[Image][Faklen]
Faklen nr. 4 ╖ Sommer 1997
╗RETTELSER TIL DEN HEBRAISKE TEKST½
Bibelselskabets forsøg på at forsvare den seneste
bibeloversættelse er netop udkommet i bogform og røber præcis
samme mangel på filologisk videnskabelighed som oversættelsen selv
...
I januar 1997 udsendte Det Danske Bibelselskab en slags
tekstkritisk kommentar med titlen Noter til bibeloversættelsen af
1992 û Rettelser i den hebraiske tekst. Heri foreligger knap 1600
eksempler på tekstkonjekturer i den nye oversættelse af det Gamle
Testamente (DO92). En konjektur vil i denne sammenhæng sige, at
den hebraiske grundtekst, som man ellers officielt har lagt til
grund for oversættelsesarbejdet, er tilsidesat til fordel for
senere i vidt omfang kristent influerede oversættelser. Man har
imidlertid begrænset sig til en gennemgang af kun 5 af de 47
eksempler på regulær fordrejning af kildeteksten, som Faklen har
påvist i nr. 1-3.
I forordet fremhæver den nuværende generalsekretær for
Bibelselskabet Morten Aagaard og medlem af Bibelselskabets
bestyrelse professor i teologi Kirsten Nielsen: ╗At
oversættelserne er tidssvarende indebærer, at de bygger på den
nyeste videnskabelige indsigt inden for filologi og teologi.½
Imidlertid bemærkes bogen igennem ikke Θt ord om, at
oversættelserne i sandhed også bygger på dogmatik og kirkelige
hensyn. Og spørgsmålet er da, hvor stort råderum
videnskabeligheden egentlig havde i oversættelsesprocessen. Som
demonstreret i Faklen nr. 1 og 2 var de kirkepolitiske og
doktrinære overvejelser nemlig på det nærmeste enerådende i den
sidste og afgørende del af oversættelsesforløbet, jf. daværende
generalsekretær Niels Jørgen Cappelørns slutdefinition af den nye
oversættelse i 1990, hvor videnskabelig filologi må betegnes som
ikke-eksisterende. (Faklen nr. 1; se endvidere artiklen om den
kirkelige højrefløj).
Det har næppe heller været videnskabelige overvejelser, der
gjorde, at Bibelselskabet valgte den pensionerede teolog Svend
Holm-Nielsen til at forestå det tekstkritiske arbejde med DO92
frem for en af landets bedst uddannede sprogforskere, de semitiske
filologer. Det må dog siges at ligge helt i forlængelse af den
monopolpolitik, som Bibelselskabet lagde for dagen i den 17 år
lange oversættelsesproces û en politik, som kun indbefattede de
sprogligt set væsentlig mindre kompetente teologer.
Som begrundelse for ikke at følge Biblia Hebraica tekstnært
anfører Svend Holm-Nielsen i sit eget forord bl.a.: ╗Der er nogle
steder i den overleverede hebraiske tekst, hvor man har grund til
at tro, at man af dogmatiske grunde bevidst har foretaget en
rettelse af en ordlyd, fordi den oprindelige tekst indeholdt
noget, som ikke stemte overens med senere tids religiøse
anskuelser.½ (vor kursiv). Imidlertid foreligger ikke Θt
selverkendende ord om, at hele den nye oversættelse selv i
virkeligheden bygger på et dogme, nemlig det kristne grunddogme,
at det Gamle Testamente skal forstås i lyset af det Nye
Testamente.
Dette videnskabeligt set uacceptable forhold indrømmer
bibeloversætter Carsten Vang fra Menighedsfakultetet i ┼rhus
blankt i studenterbladet Til Tro, nemlig: ╗Den nye oversættelse
bygger på NTs grundforståelse.½ (februar 1997). At dette så
uundgåeligt medfører, at man har givet afkald på GTs
grundforståelse, turde være selvindlysende.
