[Image][Faklen]
Faklen nr. 4 ╖ Sommer 1997
POLARISERING P┼ AARHUS UNIVERSITET
Det er en udbredt misforståelse, at Faklen skulle have vakt
entydig modstand fra lærerkræfternes side på Aarhus Universitet.
Vi har derfor talt med en række undervisere, der tværtimod ser
positivt på bladet og den debat, som det har rejst ...
iden udgivelsen af Faklen nr. 1 i september 1996 har den del af de
studerende ved Aarhus Universitet, som ikke er absorberet af den
endnu altdominerende masses indifferente indstilling til studierne
og samfundet som sådan, udspaltet sig i to omtrent lige store
grupper af henholdsvis positivt interesserede og rasende
indignerede studerende. Den sidste gruppe, der består af en køn
alliance mellem borgerlige og teologer, reagerer stadig væk med
den sædvanlige form for chikane: Eksempelvis har teologistuderende
som en sidste gestus, inden deres redaktørpost blev overtaget af
studerende fra Religionsvidenskab, direkte bortcensureret indlæg
fra Faklens redaktion i Teologisk Fakultets interne blad, Debat;
avisudklip og andet materiale på vores opslagstavler fjernes, og
plakater rives stadig væk itu.
Troldsplinten i Faklens øje
Mindre harmløse, men lige så barnagtige er den skare af
professorer og lektorer, ikke mindst blandt teologerne, der
fortsat manipulerer de studerende i angreb på Faklen under
offentlige foredrag. Senest på Teologisk Fakultet til
arrangementet ╗Faglig dag½, 18.3.97, hvor en studerende beklagede
sig over, ╗hvor de videnskabsteoretiske debatter var blevet af½,
og hvor underviser på pastoralseminaret, Sanne Thøisen kraftigt
efterlyste langt større engagement fra de studerendes side: ╗De
studerende finder sig i for meget (...) Og der tror jeg nok, at
jeg er nået til det punkt, hvor jeg er lidt træt af at høre
teologiske lærere give udtryk for, at de studerende nu om dage er
sløve og dumme og fragmenterede i hovederne. Det er der måske
noget om, men det er nu engang tidsånden, og tidsånden stiller i
en vis forstand altid dagsordenen.½
Det hænger åbenbart sådan sammen, at man savner det kritiske
engagement, når apatien har lagt sig som en døs over
universitetet, men så snart det endelig viser sig, kommer det
alligevel altid som et aldeles ubelejligt lyn fra en klar himmel,
og de, som kritikken retter sig imod, bliver uforvarende
utrættelige forkæmpere for den apatiske tidsånd, som de just havde
forsvoret.
Teologernes reaktion på Faklen turde i hvert fald være et eklatant
eksempel på dette. Men vi er selvfølgelig heller ikke just udtryk
for tidsånden û og slet ikke på Teologi.
Sanne Thøisen mener, at en forklaring på sløvheden måske kunne
være den, at de filologiske fag er opprioriterede på Teologi.
Hertil replicerede lektor Else K. Holt: ╗Som jeg hører det, er det
din opfattelse, at vi burde skippe den filologisk baserede tilgang
og skifte den ud med en mere praktisk orienteret. På det punkt kan
jeg kun være uenig, og jeg mener egentlig, at de sidste måneders
fakkeldebat viser, at det ikke går.½
Da vi forsøgte at rejse spørgsmål som, hvorfor man så ikke fra
teologernes side ville mødes til en offentlig debat med Faklen,
der netop havde rejst den efterlyste videnskabsteoretiske
diskussion og engageret sig aktivt og kritisk i forholdene på
universitetet, blev vore spørgsmål søgt obstrueret af intimiderede
undervisere.
Lektor Knud Ottesen afbrød uanfægtet talerlisten og udbrød: ╗Nu
gider vi ikke høre mere;½ en kollega i samme aldersklasse fulgte
trop med den beåndede bemærkning: ╗Vi skal hjem og se fodbold,½
hvortil hans lærde sidemand uddybede: ╗Ja, nemlig.½
Else K. Holt, der i modsætning til sine ældre kolleger
tilsyneladende ikke behøvede at bryde talerrækken, hævdede, at det
var Faklen, der skulle have afslået tilbudet fra Teologisk
Fakultet om et fælles debatmøde: ╗Der var faktisk et tilbud om en
debat på et videnskabeligt ordentligt niveau, på nogle præmisser,
som Faklen ikke tog imod.½
Hun fandt naturligvis ingen grund til at nævne, at Teologisk
Fakultets ╗præmisser½ på et ╗videnskabeligt ordentligt niveau½
bestod i en absurd betingelse om, at vi skulle trække vore
konkrete kritikpunkter tilbage, før de ville mødes med os og
debattere disse û men derved ville ╗tilbudets½ karakter af
skinmanøvre naturligvis også blive afsløret.
