For at få massene med til større aktioner må der tales til deres hjerte, deres stolthet eller deres fantasi, og det gjør ikke en politik, som alene pukker på den skjære magt. En Ludvig den fjortende, som ikke behøvde at spørre om folket, kunde herske bare med magtsprog, men allerede Napoleon måtte anslå følelsesstrenge, påkalde Frankrikes storhet, Frankrikes gloire, for at hundretusener skulde gå i døden for ham og hans planer. Endnu mere er da de middelmådigheter, som pleier at råde for staternes skjæbne, henvist til at peke på en høiere hjemmel. Denne har snart hett den lovlige orden, snart den borgerlige frihet, eller proletariatets vel, eller den nationale selvstændighet, eller folkets og statens historiske mission. Bak disse luftige talemåter ligger der som oftest meget håndfaste særinteresser. Men de er i hvert fald en tribut til den instinktmæssige følelse, at magten trænger til at godtgjøre sin ret.

Magthaveriet tør altså ikke optrå i utilhyllet skikkelse, men ifører sig et eller annet klædebon. Det er med den nøkne magt som med det nøkne legeme: den utstilles ikke gjerne til almen beskuelse.

- Sigurd Ibsen, Politikens motsætninger

Mulig det ofte begynner der, men steg 2 er at makthaverne finner det enklere å tro på idealene de forfekter enn å bare late som.