninger og føler således ikke et personligt
ansvar for noget som helst. Zygmunt Bauman understreger: ╗Det lys,
som Holocaust kaster over vores viden om den bureaukratiske
rationalitet, bliver først for alvor blændende, når vi forstår, i
hvor høj grad selve Endl÷sungs idΘ var et resultat af den
bureaukratiske kultur.½ (Modernitet og Holocaust, s. 33).
Det er ikke ensporede fanatikere α la vor tids nazistiske bander,
som betinger det fascistiske eller nazistiske diktaturs
grusomheder, men derimod først og fremmest faktorer dybt rodfæstet
i hele den moderne samfundsstruktur!
Virkeliggørelsen af et fascistisk system har den strengeste
bureaukratisering og ensretning som forudsætning; fornuft, orden
og pligtopfyldelse er således nødvendige, om ikke tilstrækkelige
betingelser for, at racisme forplanter sig og slår ud i had,
mistro og folkedrab. Med en bevidst syndebukkepolitik er
samfundsmaskineriet tydeligt gearet til fascistiske ideers
konkrete gennemførlighed û men nogen gennemslagskraft får de
naturligvis aldrig under de selvsamme mærkater, som de allerede Θn
gang led nederlag under, f.eks. National Socialistisk Arbejder
Parti. Det navn tiltrækker kun provokatører og ballademagere, og
som provokatører og ballademagere skal disse mødes, ord for ord og
slag for slag. Længere er den ikke.
Den massive og ensporede contra imod de letgennemskuelige
Hitler-sympatisører medvirker derimod uforvarende til at frifinde
de virkelig farlige fascistiske tendenser med reel masse-appeal,
fordi det, hver gang et forbud mod nazisternes ytringsfrihed er
kommet nærmere, triumferende hævdes, at der er tale om en ╗sejr½
for demokratiet og menneskerettighederne, skønt vi hver eneste
gang tværtimod er kommet netop fascismen et skridt nærmere. Alt
for ofte glemmer vi desværre, at fascismen er farligere end
fascisten.
Derfor er f.eks. også Frankrigs Le Pen så farlig, fordi han netop
udbreder fascistiske ideer, men aldrig kunne drømme om at kalde
sig nazist eller fascist! Da apartheidsystemet i Sydafrika forbød
nazisterne, foretog de et på Θn gang lige så banalt og genialt
skaktræk, for hvordan skulle vi dog nogen sinde kunne beskylde et
system, der har forbudt nazismen, for nazisme?!
Fascisme i fåreklæder
De fascistiske ideer er langt mere udbredte, langt mere skjulte og
langt farligere end den lille skare erklærede fascister, hvis
støtte til fascismens gennemførelse ikke består i hverken
strækmarch eller agitation, men i, at de uforvarende afleder så
mange menneskers opmærksomhed fra den ╗pæne½, bureaukratiske og
racistiske højredrejning, der dagligt bliver mere og mere
rodfæstet!
Arbeit macht frei og Ordnung muss sein er naturligvis implicitter
i de til stadighed mere skærpede tvangsaktiverings- og
lov-og-orden-kampagner, som magthaverne søsætter som det
naturligste i verden. Alle forudsætningerne for et regulært
fascistisk system er således for længst kørt i stilling, og
demokratiet i sig selv er selvfølgelig heller ikke nogen garanti
for, at udviklingen ikke fortsætter i denne retning û Hitler kom
trods alt til magten med 33,1% af stemmerne. Kun den systematisk
dehumaniserende propaganda mangler, før jorden er gødet, og den
fascistiske sæd kan sås.
Eller gør den?
I sin kamp mod revselsesretten iværksætter vort eget
arbejderpartis justitsminister f.eks. en særlig kampagne for
indvandrere og udtaler i den forbindelse: ╗Overfor familier med en
anden etnisk baggrund end dansk er vi nødt til at turde sige helt
klart, at i Danmark er det ikke i orden at slå sine børn.½
(Politiken 29.3.97).