Else K. Holt mente heller ikke, at det engagement, som teologerne
efterlyste, var det, som Faklen leverede: ╗Der er altså en forskel
på det engagement, som du [Rune Engelbreth Larsen] taler ud af, og
som jeg f.eks. hørte Jens-AndrΘ Pedersen Herbener gøre rede for i
radioen [i en radioudsendelse om kristendommens eskatologiske
udspring, P1, 10.3.97], og det engagement, som Sanne taler om.
Forskellen er simpelt hen, om det er med eller uden troldsplint i
øjet.½
Der kan man bare se. Måske man her burde have erindret om Mattæus,
kapitel 7, vers 3: ╗Hvorfor ser du [trold]splinten i din broders
øje, men ...½
Jo, det kritiske engagement er sandelig velset på Teologisk
Fakultet.
Men teologernes indstilling taget i betragtning kan man måske
sige, at det ikke er så underligt, når vi ofte fra teologer i
┼rhus såvel som fra andre studerende på de øvrige universiteter
hører, at Faklen skulle have skabt en stemning af berettiget
╗irritation og had½ fra hele fronten af de århusianske
universitetslæreres side û og det på trods af, at det altså er
╗respektable½ undervisere, der vædrer offentlige arrangementer med
afbrydelser om ╗fodbold½, blot de bestående forhold kritiseres.
Men selv om det da også er tydeligt, at modviljen mod Faklen ofte
kan slå ud i lys lue, vil vi nu gerne Θn gang for alle fjerne den
misforståelse, at samtlige lærere af den grund skulle misbillige
bladet. Som det vil fremgå af det følgende, har flere tværtimod
hjulpet os med råd og vejledning under udarbejdelsen af artikler û
selvfølgelig uden at de dermed står til regnskab for det endelige
resultat û og endnu flere har hilst bladet og debatten, det har
rejst, særdeles velkommen.
Semitiske filologer ratificerede kritik af bibeloversættelsen fra
1992
Således var det f.eks. heller ikke os selv, der kom på sporet af
det enorme arkivmateriale, som belyser arbejdet bag
bibeloversættelsen fra 1992 (DO92), men lektor Dan Enok Sørensen
fra Semitisk Filologi. Dan Enok Sørensen, der også altid har været
venlig til at tage sig tid til at diskutere spørgsmål af
filologisk og religionsvidenskabelig interesse efter
hebraiskundervisningen, gjorde os endvidere opmærksom på den
berømte professor Hammershaimbs utilfredshed med sine tidligere
elevers involvering i DO92.
På Dan Enok Sørensens kontor befandt sig langt hovedparten af
mapperne med al korrespondancen i forbindelse med
oversættelsesarbejdet, og vi blev klar over, at de mange eksempler
på oversættelsesfejl, vi var stødt på under undervisningen,
langtfra var enestående og vanskeligt lod sig forklare alene med
henvisning til teologernes knap så eksemplariske
hebraiskkundskaber.
Han kunne selvfølgelig ikke låne os mapperne, som sikkert ved et
rent lykketræf var blevet deponeret på hans kontor, så først da vi
blev klar over, at det Kongelige Bibliotek lå inde med kopier af
dokumenterne, fik vi fat i materialet. På trods af at sagen
forholdsvis let lod sig oprulle ved at studere tilgængelige
kilder, var det selvfølgelig kun naturligt at forelægge vores
hebraisklærer de første tolv eksempler på manipulation, som vi
bragte i Faklen nr. 1, for selv om vi med et højst alarmerende
resultat havde checket dem i internationale ordbøger og
grammatikker, ønskede vi selvfølgelig at konferere en uafhængig
ekspert i de semitiske sprog, når det gjaldt vore egne bud på
videnskabelige oversættelser.
