[Image][Faklen]
Faklen nr. 4 ╖ Sommer 1997
LEDER
Vi lever på randen af en økologisk kollaps, og udviklingen går med
ekspresfart mod en temmelig ubenægtelig afgrund, fra hvilken ingen
kultur atter kommer til at rejse sig den første æon eller så.
Næppe noget eller nogen er mere ansvarlig herfor end kapitalens
løbske markedskræfter, den eksklusive magtelites destruktive
kaoskræfter.
Uden dermed at ville anslå gammelkendte dommedagstemaer og gøre
den ganske klodes ve og vel til Faklens ærinde er det dog værd at
tage i betragtning, at vi er ved at nå den globale smertegrænse
for en vækst, der tjener û og alene tjener û profittens formål. At
radikale forandringer i dag er nødvendige i enhver sammenhæng, er
utvivlsomt en af det seneste par årtusinders mest uhyggelige
underdrivelser.
Kunne blot dette foruroligende scenario så dog i det mindste være
anledningen til snarest at genindsætte mennesket i stedet for
væksten i centrum af vort samfund, ville der måske trods alt være
en farbar og frugtbar vej væk fra kanten af afgrunden.
Samfundet består jo ikke af produkter, men af mennesker, og
samfundets formål kan derfor ikke sammenlignes med erhvervslivets.
Ingen er således ringere politiske ledere end erhvervslivets
ledere og dem, der lefler for erhvervslivets ledere, fordi de
netop ønsker at drive samfundet, som var det en forretning; men
lige så lidt som mennesket er et produkt, lige så lidt skal
menneskelige forhold hverken effektiviseres, rationaliseres eller
profitmaksimeres, for samfundet er heller ikke et
produktionsapparat.
Vort spørgsmål må således aldrig lyde, hvor længe samfundet har
råd til at tage sig af mennesker ud fra menneskelige hensyn; men
omvendt, hvor længe samfundet fortsat har råd til at se passivt
til, mens rige stjæler fra fattige.
Der findes nemlig ingen materielle goder eller nogen økonomisk
gevinst, som ikke i sidste ende er taget fra samfundet, hvorfor
den, der har taget mere end sin næste, men som ikke har flere at
forsørge, enten bevidst er en gemen tyv eller ubevidst profiterer
af en tyvagtig fordeling.
Enhver, som iværksætter eller aktivt støtter dette røveri, gør sig
således uvilkårligt til talsmand for den fascistiske idΘ, at noget
menneske skulle kunne være mere værd end noget andet menneske.
Som humanister må vi selvsagt bekæmpe denne overmenneske-ideologi,
ganske som vi må bekæmpe den fattigdom, som den forårsager. Ved at
insistere på, at intet menneske på nogen måde kan hævdes at være
mere værd end noget andet menneske, har vi dermed også Θn gang for
alle svaret på, hvorledes samfundet finansierer sine udgifter: Så
længe de rige ikke fattes penge, fattes riget ikke penge!
Det er imidlertid end ikke tilstrækkeligt, om vi nøjes med at
kræve al økonomisk samfundstyveri afskaffet. Om et humant samfund
er der ikke tale, så længe vi ikke også har arbejdsfrihed: Frihed
til at arbejde med lige præcis det, som ens evner og lyster
tilsiger en, såvel som friheden til ikke at arbejde, hvad enten
det er evnerne eller lysterne, der mangler.
Den, der ikke kan, skal ikke arbejde, og den, der ikke vil, kan
ikke arbejde. Begge har dog stadig væk brug for brød og bolig, og
begge skal selvfølgelig forsynes med brød og bolig uden skelen til
deres plads i eller uden for arbejdsmarkedet.
Men skal der da slet ikke være nogen gevinst ved at arbejde? Jo,
glæden ved at arbejde med det, som man har evner for og lyst til û
den løn er netop i dag alt, alt for få beskåret.
Man har fremsat den indvending, at når man ophæver arbejdstvangen,
vil alt arbejde standse, og der vil indtræde en tilstand af
almindelig dovenskab. Men skulle virkelig bageren ophøre med at
bage brød, kirurgen med at operere eller professoren med at
forelæse, fordi ingen tvang den arbejdsfri i arbejde?
Nej. At der skulle være for få arbejdere til at varetage
samfundets arbejde, når pisken forsvandt, og kun guleroden blev
tilbage, er selvfølgelig utænkeligt. Men til gengæld ville fysisk
nedslidende, psykisk belastende og ensidigt gentaget arbejde
forsvinde, fordi ingen længere kunne tvinges til at udpine krop og
sjæl, og den kyniske spekulation i umenneskelige arbejdsforhold
ville øjeblikkeligt blive virkningsløs.
Få ville vælge lediggang, når det stod dem frit for at beskæftige
sig med det, som de virkelig følte for, i stedet for det, som de
blev tvunget til. Men de resterende, som måtte foretrække at nyde
uden at yde, ville ikke gøre anden skade end at føje deres glæde
over lediggangen til andres glæde over arbejdet.
Arbejderen og den arbejdsfri får jo i sidste ende begge deres løn
fra det samfund, som de begge er en ligeværdig del af, og hvis
frugt de derfor begge bør have ligeværdig adgang til og del i.
Intet retfærdiggør derfor, at samfundets manglende evne til at
skaffe meningsfuldt arbejde skulle tvinge noget menneske til
meningsløs tvangsaktivering eller nogen anden form for slaveri.
For eftersom det er samfundet, der har frataget individet dets
reelle mulighed for eventuelt at vælge samfundet fra, kan
samfundet heller ikke vælge noget individ fra og må derfor som et
minimum være forpligtet til at forsørge enhver borger. Den eneste
modydelse, som samfundet efterfølgende kan kræve herfor, er, at
den enkelte undlader at hindre andre i at nyde den frihed, som han
selv nyder.
Men brød og bolig må i alle tilfælde være en menneskeret på linje
med retten til at trække vejret. Et samfund, hvor ikke alle får
brød og bolig, er således ikke et samfund, men et dække over
organiseret tyveri, og derfor må det selvfølgelig være lige så
stor en menneskeret at kræve tilbage, hvad man uretmæssigt er
blevet frastjålet û også selv om tyven i dag hedder Lov og Ret!
Faklen
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97