Et par eksempler kan tjene til at demonstrere, hvor misvisende og
ufuldstændig Bibelselskabets seneste udspil i realiteten er, eller
û med Holm-Nielsens egne ord, som endnu bedre kan anvendes om DO92
end om de gamle jøders afskrivningspraksis û at man i utallige
tilfælde ╗af dogmatiske grunde bevidst har foretaget en rettelse
af en ordlyd, fordi den oprindelige tekst indeholdt noget, som
ikke stemte overens med senere tids religiøse anskuelser½.
Som påvist i Faklen nr. 1 er den hebraiske ordlyd i 1. Mos. 31, 13
som følger: ╗Jeg er guden Betel½, og ikke som i DO92: ╗Jeg er
Betels Gud.½ At der her sandsynligvis optræder en guddom ved navn
Betel, som er veldokumenteret i den nærorientalske verden
(inklusive jødiske diaspora-menigheder samt i GT: 1. Mos. 35, 7 og
Jer. 48, 13) fra det første årtusind f.v.t., har åbenbart
forekommet Bibelselskabet problematisk, sandsynligvis ud fra ╗NTs
grundforståelse½. Derfor har man valgt i DO92 at foretage en
tekstkonjektur, idet man har fulgt (om end ufuldstændigt) den mere
rationalistiske græske oversættelse Septuaginta, og resultatet
blev: ╗Jeg er Betels Gud½, hvorved den tilstræbte monoteisme kunne
opretholdes.
Denne konjektur glimrer dog ved sin udeladelse i Holm-Nielsens
tekstkritiske gennemgang. Dette er dobbelt ironisk set på baggrund
af, at han i en af ham selv forfattet artikel i Gads Danske
Bibelleksikon under Betel bl.a. indrømmer: ╗Den hebraiske tekst 1.
Mos. 31, 13 lyder: Jeg er guden Betel (DO følger Septuaginta).½
(bd. 1, s. 218). Men her var intentionen tydeligvis heller ikke at
rense DO92, men at bedrive videnskab.
Et andet eksempel kan illustrere, at en konjektur blot kan være en
skinmanøvre for at presse egne monoteistiske kæpheste ind i GT. Om
5. Mos. 32, 43 skriver Holm-Nielsen følgende som begrundelse for,
at Bibelselskabet her som tekstgrundlag foretrak en af
Qumran-sektens skrifter, som jo i et vist omfang må anses for at
være ældre end den masoretiske tekst (MT û den officielle version
af Tanach): ╗Q[umran] har imidlertid en tekst, der er forskellig
fra og udvidet i forhold til MT, og den er lagt til grund for
oversættelsen her.½ (s. 20). Men går man dette sted efter i
Qumran-udgaven (4Q), opdager man dog, at DO92s ╗tilbed ham, I
gudssønner½ er et falsum. For der står faktisk ╗I guder½. I The
Text of THE OLD TESTAMENT (som Holm-Nielsen selv anbefaler!)
bekræfter Ernest Wⁿrthwein: ╗And bow before him, all you gods.½
(s. 150, se også det hebraiske forlæg sammesteds). Derfor, som vi
skrev i Faklen nr. 2, kan denne ╗tekstrettelse½ kun begrundes
dogmatisk og teologisk (se henvisningen til Hebr. 1, 6!).
Begrundelsen for, at Bibelselskabet ikke har holdt sig til
kildetekstens ordlyd i f.eks. Salme 29, 1 og 89, 7, kan man også
lede længe efter i dets nyudgivelse. Som flere semitiske filologer
har bekræftet over for Faklen, er den korrekte oversættelse af
bene elim det polyteistiske ╗guders sønner½ eller generisk
╗guderne½ og under ingen omstændigheder det dogmatisk tilpassede
╗gudssønner½ som i DO92.
Selv bibeloversætter Niels Peter Lemche, professor i GT ved
Københavns universitet indrømmer om Salme 89, 7: ╗Hvem blandt
guderne er Herrens [Jahves] ligemand?½ (Det gamle Israel, s. 193).
Hvad grunden så har været til udeladelsen af en gennemgang af
disse regulære rettelser i den hebraiske skrift, kan læseren selv
gætte sig til.