Dan Enok Sørensen gennemlæste og godkendte de første 12 eksempler,
som da også bekræftedes i et interview i Faklen nr. 2 af en anden
af landets førende eksperter i hebraisk, Frede Løkkegaard,
professor i semitisk filologi gennem 35 år ved Københavns
Universitet.
Det blev vanskeligere og vanskeligere at undre sig over, hvorfor
teologerne ikke havde inviteret filologerne med til at deltage i
oversættelsesarbejdet ...
Forinden forsøgte imidlertid Politiken at sløre billedet og
fremstille det, som om Faklen havde sprogvidenskaben imod sig,
idet de refererede Dan Enok Sørensen for udtalelsen: ╗... det er
min vurdering, at 92-oversættelsen hører til de bedre.½
I en efterfølgende telefonsamtale kunne han imidlertid afsløre
over for Rune Engelbreth Larsen, at Politiken selvfølgelig havde
gjort brug af det sædvanlige citatfusk. Hvad han havde sagt, var,
at ╗prøveoversættelsen hører til de bedre½ û altså den
oversættelse, der forelå, før revisionskomiteen gik i gang med sin
manipulation!
Ny, videnskabelig bibeloversættelse ønskværdig og nødvendig
Mange undervisere har da også temmelig svært ved at se det
videnskabelige i Bibelselskabets fremgangsmåde med DO92.
Professor i klassisk filologi, Otto Steen Due, der selv har meget
stor erfaring med at oversætte klassiske værker (Ovids
Forvandlinger og Vergils ╞neide), betoner, at ╗det er vigtigt at
have en oversættelse uafhængig af religiøse interesser, eftersom
enhver oversættelse, der tjener uvedkommende formål û politiske
såvel som religiøse û er grundlæggende uvidenskabelig½. Man må
foretage et valg: ╗Enten en videnskabelig eller en kristologisk
oversættelse; de ting kan man ikke blande sammen.½
At Teologisk Fakultet nægtede Faklen en offentlig debat bl.a. om
kritikken af bibeloversættelsen, fordi vi ikke ville trække vore
anklagepunkter tilbage (før de skulle debatteres), virker
╗meningsløst½ på Otto Steen Due. ╗Det med at afsværge standpunkter
kender man fra inkvisitionen û det kunne tyde på, at man ikke var
interesseret i en debat.½
Bodil Due, også klassisk filolog, mener, at ╗bibelkritikken er
meget rigtig½, og siger lige ud: ╗De, som ikke vil indrømme, at
den nye oversættelse er en uvidenskabelig kirkebibel, er ikke
redelige.½ Hun afviser Bibelselskabets brug af afstemning som
videnskabeligt oversættelsesprincip og slår fast, at der er en
╗fundamental forskel mellem en kirkebibel og en videnskabelig
bibeloversættelse½.
Teologernes satanisme-angreb på Faklen stiller hun sig uforstående
over for: ╗Faklen er et godt initiativ, og jeg ser intet
satanistisk i bladet.½ Otto Steen Due siger tilsvarende om
professor Johannes Aagaards anklager: ╗Jeg forstår ikke, hvad han
taler om.½
Bodil Due understreger: ╗Vi mener, at Faklen har ret i at kræve en
ny, videnskabelig oversættelse.½
Lektor i religionsvidenskab, Jeppe Sinding siger tilsvarende om
problematikken omkring kirkebibelen: ╗Faklen har tydeligvis fat i
noget med bibeloversættelseskritikken. En videnskabelig
oversættelse ville være ønskværdig til religionsundervisningen. I
bibeloversættelsen fra 1992 har der været andre interesser på
spil.½ Han forklarer, at der ╗religionshistorisk set ikke er noget
Jesus-vidnesbyrd i det Gamle Testamente, som er en jødisk bog½,
men tilføjer, at ╗religiøse samfund altid vil oversætte teksterne
til eget brug½.
Sinding fremhæver i den forbindelse, at Bibelselskabet heller ikke
er en forskningsinstitution: ╗Bibelselskabet er ikke et
universitært foretagende, men en kirkelig institution, så deres
oversættelse overrasker mig ikke.½
Om den teologiske kritik af Faklens eksempler på dogmatisk
manipulation med bibeloversættelsen udtaler Morten Warmind, lektor
i religionsvidenskab: ╗Kernen i alle de angreb, jeg har set, er,
at der ikke er nogen, der har sagt, at eksemplerne er forkerte.
