[Image][Faklen]

                                           Faklen nr. 5 ╖ Efterår 1997

    LEDER

    Ikke to mennesker er født lige. ╔n ting er, at nogle fødes i
    rigdom og andre i armod, nogle syge og nogle raske, nogle med lød
    og nogle uden, men uligheden går videre end som så.

    Det enestående ved mennesket er, at medfødte anlæg, udviklede
    præferencer og stimulerede evner cementerer hver enkelts
    individuelle og unikke karakter og løbende forøger de indbyrdes
    forskelle.

    Jo mere vi stræber efter at blive lige, desto mere lider
    individets særegenheder; jo mere vi insisterer på Normen, desto
    mere legitimt bliver det at afvise det Abnorme, dvs. at kassere de
    andre, hvis karakter, overbevisning eller hudfarve i iøjnefaldende
    grad afviger fra flertallets fællesnævner. I Normens navn hugger
    man ╗lovlydigt½ den hæl og klipper ╗retfærdigt½ den tå, der
    definerer afvigeren som afviger og det anderledes som det
    anderledes, endskønt det netop er den hæl og den tå, der gør
    mennesket til det menneske, det er û forskelligt fra alle andre.

    Samfundet bør således stræbe mod og opildne til stadig større
    uensartethed, for jo mere den enkelte bliver sig sine særegne
    karakteristika bevidst som enestående og uerstattelige, desto
    vanskeligere bliver legitimeringen af enhver form for ensretning,
    og desto vanskeligere bliver enhver form for udskilning af det
    uens.

    Dermed bliver det almenmenneskelige kendetegn mangfoldighed, og
    det fællesmenneskelige forskel, og postulatet om alt andet et
    afslørende faretegn, ikke bare for friheden, men tillige for
    menneskeligheden. For netop af forskellens menneskelighed følger
    medmenneskelighed, eftersom ingen kan holdes uden for det
    fællesskab, der består i forskel û ingen har nemlig ikke dΘt til
    fælles med alle andre at afvige fra alle andre.

    Mens ensartetheden pr. natur altid må ensrette, tilrette og
    afrette og skille sig af med den, der ikke er ret, er det for
    mangfoldigheden tværtimod vrangen, forskellen, det er værd at
    værdsætte og værne om, for hvor alle mennesker er ulig hinanden,
    er der ikke nogen, som kan erstattes af nogen anden, og derfor
    heller ikke nogen, der er mere værd end nogen anden.

    Kun om denne naturgivne forskel står uanfægtet û og ikke blot som
    menneskets ret, men frem for alt også som menneskets mulighed for
    at gøre og udvirke det, som hun selv måtte føle sig drevet til og
    tiltrukket af û er samfundet i nogen som helst reel forstand et
    humant samfund, og først da er samfundet til for menneskets skyld,
    og ikke mennesket for samfundets. Kun hvor samfundet er til for
    menneskets og dermed forskellens skyld, kan medmennesker være til
    for hinanden, eftersom forskel nødvendigvis gør mennesker
    indbyrdes afhængige og derfor uundgåeligt indbyrdes taknemmelige,
    hvorimod ensartethed leder til indbyrdes konkurrence og derfor
    lige så uundgåeligt til indbyrdes rivaliseren, kappestrid og
    fjendskab. Og den kamp er ikke engang en kamp for en, man elsker,
    så lidt som for frihed eller retfærdighed, men alene en kamp om at
    slå flest og få mest û for ussel mammon og for personlig status.

    Den Lov, der understøtter og opfordrer til noget så inhumant som
    konkurrence på brødet, har slet og ret gjort Ret til et imperativt
    Ensret, og det kan intet menneske være tjent med. At alle er lige
    meget værd, fordi enhver er ulig enhver anden, betyder også, at
    alle mødes med samme uforudindtagethed af loven û ikke blot som i
    dag, af navn, men afgjort også af gavn.

    For hvad nytter det, at historiske menneskerettighedserklæringer
    og frihedsmanifester konsoliderer nyvunden frihed på skrift, og
    eftertidens regeringer højtideligt proklamerer at ville følge dem,
    når det hele ganske tydeligt er uforpligtende propaganda, der blot
    skal afvæbne kritik af undertrykkelsen i selvsamme rettigheders og
    friheders navn?

    Hvad nytter sværmerisk sværgen til den franske revolutions
    erklæring om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789, der i
    artikel 6 understreger, at loven ╗skal være den samme for alle½,
    eller tilslutningen til FNs Universal Declaration of Human Rights
    fra 1948, hvor det i artikel 11 hedder, at ╗enhver, der anklages
    for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig,
    indtil hans skyld er godtgjort½, eller i artikel 4, at ╗slaveri og
    slavehandel under alle former skal være forbudt½, når magthaverne
    blot omdøber Uret til Særlov og Slaveri til Tilbud?

    Hvad nytter det, at magthavere hylder og underskriver friheden,
    retfærdigheden og medmenneskeligheden, når de uden konsekvenser
    kan kalde systemets undertrykkelse fri, lovens ulighed lige og
    egoismens umenneskelighed medmenneskelig?

    Og jo længere vi sidder den propaganda overhørig, desto længere
    bekræfter vi magthavernes behændige bedrag og vor egen frygtelige
    idioti. Jo længere vi lader disse slikkede svindlere plyndre de
    svage, terrorisere de anderledes og lyve befolkningen lige op i
    deres godtroende ansigter, desto længere forbliver vi medskyldige
    i de allerede forlængst iværksatte tiltag i retning af
    politistatens totalitære brutalitet.

    Mindre skarpt kan det ikke udtrykkes, for sådan er det.

    Friheden skal ikke underskrives, den skal vindes, og
    menneskeretten skal ikke proklameres, men erobres. Al anden snak
    er kun snak, der skal dække over, at både frihed og menneskeværd
    konstant bliver os frarøvet af magthavere, der dagligt holder os
    for nar. Derfor må vi i dag mere end nogen sinde kæmpe lige så
    kompromisløst for menneskets retlige lighed, som vi emfatisk må
    insistere på dets ret til forskellighed!

                                                                Faklen
          [Artikler] [Fakkelvagt] [Info] [Home] [Info] [2 tilbage]
                                 [Tilbage]
      ⌐ 1997 Faklen ╖ Kommentarer til webmaster@faklen.dk ╖ 10.10.97