Et sidste eksempel kan tjene til at vise, hvordan Holm-Nielsen
manipulerer læserne. Om DO92s ╗de har gennemboret mine hænder og
fødder½ i Salme 22,17, som er en ændring fra prøveoversættelsens
╗de har bundet mine hænder og fødder,½ skriver han: ╗Rettelsen
finder til dels støtte i LXX [Septuaginta] og Syr [syrisk
oversættelse], men den sidste muliggør også rettelse til de har
bundet.½ Holm-Nielsens udtryk ╗finder til dels støtte i½ er her
afgørende. For den græske oversættelse har nemlig et ord, som blot
betyder at grave, og den syriske oversættelse et ord, som
sandsynligvis betyder at gøre rundt. Så udtrykket gennembore må
unægtelig siges at repræsentere en fortolkning heraf! Og som
bekendt var den faktiske årsag til ændringen af prøveoversættelsen
da heller ikke sober tekstkritik.
Som en slags nutidens Herostrat skrev Cappelørn i 1990 således om
de dogmatiske overvejelser, der lå bag: ╗Denne ændring gør det
muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes bog
og fx. kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet.½ (DB┼). Hvor
uvidenskabelig denne ændring er, illustreres yderligere af, at de
internationale hovedværker i hebraisk sprogvidenskab er enige om,
at netop Salme 22, 17 skal oversættes med ╗... de har bundet mine
hænder og fødder½ på basis af et arabisk ord. (se Faklen nr. 2, s.
35-36).
Derfor klinger det også ualmindeligt hult, når den nuværende
generalsekretær Morten Aagaard og Kirsten Nielsen i forordet
bedyrer, at DO92 ╗bygger på den nyeste videnskabelige indsigt
inden for filologi og teologi½. Som dokumenteret i de tre første
numre af Faklen er dette ganske enkelt ikke sandt. Dogmatik og
╗traditionen½, virkningshistorie og ╗NTs grundforståelse½ har gang
på gang fået det sidste ord i oversættelsen af en lang række
centrale steder.
I virkeligheden udgør de regulære tekstkonjekturer i DO92
formodentlig et langt, langt større antal end de knap 1600, som er
at finde i Holm-Nielsen stærkt tendentiøse gennemgang. At
Holm-Nielsen ikke berører mere end 5 af de 47 eksempler på
fejloversættelser og tekstrettelser, som Faklen indtil videre har
påvist û og disse 5 endda mangelfuldt û er i sig selv ganske
afslørende.
Konjekturerne støtter sig û ud over Qumran-skrifterne og andre
håndskrifter û på den syriske oversættelse Peshitta fra det 4.
århundrede, som Holm-Nielsen selv indrømmer ╗hører hjemme i en
kristen sammenhæng½, og på Vulgata, som ╗er præget af en kristen
læsning og forståelse af Det Gamle Testamente½ (s.12), og ikke
mindst Septuaginta, om hvilken professor i semitisk filologi
dr.phil. Frede Løkkegaard udtaler i Faklen nr. 2: ╗Det er meget
uheldigt at bruge Septuaginta, og det har man i vidt omfang gjort,
når der opstod problemer med den nye oversættelse.½
Og Bodil Ejrnæs, selv bibeloversætter, skriver herom: ╗Den
[31-oversættelsen] havde et grundlag, der set med 70ernes øjne var
videnskabeligt uforsvarligt. Alt for mange steder byggede den på
tekstkonjekturer, og i alt for høj grad lagde den
Septuaginta-læsemåder til grund. I det hele taget synes den tillid
til Septuaginta som tekstvidne, der præger 31-oversættelsen, at
være rokket.½ (Teol. Tidsskrift 1994).
Holm-Nielsens gennemgang røber dog utvetydigt, at tilliden i DO92
til Septuaginta-oversættelser som erstatning for ╗problematiske½
skriftsteder i den hebraiske tekst i realiteten er usvækket. Og
det er naturligvis uacceptabelt.
For selve grundprincippet for oversættelse af ikke mindst antikke
tekster, nemlig lectio difficilior preferendum est (den
vanskeligste læsemåde er at foretrække), har Bibelselskabet dermed
i talrige tilfælde tilsidesat til fordel for lectio facilior, den
letteste og û i mange tilfælde û kristologisk mest hensigtsmæssige
oversættelse! En reel mulighed i DO92 for indsigt i jødernes
helligskrift på egne religions- og kulturhistoriske betingelser
eksisterer derfor i praksis ikke.