Jeg så en avisartikel, hvor der stod, at 'de unge burde lære noget
mere hebraisk', og det kan selvfølgelig være rigtigt û selv er jeg
ikke hebraiskkyndig û men der var i samme artikel ganske enkelt
ikke nogen substantiel kritik af de oversættelsesfejl, I havde
fundet. Og jeg tror heller ikke, det kan lade sig gøre; jeg tror
ikke, der er nogen tvivl. Faklens kritik er fuldstændig
uangribelig.½
For religionsforskerne er den seneste bibeloversættelse direkte
uanvendelig i religionsundervisningen: ╗Vi opfattede ikke den
gældende bibeloversættelse som religionshistorisk brugbare
dokumenter, så da den nye oversættelse kom, kiggede jeg den efter
og konstaterede, at heller ikke den var en brugbar
religionshistorisk oversættelse.½
Faklens kulturoprør velkomment
Et kulturrelativistisk udgangspunkt er nødvendigt for at bedrive
religionsvidenskab, også når man forsker i nyreligiøse bevægelser,
mener Morten Warmind, modsat Dialogcentret: ╗Det er den samme
kritik, der blev rettet mod kristendommen i den hellenistiske tid,
som der bliver rettet mod nye religioner i dag, og alene det at
konstatere dette bliver selvfølgelig opfattet af de nye
religioners modstandere som et forsvar for disse. Men det gælder
ikke nødvendigvis om at forsvare religiøse minoriteter som sådan,
det gælder om at beskrive û men nogle gange bliver det det samme
som at forsvare. Dialogcentret anmeldte i sin tid en artikel, jeg
skrev om dette med non imprimitur û 'det bør ikke trykkes' var
anmelderens lidt ironiske konklusion.½
Det nytter heller ikke at betragte andre religioner som
laverestående og derfor irrelevante for religionsvidenskabelig
forskning, pointerer Warmind og henviser atter til kristendommens
egen historie: ╗Morsomt nok var jo Augustins argument for ikke at
beskæftige sig med kristendommen, da han var ung, at det ligesom
var for dumt.½
Warmind ser Faklen som et bud på et kulturoprør: ╗Jeg synes, at
Faklen er et godt bud på studentersiden af det kultur- eller
religionsoprør, som Jim Jensen og Michael Rothstein sådan set har
stået for û men altså også med de fejl, som sådan noget har. Jeg
synes, at nr. 2 var lidt af en nødvendig skuffelse, fordi der var
så meget brag på nr. 1, men jeg kan se, at det er lykkedes at få
mere hold på det i nr. 3. Det er spørgsmålet, om det er muligt
inden for et studiesystem at gøre oprør uden i en eller anden
forstand at råbe op û og det tror jeg ikke, at det er.½
Lektor i kemi, Dieter Britz udtrykker også tilfredshed med Faklens
oprør: ╗Vi har manglet sådan noget.½ Han byder, måske ikke
overraskende qua kemiker, den naturvidenskabelige side velkommen
og har taget initiativ til en nyhedsgruppe på internettet, hvor
videnskab diskuteres med udgangspunkt bl.a. i Faklen (news:
dk.videnskab).
Professor i historie ved RUC, Brian McGuire kritiserer i en kronik
i Politiken, at universitetsstuderende hellere vil ╗gemme sig og
tage notater end udfordre læreren og stille spørgsmål½. Han
beklager, at tiden tilsyneladende kræver tavshed i stedet for
debat, og tilføjer: ╗... derfor hilser jeg de ┼rhus-studerende,
der nægter at tie stille midt i denne uhyggelige tavshed,
velkommen.½
Tidligere underviser på Klassisk Filologi, Jette Larsen Persiani
er af den overbevisning, at oprøret rækker længere end til
universitetets verden: ╗Jeg ser Faklen som et tiltrængt oprør, der
når videre ud end universitetet, og jeg håber, at Faklens
humanistiske ideer vil brede sig. Det er også vigtigt, at de
ufortalte sider af historierne, som en ensidig presse udelader,
kommer frem.½
Til pressens store bestyrtelse over, at Faklen har ladet sig
inspirere af Neutzsky-Wulff, bemærker hun: ╗Jeg har læst flere af
hans bøger og kan ikke se det hysteriske heri. Store dele af
forfatterskabet er relevant for mange universitetsstudier.½
Universitetet har brug for kritisk diskussion
Lektor ved Germansk Institut, Jørgen Kjaer rettede for nylig i en
århusiansk universitetsavis et voldsomt angreb på den tiltagende
bureaukratiserende ╗idiotisering½, som bl.a. kommer til udtryk i
såkaldte evalueringsskemaer, hvor den studerende û med Kjaers ord
û kan ╗artikulere sin mening anonymt, som ren idiot, eller ved
afkrydsning, som ren analfabet½. Kjaer mener, at Faklens opgør med
forholdene på universitetet i modsætning hertil er mere ærligt og
vedkommende.