Burde en sådan mand da ikke afskediges på stedet efter en
udtalelse, der i den grad røber hans inkompetence? Hvilken
indvandrer kan dog nogen sinde siden tro på, at ministeren
overhovedet skulle kunne administrere loven på hele folkets vegne,
når han med sit embedes vægt lægger navn til slig slet skjult
hetz?!
Ej heller Politikens opvakte journalist, Christine Cordsen føler
naturligvis grund til overhovedet at bemærke, endsige
problematisere denne grove insinuation. Det samme er tilfældet, da
Børnerådets formand Frode Muldkjær udtaler i samme forbindelse:
╗En del etniske familier lever i en voldsom slå-kultur.½
En del etniske familier lever i en voldsom slå-kultur ...
Nej, dette er ikke et citat fra Der Stⁿrmer, men såmænd fra
Politiken, men det uhyggelige er for så vidt ikke engang denne
infame kulturchauvinisme i sig selv; det uhyggelige er, at det i
dagens Danmark er så åbenlyst ukontroversielt at lancere den slags
inhumane propaganda, som var det lige så almindeligt og naturligt
som at bede om sukker til kaffen!
Muldkjær fortsætter endog uanfægtet, for journalisten finder
stadig væk ingen grund til at anfægte ham: ╗Sådan gjorde vi også
for bare 60 til 70 år siden, vi er bare nået længere i den humane
udvikling, der startede, da mænd holdt op med at slå kvinder ned
med køller. Her må vi holde op med at acceptere det uacceptable,
fordi vi lider af berøringsangst.½
Det er sådanne imbecile ╗ekspert-udtalelser½, der forgifter vort
samfund, og det er mod dem, vi skal rette vores angreb, for deres
menighed tæller i hundredtusindvis af pæne småracister, der i
kraft af disse daglige doser propaganda gør livet til et stadig
større helvede for etniske minoriteter.
Politiken har imidlertid et endnu mere ildelugtende ideologisk lig
i skabet, Ekstra Bladets Svend Ove Gade, hvis seneste kampagne mod
indvandrerne har skrevet dansk pressehistorie i målrettet
kulturchauvinisme. ╗Had og mistro½ proklamerede Ekstra Bladets
spisesedler og avisforsider således på folkets vegne over for ╗de
fremmede½ den 3. april. Avisens TV-reklamer for samme kampagne
ledsages selvfølgelig af û hold fast û ╗Der er et yndigt land½! Og
som om, det ikke var nok, får skræmmeeffekten lige et ekstra tryk
med udspekulerede slogans som ╗moske, moske ikke½ ...
Vi skriver imidlertid ikke 20ernes Tyskland, men 90ernes Danmark.
Det er her, det sker. Og det sker i dag.
Vort sidste værn imod i morgen kunne meget vel gå hen at blive
ytringsfriheden, så meget desto større er grunden til ikke at lade
nogen bilde os ind, at ikke en hvilken som helst støtte til selv
den mindste indskrænkning af denne i den sidste ende også vil
falde tilbage på enhver modstander af racisme og fascisme. Lad os
derfor for alt i verden ikke fristes til at slå populistisk mønt
af den lette sejr, det er at fjerne nazisternes ytringsfrihed og
derved blot give magthaverne det redskab i hånden, ved hjælp af
hvilket de sidenhen kan lukke også vores mund.
Nægter vi noget menneske adgang til at sige, hvad der ligger ham
på hjerte, er det da også kun vore egne argumenters svaghed, vi
røber, og dermed har de uudtalte ord allerede vundet deres første
sejr. Nægter vi ufrihedens stemme i frihedens navn, er vi tillige
allerede slået ind på den ufrihedens vej, som vi tror at bekæmpe!
Forbud rammer ej heller hverken den erklærede fascist eller
fascismen, for den erklærede fascist erklærer sig blot som noget
andet, og den illegale fascisme gror så uendelig meget bedre og
stærkere end den legale.
Men har ikke de fascistiske tendenser allerede slået alt for
uoprykkelig rod, til at ord alene kan vende vinden; er vi ikke,
når det kommer til stykket, for sent ude?
Måske. Måske ikke.
Rune Engelbreth Larsen
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97