Man kan sammenfatte følgende grunde til, at den tekstkritiske
kommentar ikke û sådan som den ellers lanceres û kan anvendes som
et redeligt hjælpemiddel til at komme grundigt til kundskab om den
hebraiske kildetekst, der ligger til grund for DO92:
1. En omhyggelig redegørelse for de 5.700 allusioner og 600
citater, som revisionskomiteen efter det videnskabelige
oversættelsesarbejdes færdiggørelse i 1988 tog under kirkelig
særbehandling for at få det Gamle og det Nye Testamente til at
fremstå som en helhed, glimrer ganske ved sit fravær. Dette
eksorbitante antal ændringer og justeringer må den videnskabeligt
interesserede û men ikke hebraiskkyndige û læser fortsat selv
gætte sig til.
2. Af de talrige regulære (og af forståelsen afhængige)
konjekturer og rettelser i den hebraiske grundtekst, som man har
taget i anvendelse i DO92, foreligger kun et overordentlig
sparsomt udvalg. Som Holm-Nielsen skriver: Det er ╗langtfra alle
afvigelser fra konsonanttekstens bogstaver, der er taget med i
rettelseslisten. Det ville have fået den til at svulme umådeligt
op!½ (s. 11). Spørgsmålet er så, hvad vi egentlig kan bruge den
til? En kommentar, der langtfra tager det hele med, må
videnskabeligt set betegnes som værdiløs.
3. Udeladelsen af ikke mindst et stort antal dogmatisk begrundede
rettelser og fejloversættelser, opstået på baggrund af den nye
gammeltestamentlige forskning, har indlysende nok den hensigt at
rense DO92 for alle dokumenterede beskyldninger om
uvidenskabelighed.
4. Enhver mangel på indrømmelse eller bevidst tilkendegivelse af
DO92s kristologiske udgangspunkt og selvforståelse, som formuleret
umisforståeligt af daværende generalsekretær Niels Jørgen
Cappelørn i 1990 i DB┼ og senest af Carsten Vang i 1997,
tydeliggør ovenstående punkt.
5. En udbredt anvendelse af senere kristne oversættelser som
grundlag for rettelser og en i den foreliggende bog total mangel
på inddragelse af komparativ nærorientalsk filologi og
religionshistorie som grundlag for sådanne må betegnes som stærkt
forældet i forhold til moderne semitisk filologi.
6. At lectio facilior tilsyneladende i mange tilfælde har været
det overordnede tekstkritiske princip fremfor lectio difficilior,
er decideret amatøragtigt og er som overordnet princip uforeneligt
med moderne videnskabeligt oversættelsesarbejde af antikke
tekster.
7. Adskillige rettelser er misvisende og fejlagtige og er langtfra
i overensstemmelse med ╗den nyeste videnskabelige indsigt inden
for filologi og teologi½ (udgivernes forord).
8. At bogens forfatter ikke er semitisk filolog, men teolog, er
ganske enkelt en skandale û men kan bl.a. forklare de åbenlyse
mangler.
Under alle omstændigheder må vi sige, at Bibelselskabets seneste
udgivelse repræsenterer û intenderet eller ej û en soleklar
indrømmelse til Faklen af, at man ikke har fulgt den hebraiske
kildetekst som grundprincip, men ofte dogmatisk set mere
formålstjenlige, rationaliserende og kristne oversættelser û og
dette endda ofte i en stærkt tillempet form. Læseren af DO92 har
dermed ikke selv mulighed for at konstatere vanskelige eller (ud
fra ╗NTs grundforståelse½) problematiske passager og
uoverensstemmelser. Og den nye kommentar er videnskabeligt set
desværre ingen hjælp, snarere tværtimod.
Bogen bliver derved en yderligere dokumentation og konstatering
af, at den nye bibeloversættelse vanskeligt kan betegnes som andet
end slet skjult missionsarbejde.
Læseren være hermed endnu engang advaret.
Jens-AndrΘ Pedersen Herbener
[Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
[Tilbage]
⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97