Om kritikken af navngivne lærere, siger han: ╗Det er klart, at det
ikke er rart at blive hængt ud, det bryder jeg mig heller ikke om,
men det er noget, man risikerer, når man deltager i en offentlig
debat. Derfor mener jeg, at den måde, man skal svare på, er ved at
gå ind i diskussionen og argumentere for sit standpunkt. At nægte
at gå ind i en diskussion synes jeg er forkert, fordi det, vi i
øjeblikket har brug for her på universitetet, lige præcis er mere
diskussion.½
Professor i filosofi, Uffe Juul Jensen har igennem en årrække
ligeledes efterlyst mere kritisk diskussion i universitetsverdenen
og ser det derfor som et positivt træk, at tråden bliver taget op:
╗Det, som jeg synes er det positive og interessante, er, at
fundamentale erkendelsesteoretiske spørgsmål, som ikke bare er
interessante for en lille snæver kreds af fagfilosoffer, men som
bør være af vital interesse for fagvidenskabsfolk og ethvert
tænkende menneske, bliver rejst og diskuteret.
Det er vanskelige spørgsmål, I rejser, som I nok lægger mere
skråsikkert frem, end der er belæg for, men som også står i
centrum af tidens fagfilosofiske debat, når man mødes med
kompetente filosoffer på filosofikongresser i disse år. Jeg håber,
at fremtidige numre viser jeres åbenhed til at gå ind i
diskussioner med og få kommentarer fra folk, der ikke er
fakkelbærere.½
Juul Jensen finder det ╗interessant og vigtigt, at der er kommet
et tidsskrift, der er med til at kanalisere en kritisk diskussion
i forhold til det akademiske liv og videnskaben½.
Pudsigt nok har Faklen fået en lignende positiv modtagelse i
Norge, hvor ikke blot en række dagblade er gået i dybden med
intrikate samfundskritiske såvel som filologiske og
erkendelsesteoretiske detaljer, men hvor også f.eks. forfatteren
Peter Normann Waage, professor i idΘhistorie Trond Berg Eriksen og
rektor ved Tromsø Universitet Tove Bull har blandet sig.
Under overskriften ╗På tide med studenteropprør½ skriver Peter
Normann Waage i Dagbladet: ╗Studenter! Løft blikket fra pensum og
se mot Danmark;½ Trond Berg Eriksen henviser i Arbeiderbladet til
Faklen med ordene: ╗Tiden er mer enn moden for et studentopprør;½
og Tove Bull skriver i Tromsøflaket: ╗Det er interessant û og
tankevekkande û at ei gruppe studentarer gjør opprør gjennem eit
tidsskrift og med ein lærd forfattar som inspirator. Det har vekt
debatt over heile Danmark, og bølgene frå debatten skyl etter
kvart inn over våre strender ≥g. Om det fører til, at vi får ein
ny kulturdebatt, ein ny universitetsdebatt, ja, da skal den
debatten ønskjast varmt velkommen.½
Langtfra at repræsentere en flok studerende i opposition til
lærerne eller universitetet som institution har Faklen rejst en
diskussion, der har polariseret studerende såvel som lærere. Men
det betyder selvfølgelig ikke, som det også er fremgået, at
enhver, som hilser diskussionen velkommen, er enig i hvert eneste
synspunkt.
Alt efter temperament kan man se den splid, som Aarhus Universitet
er blevet vidne til, som en ærgerlig og ubehagelig bieffekt, eller
man kan se den som en nødvendig forudsætning for, at diskussionen
kan blive om alt andet end kejserens skæg.
Fordragelighed alene fører sjældent til forandring.
Stephan Stengler, Jakob Stensgaard og
Rune Engelbreth Larsen
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97