Med eliten mener jeg ikke nettop overklassen. Denne utgjør egentlig kun jordbunden og atmosfæren, hvor elitens blomst kan skyte op. Eliten selv, det er de, som viser os, hvor langt og hvor høit et menneske kan nå, og sådanne væsener kan meget vel være født i en lavere klasse. Men de kan ikke tilbringe hele livet dernede uten at vantrives og forkues. Deres tanker og følelser, deres planer og verker trænger til at finde gjenklang, de behøver en samfundskreds med sans for de ting, som ser ut som overflødige, men til syvende og sist er meget fornødne. [..]

Fra kulturstandpunktet er dette en vigtigere sak, end at folkets masse blir en smule bedre indlogert, klædt og ernært. For på den vis kan der allikevel kun opdrættes trekvart-mennesker, mens kulturens fremgang beror på dem, som er mere mennesker end de øvrige, på de store forbilleder, som hæver forestillingen om menneskelig evne og dermed høiner de andres krav til sig selv. Derfor gjælder det allerførst at fremme disse utvalgte, om det også skal ske på massens bekostning.

For endel år siden krævet jordskjælvet i Messina og Kalabrien henved hundredetusen liv; iforfjor omkom der ved et jordskjælv i Japan ikke langt fra det samme antal. Hvilket savn har vel disse katastrofer efterlatt, hvilket avbræk har de gjort i vor kultur? Ikke det allerringste. En stor mands bortgang er et ganske anderledes følelig tap end hele denne anonyme masses forsvinden.

- Sigurd Ibsen, Politikens motsætninger

Kulturelitisme er ikke hva det var..